Created Memories

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 28 apr. 2018
  • Status: Igang
Tror du på skæbnen? Det gør Abbey og Chelsea. Det er ihvertfald skæbnen der afgjorde at de to piger skulle følge hinanden igennem livet, både i medgang og modgang. Men livet er ikke let, og det er det heller ikke selvom man hedder Chelsea Tomlinson. De to piger har altid støttet op om hinanden, men når uddannelse og en pludselig graviditet opstår, begynder det 7 år lange venskab at vakle. Dog ikke mere end at Abbey og Chelsea stadig står sammen. De må begge træffe svære valg. Men alle valg har sine fordele, og ulemper.

15Likes
8Kommentarer
7184Visninger
AA

23. 22

 

 


- Abbey -

 

"Everything will be okay in the end,

if it's not okay.

Then it's not the end."

- Ed Sheeran

 

Kapitel af Rimaa

Date; 15 May 2015, 17:47

"Jeg mener stadig at han kan være død irriterende, men jeg forstår. Man bestemmer jo ikke selv hvem man falder for," sagde Chelsea for jeg ved ikke hvor mange gange i dag. "Han er jo også din storebror Chelly! For mig er han... en dreng jeg helt uventet er faldet for," sagde jeg og smilede useriøst mens jeg hældte vand ned i krukken med de nyudsprungne liljer. "Jaja, men du har stadig kendt ham siden du gik i 1. klasse og nu står du pludselig og kysser på ham!" hun sætter hænderne i siden og stritter med maven.

Jeg griner. "Tror du selv jeg havde regnet med det her?" jeg rystede på hovedet af hende og hældte resten af vandet ud i køkkenvasken. Det er stadig lidt forvirrende alt det her med mig og Louis, det værste er at vi ikke engang er rigtig sammen, altså... Han er jo ikke min kæreste. Han har jo ikke spurgt mig, og det gør mig heller ikke noget. Hvorfor skulle det dog gøre det? Desuden, går det galt er det meget nemmere, så skal man ikke ud i 'slå op' samtalen. Hvilket jeg selvfølgelig ikke håber kommer til at ske, men jeg vil da også gerne være hans kæreste hvis han spørger.

"Hvad sker der så mellem Liam og dig? Du ligner en der lige har mødt sit livs kærlighed hver gang nogen nævner ham," grinede jeg, hun kigger flovt over på mig og ryster på hovedet. "Der er ikke noget, og han er ihvertfald ikke mit livs kærlighed!" hendes stemme lød lys og jeg vidste med det samme hun ikke snakkede helt sandt. "Det kan godt være at i har langt igen, men jeg kender dig Chelly, du ligner virkelig et barn der lige har set den største slikpose i verden," hun kiggede chokeret over på mig. "Du sammenlignede da ikke lige Liam med en pose slik!?" hun ryster håbløst på hovedet. "Du forstår dig da slet ikke på drenge!" "-Hvem forstår sig ikke på drenge?" lød det henne fra døren. "Louis!" udbrød jeg glad og løb hen og lagde armene om ham.

Han grinede og pressede ømt sine læber mod mine. "De andre drenge kommer lige om lidt, vi har aftalt at gå ud og spise," jeg smilede og skulle til at svare tilbage da der lød et host henne fra køkkenbordet. Vi kiggede begge hen på Chelsea der stod utilfreds og trommede med fingrene i bordet. "Hvad med din søster her?" spurgte hun og lagde utilfreds armene over kors. Jeg tog armene væk men Louis strammede bare grebet om mig. "Du er vel ikke jaloux?" smilede han drillende. "Selvfølgelig er jeg ikke det! Jeg syntes bare at det er unfair du kommer og stjæler hende," sagde Chelsea med en uskyldig stemme. Jeg rystede på hovedet af hende.

"Desuden går det ikke at jeres forhold bliver alt for tæt! I så selv hvad der skete med mig," sagde hun og satte hænderne i siden, mine kinder begyndte at gløde og jeg gik hen for at lave kaffe. "Helt ærligt Chelsea, jeg kunne da aldrig finde på at gøre Abbey gravid," "Det er lige netop hvad du kunne, altså ikke med vilje selvfølgelig. Men tro ikke jeg ikke har lagt mærke til det, Abbey har gået og lignet en eller andet der har fået lidt for meget kærlighed på en gang. Hun nynner når hun går rundt, det er altså aldrig sket før," argumenterede Chelsea til Louis. "-Chelsea!" udbrød jeg.

Det kan hun da ikke bare sige! Louis smilede skævt og lagde beroligende en hånd på Chelseas arm. "Det er da bedre end at hun går og er sur hele tiden ikke?" "Øh? Jeg står altså lige her!" udbrød jeg og kiggede utilfredst på dem. "Jo, men det er meningen at jeg skal gøre hende glad, mig! Hendes bedste veninde! Ikke min storebror," mumlede hun trist og satte sig ned. "Jeg ved godt det er mærkeligt Chelsea, men det er nu sådan at det nu engang er," trøstede jeg, og satte mig ned på stolen ved siden af hende. "Jamen hvorfor min storebror? Der er så mange andre lækre fyre ude i byen," beklagede hun sig, Louis rystede opgivende på hovedet og satte sig ned. "Jeg holder jo bare så meget af dig," hun tog min hånd.

Jeg smilede. "Ikke mere end at jeg holder af hende," sagde Louis og kyssede mig kærligt på munden, Chelsea rullede øjne og sendte ham dræberblikket. "Men jeg har holdt af hende i længst tid!" jeg grinede. "Hun har ret," sagde jeg og kiggede op på Louis, han rystede på hovedet og satte sig ned. "Tilbage til det med din storebror, så er det er vel det samme som at Liam er Louis' bedste ven," hviskede jeg til hende, hun gjorde et nik til siden med hovedet der vidst betød at jeg havde fat i noget. "Du har ret Abbey, det har du jo altid," jeg smilede og nikkede. Kaffekanden blev færdig og jeg signalerede til Louis om han ikke lige gad at hælde det over på kanden.

Jeg gabte og lukkede øjnene et kort øjeblik, det har været en lang dag, jeg har læst hele dagen, og bogen handlede om kroppen og dens organer. Meget spændende, men også utrolig trættende. Fra 09:00 - 16:00 hver mandag til fredag studerer jeg altså. Og det er indklusiv læsning og lektier oveni, det er virkelig hårdt. Men det er sådan det er, og er det læge jeg vil være, så er det den vej. Nu har jeg jo så også kun studeret i to uger, jeg skal lige vænne mig til det.

Det bankede på døren og jeg rejste mig for at lukke op, Chelsea kiggede forventningsfuldt op, og ja, selvfølgelig ved jeg hvorfor. Jeg åbnede døren og blev mødt af et par blå øjne der smilede forventningsfuldt til mig, jeg smilede og lagde armene om Niall for at give ham et kram. "Nå? Hvor er den vordende mor så? Vi har noget til hende!" sagde han højt og overlod pladsen til Liam der selvfølgelig også skulle have et kram, dog skulle jeg lige overveje det da jeg kom til Harry... Ej det er bare gas! "Hej Harry," smilede jeg og gav også ham et kram. "Hvad er så det jeg ser?" spurgte han og lagde en hånd på min ryg for at puffe mig ind i køkkenet igen.

"Dig og Tommo er rigtig kommet på forsiden," fortsatte han, jeg kiggede ned, jah... Så lige en anden ting mig og Louis ikke lige har fået snakket igennem endnu, der var en paparazzi der havde opfanget Louis der tog min hånd da vi skulle finde barnevogn til babyen. Men det går vel. Ligesom jeg håber at alle andre ting kommer til at gå. Louis kom hen og flettede sin hånd ind i min. "Det skulle jo ske på et tidspunkt," smilede han og gav min hånd et beroligende klem.

Han kiggede med et blik ned på mig der fik sommerfuglene i min mave til at baske med vingerne, eller hvad man nu siger. Jeg vendte blikket rundt og opdagede Liam og Chelsea fordybet i en samtale, totalt uvidende om vores. "Chelsea!" Råbte Niall, hun kiggede forskrækket hen på os, men smilede så. "Ja min lille pusling?" Jeg grinede, hvilket jeg vidst var den enste der rigtig gjorde.

Chelsea stillede sig hen til Niall. "Vi fandt den her til dig, eller faktisk til babyen," smilede han, hun tog posen og hev indholdet op. Omg hvor cute! De havde fundet sådan et par panda/sokkesko, vildt nuttet! "Tusind tak," hviskede Chelsea og kiggede nærmere på dem. "Det mener jeg virkelig," hun smilede og gav dem alle sammen et kram. Bortset fra mig og Louis! Altså hvad er meningen? Ej det er bare for sjov. "Du er blevet sat til d. 28 november ikke?" spurgte Harry, Chelsea nikkede. "Uh! Det er en lørdag, der har min kusine fødselsdag!" udbrød jeg, de kiggede alle hen på mig.

Hvor pinligt, det skulle jeg ikke have sagt. "Jeg mente bare, at det så må betyde at du blev gravid en lørdag," ej okay, det skulle jeg så bare slet ikke have sagt. Chelsea smilede. "Jah, den lørdag kan jeg godt huske," hvis ikke drengene så forkerte ud i ansigtet, ja så gør de det ihvertfald nu! Især Liam kiggede anspændt på hende. Mig og Chelsea mødte hinandens blikke og brød ud i grin. "Helt ærligt, i ligner nogen der aldrig er blevet præsenteret for blomsterne og bierne," sagde jeg, Louis rullede øjne.  

"Nåh, skulle vi så ud og at spise eller hvad?" spurgte Harry, jeg nikkede mens Chelsea bare kiggede spørgende på os. "Siden hvornår har vi skullet det?" "- Siden du valgte ikke at ville lytte da jeg fortalte dig det i morges," sagde jeg og smilede skævt. "Jamen... Jeg kan jo ikke passe mine kjoler," sukkede hun trist. Louis rystede opgivende på hovedet. "Jamen du købte da en i går, kom nu!" sagde jeg og tog hendes hånd, bare fordi hun er gravid kan hun sagtens se godt ud alligevel. "Giv os fem minutter!" råbte jeg ned til de andre. "Det betyder så tyve, hvilket vil sige at vi lige så godt kan sætte os ned," kunne jeg høre Louis sige, jeg smilede for mig selv og fandt selv en kjole mens Chelsea fandt sin.

Hurtigt skiftede jeg, satte mit hår, og lagde lidt pænere makeup.

Jeg tjekkede at kjolen sad som den skulle en ekstra gang, Chelsea sad på sengen og ventede på mig. Jeg syntes altså at hun ser lige så fantastisk ud i den korte kjole hun har på, selvom hendes mave er lidt større! Den her kjole går dog også ned til midt på ryggen bagpå, og helt ærligt, så elsker jeg den her kjole! "Kommer du Chelly?" hun nikkede og rejste sig op, så tog hun mig under armen og smilede. Vi gik ned i stuen hvor de andre sad og ventede. "Det var på tide, jeg er hundesulten!" klagede Niall og rejste sig tungt op fra sofaen. Vi tog sko på og gik ud i det stadig nogenlunde sommervejr, det er varmt nok til at gå uden trøje på, men det bliver nok koldere når vi skal hjem.

Hvorfor er jeg dog også så dum at gå uden en trøje!? Nå, det er der jo ikke noget at gøre noget ved nu, jeg stjæler bare Louis' jakke hvis jeg kommer til at fryse. Alle drengene havde solbriller på, inklusiv mig og Chelsea, og hvad jeg skal være helt ærlig føler jeg mig faktisk lidt bad. Nej, nej det går ikke. Folk ville jo tro jeg var blevet skør hvis at jeg sagde at jeg føler mig bad lige nu, hvordan kan det være bad at gå med blomsterkjole og så solbriller? Det er der jo intet bad ved... Eller jo, måske lidt. Det kommer an på hvordan man ser på det. Så for at være lidt sej tog jeg solbrillerne af, som den eneste, fordi jeg er sej.

Vi drejede ned af en gade og jeg sakkede bagud sammen med Louis. Han kiggede sig omkring og prøvede vidst at gøre det sådan så jeg ikke så det, men selvfølgelig gør jeg det. Jeg er jo ikke dum. Da han kiggede ligeud igen tog han solbrillerne af og lagde en arm om mit liv, hvorfor er det egentlig så vigtig at der ikke er nogen der ser os? Vi er blevet set, og sådan er det bare! "Jeg er altså ked af det billede," sagde han lavt lige uden for mit øre. Jeg kiggede ned, skal vi virkelig tage den nu? "Det er ligemeget Louis, sket er sket, der er ikke noget vi kan gøre ved det nu," jeg trak på skuldrene og så ham ind i øjnene for at vise at jeg faktisk mener det.

"Jeg burde bare helt have ladet være, selvom jeg godt ved det ikke betyder noget, så ønsker jeg bare at du stadig skal være den Abbey du er nu og ikke bliver til en anden," jeg kiggede hurtigt op på ham. "Så det du siger... Er at du... Ikke vil, være sammen med mig mere?" jeg sank en klump, mener han virkelig det? "Selvfølgelig vil jeg det! Men jeg gav dig ikke noget valg, jeg spurgte dig ikke engang om det er det her du vil," hans øjne udstrålede ikke andet en skyld, jeg ville ønske jeg kunne fjerne det. Men han har ret, han gav mig ikke noget valg. Men jeg bestemte det jo også selv.

"Det er ikke din skyld, jeg ville jo også gerne selv. At være sammen med dig indebærer det her, og så er det bare sådan. Desuden så er jeg Chelseas bedste veninde, og det har jeg altså været siden første klasse. Jeg er altså ikke helt nybegynder inden for pressen, desuden så elsker de mig," grinede jeg lavt og drillende, utroligt så egoistisk jeg er i dag. Det må være fordi jeg er glad. Han smilede skævt. De andre stoppede op uden foran et sted der lyste næsten hele gaden op. Jaih! Vi skal spise kinesisk i dag! Skønt, jeg elsker kinesisk mad. Faktisk er det det eneste mad mig og Chelsea spiser når vi skal bestille noget, vi elsker det begge to. Inden vi nåede hen til de andre stoppede Louis op, hvilket gjorde jeg også måtte.

"Hvad fik du egentlig af afgangskaraktere i matematik i High School?" jeg kiggede underligt op på ham, sig mig hvad er det for et spørgsmål? "Ehm... 10," han smilede "Godt," jeg kiggede spørgende op på ham. "Hvorfor er det godt?" "-Fordi jeg fik 12," svarede han og grinede. Jeg rullede øjne og begyndte at gå, han er altid den samme Louis. Ligemeget hvor alvorligt tingene de er, og der er intet der kunne være mere perfekt, end det.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...