Created Memories

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 28 apr. 2018
  • Status: Igang
Tror du på skæbnen? Det gør Abbey og Chelsea. Det er ihvertfald skæbnen der afgjorde at de to piger skulle følge hinanden igennem livet, både i medgang og modgang. Men livet er ikke let, og det er det heller ikke selvom man hedder Chelsea Tomlinson. De to piger har altid støttet op om hinanden, men når uddannelse og en pludselig graviditet opstår, begynder det 7 år lange venskab at vakle. Dog ikke mere end at Abbey og Chelsea stadig står sammen. De må begge træffe svære valg. Men alle valg har sine fordele, og ulemper.

15Likes
8Kommentarer
7176Visninger
AA

3. 2

 


A B B E Y

 

"You can do anything.

But not everything..."

- David Allen

 

Kapitel af Rimaa

Date; 1 March 2015, 14:56

"Og så... så lå de bare der," snøftede hun og tog en stor skefuld is til, jeg lagde trøstende en hånd på hendes arm. "Jeg ved det, han er en stor idiot," hun snøftede endnu højere, mens jeg tog en bid af min is. Det var ikke fordi jeg havde specielt meget lyst til den, altså det var ikke mig der havde hjertesorger. Men når ens bedste veninde sad og spiste det, så er man ligesom næsten også tvunget selv. Og fordi jeg elskede hende så gør jeg det, men altså. Hvem havde ikke bare lidt lyst til Ben & Jerry? Hun snøftede og pudsede for firehundrede gang sin næse. "Altså, desuden ved du jeg aldrig har kunne lide ham," smilede jeg og prøvede at løfte stemningen lidt, hun kiggede på mig, og brød endnu mere ud i gråd.

"Jeg elskede ham!" suk, det gjorde vidst ikke det hele meget bedre. En dør smækkede et sted nede i lejligheden, og Louis, altså Chelseas storebror, kom gående ud fra den. Han stoppede op, og jeg vendte igen blikket mod Chelsea, der sad med store røde øjne og lignede Rudolf på næsen. "Græder du stadig? Nu kan det altså være nok! Jeg burde tage en snak med ham," det gav et sæt i Chelsea, og på rekordtid var hun oppe og stå. "Nej du gør ej!" råbte hun og lagde armene over kors. "Hvis du først begynder at slå på ham, så... så har han jo aldrig en chance for at sige undskyld!" jeg rejste mig op.

"Vil du have ham tilbage?" spurgte jeg undrende. "Helt ærligt Chelsea, det mener du ikke. Svinet var dig utro!" knurrede Louis, åh gud, søskende fight igen. "Selvfølgelig vil jeg ikke have ham tilbage, det... var bare noget jeg sagde" mumlede hun og satte sig ned. Jeg mødte Louis' øjne, han trak på skuldrene og jeg rystede på hovedet, så satte jeg mig ellers ned igen. Chelsea havde sat sig, og grovåd nu af sin is, og fordi jeg skam forstod hende begyndte jeg på det samme. "Kvinder!" udbrød Louis dramatisk. "Jeg er din søster!" rettede Chelsea arrigt, men for at stoppe den fight jeg havde været vidne til flere gange, lagde jeg en hånd på hendes arm.

Jeg kiggede forsigtigt over på Chelsea, hendes hår var uglet, og tårerne rendte ned af kinderne på hende. Ikke en af de bedste dage for hende, men helt ærligt, vi skulle være taknemmelige for at hun ikke begyndte at slå ham ned. Altså ikke fordi jeg havde gjordt det, jeg var jo den der stille type der nok også bare havde sat mig ned og stortudet. Dog var Chelsea også lidt mere hidsig hvad angår det her, jeg ville jo bare være... ked af det. Hun lagde hovedet på min skulder og sukkede. "Jeg hader drenge," mumlede hun og tørrede sine øjne, så mascaraen klistrede sig fast til hendes hånd.

Endnu engang hev jeg et lommetørklæde frem, og gav hende det så hun kunne tørre øjnene. "Jeg tror jeg vil være ligesom dig Abbey, at jeg bare helt dropper mænd," det gav et sæt i mig. "Chelsea! Jeg har da haft masser af kærester," udbrød jeg, Louis kom grinende ind. "Må vi så høre?" spurgte han flabet og satte sig ned ved siden af Chelsea. "Hold op med det der! Der har da været masse af... drenge, i mit liv," hakkede jeg. "Jaja det er fint," sagde Chelsea kort, og tørrede sine øjne.

Louis løftede øjenbrynene og tændte for fjernsynet. "Ved du hvad der hjælper på kærestesorger Chel?" hun kiggede op på mig og rystede på hovedet. "Det bedste er faktisk at være sammen med en anden, jo hurtigere du finder en ny, jo hurtigere er den anden forsvundet," hendes øjne lyste op over mit forslag.

"Er det rigtigt?" spurgte hun begejstret, jeg nikkede. Hun rejste sig hurtigt op. "Jeg mødte jo ham der i går, eller ham fra sidste uge af. Men dengang var jeg jo sammen med Derek så der kunne jeg ikke... Jeg finder lige min mobil! Ja for man går jo ikke forbi en lækker dreng uden at få hans nummer," smilede hun og blinkede, jep den gamle Chelsea er tilbage. Bortset fra at der nu sidder en utilfreds Louis. "Fik du lige min søster til at være sammen med en dreng?" spurgte han, jeg nikkede og grinede. "Du skal ikke være bekymret for hende, jeg skal nok sørge for at der ikke kommer flere knuste hjerter," smilede jeg.

 

_____________________________

 

To timer senere stod jeg så og ventede på den skide bus. Louis havde faktisk tilbudt at køre mig hjem, men det havde altså været for akavet. Så ja, jeg havde pænt takket nej og var smuttet samtidig med Chelsea. En regndråbe faldt ned på mit hår, hutigt trak jeg mig ind under det der halvtag. Jeg håbede for Chelsea at hun snart kom sig over den idiot til Derek, helt ærligt, hvad tænkte den fyr også på? Chelsea var alt, og nu var Derek intet. En bus drejede om hjørnet for enden af vejen, og endelig kunne jeg ånde lettet op.

Jeg rejste mig, og hev min taske op på skulderen. Den stoppede og døren trak sig til side, jeg viste mit buskort og trådte ind. Der sad ikke mange, det plejer der ellers altid at gøre når det styrtede sådan ned. Men nårh ja, det var også kun mig med sådan et kedeligt liv der lagde mærke til sådan noget. Jeg fandt et sæde, satte mig og proppede musik i ørerne.

Nogle satte sig ned ved siden af mig, skal jeg kigge eller lade være? Jeg droppede det. "Hej," undskyld er det mig der bliver snakket til? Jeg kiggede til siden, pis! Hvad fanden laver han her? "Hvad vil du Derek?" mit spørgsmål var hårdt, mest en hentydning til at han skal skride. Jeg hev høretelefonerne ud af ørerne og lagde dem ned i min taske. "Abbey du bliver nødt til at snakke med Chelsea," jeg grinede ironisk. "Som om jeg ville gøre det, du er den største idiot jeg længe har set på," knurrede jeg og ville rejse mig men han hev mig ned at sidde.

"Det var ikke meningen det skulle ske, intet af det skulle være sket," udbrød han frustreret. "Slip mig eller jeg skriger," truede jeg, og det er altså dybt alvorligt ment. Han skal kraftedeme ikke komme og hive fat i mig, den... utro lille lus! "Abbey vær nu seriøs..." "-Seriøs! Du var min bedste veninde utro! Hvad fanden regner du med!?" et par folk løftede hovedet og kiggede. Jeg ved det, mit flip er nok for flippet. "Abbey, jeg beder dig," hans stemme lød oprigtig såret, men jeg kendte ham, Derek var desværre alt for god til skuespil.

Jeg lagde mit ansigt helt tæt på hans. "Du holder dig langt væk fra Chelsea, hun er allerede over dig," så tog jeg min taske, og trykkede på stop knappen selv om jeg langt fra er hjemme. Det er ligemeget, jeg skal bare væk, dørerne åbnede og jeg trådte ud. Mørket havde lagt sig, og her stod jeg så, helt alene ved en busstopsted. Og selvfølgelig var der kun en at ringe til, og det var altså ikke min far. For han boede sådan set en time væk. Jeg fandt min mobil frem.

"Louis? Jeg kunne godt bruge det lift nu."

___________________________

Goddag alle sammen!

Rimaa her!

Jeg håber i nyder regnvejret, for hold da op det regner her.

Jeg håber i kan lide historien indtil videre, og så vil jeg ellers bare ønske jer god læselyst!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...