Englenes Fald

to engle bliver sat ned på jorden, for at rede Dean skolens konge.
Men det er ikke så nemt Dean har mange fjender, og det har de to engle åbenbart også. Dæmoner, englejagere, ex kærester, og ukendte skolekammerater.

110 prøver at finde ud af sandheden om sin fortid og 222 prøver at rette op på sine gamle fejl.

Kan de klare det?
Vil de flyve vil de falde?

Englenes Fald

ps. De to første kapitler kan ikke læses, på ipad eller mobil. Vi ved ikke hvorfor, men der er et problem.

6Likes
7Kommentarer
2967Visninger
AA

9. Kapitel 7. Basketkampen Og Dansen Med Djævlen.

 

Kapitel 7.

Basketkampen Og Dansen Med Djævlen

Synsvinkel Catelinn/Engel 110


Vi kommer hoppende ud på banen, vifter med vores pompon’er, og får publikum op at køre, Daisy improviserer nogle ret så udfordrende “moves” og får et dræberblik fra Tiffany. Basket-teamet kommer løbende ud fra den store dør og hele rummet skriger og skråler, så kommer modstanderstander-holdet og der bliver buh’et. Til sidst kommer Speedy ud og pisker rundt i salen som en sindsyg, mens han skriger nogle ret så lamme team-råb, der sikkert er skrevet af Daisy. Homecoming-kampen var akkurat ved at blive skudt i gang, da Daisy spænder ben for mig, det er umuligt at genvinde balancen, og jeg ender lige i armene på, ingen andre end Dean, hans hår falder lidt ned i hans øjne, og han ser ned på mig med et skævt smil. Drillende hvisker han, så det kilder let i mit øre,

“hvor er din bodyguard når du har brug for ham”. Han får mig op og stå igen. Jeg begynder at grine og et selvtilfredst smil breder sig på hans læber, men et “h-hm” lyder bag Dean, og ligepludselig går det op for ham, hvorfor jeg griner, Josh er her…

“Heeyyy dude”, Dean’s stemme stiger panisk, mens han stiller sig lidt bag mig. Josh giver ham et nik og kigger fraværende rundt i rummet. Han leder efter nogen? Dean læner sig ind mod mig, han står så tæt på at jeg kan mærke hans ånde i min nakke, han ligger sin arm om min hofte og siger så “den cheerleader uniform ser godt ud på dig. “Bro, har du ikke noget du skal i gang med?” Josh’s stemme er hård, han giver Dean’s skulder et lille skub, Dean sender mig et blink, og lunter tilbage mod midten af banen. Kampen går endelig i gang og jeg smutter hen til de andre cheerleadere. Vi hopper, råber og jubler, og pludselig bliver det bliver det tid til pause-showet, vi laver en lille danse rutine og kommer så til den store finale pyramiden, Tiffany som tydeligvis er ude efter Daisy har placeret hende nederst. Vi stiller op, Daisy ser bestemt ikke tilfreds ud som hun kryber sammen nede på gulvet, mine hænder ryster let, jeg er en af dem i toppen, mit hjerte pumper afsted som jeg kravler op ryggen af Daisy og derefter Joyce.

Vi har akkurat fået formet pyramiden, da Daisy begynder at råbe op til mig. “Hey Bitch”, Kelly afbryder “undskyld mig men hvem FANDEN taler du til?” Daisy nærmest ikke ænser hende, men svarer alligevel “den kærestestjæleende slut!” Tommy udbryder så “Tiffany?”. Daisy stønner irriteret og hopper ud af pyramiden, de fleste falder sammen men jeg glider og vrikker om. Dean kommer løbene over til mig, “er du okay” han lyder næsten bekymret, jeg stønner “jeg tror måske jeg er vrikket om kan du give mig en hånd?”, han får mig op og støtter mig hen til bænkene. Daisy vender sig mod os og peger “hende!”  Dean sender mig et bekymret blik men siger så “sorry” og lusker væk, Tiffany rømmer sig og siger så fornærmet “hun har jo ikke chance vi ved jo alle sammen han valgte mig” . De er gået i gang med deres eget lille skænderi som peaker da Daisy skriger “vi ved jo alle sammen han er min”, alt bliver stille, men en høj latter skærer gennem den absolute stilhed, og før hun rejser sig op ved jeg allerede hvem det er, hendes spinkle skikkelse går gennem rækker ned til banen, Emma stiller sig op lige op foran Daisy griner sin mørke latter op i hendes ansigt, “din lede, irriterende, bikini, solskolde, bitch’ede slange, som om nogen nogensinde ville vælge dig over min superstar” Hun griner så igen lige ind i Daisys overraskede ansigt og skrider så med langsomme skridt ud af gymnastiksalen, lyden af den smækkende dør runger øredøvende i det lydløse rum. En ting er uundgåeligt at se Kasper’s skuffede blik der møder Daisy’s. Domeniq kommer gående ind på banen “sååå jeg tror pyramide nummeret er ovre, skal vi vende tilbage til anden halvleg?” Han udstøder grin og alle begynder at råbe. Basket holdet kommer ud igen, Dean siger grinende til sit team “uhada se bare hvilken effekt jeg har på pigerne”, de fleste fra holdet griner men Kasper siger bare koldt “hold nu mund for en gangs skyld”, Dean sender ham et underligt blik, mens jeg inderligt lover mig selv aldrig at blive en af de piger.

Tiden er ved at løbe ud, der er kun 20 sekunder tilbage, da en fyr med sandfarvet hår misser kurven, hans grønne øjne ser så triste ud og modstanderholdet får bolden. Men Dean får selvfølgelig fat i bolden igen på ingen tid, scorer det sidste mål og redder dagen. Vi vinder igen, og alle cheerleadere danser rundt af glæde inde på banen, bortset fra mig, som sidder her helt alene. Jeg mærker en kold hånd på min skulder, Domeniq “skal du ikke derind” hans stemme lyder falsk, han lader hånden ligge, “lad være med at røre ved mig” snerrer jeg og prøver at ryste hans hånd af mig, men hans greb strammes kun “Domeniq slip mig” min stemme bliver hårdere, det blå forsvinder fra hans øjne, de lyser gyldent. Dean, Speedy og Kelly kommer luntende og Dominiq giver slip på mig, han giver friskt Dean hånden mens han ønsker ham tillykke med deres sejr og går så sin vej. Kelly udbryder bekymret “omg, er du okay” Speedy stirrer på min fod med åben mund, jeg griner let og siger “tag det nu roligt, det gør næsten ikke ondt” de siger tillykke til Dean igen og løber så afsted for at finde Lily.  Dean smiler lusket til mig, “og hvordan har du så tænkt at vise din glæde for min sejr, med den fod har du alligevel brug for hjælp til at komme hjem, vi kan finde ud af det der”,  Ohh shit, i mit hoved går jeg hurtigt igennem de mulige løgne, og beslutter mig for at det nemmeste at slippe afsted med ville være Josh. “Selvom det lyder som en chance man kun får en gang i livet… eller noget” griner jeg “så har Josh lovet mig vi skulle følges tilbage”. Dean begynder at grine “det er sjovt, fordi jeg ser ikke din bodyguard nogle steder”, han løfter et øjenbryn og smiler til mig. Ligesom Josh dukker op bag ham og prikker ham på skulderen. Dean siger, så afslappet “du er seriøst nødt til at stoppe med det at snige dig op, på mig sådan dude”, Josh ligger en arm om livet på mig og siger “tror du nogensinde han lærer mit navn” jeg griner let og ryster på hovedet “jeg tvivler stærkt”. På vej ud hører vi Dean’s stemme “så Hanna har du brug for nogen til at følge dig hjem?”, også griner vi bare til hinanden.


Vi når hjem, jeg får åbnet hoveddøren, da Josh begynder at hoste. “Øhh vil du have et glas vand”, hans stemme lyder helt normal igen da han siger “jo mange tak!”, jeg ser underligt på ham, og han hoster lidt igen. “Min roommate Emma er hjemme tror jeg?” “Emmaaa, jeg hopper altså lige i bad så vi kan nå at kjoleshoppe! Så kan du ikke skaffe Josh et glas vand” jeg råber egentlig bare ud i rummet men det ser ikke ud til at irritere Josh. Fra hendes rum lyder der et “klart”, “vent uhadada hvem er Josh?” Hun kommer valsende ud og jeg smutter ind på toilettet.
Mit hovede kører på højtryk jeg er nødt til at finde ud af hvilken type kjole jeg skal have, færdiggøre min biologirapport og åh ja redde en 18 årig basketballstjerne, så jeg hører intet andet en løbende vandhane fra køkkenet, alt andet overdøves af min nærmest uendelige tankestrøm og mit skrig, da det går op for mig at brusekabinen, shampoo’en, gulvet, væggene, loftet, håndklæderne, toilettet, toiletbrættet der også har fået pink plys-beklædning, håndvasken og vores bademåtter er pink.  Selv vandstrålen fra håndvasken og badet lyser pink. Min hårtørrer, al min makeup, vores spejle og det lille skab der hænger over håndvasken er ingen undtagelse, at sige det ser hæsligt ud ville være en ekstrem underdrivelse.

I en pink badekåbe kommer jeg trampende ud, mit hår er viklet op i et pink håndklæde og jeg har pink slippers på. Jeg sukker tungt “hvorfor er jeg ikke engang overrasket?”, Emma sender mig et flabet smil. Jeg går ind på min mit værelse og river det første og bedste frem jeg kan finde, selvfølgelig ikke pink. Så løber vi ud af døren, Emma leder mig mod en utrolig fed motorcykel, “Catelinn, mød min baby” hun griner og sætter sig op på den “skal du med, eller hvad” hun griner og sender mig et udfordrende blik. Jeg tøver men ender med også at stige på, da vi kører går det op for mig at det giver ingen mening at hun har motorcykel, hun har vel ikke engang kørekort. “Hvor har du fået motorcykel fra” råber jeg for at overdøve vinden, vi suser afsted og hun råber tilbage “det vil du ikke vide”, jeg ryster let på hovedet “men har du overhovedet kørerkort?” “Jeps” siger hun og giver slip på styret med den ene hånd hvilket får os til at læne lidt til siden, hun holder et kørekort med sit billede mod mig “og hvordan har du så fået det” får jeg på en eller anden måde mig selv til at spørge. “Tro mig det vil du heller ikke vide”. Hun parkerede motorcyklen op af et parkering fra bedes skilt, og vi skyndede os ind.
En ekspedient med en sort page og et spidst ansigt gav os elevatorblikket. Men som altid har Emma hende i sin hule hånd, hun giver ekspedienten et skarpt blik og siger så “hvis der er nogle der skal glo burde det være os den trøje er så meget sidste season”. Ekspedienten rynker på næsen og går med hurtige skridt ud i baglokalet.
 Vi går på rov i tøjstativerne, vi finder en del forskelligt og styrter mod prøverummene. Den første kjole jeg prøver er midnats-blå, med høj hals og små gulddetaljer. Jeg går ud af omklædningsrummet snurrer rundt engang og Emma begynder at bedømme. “Du ser fabtalastisk ud meeen jeg tror du kunne finde en der passer din stil bedre”, jeg nikker tænkende og hun forsvinder i et par sekunder, da hun kommer tilbage jeg sender hende ind i omklædningsrummet.
 Hun kommer ud iført at lyseblåt sæt, det er en blonde  crop top og et glat men puffet lårkort skørt “wauw men det er måske ikke så homecoming agtigt?”, hun tripper lidt på stedet, siger så “jeg ser din pointe Cat, nu ind og skift, jeg har en overraskelse til dig derinde” og genner mig så ind i prøverummet, den smukkeste svagt rosa kjole ventede på mig, den skinner blankt nærmest som silke og har bølgede korte ærmer, det bølgede går på den ene side ned over kjolen, den er lang, stram over livet, men løs om benene. Jeg tager forsigtig kjolen på, den smyger sig om min krop og som jeg ser på mig selv i spejlet, føler jeg mig levende.
Med forsigtige skridt træder jeg ud af prøverummet, triumferende siger Emma “jeg vidste det super-califragilisticexpialidocious, hvilket betyder du ser fantastisk ud, det er kjolen”, og hun havde fuldstændig ret det, var kjolen.
Emma prøvede en del kjoler mere en rød kjole den sad stramt over brystet og hofterne men bølger så lidt ud i et let lag på lag skørt. En stramtsiddende sølvkjole der havde en dyb kavalergang men samtidig en tilhørende choker og en klassisk mørkelilla kjole med blonde overgange. Hun så brandgodt ud i dem alle sammen, men det var ikke helt rigtig før hun kom ud i den hvide kjole. Den var kort, overdelen var blonder, man kunne se hendes lyse hud bag den, bortset fra brystet der var dækket med hvidt stof, mens skørtet var let og puffet, som hun stod der lignede hun den engel, hun er.
Vi gik ind i hver vores omklædnings rum og skiftede, jeg blev færdig først og lige udenfor min dør stod Domeniq, det løber mig koldt ned af ryggen, “der er noget vi skal ordne”, hans hænder er kolde som han river mig til sig og trækker mig ned mod det næst bagerste omklædningsrum, han lukker døren og stirrer mig dybt ind i øjnene “hvem er den anden”, jeg prøver at undgå hans blik da jeg siger “det er kun mig, jeg er helt alene”, han griber hårdt fat om mit ansigt, tvinger mit blik til at møde hans, “lille engel, lad os nu bare blive færdige med det, ingen behøver at komme til skade… endnu hvis du bare giver mig et enkelt navn”, jeg rykker mig kraftigt og river mit ansigt løs fra de kolde hænder, han ser ligegyldigt på mig og knytter sin næve “nu siger jeg det en sidste gang, hvem er det”, ikke et eneste ord forlader mine læber, hans hånd ramte hårdt mig ansigt, første gang så endnu hårdere anden gang, jeg bevægede mig ikke en millimeter, han tørrede mit blod af væggen som han lod sin hånd køre mod den og forlod så rummet. Blodet løb fra min næse ned over mit ansigt og ramte gulvet i små dryp. Et glimt af fortiden rammer mig.


Dråberne ramte badeværelsesgulvet, dryp, dryp, dryp. Rødt på de hvide fliser, jeg sukkede dybt hvor irriterende, blodet silede ud af mit ene næsebor.  Jeg gjorde som altid, hovedet op ad, og papir i næsen, der blev banket insisterende på badeværelsesdøren. En stemme der minder mig om Daisy’s fyldte stilheden “gider du ikke godt se at komme ud derfra, når man dater en som Dean, skal man se perfekt ud, åh vent det kan du jo slet ikke sætte dig ind i”, jeg ignorerede hende og vendte mit blik mod spejlet, mit ansigt virkede blegt, blodet var størknet. Jeg tog en dyb indånding, duppede det sidste af blodresterne væk, samlede mit hår i en stram hestehale. Fastholdt så mit spejlbilledes blik “du er nummer et, i dag, i morgen, og for altid”.


Jeg trækker vejret i små stød, mit hjerte banker afsted, hvem var jeg overhovedet dengang? Jeg hører mumlen fra gangen, lyden af stemmerne er slørerede, mit blik er dukket og uanset hvor meget jeg prøver at fokusere, er det som om mit hoved er et andet sted. Mine ben begynder at give efter, jeg falder sammen i et af omklædningsrummetshjørner, lukker mine øjne og prøver på at kontrollere mine vejrtrækninger.
Jeg kommer op på mine skrøbelige ben, mine hænder ryster som jeg lægger hånden på omklædningsrummets-dør. Jeg lader mit blik glide gennem det lille rum og som jeg ser det strammes mit greb, blodet på væggen, revnen i spejlet og pletterne på gulvet. Jeg åbner døren, går ud, åbner min skælvende hånd, som afslører at indersiden af min hånd er et stort blåt mærke.

Jeg stivner da jeg hører deres stemmer, “hey jeg vil gerne undskylde for de ting der blev antydet sidste gang vi gik en chat”, Domeniq smører tykt på. Selvom hans undskyldning er sær er det underlige at Emmas blik ikke undersøger ham, hun ser ikke det størknede blod på hans ene hånd, ikke måden han skjorte er krøllet på og hun hører ikke den falske klang. Men måske er det også for det bedste, det der kommer til at redde os begge to…

“Ja du er heldig, jeg er generøs i dag næsten tilgivning til dig og hvad de her kjole har kostet mig” antydningen af et smil dukker op på hendes ansigt, men hun skifter dog hurtigt mening og bliver hård igen. “Hvis jeg var dig ville jeg passe på med hvad du siger, nogle mennesker skal man ikke pisse på”, hans toneleje var let, “jeg pisser ikke, jeg skider, og jeg gør det på lige dem jeg vil”, hun siger det jokkende, men hvis man kender hende som jeg gør, vil man vide at en del af hende mener det fuldstændig seriøst. Han ser anerkendende på hende og går så sin vej.

Jeg ranker ryggen, jeg er ikke let, ikke svævende. Jeg er tung, tung og i live, lidt endnu. Med små skridt går jeg imod hende, stemmerne i mit hoved liver op “vær nu ikke så svag sådan bliver du jo aldrig nummer 1, sådan beskytter du hende ikke, sådan kommer du ingen vegne” , jeg sætter et stort smil op, “ omg jeg gik ind i døren i omklædningsrummet jeg ved virkelig ikke hvad der er galt med mig, men skal vi ikke se at betale før du ændrer mening om kjolerne igen?” Jeg griner en let latter og Emma blinker til mig. “Det har jeg allerede sørget for, lad os komme afsted”,  vi hopper op på motorcyklen og drøner afsted.

Badeværelset er en sky af pudder, hårspray og glitter. Emma sørger selvfølgelig for den perfekte vingede eyeliner og særligt blandet parfume. Jeg var iklædt min nye kjole, en rosa farve på læberne,  emma havde bakset sammen den mest fantastiske øjenskygge til mig den var en blanding af hendes nye pallete, min neglelak der matchede kjolen, mit let bølgede hår, de beige let skimtende sko og øreringende lavet af blankt polerede bjergsten.
 Emma ser overjordisk ud, kjolen, det perfekt bølgede hår, en sølv ørering med små blade der kører over øret,  den ironiske Angel-halskæde, en pæn shade af mørke rosa på læberne, en sølv øjenskygge der fader ud i sort og igen den helvedes godt lagt eyeliner, og det sødeste fod-smykke der får det til at ligne der ligger diamanter på hendes bare fødder.


Vi bevæger os ud i den kølige aften, som Emma sætter sine bare fødder på jorden gyser hun let. Vi går den korte vej til gymnastiksalen. Da vi åbner døren til salen opdager vi temaet som er himlen og helvedet, jeg skærer ansigt “ironisk hva?”, “jeg har sans for det ik?”, Emma sender mig et grin.

Jeg kigger rundt i rummet, det er smukt, men tragisk? Himmelen og helvedet, en kuldegys spreder sig op af mine arme. “Det her, det har jeg altid villet opleve, homecoming man ser det i film, men man føler det ikke, måden sommerfuglene blafrer næsten som en forelskelse, det gnistrer i fingrene du ved?” Min stemme skælver pludselig og mine øjne føles blanke, “jeg savner det, hver dag”, nærmest hvisker jeg, Emma klemmer mig let og tager mig i sine overraskende muskulære arme og hvisker så tilbage “i aften savner du ikke, i aften lever du”. Hun holder om mig lidt og siger så “jeg må smutte superstar” hun sender mig et blink og forsvinder ind i mængden. Lily baner sig vej mod mig, hendes blik flakker rundt i rummet. “Der er noget jeg må fortælle dig”, hun hvisker oprevet. “Åh jeg ved ikke hvad jeg skal gøre Catelinn”, hendes stemme ryster og helt spinkelt slipper det sidste ud “jeg er forelsket” hun sukker. “Forelsket? I hvem?” Et smil breder sig på mine læber, “åh Gud jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det men… Carter” hun kigger ned i jorden og tripper nervøst. Jeg løfter hendes hage og ser ind i hendes bekymrede ansigt, “tag en dyb indånding, jeg er sikker på at han falder pladask for dig, når han lærer dig at kende” jeg fastholder hendes blik og hun rødmer. “Vent hvem er Carter?” Udbryder jeg da det går op for mig, at jeg faktisk ikke har den fjerneste anelse om hvem han er. Lily begynder på en lang forklaring om at han er Dean's bror, jeg må se ret håbløs ud fordi Lily begynder at tale helt langsomt og forklarer at jeg må have set ham til basketkampen, det var ham som missede et skud. Jeg nikker indforstået, tager hende i armen og siger “dansen begynder snart, vi burde komme ind mod dansegulvet”. 
Inspektøren tapper let på mikrofonen, siger en dårlig joke eller to og annoncerer at dansene begynder med den klassiske tale. ”Nu begynder vi par dansen, i kender alle sammen reglerne, eftersom vi diskuterede dem i går morges, inden kampen. Hvis ikke var der, synd for jer, i burde støtte jeres skole.” Der kommer et par tilråb, men de fleste ignorer den stakkels inspektør som bare sætter, et alt for stort smil op ”lad os begynde, find en partner, og ha det sjovt, i vild basser.” griner han fjoget, og giver så mikrofonen til dj'en, der begynder at spille crazy girl af bandet eli young band, Kelly prikker Carter på skulderen “må jeg få denne dans?” De deler et smil og Carter tager hendes hånd. Lilys øjne bliver så nedtrykte, men Speedy ligger en hånd på hendes ryg og giver hende et lille grin “giver du en dans?”, hun nikker og griner falskt tilbage. Kiwi tager Mirana’s hånd og leder hende ud på dansegulvet, mens de ser hinanden dybt i øjnene. Dansegulvet bliver hurtigt fyldt både jeremy og tiffany er komet ud for at danse, Dean og Emma og Daisy og Josh? Sikke nogle underlige kombinationer. Jeg får øjenkontakt med James som også står og svajer alene, han sender mig et lille grin og kommer gående mod mig, jeg ligger min hånd i hans og sangens første toner begynder.

 

“Baby why you wanna cry?”

Lysene blænder, jeg lukker mine øjne i et par sekunder. Jeg kan næsten ane hvordan han tårner sig op over os, “så tror jeg lige jeg overtager”. Domeniq tager hårdt fat i James’s arm, “bare gå, også har vi har ingen problemer”, Domeniqs stemme er monoton.


“Just have to walk away sometimes”

James sender mig et dovent smil, trækker let skræmt på skuldrene og forlader danse gulvet.


“Crazy girl, don't you know that I love you?”

“Jeg har på fornemmelsen, at du er den crazy type”, Domeniqs øjne ser nærmest dæmonisk ud i lyset. Han er typen der manipulerer, når han siger den slags, vil han have mig til at tro han ved præcis hvem jeg, jeg skal føle mig gennemsigtigt og vide at han kan se lige igennem mig, at han ved hvad næste træk er. Men han er ikke den eneste der kan spille det spil “du har ingen anelse” siger jeg dybt alvorligt.


“Silly woman come here let me hold you”

Men jeg er ikke den crazy’e, det er hun, mit blik kører rundt i menneskemængden. Der står hun. Med ham. Dean og Emma. De står helt tæt sammen, han visker noget i hendes øre, hans hænder ligger på hendes hofter og et lille smil dukker op på hendes læber.


“I'd probably just fade away, without you I'd lose my mind”

Jeremy og tiffany svajer let, men de er begge to helt andre steder, tiffany øjne er på Dean’s røv mens Jeremy’s blik er tåget, som om han befandt sig et helt andet sted.

 

“I was living life all wrong

“Nogle fortrydelser, vil du give mig et navn lille engel, før det hele ramler sammen?” spørger han, men af alle de ting jeg fortryder bliver det her ikke en af dem, “om det så blev det sidste jeg gjorde ville jeg sørge for at du aldrig fik det navn, aldrig” min stemme som startede i en hvisken, dør ikke hen, den vokser kun i kraft. Mens sætninger kører rundt i mit hovede, I was living life all wrong, I was living life all wrong, I was living life all wrong, all wrong…


“The smartest thing I ever did was make you all mine”
Miriana og kiwi snurrer på skift hinanden rundt, i salen kan man høre deres grin. De ser på hindanden på en måde som nærmest gnistrer. Miriana trækker kiwi tæt ind til sig og planter et stort kys lige på hendes læber, hvorefter de tager hinanden i hænderne og forlader dansegulvet.

 

“Before you ever came along”
Han svinger mig rundt, mens han siger det nøjagtigt så højt, så kun jeg kan høre det “Jeg er færdig med at lege pænt, før du ankom, var alting så meget lettere”, jeg sukker falskt “jeg prøver virkelig”.

 

“Like crazy, Oh crazy girl”
Lily og Speedy fyrer nogle ret så specielle moves af. 

 

“Like crazy, Oh crazy girl”
Daisy klemmer sit bryst opad josh, hun griner af et eller andet han har sagt.

 

“A dangerous plan, just this time”
Sangen er skiftet til i was made for loving af tori kelly og alle skifter partnere ved at snurre rundt tre gang.

 

“I'll take this chance, so call me blind”
Jeg står pludselig ansigt til ansigt med Dean, han svinger mig ud og trækker mig så helt tæt ind til ham. Han danser overraskende godt, hans hænder er varme og hans blik møder mit. Han begynder på nogle halvdårlige jokes og Emma fanger mit blik hun skærer en grimasse og jeg bryder ud i grin. Så lader jeg mit blik vandre i mængden.

 

“I've been waiting all my life”
Bra og Daisy svinger sammen let akavet, men i bra’s blik kan man tydeligt se kærligheden og smerten.

 

“Every bone screaming I don't know what we should do”
Emma og Josh omfavner hinanden mens de danser. Hun hvisker noget i hans øre og hvis jeg ikke havde kendt hende bedre ville jeg have troet jeg så en tåre trille ned over hendes kind. Han tager sine hænder op og kærtegner hendes ansigt. Det ser så personligt ud, at jeg vender mit blik væk.

 

“All I know is, darling, I was made for loving you”
Dean’s blik har ikke veget fra mig, for at få min opmærksomhed kilder mig let i siden og jeg kan ikke andet end at fnise og se op. Han stryger sin hånd over min ryg og fører mig rundt på gulvet.

 

“Please don't go, I've been waiting so long”
Vi svinger forbi Hannah og Jeremy og jeg mærker en smerte indeni. De står og snakker mens de svajer. Hun smiler, lige indtil hun ser Dean og hendes øjne følger os som en hund. Jeremy ser på mig, som var jeg en skygge af hende, eller skyggen af mig selv.

 

“Oh, you don't even know me at all”
Speedy og Kelly mimer et Hej til os og fortsætter så med deres egen samtale og dans, de har gang i en hurtigt svingom.

 

“I won't scar your young heart”
Domeniq og Lily danser langsomt, jeg mærker en let gåsehud på mine arme, det lyder som om de snakker om en biologirapport.

 

“All I know is, darling, I was made for loving you”
“Gem mig endnu en dans darling” Dean kysser mig på kinden og sender mig et flabet smil. Den næste sang, sick of losing soulmates starter helt uventet så jeg blinker hurtigt til ham og svinger så tre omgange.

 

Dodie’s stemme fylder rummet “Cause I'm sick of losing soulmates”
Og mit blik møder Jeremy’s da vi svinger lige forbi hindanden, ind i armene på andre personer.


“I can finally see, you're as f*cked up as me”
Jeg mærker mit hjerte banke hurtigere, da jeg ser Domeniq og Emma i hinandens arme, de taler sammen, men jeg er for langt væk til at kunne høre noget.

 

“We will grow old as friends, I've promised that before”
Josh svinger mig rundt og så svinger jeg ham rundt en gang, vi flækker af grin og han får mig til at stå på hans fødder mens han fører mig rundt.

 

“Time and hearts will wear us thin”
Vi passerer Lily og Carter som står en del fra hinanden, vi kommer så tæt på dem at jeg kan hviske ind i hendes øre “få fat i ham, you got this!” Hun smiler usikkert men rykker så tættere på bro mens vi danser længere og længere væk.

 

“What the hell would I be, without you”
Daisy og Dean danser, mens de småskændes, på et tidspunkt begynder de at grine, men det varer ikke længe…

 

“won't be alone again”
Josh ser pludselig alvorlig ud, “Catelinn, jeg, jeg øhh… har haft en skøn dans” han smiler blegt, noget virker forkert men i aften er min aften, så jeg trækker ham bare tæt ind til mig og giver ham et lille klem.

 

Mens sangens sidste strofer spiller, snurrer vi rundt de tre gange, “So how do we win?”

Pludselig går alt lyset. Hele salen er sort. I mørket hører jeg skrig. Mit hjerte banker hurtigt. Men jeg er stivnet.

 

 

 

 

Dette Kapitel Skrevet Af: Agnesk

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...