Created Memories

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 28 apr. 2018
  • Status: Igang
Tror du på skæbnen? Det gør Abbey og Chelsea. Det er ihvertfald skæbnen der afgjorde at de to piger skulle følge hinanden igennem livet, både i medgang og modgang. Men livet er ikke let, og det er det heller ikke selvom man hedder Chelsea Tomlinson. De to piger har altid støttet op om hinanden, men når uddannelse og en pludselig graviditet opstår, begynder det 7 år lange venskab at vakle. Dog ikke mere end at Abbey og Chelsea stadig står sammen. De må begge træffe svære valg. Men alle valg har sine fordele, og ulemper.

15Likes
8Kommentarer
7211Visninger
AA

6. 5

 


C H E L S E A

 

"That's the thing about pain.

It demands to be felt."

- Augustus Waters, The Fault in Our Stars

 

Kapitel af Zackie.

Date; 7 March 2015, 12:27.

"Hallo, Chelsea?" en hånd knipsede foran mine øjne, og jeg rystede kort på hovedet. "Hvad?" spurgte jeg en smule forvirret, og kiggede op på Niall, som viste sig at være personen, der afbrød mig fra mine tanker. "Du er helt væk," grinede han, og satte sig ned i sofaen igen. Jeg sendte ham et svagt smil, og besluttede mig for at rejse mig fra sofaen. 

"Hvad skal du?" Louis afbrød sin samtale med Harry, og vendte istedet opmærksomheden mod mig. "Jeg skal bare have noget vand," svarede jeg, og bevægede mig ud i køkkenet, da jeg i løbet af hele morgenen, havde jeg haft denne kvalmende fornemmelse, der truede med at komme op, som man drak eller spiste. Jeg havde forsøgt næsten alt. Eller ikke alt, for det ville være umuligt. Men alt hvad jeg nu kunne komme i tanke om. Den kvalmende fornemmelse havde nok også været skyld i, at jeg havde virket lidt fjern, da min koncentration lå på den ubehagelige følelse, der legede med min mave. 

Jeg tog et glas, fyldte vand i det, hvorefter jeg tog en enkel tår, og lod vandet skylde den grimme smag væk, som så ikke så ud til at virke alligevel. Jeg satte glasset fra mig, og lænede mig op af køkkenbordet, med hænderne placeret stabilt på bordpladen. Jeg sukkede en gang, og tog en dyb indåning. Gentog det et par gange, som endnu et desperat forsøg om at få kvalmen væk. Det så heller ikke ud til at lykkedes.

Jeg rystede kort på hovedet, vendte mig om, og begyndte at gå imod stuen igen. Grunden til kvalmen, var sikkert noget jeg havde spist, som forhåbentlig ville forsvinde foreløbig, selvom intet tydede på det, da det i forvejen havde varet hele morgenen. Jubi.

Som jeg trådte ind i stuen igen, vendte alle opmærksomheden mod mig. Jeg stivnede et øjeblik, men løftede så det ene øjenbryn, som mit blik lå skiftevis på dem. De forstod min indirekte hentydning, og vendte tilbage til deres snakken. Det var da godt, at nogle af os var sociale.

Jeg lod min krop støtte sig op af væggen, imens at jeg iagttog deres samtale, uden egentlig at høre hvad de sagde. Dog varede det ikke længe, før jeg blev afbrudt af den samme truende, kvalmende fornemmelse, og i en hurtig reaktion stormede jeg ud på toilettet. Jeg slog brættet op, og bukkede mig ind over toilettet, lige i tide til at alt mit mave indhold fandt vejen op, og ned i toilettet. Lækkert ikke?

Tårerne begyndte at presse sig på, som min hals begyndte at kradse fra den ubehagelige fornemmelse, og den klamme smag bredte sig hurtigt i min mund igen. "Hvad sker der?" hørte jeg en sige, og jeg satte automatisk op, efterfulgt af et suk der undslap mine læber. Jeg kiggede op, så mine øjne mødtes med Louis', der stod i dørkammen med et bekymringsfuldt blik.

"Er du okay?" kom det fra ham igen, og jeg nikkede overbevisende, selvom at det ikke så ud til at købe ham alligevel. "Hvad har du lavet? Er du ved at blive syg?" fortsatte han, og denne gang måtte jeg ryste på hovedet istedet som svar. Han sendte mig et skeptisk blik, og jeg kunne ikke undgå at rulle øjne, som min irritation begyndte at stige. Ikke at hans reaktion overraskede mig, da jeg selv var sådan, så snart nogen gjorde noget uventet som det her. 

"Nej, der skete ikke noget" svarede jeg ham, og rejste mig op. Jeg slentrede hen til vasken, og greb ud efter min tandbørste for at børste den grimme smag væk. "Et eller andet må der da være galt," lød det igen fra Louis. Jeg spyttede ud, og sendte ham et opgivende blik.

"Det er sikkert bare noget, jeg har spist," mumlede jeg, hvorefter jeg satte kursen mod stuen. "Chelsea forfanden," hørte jeg Louis sige bag mig, hvilket jeg valgte at ignorere, og fortsatte ind i stuen.

Jeg satte mig med et bump ned i sofaen ved siden af Abbey, som kiggede forvirret skiftevis på Louis og jeg. "Hvad sker der?" spurgte hun, hvilket endnu engang fik de andre til at kigge nysgerrig på os. "Det må du spørge Chelsea om," svarede Louis kort, med en snert af irritation gemt bag tonelejet. Så var jeg da ikke den eneste. Jeg lænede opgivende hovedet tilbage, ikke i sinde til flere spørgsmål, da overbeskyttende fætter her - med det mener jeg Louis, allerede havde været nok i sig selv. Den dreng kunne bare ikke holde mund. Og ikke nok med det, havde han nu skabt alles opmærksomhed, som han vidste at jeg hadede, i sådanne situationer. "Er du okay Chelsea?" spurgte Abbey mig om, og jeg nikkede bekræftende. "Som jeg sagde til Louis, har jeg sikkert bare spist noget, jeg ikke kunne tåle," jeg lænede mig igen tilbage i sofaen, og lukkede afslappet øjnene i. En stilhed lagde sig tungt over rummet, og jeg lod mig selv tage en dyb indåning, som jeg dykkede ned i sofaens puder. Andre ville sikkert have fundet denne stilhed akavet, men ikke mig, da jeg i denne situation fandt den afslappende. 

"Andre end mig der er sultne?" hørte jeg Niall spørge. Sikkert for at lette den akavede stemning, der alligevel ikke var der fra min side af. "Hvornår er du ikke det?" spurgte jeg, og løftede øjenbrynene. Han trak på skuldrene, og rejste sig op. "Skal vi ikke tage på Nandos?" spurgte han bedende, så man kunne se hans øjne lyse ved tanken.

"Jeg bliver her, måske en anden gang? Har ikke den største appetit lige nu.." jeg rynkede næsen ved tanken af mad. "Så lad os tage på Nandos, skal du med Louis?" spurgte Liam, og løftede spørgende det ene øjenbryn. "Jep, er du sikker på at du ikke vil med Chelsea? Du kommer til at gå glip af noget," spurgte han mig, og sendte et sarkastisk smil. Jeg kneb øjnene sammen, og rystede en gang på hovedet over hans kommentar. Han gjorde det kun for at irritere mig, sådan en fisk. Liam nikkede, og rejste sig op efterfulgt af Harry, Niall og Louis. "Tutteluu" kom det fra Harry, hvilket fik mig til at reagere. Jeg råbte et farvel tilbage samtidig med Abbey, og rynkede brynene over hans "tuttelu." Hvor kom den lige fra? Var det ikke sådan noget bedstemødre sagde? 

Døren smækkede i, som en bekræftelse på at de var gået, hvilket også medførte til at en tung stilhed lagde sig over os, igen. Det var ikke svært at mærke forskel når først hele molevitten var her, og når det kun var Abbey og jeg. Som regel hadede jeg stilhed, men i denne sammenhæng kunne jeg godt lide den. Det var en god ting ved vores venskab. Det gik aldrig hen og blev akavet, hvorimod hvis det havde været andre, var det meget hurtigt gået hen og blevet akavet.

Stilheden blev endnu engang afbrudt, lige som man havde vænnet sig til den. Dog var det ikke Niall der klagede over, at han var sulten, næh nej, nu var det min mave, der kom med en højlydt, brokkende brumlen. Abbey kom med et lille grin, og kiggede hen på mig. "Hva' er der nogen der er sulten?" spurgte hun, og gjorde et nik i retning af min mave. Jeg fulgte hendes blik ned mod min mave, og klappede den en gang.

"Nej den er bare snakkesalig" svarede jeg, og rejste mig op, da jeg nok burde tilfredsstille min mave alligevel med noget mad. Bare for en sikkerheds skyld. Min mave kom med endnu en rumlende lyd, som sagde den tak. Slet ikke underligt, det var skam meget normalt. Min mave var en person i sig selv, hvilket ville sige at jeg også spiste for to. En god undskyldning til at spise mere. 

Jeg tøffede ud i køkkenet, og skimtede alle hylderne efter mad. Dog så det ikke ud til der var noget til at tilfredsstille min mave, som jeg var sulten også alligevel ikke. Jeg tøffede tilbage til stuen, uden held med noget mad. Abbeys blik lå på mig, da jeg igen kom ind. "Tog du ikke noget med?" spurgte hun skuffet, og jeg rystede på hovedet. "Der var ikke noget, eller måske frugt? Har jeg lyst til det?" jeg lænede hovedet lidt på skrå, som en indre diskussion gik igang. Jeg kiggede tænksomt ud i luften, inden jeg beslutsomt vendte om på hælen, og halvløb ind i køkkenet igen. Forhåbentlig var der held denne gang.

Endnu engang lod jeg mig rode skuffer og skabe igennem, og de steder man nu opbevare frugt i. En irritation begyndte at stige, da intet så ud til at være tilstede, som Louis nok ikke havde handlet ind endnu. "Louis din dims" mumlede jeg muggent. og ledte videre, nu hvor heldet ikke så ud til at være med mig i dag. Eller også var det bare mig, der var besværlig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...