Created Memories

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 28 apr. 2018
  • Status: Igang
Tror du på skæbnen? Det gør Abbey og Chelsea. Det er ihvertfald skæbnen der afgjorde at de to piger skulle følge hinanden igennem livet, både i medgang og modgang. Men livet er ikke let, og det er det heller ikke selvom man hedder Chelsea Tomlinson. De to piger har altid støttet op om hinanden, men når uddannelse og en pludselig graviditet opstår, begynder det 7 år lange venskab at vakle. Dog ikke mere end at Abbey og Chelsea stadig står sammen. De må begge træffe svære valg. Men alle valg har sine fordele, og ulemper.

15Likes
8Kommentarer
7164Visninger
AA

27. 26

 

- Abbey -

 

"I don't know what i can do.

Still i know i've got to try!"

Pocahontas

 

Kapitel af Rimaa

Date; 1 June 2015, 09:17 

En høj lyd efterfulgt af stille snak fik mig til at slå øjnene op, en skærende hovedpine fik mig til at sukke dybt. Der er gået en uge, og jeg har stadig feber! Hvordan skal jeg dog kunne passe mine studier? Døren blev åbnet og en lysstribe trængte ind, jamrende vendte jeg mig om på siden da lyset kun gjorde hovedpinen værre. Min top klæbede sig til min ryg, føj hvor er det her bare klamt. "Abbey, Louis er kommet," hviskede Chelsea. "Sig han skal gå, jeg ser forfærdelig ud," sagde jeg og tog mig til hovedet. "Nogen skal jo tage sig af dig," sagde Chelsea og satte sig på sengen.

"Pjat, jeg kan sagtens passe på mig selv," mumlede jeg og lukkede øjnene. "Igen tror hun at hun kan klare hele verden," sagde Louis med en høj stemme hvilket fik mig til at tage dynen over hovedet. Hvad er det folk ikke forstår? Når man er syg, vil man faktisk bare gerne være lidt alene! Han sagde et eller andet til Chelsea og satte sig så på sengen. Døren lukkede og lysstriben forsvandt, han fjernede dynen fra mit hoved. "Hvordan har du det?" spurgte han og lagde en hånd på min pande. "Behøver du spørge?" mumlede jeg og rakte ud efter lyset. 

Det kommer til at gøre ondt, men noget lys skal jeg have. Lyset blev tændt og lagde hele værelset i en hyggelig stemning. Men eftersom jeg er syg, så er intet hyggeligt lige nu! Han fjernede en tåt hår fra mit ansigt og lagde det på plads omme bag øret. "Hvad med maven? Kaster du stadig op?" jeg rystede på hovedet, heldigvis da. "Og du spiser mad igen?" jeg rullede øjne. "Det gjorde jeg altså også der, det er bare ikke særlig appetitvækkende når man ved man kaster det op igen," mumlede jeg og kiggede til siden. "Jeg kan altså godt klare at være her selv," sagde jeg og smilede energisk til ham. "Vil du have mig til at gå?" spurgte han så og kiggede fornærmet ned på mig.

"Nej, men du behøver altså ikke se mig sådan her. Det er ikke os alle der kan se godt ud bare fordi man er syg," sagde jeg og løftede øjenbrynene. "Du ved godt jeg stadig syntes du er smuk," smilede han og lænede sig ned mod mig men jeg drejede hurtigt hovedet væk, han må sgu da ikke kysse mig når jeg er syg! Han kiggede forskrækket ned på mig. "Du gjorde ikke lige det jeg tror du lige gjorde vel?" jeg rystede langsomt på hovedet, ikke noget med overbelastning her. "Louis du må da ikke kysse mig, jeg er syg," hviskede jeg.

Han rullede øjne. "Det er da ligemeget, jeg bliver ikke syg," sagde han og lænede sig endnu engang ned over mig, men jeg skubbede bestemt til ham. "Hvad skal jeg sige til de andre drenge hvis jeg smitter dig?" sagde jeg og brugte alle mine kræfter på at lyde hård. "Det er da ikke dit problem, det er min egen skyld," sagde han og kiggede med spørgende øjne ned på mig. "Gør det nu ikke mere svært Louis," hviskede jeg. Døren blev åbnet. "Jeg tager over og møder min mor, vi ses senere ikke?" sagde Chelsea og smilede, jeg nikkede og hun sendte et luftkys. "Typisk! Chelsea må gerne kysse dig, men jeg må ikke!" han slog ud med armene.

Chelsea grinede og jeg rullede øjne. "Det var jo heller ikke et rigtigt kys," mumlede jeg. "Vi ses Chelsea, og hils mor," sagde han opgivende. Døren blev lukket og jeg sparkede dynen væk, hvor blev det lagen nu af... Hans blik gled ned af min krop. "Du kan lige så godt glemme tanken nu, og når du nu vil være her er du så ikke sød at hente et lagen..." sagde jeg og lukkede øjnene, Chelsea har nok lagt det tilbage i skabet. Han mumlede et eller andet og rejste sig op.

Han kom tilbage og lagde lagnet over mig, jeg smilede. "Tak," han bøjede sig ned og kyssede mig på panden. Det burde jeg ikke havet givet lov til. Men det er lidt svært når han er ti gange stærkere end mig og at jeg har feber og dermed er temmelig svag, men munden er og bliver altså et forbudt område i dag. "Du skal ikke tro jeg glemmer det her," sagde han fornærmet, jeg grinede. "Det ved jeg godt," sagde jeg og åbnede øjnene for at se ham ind i de blå øjne. "Burde du ikke lægge dig ind på sofaen?" spurgte han. Jeg kneb øjnene sammen og kiggede træt op på ham.

"Jo, jeg skal bare lige tage mig sammen," sagde jeg og lagde en hånd på min pande. Han tog lagnet og en pude mens jeg traskede efter ham, han lagde det på sofaen og jeg lagde taknemmeligt lagnet over mig. "Vil du have noget te?" spurgte han, jeg smilede. Hvis mig og Louis nogensinde kommer op og skændtes igen, så mind mig lige om hvilken fantastisk person han er. "Ellers tak, men du må meget gerne finde en eller anden disney film," sagde jeg og fik bakset mig selv op at sidde. Han kiggede på mig med store øjne. "En disney film?" jeg nikkede. "Og helst en af de gamle," sagde jeg og satte mit hår op i en knold. Det bedste jeg lige kunne lave for at se lidt præsentabel ud.

"Okay," mumlede han. "De er nok inde på Chelseas værelse," sagde jeg og lagde mig ned igen for at lukke mine øjne. En dør blev åbnet og lidt efter lukket igen. "Jeg fandt... Lady & Vagabonden?" jeg nikkede, den er altid god. Han satte den på og skruede lidt op. Han kravlede over mig og lagde sig bag mig, han lod mig beholde lagnet selv og trak mig istedet ind til sig mens jeg selv havde lagnet omkring mig. "Du burde ikke lægge så tæt op af mig," hviskede jeg, og lod som om det slet ikke var helt vildt beroligende at han havde sin arm omkring mig. Han kyssede mig på kinden.

"Det kan godt være at jeg ikke må kysse dig på munden, men alt andet skider jeg altså på," jeg kunne ikke lade være med at grine af det han sagde hvilket gjorde at den forfærdelige hovedpine kom igen. Han kørte sin hånd op og ned af min mave. Og så kom det, jeg kunne mærke det. Fuck... "Hvorfor også lige nu!" vrissede jeg irriteret og rejste mig, lige nu har jeg lyst til at tude. Jeg rejste mig op og søgte hen mod badeværelset, skide menstruation altså! Jeg vidste det, jeg vidste jo den ville komme i dag. Eller faktisk skulle den først være kommet i morgen... "Hvad sker der?" kunne jeg høre en Louis råbe efter mig, jeg skyndte mig at tage et bind på og skifte underbukser.

Jeg åbnede døren og så en forskrækket Louis stå og kigge på mig. "Hvis du ikke skulle vide det, så er jeg en kvinde," sagde jeg bare og gik tilbage til sofaen. "Det ved jeg da godt, men hvad har det med... Åh... Dårligt tidspunkt," jeg nikkede. Vi lagde os ned igen, lige nu har jeg bare brug for lidt omsorg. Jeg vendte mig om og krøb længere ind til ham, han kørte beroligende hånden ned af ryggen på mig. Jeg sukkede tungt og tillod min krop at slappe af, en ringende lyd trængte ind i mit hoved, ja det varede sgu ikke så længe!

Nej, nej, nej, jeg magter ikke dette! Louis rejste sig og gik ud mod gangen, jeg lyttede mens døren blev åbnet, et sekund efter blev gangen med fyldt med lyden af opstemte drengestemmer. Ikke nu, jeg tog lagnet over hovedet og jamrede ned i sofaen. Lyden fortsatte ind i stuen. "Drenge i skal nok ikke..." "- Åh Abbeeey! Chelseaaa! Vi har savnet jeeer!" mere nåede Louis ikke at sige før at han blev afbrudt af Niall der syntes det var SÅ sjovt at råbe hele lejligheden op. Lagnet blev fjernet fra mit ansigt og et par grønne øjne mødte mine, jeg kiggede op på ham med et dræberblik. "Smut Harry!" hvæsede jeg og tog lagnet tilbage over hovedet.

"Hov hov, hvad er det galt med dig lille solstråle?" spurgte han, og jeg kunne næsten se hvordan han kiggede spørgende på Louis. "Hun har feber," sagde Louis og satte sig ned i sofaen ved min side, han fjernede blidt lagnet og sendte mig et lille smil. Han fik dog også bare et dræberblik der hentydede til en bebrejdning om hvorfor han overhovedet lukkede dem ind. "Rolig nu Abbey, de er her kun for at gøre dig i godt humør," sagde han og kyssede mig blidt på panden. "Du skal stadig ikke være så tæt på mig når jeg har feber! Det troede jeg ellers jeg havde sagt," han rystede på hovedet af mig, jeg kunne se hvordan Liam smilede skævt.

"Det må jo betyde at jeg gerne må, nu hvor Louis ikke må," smilede Harry og satte sig på hug lige uden for mit ansigt. Jeg trak mig væk. "Jeg mener det, jeg kunne smitte jer. Og jeg vil altså ikke være skyld i at flere tusind teenagere står grædefærdige til en eller anden koncert fordi en af jer er syg," sagde jeg hurtigt og hæst, mens at hovedpinen dunkede igennem min hjerne. Louis strøg en hånd ned af min kind. "Det ved vi," så rejste han sig op samtidig med Harry. "Te, kaffe? Hvad vil i have," der lød spredte svar, selv mumlede jeg te og sendte Louis et kærligt blik som et lille plaster på såret fra før hvor han fik dræberblikket.

Det er den tid på måneden okay! Man bliver altså lidt humørsvingende... Tro mig, jeg har skræmt mange drenge væk... Trist, men sandt. "Hvor har i gjordt af Chelsea?" spurgte Liam, jeg åbnede øjnene efter at have lukket dem et par sekunder. Jeg smilede. "Hun er ude med sin mor, hun er tilbage igen en gang i eftermiddag," sagde jeg venligt med en tynd stemme, han nikkede og vendte hovedet igen mod fjernsynet. "Hvorfor ser i Lady & Vagabonden?" spurgte Harry og kiggede interesseret fra min fodende af sofaen af. Jeg trak på skuldrene.

"Det var hvad jeg lige havde lyst til at se," mumlede jeg og smilede over Lady, der kiggede genert på Vagabonden.

 

__________________________________

 

"Jeg er hjemme!" døren blev åbnet og lukket igen, der gik kun et par sekunder så stod Liam allerede ovre ved døren ind til entréen. Louis kiggede efter ham, men jeg rystede på hovedet. Han kan få sine aggressioner ud på et andet tidspunkt, bare ikke lige nu. Han lagde sammenbidt en arm om livet på mig, ja jeg har altså sat mig op. Og så lige en ting til; jeg har fået det bedre! Jaaah! Så er vi alle glade! Niall og Harry var smuttet for her, nok en time siden, men Liam havde insisteret på at blive (og hvorfor mon?) fnis. Jeg kiggede op på Louis og smilede til ham, mine humørsvingninger er også forsvundet. Endnu en god ting i dag.

Der lød skridt ude fra køkkenet, jeg kiggede op, Chelsea kom smilende ind til os sammen med Liam bag sig. Dog rørte de ikke hinanden, jeg er sikker på at Louis vil være ligeglad, men det er de åbenbart ikke. Medmindre at de selvfølgelig ikke har noget kørende alligevel, men det tror jeg nu ikke! Hun satte sig ned ved siden af mig og gav mig et kram. "Går det bedre?" jeg nikkede og smilede. Hun tog min hånd og gav den et klem. "Hvad sagde mor?" spurgte Louis og hev mit lagen bedre hen over mig så det ikke gled ned af mine ben der var trukket op under mig.

"Ikke så meget, dog brugte hun en masse tid på at snakke og kigge på alle de ting hun skulle købe til sit kommende barnebarn," jeg smilede og grinede lidt. Jeg strakte min arm ud og tog teen, jeg lagde hænderne omkring den og lænede mig indtil Louis. "Jeg tager hjem til Liam, så Louis du bliver her hos Abbey ikke? Så er du sød," jeg kunne se at Louis skulle til at sige noget, så istedet for at sige noget gav jeg ham diskret en albue i siden. Han klappede munden sammen og nikkede, jeg sukkede lydløst. Heldigt nok at han ikke bare stadig sagde noget.

"Det skal jeg nok," hun smilede taknemmeligt, så tog hun Liams hånd og trak ham afsted. Han så lidt forvirret ud men vinkede så, jeg vinkede tilbage. "Nu passer du godt på hende!" råbte jeg efter Liam for Louis' skyld. Inden han kunne nå at svare blev hoveddøren dog lukket. "Du er ikke godt selskab for mig," sagde Louis stift og kiggede med hævede øjenbryn ned på mig. "Hvad mener du?" spurgte jeg uskyldigt. "Hvordan vidste du at jeg ikke bare ville sige god aften?" jeg rullede øjne. "Fordi jeg kender dig Louis, du ville helt klart have protesteret!" jeg lukkede samtalen ved at lægge mit hoved på hans skulder.

Han lagde en finger under min hage. "Du kan da ikke bare afslutte en samtale på den måde!" jeg grinede. "Jamen det gjorde jeg jo lige," sagde jeg flabet og hev hovedet til mig. "Hvorfor er det lige at jeg skal lade forholdet mellem Liam og Chelsea stå på? Giv mig én god grund!" jeg kiggede op på ham. "Fordi de elsker hinanden," sagde jeg stille. "Og fordi jeg ved at du selv ved hvordan det er, og derfor kunne du aldrig finde på at såre Chelsea så meget ved at tage Liam fra hende. Det ville være det samme som at Chelsea tog mig fra dig," sagde jeg med fuld alvor i stemmen mens jeg stillede teen tilbage på sofabordet.

Han rejste sig. "Hvorfor i alverden er det også du altid har ret!" jeg trak på skuldrene. "Jeg ved bare at vi har haft den her diskussion alt for mange gange, og at det snart må stoppe. Du er nødt til at acceptere at de er sammen, og sådan er det bare. Jeg ved godt du gerne vil passe på Chelsea, men jeg tror også godt at du ved du sikkert kan overlade det til Liam. Det er kun fordi at han er en af dine bedste venner, at du syntes det ikke er nogen god ide," sagde jeg langsomt, han nikkede og satte sig ned. "Jeg ved godt jeg burde være glad for at Chelsea er sammen med en som Liam, men det er stadig min lillesøster, og hun er gravid. Og det er altså ikke med Liams barn!" jeg smilede.

"Nej det kan man ikke ligefrem sige," mumlede jeg og fjernede en tåt hår fra Louis ansigt der havde forvildet sig i den forkerte retning. Han sukkede. "Du har den forkerte virkning på mig," jeg smilede. "Alt er bare forkert ved mig hva'?" han rystede på hovedet. Han lagde en hånd om min hals så hans tommelfinger hvilede på min kind, han lænede sig ned mod mig og kiggede spørgende på mig. Jeg smilede og nikkede, jeg ved godt det er imod mine regler. Men Louis har lige så meget brug for et kys som mig, desuden er det sjældent vi har lov til at være alene. Hans læber ramte mine, han skilte dem langsomt ad, dog var mit smil plantet til mit ansigt. Det er det sådan set altid når Louis kysser mig...

Bare jeg nu ikke smitter ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...