Created Memories

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 28 apr. 2018
  • Status: Igang
Tror du på skæbnen? Det gør Abbey og Chelsea. Det er ihvertfald skæbnen der afgjorde at de to piger skulle følge hinanden igennem livet, både i medgang og modgang. Men livet er ikke let, og det er det heller ikke selvom man hedder Chelsea Tomlinson. De to piger har altid støttet op om hinanden, men når uddannelse og en pludselig graviditet opstår, begynder det 7 år lange venskab at vakle. Dog ikke mere end at Abbey og Chelsea stadig står sammen. De må begge træffe svære valg. Men alle valg har sine fordele, og ulemper.

15Likes
8Kommentarer
7219Visninger
AA

5. 4

 


A B B E Y

 

"To plant a garden,

you have to believe on tomorrow."

- Audrey Hepburn

 

Kapitel af Rimaa

Date; 7 March 2015, 09:03.

Endnu en nat hjemme hos Chelsea, de sidste par nætter, ja de havde altså foregået hjemme hos hende. Eller rettere sagt hos Louis, men nej det lød underligt, så nætterne var altså tilbragt hos Chelsea. Som nu officelt var flyttet ind hos Louis, det var vidst ikke lige fordi det hujede ham at hun er det. Stod det til ham ville han have hende hele vejen hjem til deres mor, men jeg kendte Chelsea, så vidste man også at hun til enhver tid ville nægte at flytte fra London.

Desuden, jeg kunne ikke engang tage med, jeg studerede altså her. Men jeg kunne altså stadig ikke tage væk herfra. Og jeg ville heller ikke have at Chelsea gør det. Så derfor gik vi begge mod Louis, og da vi var to og han var én vinder vi! For i dette land var vi demokratiske (så længe jeg fik min mening). Der lød et snøft oppe fra sengen af. Ja jeg havde fået tildelt en meget flot madras, da Louis kun havde et gæsteværelse. Han havde tilbudt os hans seng, men det kunne vi ligesom ikke sige ja til.

Forsigtigt tog jeg hendes hånd og gav den et klem, dette break up med Derek havde virkelig taget hårdt på hende. Svinet skal ihvertfald bare skride, langt, langt, væk. Desuden troede jeg at daten mellem, hvad han nu hed, og Chelsea, var gået meget godt. Hun havde ihvertfald fået noget andet at tænke på, heldigvis da. For jeg blev da fattig hvis jeg skulle købe mere Ben & Jerry is med alle de kærester hun havde haft, men hvad, hun kunne lide Ben & Jerry is, jeg kunne lide det. Så det sked vi på, jeg rakte ud efter min mobil og kiggede på klokken. Halv ni, så var det vidst på tide at stå op.

Jeg hev fat i min t-shirt og tog den på, jeg havde et par løse shorts på i forvejen, altså jeg havde sovet med dem, vent lidt... Mine hyggesokker! Jeg kunne ikke leve uden dem! Hurtigt hev jeg dem på og listede forsigtigt ud af døren for ikke at vække Chelsea, og fortsatte ind i stuen. Sig mig var der ingen hjemme? Hm... Måske var Louis taget afsted... Nå, skulle vi se om vi kan finde ud af at lave te i den her, meget moderne, lejlighed. Ej den er flot, og overraskende meget hyggelig. Men selvfølgelig, hvem gad også bo alene i en lejlighed der var alt for stor? Denne her lejlighed var helt tilpas efter min smag.

Hvorfor snakkede vi overhovedet om den her lejlighed? Kunne det ikke være ligemeget? Vi blev alligevel sikkert kun indtil Chelsea havde fundet sig et andet sted at bo, så jeg kunne komme hjem til min egen lejlighed igen. Godt jeg ingen dyr havde, selvom jeg altid havde ønsket mig at få en kat. Eller en lille hund. Jeg fortsatte tøffende ud i køkkenet som en god og praktisk bil der desperat manglede noget te. Jeg fandt en elkedel frem og puttede vand i, ikke for meget... Det var jo kun til mig, og måske Chelsea hvis hun altså kunne få røven ud af sengen og traske herud.

For hun tøffede ikke, hun traskede. Jeg åbnede skabet ved siden af der hvor der stod glas, ingen tebreve, næste skab. Ingen tebreve... Hvor i alverden havde han de skide tebreve! Jeg åbnede det næste skab, der var da noget kaffe. Jeg tog posen med kaffe ud, måske står der te bag ved. "Leder du efter noget?" forskrækket gav jeg slip på posen der med et blødt bump faldt ned på gulvet. Jeg bukkede mig hurtigt ned for at samle den op. "Nogen tebreve, jeg tænkte ikke at det ville gøre noget hvis jeg lavede noget te," han grinede. "Selvfølgelig ikke," smilede Louis og tog posen med kaffe fra min hånd og satte den op i skabet igen, så åbnede han istedet skuffen ved os og tog en pakke op. Jaah tebreve!

Jeg smilede flovt. "Tak," elkedlen slog et klik og jeg tog et brev fra pakken og åbnede det. "Sover Chelsea stadig?" jeg nikkede til hans spørgsmål mens jeg hældte det kogende vand op i koppen. "Hun har ikke sovet så godt i nat, jeg er vågnet flere gange af at hun har snakket og drømt et eller andet," han kiggede bekymret på mig. "Jeg forstår altså ikke hvordan at en så ligegyldig dreng, kan have så stor påvirkning på hende," han fandt noget brød frem og stillede det på det runde bord ovre ved vinduet hvor han derefter begyndte at finde pålæg. "Altså de havde været kærester i over tre år, selvfølgelig gør det ondt på hende," han trak på skuldrene. "Det gør det vel,"

"Du har da også haft masser af kærester som du har været sammen med længe, og så lige pludselig er det bare slut," det var godt nok en lang sætning jeg lige fyrede af der. "Jah, men aldrig hvor nogen af os har været hinanden utro," godt svar. "Men det gør da ondt alligevel, man knytter sig jo til personen," jeg satte mig ned,"-det er noget helt andet end hvis det bare er en ven. Man er meget... tættere på hinanden," jeg prøvede virkelig ikke at få det til at lyde underligt! Han drenget og satte sig ned. Jeg lagde hænderne om koppen der efterhånden var blevet lidt koldere, end brændende varm. "Så du siger, at fordi man har været så...tæt... på hinanden. Så gør det mere ondt når man ikke længere er sammen," jeg nikkede og tog en tår af min te. Det bankede på døren og det gav et sæt i mig, Louis rejste sig hurtigt op.

"Så, nu kommer drengene," jeg kiggede forskrækket op på ham. "Drengene?" hviskede jeg, åh gud nej, jeg gad virkelig ikke så mange mennesker lige nu. Vi havde aldrig snakket om det med at være egoist vel? Nej okay, men det kunne jeg altså godt være, ligesom alle andre normale mennesker. Jeg sukkede tungt og rejste mig for at gå hen til gæsteværelset, jeg måtte vel se at få noget tøj på.

Jeg åbnede døren og listede ind, min taske stod åben på gulvet. Stille for ikke at vække Chelsea satte jeg mig på hug for at lede efter noget tøj. "Hvem kom?" det gav et sæt i mig, ooog Chelsea er vågen. "Det er drengene der er kommet," hun satte sig hurtigt op. "Drengene? Gud hvor er mit tøj!" hun rejste sig hurtigt op og gik over til kommoden som hun havde fået tildelt. Selv skyndte jeg mig også at skifte.  

Så tog Chelsea mig ellers under armen og trak mig med ud i stuen, hun havde aldrig været sådan her når drengene kom på besøg. Sig mig havde hun så mange kærestesorger, at hun ligefrem ville kigge på Louis' bedste venner for at få det bedre? De sad ikke i stuen så vi fortsatte ud i køkkenet, jep der er de. Et højt grin lød derudefra, det skulle ikke undre mig hvis det var Niall. "Hej!" smilede Chelsea, der blev stille da de alle vendte blikket mod os. Ét ord: akavet. "Hej Chelsea," sagde Niall så endelig. "Og Abbey," smilede han. "Hvad laver i her?" spurgte Harry så og kiggede over på Louis, hurtigt kiggede jeg på Chelsea. Pyha, ingen tårer.

"Fordi..." Chelseas sætning stummede ud, hun kiggede bedende på mig. Okay okay, så sagde jeg det. "Derek var sammen med en anden," mumlede jeg og tog trøstende Chelsea i hånden, som der kiggede ned i gulvet. "Det gjorde han ikke vel?" spurgte Liam medfølende. Chelsea nikkede. "Du skal nok komme dig over den idiot," opmuntrede Harry hende. "Og det er også godt at se dig igen Abbey, det er efterhånden et stykke tid siden," smilede Harry skævt. Holdt da kæft en charmetrold var? "Drop det Harold, Abbey er alt for god til dig," grinede Chelsea. Ooog hun var god igen.

"Hvad mener du med det?" spurgte han forarget og lagde armene over kors. Louis lagde en hånd på Harrys skulder. "Jeg er bange for at hun har ret," jeg smilede og rystede på hovedet. "Måske syntes jeg faktisk bare at det var lang tid siden at jeg sidst havde set Abbey, ja hun er jo vokset lidt," Niall brød ud i grin. "Ja det kan jeg se du også er," smilede jeg og hev i hans krøllede hår. Det er ihvertfald vokset et par centimeter siden sidst jeg så ham, han smilede så hans irriterende smilehuller kom til syne. Og hvorfor var de irriterende spørger i så?

Fordi jeg også havde smilehuller! Og det var virkelig frustrerende! For alle der ikke kendte mig nævnede det, bortset fra min mormor, hun nævnede det lige meget hvad. "Skal vi ikke sætte os ind i stuen?" spurgte Liam så, jeg nikkede taknemmeligt og skyndte mig hurtigt ud af køkkenet mens det den her gang var mig der hev i Chelsea. "Jeg går lige på toilettet, jeg er tilbage lige om lidt," hviskede jeg til Chelsea, hun nikkede og så smuttede jeg ellers. Jeg har vidst bare brug for lidt tid til at trække vejret, ej okay der snød jeg jer, jeg ville jo være død hvis jeg ikke trak vejret! Omg i hoppede på den, nej i gjorde ikke....

Hvem havde dårlig humor? Åhh, Abbeeey! Lamt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...