Created Memories

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 28 apr. 2018
  • Status: Igang
Tror du på skæbnen? Det gør Abbey og Chelsea. Det er ihvertfald skæbnen der afgjorde at de to piger skulle følge hinanden igennem livet, både i medgang og modgang. Men livet er ikke let, og det er det heller ikke selvom man hedder Chelsea Tomlinson. De to piger har altid støttet op om hinanden, men når uddannelse og en pludselig graviditet opstår, begynder det 7 år lange venskab at vakle. Dog ikke mere end at Abbey og Chelsea stadig står sammen. De må begge træffe svære valg. Men alle valg har sine fordele, og ulemper.

15Likes
8Kommentarer
7154Visninger
AA

25. 24

 

- Abbey -

 

"Anyone who has never made a mistake,

has never tried anything new."

- Albert Einstein

 

Kapitel af Rimaa

Date; 20 May 2015, 16:44

"Skal du bare sidde der hele dagen? Jeg tager altså hen til Liam her om et par minutter, han kommer jo hjem i aften fra hans familie" jeg kiggede op fra min bog som jeg ikke engang har læst en side af. Hun sukkede og satte sig ned ved siden af mig. "Du er ked af et eller andet Abbey, hvad er der galt?" jeg kiggede ned. "Mig og Louis... Vi havde et skænderi i tirsdags. Og jeg har ikke hørt fra ham siden," min mave trak sig sammen og mine øjne blev slørrede da tårer dukkede frem. I fire dage har jeg ikke hørt fra ham!

Dog gjorde jeg alt for at holde dem tilbage. "Hvorfor dog det? Jeg troede det hele gik så godt?" hun tog min hånd. Hun har ret, det hele gik jo så godt. "Vi... vi var bare lidt uenige," mumlede jeg. "Om hvad?" jeg sank en klump. "Han syntes det er en dum ide at jeg studere midt oven i alt det her, men hvorfor skulle jeg lade være? Det var jo meningen at jeg skulle studere efter sommerferien," min stemme lød ophidset og såret, "- Han tror at vi sagtens kan leve af de penge mine forældre sender til mig af min børneopsparing hver måned, men den løber jo også tør for penge på et tidspunkt. Vi skal jo have noget at leve af! Han forstår det bare ikke..." sagde jeg og tørrede mine øjne med bagsiden af hånden.

Chelsea kiggede ned og lignede en der tænkte sig godt om. "Jeg tror... at han bare vil passe på dig, han kan jo se at det tager hårdt på dig at skulle alt det her på en gang og da Louis er en lille smule overbeskyttende kunne det godt ligne ham. Og jeg er da også selv ked af at barnet kom ind over," "- Chelsea det," "- Har intet med det her at gøre siger du nok, men det ved jeg at det har, så prøv ikke at skjule noget for mig. Tilgengæld ved jeg også at du er den der bedst kan klare sådan noget af os to, så jeg stoler på at du nok selv skal sige fra hvis det bliver for meget. Det må Louis også bare lære at stole på, okay?" jeg nikkede, hun har ret.

Det ringede på og Chelsea rejste sig op, hurtigt tørrede jeg mine øjne og håbede at mine øjne ikke var helt røde og opsvulmede. "Hun er inde i stuen," hørte jeg en svag stemme sige fra gangen. Åh nej, det er Louis! Jeg kiggede ned af mig selv, og jeg har stadig nattøj på! Han kunne da i det mindste have advaret mig. Selvfølgelig kommer Louis gående ind i stuen, med tøjet og håret sat perfekt som altid. Og så er der mig der stadig har den samme knold jeg havde da jeg stod op. Jeg har været ked af det hele dagen okay! Der har ligesom ikke rigtig været tid til bad eller sådan noget... Desuden har jeg også skulle læse en bog der skal læses færdigt til på mandag.

Mit blik faldt på den overvældende flotte buket blomster han havde i hånden, nu bliver det en lille smule akavet. "Hej Louis," mumlede jeg. Jeg mødte hans øjne og fik den største lyst til bare at glemme alt og tilgive ham det. Han stildte sig lige foran mig, og et øjeblik troede jeg at han ikke ville sige noget. "Undskyld jeg har været sådan en idiot Abbey, jeg burde ikke have blandet mig. Men du ser bare så træt og nedslidt ud hver gang vi ser hinanden, det er ikke den Abbey jeg kender..." han rakte mig blomsterne og jeg tog tøvende imod dem. Jeg har aldrig fået blomster af en dreng før, men jeg må indrømme at han har gjordt det godt. "Du har ret, du har været en stor idiot. Men skal vi ikke bare aftale at du blander dig uden om mine studier, og så skal jeg nok selv sige til hvis der er noget jeg har brug for," spurgte jeg, han sukkede men nikkede så. Der lød et snøft henne fra køkkenåbningen. Sig mig står Chelsea og græder?

"Undskyld, jeg smutter nu," hun gik ud og lukkede døren til gangen. "Hvor skal hun hen?" spurgte han og kiggede spørgende ned på mig. "Det kan vi snakke om en anden gang," jeg smilede hemmelighedsfuldt, det ville ikke være det bedste tidspunkt at forklare ham det nu. Jeg sendte ham et blik og gik ud for at sætte blomsterne i en vase så de ikke tørrede ud. Jeg begyndte langsomt at tage det der gennemsigtige papir af blomsterne. Et par arme lagde sig om mit liv og jeg smilede stille. "Man skulle næsten tro du straffede mig," mumlede han i mit øre.

"Tror du virkelig?" spurgte jeg og satte blomsterne i den vase jeg havde hældt vand i. Jeg vendte mig om og lagde armene over kors. "Jeg har jo sagt undskyld," sukkede han og lænede sig ned mod mig så han i stedet måtte støtte med hænderne på køkkendisken. "Virkelig?" spurgte jeg og lod også mit ansigt nærme sig hans. Men så flabet som jeg nu engang er vendte jeg mig og tog vasen med blomsterne og hans arm væk fra køkkendisken, og gik ned mod stuen. Et irriteret støn kom ud fra køkkenet, jeg smilede for mig selv og stillede blomsterne ned på stuebordet.

Jeg rettede mig op og skulle til at gå hen til Louis igen da han greb fat i mit håndled og hev mig ind til sig, han drejede mig rundt så jeg lå ligesom man gør når man danser tango. Hans hånd lå omkring mit liv så jeg ikke faldt, mit hår snittede lige akkurat gulvet. "Må jeg bede om denne dans?" jeg grinede, så hev han mig op og stå og begyndte ellers at danse en meget indviklet form for tango, eller twist, eller sådan noget, jeg blev ihvertfald snurret rundt hele tiden. Det eneste han manglede var sådan set bare en rose mellem læberne, så havde den siddet lige i skabet. Jeg grinede højere og prøvede at følge med hans hurtige skridt.

"Louis, Louis stop... jeg kan ikke følge med!" grinede jeg og blevet endnu engang snurret rundt. Han greb mig og lænede sig ned over mig igen så jeg lå som jeg gjorde før han startede dansen. "Alt for dig mon chéri!" jeg smilede og sendte ham et kærligt blik, mens jeg pustede noget af mit nu løsthængende pandehår væk. Hans læber ramte mine og jeg blev løftet op og stå på mine fødder igen, jeg lagde mine arme om halsen på ham og slappede af i hans arme. "Måske jeg skulle danse med dig noget oftere?" med et lille grin møder jeg hans øjne.

"Jeg er dog bange for at jeg ikke lever op til dine evner for dans," sagde jeg ydmygt, han lagde sin hånd på min kind. "Du er meget bedre," jeg slog øjnende ned, det var jo ikke kun dansen han mente. Spørger du mig er han alt for god til mig, men han valgte mig, og han har åbenbart stadig ikke fortrudt det. Hans hånd gled ned på min hals og hev mit ansigt helt op til hans, hans ånde blandede sig med min. Min mave slog knuder og sendte små kuldegysninger ned af min ryg. "Gør jeg dig nervøs?" drillede han, hans spørgsmål kom bag på mig og fik mig til at lave store øjne, han grinede lavt og smilede drenget.

"Du ved jeg aldrig vil indrømme det," sagde jeg efter at have samlet mig igen. "Det behøver du heller ikke, jeg kan se det i dine øjne," "- Louis! Det var altså ikke en... Louis' lignende charmetrold jeg forelskede mig i... Det var den dreng der lige dansede tango med mig," først efter min ordstrøm gled ud af min mund gik det op for mig jeg havde sagt for meget. Jeg havde aldrig fortalt Louis at jeg er forelsket i ham... Mig og mine 'at tænke før du taler' evner! "Du skal nok lære at være forelsket i begge," så pressede han endnu engang sine læber blødt mod mine. Så lad gå da, at være forelsket i begge er vel kun en bonus. Lige da kysset skulle til at udvikle sig ringede det på døren, og jeg måtte skubbe en skuffet Louis fra mig. Jeg grinede lavt og rystede på hovedet af ham. 

Efter at have givet ham et hurtigt kys, småløb jeg ud i gangen hvor to skikkelser stod ude foran døren. Sig det er løgn! Jeg åbnede, og hvem mon i tror det er? Mine forældre, selvfølgelig! Mama mia, hvorfor også lige nu? "Hej skat!" smilede min mor og gav mig et knus. Jeg smilede tilbage, faktisk er jeg overraskende glad for at se dem. Jeg gav også min far et kram, for hvorfor skulle jeg ikke gøre det? "Kom indenfor," sagde jeg og gik ind til Louis i håb om at jeg kunne nå at advare ham, men for sent. Han stod allerede og var ved at sige hej til min mor. "Godt at se dig igen Louis, det er lang tid siden. Sig mig, hvordan går det?" spurgte min far da han skulle sige hej, mere nåede jeg ikke at høre da min mor kom med et lille udbrud. "Nej, hvor har i gjordt det nydeligt!" hun lod sin hånd glide hen over den ene stol ved spisebordet.

"Jeg tager lige et hurtigt bad," min far kiggede på mig da jeg havde sagt det, hvorfor sagde jeg også det! Nu opdager han jo at jeg har nattøj på, og at jeg er her alene med Louis, mens jeg har nattøj på! "Louis, hvis jeg kan spørge høfligt, hvorfor er du egentlig her?" spurgte min far, kun ment venligt, bortset fra at han stadig mener jeg er hans lille pige! Men okay, jeg er jo også kun deres eneste barn. Louis smilede høfligt. "Jeg kom for at give Abbey nogen blomster," sagde han og nikkede ned mod stuebordet. Jeg kunne have klasket mig selv på panden, genialt Louis, virkelig genialt! Hvorfor sagde han ikke bare at han ventede på Chelsea eller sådan noget?

Min mor kiggede overvældet på mig. "Vil det sige?" hun kiggede fra mig og over på Louis. "Jeg tror jeg tager det bad," mumlede jeg og skyndte mig at finde noget passende tøj. Jeg tændte for vandet og fik vasket mig, okay, om ti minutter burde jeg være færdig. Nu håber jeg bare Louis kan holde dem med selskab... Jeg skyndte mig at tørre mig og hive mit tøj på.

Jeg rodede min taske igennem og fandt endelig min nye mascare, jeg tog lidt på og satte låget på igen. Mine øjne mødte hinanden i spejlet, jeg tog en dyb indåndig og smed mascaren i tasken igen. Så gik jeg ellers ud af døren og ind i stuen. Min far og Louis sad i sofaen og snakkede mens min mor gik og fandt alle mulige ting frem i køkkenet. Louis smilede til mig og jeg smilede hurtigt igen, så gik jeg ellers ud til min mor.

"Hvad laver du?" spurgte jeg undrende da hun fandt en gryde frem. "Ja vi skulle da gerne have noget aftensmad ikke? Og siden klokken næsten er halv seks regner jeg med der kan være mad til klokken seks," smilede hun og åbnede et par skabe før hun fandt det hun ledte efter. Jeg nikkede kort og gik ind mod stuen, min far sad i den ene sofa og Louis i den anden. Jeg tænkte mig kort om men besluttede mig så for at sætte mig ved siden af Louis, så behøver vi ikke at afsløre os selv ved at sidde og sende hinanden blikke.

"Hvordan går det ellers med studierne?" spurgte min far henvendt til mig, jeg skulle lige til at svare da Louis lagde en hånd på mit lår. Jeg stivnede og sendte ham et hurtigt blik. "Det går fint, det er hårdt men jeg skal nok klare det," sagde jeg og prøvede at virke normal mens jeg diskret prøvede at fjerne Louis' hånd men den blev læggende hvor han havde placeret den. Sikke en kegle, sig mig vil han virkelig til at forklare mine forældre vores komplicerede forhold lige nu?

"Og hvad med herhjemme?" spurgte han og sendte Louis' hånd et blik, varmen steg op i mine kinder. Lige nu kan jeg godt grave mig ned i et musehul og stille bede om lidt ost til lindring. "Det går også godt... Jeg tror jeg spørger om mor har brug for hjælp," det sidste mumlede jeg og rejste mig så ellers op. Det gør mig intet overhovedet at han er kærlig, men hvorfor lige nu!? "Mor?" "- Ja skat?" kom det ude fra køkkenet. "Er der noget jeg kan hjælpe med?" spurgte jeg og så min mor i fuld gang med at blande salat.

"Du kan fortælle mig om Chelsea kommer hjem og sover?" jeg smilede skævt. "Det tror jeg ikke vi skal regne med," hun kiggede på mig. "Okay, vil du så rede Chelseas seng? Ja for dig og Louis sover jo nok i din," sagde hun og kiggede med løftede øjenbryn på mig. "Mor, mig og Louis er altså ikke... Altså ikke rigtigt..." hun grinede. "Bare rolig Abbey, jeg ved godt at unge mennesker ikke er "kærester" i dag," hun rystede på hovedet af mig og rakte mig nogen tallerkener.

"Det er værre med din far, han vender sig aldrig til at du er blevet så stor," jeg trak på skuldrene, det sagde hun også da jeg fyldte tolv... "Hvad er værre med mig?" spurgte min far og fik med det samme skålen med salat i hænderne som han bestemt blev bedt om at sætte på borde. "At Abbey er blevet så stor," sagde hun ærligt og satte gryden på bordet mens vi alle tog plads. Mig og Louis på den ene side, mor og far på den anden. Han brummede et eller andet som svar og begyndte at skovle pasta på på tallerkenen.

"Nu havde jeg jo heller ikke lige regnet med at hun skulle blive kærester med Chelseas storebror," min mor rystede opgivende på hovedet. "Ikke kærester, det er unge mennesker altså ikke i dag," hvad er det dog jeg har fået bildt min mor ind? Louis kiggede spørgende ned på mig, jeg rystede bare på hovedet. Det må vi tage på et andet tidspunkt. "Vi sidder altså lige her," mumlede jeg og tog imod pastaen der blev sendt rundt. Vi spiste lidt i tavshed. "Hvad med Chelsea? Hvordan går det med hende?" spurgte min mor.

Jeg trak på skuldrene. "Lige nu er hun hjemme hos Liam," ups... Det skulle jeg ikke have sagt. Louis kiggede chokeret ned på mig, mens jeg kiggede bedende på ham med øjne der lovede at forklare senere. Jeg kunne se hvordan han bed tænderne sammen da han strammede kæben. "Ellers har hun det godt, barnet kommer til verden i november," sagde jeg og tog en tår af mit vand. Min mor nikkede. "Og hvad med jer to, i har ingen planer?" jeg rystede på hovedet og kiggede op på Louis, men han så lige så anspændt ud som før.

 

____________________________

 

"Godnat," jeg gav min mor et kram og derefter min far et. Der er en smule langt hjem til dem, så de bliver og sover. Det gør ikke mig så meget, men det er vidst på tide at Louis høre det hele imellem Liam og Chelsea. Jeg gik ind på mit værelse og ventede på at Louis også fik sagt godnat, han kom ind og lukkede døren bag sig. "Må jeg få en forklaring?" spurgte han og begyndte at gå frem og tilbage. "Ja, men jeg er bange for at du bliver nødt til at sidde ned, " mumlede jeg, og satte mig tilbage på sengen med benene i skrædderstilling.

Han satte sig ned på kanten af sengen. "Chelsea er... glad for Liam... og det tror jeg også godt du lidt har haft en anelse om. Hun er ihvertfald så glad for ham, at hun ikke engang kan snakke med mig om ham uden at hun rødmer," jeg smilede over de sjove stunder Chelsea og jeg har haft med det. Han kiggede irriteret ned. "Jeg syntes ellers jeg havde lavet en klar aftale med hende om at holde sig væk fra dem, hvad hvis deres forhold ikke holder? Hun kan jo ikke slippe for at se dem," jeg grinede. "Kan man ikke sige det samme om os?" spurgte jeg. "Det er noget andet..." mumlede han.

"Det ved jeg du syntes, men du må se i øjnene at man altså ikke selv bestemmer hvem man falder for," sagde jeg alorligt. "Jeg ved jeg burde være glad for at hun er kommet sig over Derek, men hvorfor Liam?" han rejste sig og stillede sig med øjnene rettet mod vinduet og kiggede ud over den lille gård der er i dette lejlighedskompleks i midten. "Hvorfor dig?" spurgte jeg så henvendt til det han sagde før og lagde armene over kors. "Det nytter altså ikke noget at vi bliver dobbeltmoralske Louis," konkluderede jeg og løftede øjenbrynene.

Han vendte sig om og kiggede vurderende ned på mig. "Du har da aldrig været så bestemt før," grinede han og lænede sig med hænderne ind over sengen så han kunne give mig et kys. Jeg kyssede langsomt igen. "Det skulle jo ske på et tidspunkt," smilede jeg, min hånd greb fat i en tåt af hans hår som jeg forsigtigt lagde på plads. Han lagde sig ned og trak mig ind til sig. "Du ved godt du betyder rigtig meget for mig ikke?" mumlede han ned i mit hår, jeg smilede. "Det var også en af grundene til jeg lod dine forældre vide besked omkring os..." jeg rynkede på øjenbrynene og kigger op på ham.

"De skal vide jeg holder af dig, desuden er jeg sikker på at din far er yderst tilfreds med mig. Og at han er glad for at du har ikke fundet en eller anden idiot," jeg rullede øjne af ham. "Nu har jeg jo aldrig haft nogen idioter som kærester," sagde jeg og lagde mit hoved ind til hans bryst. "Jeg syntes ellers at de alle sammen har været nogen idioter..." sagde han lavt. "Det er jo kun fordi de har kysset på mig," grinede jeg stille. "Mhm... Men du må indrømme, at ham du skulle til skolebal med men så alligevel ikke kom var lidt af en idiot," jeg nikkede. "Men så må du også huske at jeg heldigvis havde en bedste veninde med en masse gode kontakter," sagde jeg.

Han rystede på hovedet af mig. "Desuden så var jeg jo heller ikke andet end din lillesøsters veninde den gang, du lagde sikkert ikke engang mærke til når jeg så havde en kæreste," smilede jeg og pillede lidt ved hans t-shirt. "Jeg ville ønske jeg kunne sige at jeg lagde mærke til dig, det bliver nok bare lidt svært..." jeg rystede på hovedet af ham. "Men nu er vi her, Chelsea er glad igen, og mine forældre lægger sikkert og snakker om hvor længe de kan tillade sig at blive," vi griner begge to.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...