Years Of Enchantment

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2017
  • Opdateret: 7 mar. 2018
  • Status: Igang
Harry og Eleanor er to helt forskellige mennesker, men hver deres helt forskellige liv fandt alligevel kærligheden i hvad der menes at være et håbløst sted. Men er forskellen og presset for stort og vil små konflikter blusse op. Vil det holde eller er det virkelig umulig kærlighed som er dømt gå i tusind stykker. Vil deres kærlighed til hinanden overleve i alt dette kaos som deres liv er fyldt med. Det her er Harry og Eleanors historie gennem de vigtigste år af deres liv.

2Likes
0Kommentarer
311Visninger
AA

3. Autumn 1 - But we're still young

 

Autumn: oktober 5. 2017

 

Metroen var fyldt, proppet, klaustrofobisk. Jeg stod limet op af tons vis af mennesker som jeg på ingen måde kendte. Lige nu overvejede jeg seriøst til at gå over til at køre med bus i stedet for, det virkede ærligtalt til at alle Londons beboere i dag havde valgt at tage metroen. Det kan godt være at bussen ville tage 20 minutter længere, men lige nu som jeg stod her lød det meget attraktivt.

Metroen stoppede brat - skinne problemer- folk mistede balancen for blot et øjeblik, men det øjeblik var åbenbart nok til at spilde varme væsker ud over folk. For i sekundet efter mærkede jeg en brænde væske løbe ned over min mave og gennemvædet min bluse. Fandens! Det så desværre ud til at være en brunlig stinkende væske som lugtede betydeligt meget af kaffe, JEG HADER KAFFE! " Det må du virkelig undskylde" udbrød en hæs mande stemme bekymret. Stemmen tilhørte jo så nok den skyldige i kaffe problemet. "Det gør ikke noget" jeg var nok ikke helt overbevisende, for da jeg så op mødte et par intense, spørgende grønne øjne mig. Et sus farede gennem min mave.

Jeg stod et minut måske to bare stirrede og det samme gjorde han. Han virkede så bekendt. Havde jeg set ham før? Det var jeg næsten sikker på at jeg havde. Jeg prøvede at løsrive mig hans blik, men der skete ikke noget. Jeg var som tryllebundet. Hele min krop var i udbrud men det havde udad til ingen effekt. Hvad skete der med mig? Hvorfor tog jeg mig dog bare ikke sammen? Men svaret var tydeligt, jeg kunne ikke.

Det krævede al min viljestyrke bare at åbne munden, men heldigvis for mig kom der rent faktisk ord ud. " Det er fint" i stedet for at være irriteret var jeg vendt på en tallerken og gået hen og blevet helt saglig for en kort stund.

Men virkeligheden kaldte og jeg kunne se min station nærme sig. Panikken steg. Hvordan skulle jeg på nogen måde nå ud af metroen på de omkring 2 minutter det ville tage at nå ind til perronen, for her stod jeg som en sild i en meget pakket tønde. Det var egen gang fordi folk kunne rykke sig viderligt meget. I stedet for at panikke, handlede jeg hvilket skete tit, jeg møvede gennem mængden og hørte kun et lille "farvel" fra manden som af en eller anden grund havde haft en kraftig virkning på mig. Jeg nåede ydre kanten af mængden lige som dørene og havde alt for meget fart på så jeg spurtede ud af metroen og nåede kun lige at stoppe før en unødig ulykke der involverede et reklameskilt kunne være fundet sted.

Jeg hev den rene luft ned i mine lunger, band min jakke for at gemme den brune plet som allerede var ved at trække ind i min fine hvide bluse, strøg op af metroens ildelugtende trapper og ud i friheden. Men hvor meget frihed var Londons travle gader egentlig.

De kunne sammenlignes meget godt med metroen, med undtagelse af at denne mængde var i bevægelse og at der var frisk og fugtig luft som truende tydede på at vi fik endnu en regnbyge. Efteråret havde vist rigtigt lagt sig over England. Jeg trak bedre fat i jakken i et ynkeligt forsøg på at få varmen.

Jeg hastede afsted, gennem larmen fra bilerne og de mange summende stemmer fra de mange mennesker som var i fuld gang med at fortælle et eller andet som sikkert var ligegyldig viden videre til en anden. Men selv for alt den larm kunne jeg ikke glemme det, jeg kunne ikke glemme de rolige grønne øjne, jeg kunne ikke glemme ham. Og der slog det mig såssom en havde kastet en gigantisk sten i hoved på mig. Hans navn var Harry, Harry Styles. Selv kendte jeg navn, men der var alligevel noget ved ham som ikke havde noget med hans kæmpe berømmelse at gøre som tiltrak mig og det skræmte mig fra vid og sans. 

 

***

 

Cafeen var fyldt og der var ved at nå et uudholdeligt støjniveau. Jeg var iført min uniform som mest af alt bestod af sort. En sort T-shirt, et par sorte jeans, nogle sorte sneakers og et lille sort forklæde. Ejeren - min chef - mente at det fik os til at blænde bedre ind med cafeen. Mit hår var slynget op i en rodet hestehale. Stanken af kaffe hang ved det. Jeg ved egen gang hvorfor jeg startede på en cafe når jeg skal brække mig bare ved tanken om kaffe.

Mor har altid sagt at jobbet ville være godt til mig, både fordi hun mener at jeg ville være en imødekommende tjener men også fordi hun tror at jeg endelig vil vænne mig til lugten og ikke behøver at kommenterer på hende, hver gang hun tager sin daglige morgenkaffe, de dage jeg har været hos hende. Men hver gang skuffer jeg, for selv om jeg har arbejdet her i hvad der svarer til et år, syntes jeg stadig at lugten er bitter og kvalm.

Dørklokken gik af men jeg tog ingen notits af det. Det var for mig kun baggrundslarm. Man vendte sig til lyden så meget at mit øre nogen gange ikke registrerede det.

Jeg var fuldt igang med at vaske disken med en næsten tør klud, da mit synsfelt fangede den velkendte sorte jakke, personen stod foran mig og jeg løftede håbefuldt mit hoved, og jeg fik ret da et par grønne øjne smilende mødte mine. "Hej" han strålede til mig, han gjorde mig brød i knæene.

"Hej" jeg var åndeløs hvad var det lige han gjorde ved mig. Vi udvekslede blikke og for en tid skete der ikke mere end det. I disse øjeblikke fokuserede jeg slet ikke på hans navn eller berømmelse. Han var bare Harry og jeg var bare Eleanor. Vores øjenkontakt var intens ligesom den havde været i metroen og jeg ønskede ikke at afbryde den, men jeg måtte alligevel spørge om noget, derfor brød jeg stilheden "hvordan fandt du mig?" Spørgsmålet florerede inde i mit hoved, men hans svar skuffede og på samme måde spændende " jeg har mine metoder". Selvom svaret i mine øjne ikke var godt nok fik det alligevel smilet på mine læber til at blive lidt større. Stilheden mellem os varede ikke længe.

Det var nu hans tur til at bryde ind "vil du drikke en kop kaffe med mig en dag?" Hans direkthed kom bag på mig, så jeg fik ikke tænkt over mit svar. "Jeg afskyer kaffe" han grinede. ”Hvad?” spørgsmålet var klart. ”Jeg syntes bare at det er lidt sjovt at pigen som servere kaffe på daglig basis, i virkeligheden afskyer det?!”  Han lagde tryk på afskyer, men når jeg tænkte videre over hans ord kunne jeg godt se det komiske i situationen, så jeg grinede stille med.

"Så te, da?" Jeg nikkede som svar” Ja, te kan jeg godt klare, men du må altså gå eller bestille noget, min chef overvåger mig som en ørn" han smilede og i det han skulle til at vende sig om, sagde han " må jeg få dit telefonnummer?"

Igen var han meget direkte og det fik mine muskler til at spænde op, men jeg nikkede og rakte ham min hånd og hentydede dermed at han blot skulle give mig sin telefon. Der gik kun få sekunder før han lagde mobilen i min hånd. Jeg indtastede mit nummer og bag efter mit navn, rakte ham telefonen.

Han smilet var ikke til at fjerne fra hans læber da han tog imod telefonen "tak, jeg skriver til dig." Han vendte sig om og gik mod døren men selv for larmen kunne jeg alligevel høre hvordan han mumlede mit navn for sig selv " Eleanor" Det sidste jeg så af ham var hans ryg som forsvandt ud af døren.

 

***

 

Så fik jeg skudt historien igang, som sagt er vi i efteråret 2017 og kommer jeg til at fortsætte med omkring tre kapitler her for årstiden efterår. Mine planer er at skrive for hver i årstid for x antal år, men jeg regner med noget i retning af 4-5 år hvis jeg og i nyder historien. Derudover tænker jeg at skrive 1-2 afsnit fremover for hver årstid. Jeg håber at i kan lide første afsnit ved godt at det er et lidt kort kapitel og måske ikke så vel skrevet, men jeg var bare så ivrig for at få historien igang.

Laura <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...