Created Memories

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 28 apr. 2018
  • Status: Igang
Tror du på skæbnen? Det gør Abbey og Chelsea. Det er ihvertfald skæbnen der afgjorde at de to piger skulle følge hinanden igennem livet, både i medgang og modgang. Men livet er ikke let, og det er det heller ikke selvom man hedder Chelsea Tomlinson. De to piger har altid støttet op om hinanden, men når uddannelse og en pludselig graviditet opstår, begynder det 7 år lange venskab at vakle. Dog ikke mere end at Abbey og Chelsea stadig står sammen. De må begge træffe svære valg. Men alle valg har sine fordele, og ulemper.

15Likes
8Kommentarer
7219Visninger
AA

4. 3

 


C H E L S E A

 

"Because you can't find a prince,

doesn't mean you're not a princess."

- Zayn Malik

 

Kapitel af Zackie.

Date; 1 March 2015, 17:18

Husene fløj forbi, og forsvandt ned af vejen bag os. Jeg vendte blikket mod forruden, hvor vejen bare fortsatte i en lang stribe. Lige nu befandt jeg mig i en taxa, på vej over til en eller anden park jeg ikke har været i før. For at møde Jared. Jeg vidste godt at det ikke lige var det smarteste at gå ud med en når man lige havde afsluttet et forhold, men jeg handlede før jeg tænkte.

Så lige nu var det altså sådan her, og lidt kriller havde jeg da i maven. Jeg havde set Jared en gang før, godt nok ikke i lang tid, men jeg fik da et godt førstehåndsindtryk af ham. 

Så ja, nu sad jeg i en taxa, på vej hen til den der park, hvilket jeg lige kom i tanke om at jeg allerede havde fortalt jer, så det behøvede jeg egentlig ikke at gentage, men det gjorde jeg, så det må i lige leve med.

Lad os bare sige at jeg vil have jer på den sikre side, om at jeg sidder i en taxa. Men ja, mine følelser er meget blandede, og det skyldes nok stadig mit brud med Derek. Men i kender vel den følelse? Ellers er i godt nok nogle heldige kartofler, for det var ikke lige den mest behalige følelse, så vidste i da det.

Bilen holdte ind til siden, og jeg gav manden de penge han krævede, og steg ud så en kold brise kom mine bare ben imøde, og så gåsehuden begyndte at danne sig på mine arme.

Taxaen kørte sin vej igen, efter at jeg var trådt ud. Jeg lod mit blik glide rundt på omgivelserne, i håb om at kunne finde Jared imellem de forskellige mennesker, der opfandt sig i parken. 

"Chelsea?" min krop spjættede i chok, og jeg vendte mig om ved lyden af mit navn. Mit blik landte på Jared, der havde et bredt smil plantet på sine læber. Hans arme foldede sig ud, og hans var ikke lang tid om at trække mig ind i et kram. "Hey." sagde jeg, og lagde akavet armene om ham i et kram. - Som den akavede person jeg nu var, suk. 

"Nåh, hvordan har du det?" spurgte han, jeg kiggede lidt forvirret på ham. Vidste han det? Hvem ved måske var han tankelæser? Ej, nu lader jeg mine tanker trille afsted inde i min fantasi. Selvfølgelig vidste han det ikke Chelsea! Hvor skulle han vide det fra?

Jeg rystede kort på hovedet, "Jeg har det fint, tak. Hvad med dig?" spurgte jeg, og lod mit blik studere ham fra top til tå. Han var iført en hvid t-shirt, der sad stramt til hans muskuløse overkrop, samt et par sorte jeans, og nogle sorte vans. 

"Det går.. Vel meget vel? Skal vi gå?" spurgte han, og hentød til at gå en tur ind i parken. Jeg nikkede, og lod ham føre mig ind i parken, da jeg jo som sagt ikke kendte den. Så jeg ville nemt kunne tabe tråden og fare vild. Måske har jeg god stedsans, - i nogle situationer. Men det at kunne finde vej, er ikke lige min skarpeste side. 

Vi havde nu gået i lidt tid, og jeg havde faktisk hygget mig! Jared, havde formået mig at komme på helt andre tanker, Selvfølgelig var jeg da stadig trist når jeg tænkte på Derek, men jeg ville ikke lade mit humør påvirke mig i dag. 

Parken vi havde gået i, var faktisk også virkelig hyggeligt. Man kunne godt se at den blev holdt i stand, og at der var nogen der tog sig af den. Hvilket fik den til at tiltrække flere mennesker, som der også var pænt mange af. Ikke fordi man blev generet af det, da parken er pænt stor, og derfor spredte de besøgende. 

"Hey, hvad siger du til en is?" lød det fra Jared, som fik mig trukket ud af mine forklarende tanker. Jeg kiggede op på ham, og måtte læne nakken langt tilbage, da der var en pænt stor højdeforskel os. Det skyldes nok også at jeg ikke er den højeste person.. 

Jeg kiggede frem, en lille isbod kom til syne længere nede af stien. Et lille smil poppede frem på mine læber. En is var lige hvad jeg kunne spise nu, selvom jeg ikke er den charmerende person når jeg spiser is, men hvad pokker! En rigtig mand burde også tænke på personligheden, end hvordan en kvinde spiser is.

"Det lyder fristende, jeg er på" jeg sendte ham et lille smil, som han hurtigt gengældte. Så hans små smilehuller tydeligt kunne ses - Slet ikke misundelig.. Vi begyndte langsomt at gå hen imod isboden, "Okay, prøv lige og hør den her - Hvad sagde den ene lygtepæl til den anden?" spurgte Jared lige pludseligt, jeg sendte ham et underligt blik, og løftede øjenbrynene. Hvad? "Ehm..Eh.. Det ved jeg ikke?" svarede jeg, og ventede på han sagde et eller andet latterligt svar, jeg overhovedet ikke ville kunne gætte.

"Skal vi gå ud samme" svarede han, og jeg kunne ikke lade være med at grine, over den dårlige joke. Okay, den kunne jeg måske godt have regnet ud, men hold da op hvor var den dårlig. "Din humor er lige så dårlig som Abbeys," smågrinede jeg. Han kiggede fornærmet på mig, og vendte hovedet den anden vej. "Jamen tak," sagde han fornærmet, men fik så et smil frem på læberne. Jeg grinede kort, og gik videre ned af stien, med Jared i hælene.

Jeg kunne ikke lade være med at more mig over hans latterlige jokes, som alligevel formåede at få mig til at grine, lidt ligesom Abbeys. Måske havde jeg fundet Abbeys kommende mand? Hvis altså ikke jeg beholdte ham. Jared var en flink fyr, og ikke mindst charmerende, men jeg kunne ikke finde ud af om jeg ville kunne se mig sammen med ham, i de næste mange år.

Nu kendte jeg ham så heller ikke ud og ind, og det krævede nok også at vi skulle ud på nogle flere dates, hvis man overhovedet kunne kalde det her en date? Jeg var faktisk ikke sikker på hvad det her var? Tog Jared det mon som en date? For så ville jeg da håbe at jeg ikke gav ham falske forhåbninger. Jeg ville ikke kunne klare tanken om at have såret endnu en dreng. Ironisk nok, hvis jeg overhovedet havde såret Derek.

Han fortjente nu også at være såret, ellers havde han da et hjerte af sten. Ikke for at lyde egoistisk, men jeg blev da såret? Og var det stadig, så hvis han elskede mig ville han da også været såret lige nu, ikke?

Vi nåede hen til isboden, hvor en ung fyr stod bag vognen. "Hvad skulle det være?" spurgte han høfligt, og fik et charmerende smil på læberne. "Ehm.. Hvad kunne du tænke dig?" spurgte Jared mig om, og jeg lod ubeslutsom mit blik glide over de mange mulighed. Måske skulle jeg bare tage jordbær, og vanille?

Det var lidt det klassiske valg, -  efter min mening. Uh, de havde også daim! Okay Chelsea, beslut dig! "Ehm.. Daim og stracciatella" besluttede jeg mig, efter en lang indvendig diskussion med mig selv. Han nikkede, og gik igang med at lave den is, jeg bad om. Han satte den på disken, og gik igang med Jareds is. Jeg tog imod min egen, og tog straks en bid. Ikke for at få det til at lyde grådig, eller måske lidt, men jeg tog en bid. 

Jared havde fået sin is, og vi valgte at sætte os hen på en bænk. "Okay, hvad så med den her - Hvad sagde den ene væg til den anden?" Jeg kiggede igen underligt op på ham, og trak på skuldrene. Jokes var ikke lige min stærkeste side, så bestod min humor nok af noget andet. "Vi mødes for enden," svarede han, og så forventningsfuld ned på mig, for at se min reaktion. Igen brød en lille latter ud af min mund, og et tilfreds smil kom frem på Jareds læber. 

"Helt seriøst, du bliver aldrig komiker" grinede jeg, og han smil tog hurtigt en drejning, og fik hans mundviger til vende den modsatte vej. "Heey! Hvorfor griner du så?" spurgte han så, da han sikkert opfattede meningen i min kommentar. "Fordi din humor er så dårlig," grinede jeg, han løftede det ene øjenbryn, og lagde så armene over kors. 

"Så siger vi det," sagde han, og prikkede mig en gang i siden, så et lille hvin undslap mine læber, og fik nogle passerende mennesker, til at kigge på os. Jeg sendte et ondt blik til Jared, som smilede bredt. Han morede sig sikkert over mit hvin, men nu så han det jo så også fra en anden side af.

Altså fra den anden side af bænken. Fik i den?

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...