Created Memories

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 28 apr. 2018
  • Status: Igang
Tror du på skæbnen? Det gør Abbey og Chelsea. Det er ihvertfald skæbnen der afgjorde at de to piger skulle følge hinanden igennem livet, både i medgang og modgang. Men livet er ikke let, og det er det heller ikke selvom man hedder Chelsea Tomlinson. De to piger har altid støttet op om hinanden, men når uddannelse og en pludselig graviditet opstår, begynder det 7 år lange venskab at vakle. Dog ikke mere end at Abbey og Chelsea stadig står sammen. De må begge træffe svære valg. Men alle valg har sine fordele, og ulemper.

15Likes
8Kommentarer
7215Visninger
AA

20. 19

 


- Chelsea -

 

"Only you, and you alone can change you'r situation.

Don't blame it on anything, or anyone."

- Leonardo DiCaprio

 

Kapitel at Zackie

Date; 23 April 2015, 19:46

Med et kæmpe suk lod jeg mig dumpe ned i sofaen, og svang benene op på bordet. Nemo kom lidt efter trippende hen, og sprang med lethed op i sofaen, som vejede han ingenting. Med den størrelse skulle man ellers ikke tro at det var så let for ham. Jeg lod min hånd køre hen over hans tykke pels, hvilket fik ham til at udbryde en tilfreds brummen, og bore neglene ned i sofaen. Et lille smil bredte sig på mine læber, og jeg betragtede Nemos spinnende bevægelser, imens jeg lod min hånd nusse hans pels. 

Jeg stoppede med at kæle Nemo og rejste mig istedet op. Nemo kom med en utilfreds lyd, og jeg sendte ham et uskyldigt blik. Jeg gik hen til køkkenet, og fyldte et krus op med te, der er ikke noget bedre end en kop te om aftenen, ihvertfald ikke hvad jeg ved af. Bortset fra hvis man ser bort for Cookie dough is. Men te bringer en god natssøvn, og det er også hyggeligt at sidde med en kop te, med benene oppe på bordet, og med en god te. Så kan i se hvor jeg vil hen? Te skal man bare have om aftenen hvis man vil have en hyggeligt aften. Det kræver selvfølgelig at man kan lide te. 

Jeg fandt vej ind i stuen igen, og lod mig synke ned i sofaens puder. Mine hænder var foldet rundt om den lune kop, og gjorde dem helt varme. Jeg smækkede benene op på bordet, og langede ud efter fjernbetjeningen. Som jeg sagde før, findes der ikke noget bedre end at side med en kop te, fødderne oppe, og se en god film. Lige nu manglede jeg bare lige filmen, men de lægger inde hos mig, og lige nu magter jeg ikke lige at rejse mig op. Men det kender i vel? Det at man lige har sat sig, men kommer så i tanke om at man har glemt noget? Jeg tog en tår af min te, og betragtede Nemo og Pivskid ud af øjenkrogen i færd med at lege. Et lille smil formede sig på mine læber, inden jeg vendte blikket mod fjernsynet, hvor serien "Friends" kørte. Perfekt timing, lige hvad jeg havde brug for på min lille hygge aften. Abbey er forresten hjemme hos sin mormor hvis i undrede jer, så jeg er alene hjemme, derfor er der dømt hyggeafteeen!

En banken fik mig trukket ud af mine tanker, og til at rynke brynene. Abbey ville da ikke allerede komme hjem? Og havde hun ikke nøgler? Jeg rejste mig fra sofaen, og tøffede ud i gangen. Jeg låste døren op, og trak ned i håndtaget. "Li -" mere nåede jeg ikke at sige før Liam trådte et skridt tættere på og lod hans læber smelte mod mine. En mærkelig følelse strømmede igennem min krop, som stod neglet til gulvet, ikke i stand til at bevæge sig.

Jeg følte mig rastløs, og ikke mindst chokeret. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, eller hvor. Hans læber føltes bløde mod mine, og bragte en masse følelser frem, der hver kæmpede sin kamp om at træde til, og som gjorde det hele mere uoverskueligt end det i forvejen var. Mit hjerte bankede ukontrolleret mod mit bryst, samtidig med at en knude dannede sig i min mave.   

Hans hænder der placerede sig på mine hofter, fik mig trukket tilbage til virkeligheden. Selvom en masse tanker stadig kørte forvildet rundt i mit hovede. I et øjeblik stod jeg stadig lammet til gulvet. Sommerfuglene baskede rundt i maven på mig, og sendte en masse små gys rundt i min krop. Jeg førte forsigtigt mine hænder om bag hans nakke, og pressede min krop tættere mod hans, uvidende om hvad jeg egentlig foretog mig. Jeg burde i virkeligheden stoppe, og protestere, men lige nu handlede jeg før jeg tænkte, og lige nu ville jeg bare mærke hans varme krop mod mig, mærke hans tilstedeværelse. 

Hans læber bevægede sig en smule, som kunne tyde på et smil. Jeg kunne ikke selv lade være med at smile. Vores læber bevægede sig i takt med hinanden, samt følelserne stadig fløj rundt i min krop, og prøvede at finde en balance. Han trak sig langsomt fra mig, og lod hans øjne møde mine. Hans chokolade brune øjne borede sig dybt ind i mine, og fik mig næsten til at fare vild i hans øjne, der udtrykte en masse følelser. 

"Hvor har jeg ventet længe på at kunne gøre det," hans ord fik et lille smil til at forme sig på mine læber. Så han havde ligefrem ventet? "Virkelig? Så du syntes ikke at det går for hurtigt?" spurgte jeg, og bed mig kort i læben. Hans øjne stirrede i et øjeblik ind i mine, inden han tog en dyb indåning. "Ærlig talt, så ved jeg det ikke.." svarede han, og lod sit blik søge ned mod gulvet. Jeg sukkede dybt. Så han var ligeså forvirret som jeg, og alligevel havde vi handlet som vi gjorde.

Vi begge havde formået at have forventninger til hinanden, uden selv at have en bagtanke. Derfor stod vi i denne situation som nu, fordi vi begge havde taget fejl af hinanden, og ikke vidste hvad vi skulle gøre nu. Vi begge havde været lige gode om det, godt nok startede Liam kysset, men jeg valgte i sidste ende at give for, og kysse med, hvilket jeg lige nu fortrød. Det hele var så forkert på mange måder, men alligevel føltes det rigtigt. 

"Jeg... må nok hellere gå," Liam løftede blikket fra gulvet, og kløede sig akavet i nakken. Jeg nikkede, og betragtede ham tage sit overtøj på. Han sendte mig et svagt smil, og forsvandt ud af hoveddøren. Endnu et suk undslap min mund, og jeg bevægede mig ind i stuen. 

Det var nok også bedst at Liam nu var gået, så vi kunne få noget tid til at tænke over fremtiden, som vi begge var usikre omkring. Det hele var også bare så forvirrende, som sagt kunne jeg godt lide Liam, men det ville være forkert at have et forhold, nu når jeg var gravid. Desuden burde han ikke være vild med mig, når jeg ventede en andens barn. Hvem ville også lige være i et forhold med en gravid 19 årig? 

______________________________

 

Date: 18 July 2015, 22:34

" - og så gik hun direkte hen til ham, og spurgte efter en autograf! Da hun var sikker på at han var Robbie Williams, det var så pinligt!" grinte hun, og rystede kort på hovedet. Jeg sendte hende et svagt smil, imens mit blik stadig stirrede ligeud. Smilet nåede sikkert ikke engang op til øjnene, men jeg kunne ikke andet end at tænke på Liam. Han havde virkelig formået at få mine tanker på ham. Hvilket gjorde at jeg ikke havde hørt på halvdelen af hvad Abbey sagde, selvom det lød som om hun havde haft en hyggelig tur med sin mormor. 

"Sig mig, hvad er det galt med dig i dag?" hun løftede spørgende det ene øjenbryn, og tog en tår af sin te. Jeg kiggede på hende og trak på skuldrene. "Ved jeg ikke, er vel bare lidt træt. Så din mormor troede at en mand var Robbie Williams?" spurgte jeg, og forsøgte at bringe noget andet på bane. Abbey sendte mig et undrende blik, inden hun nikkede forstående. "Ja, du skulle seriøst have set hans ansigtsudtryk!" hun forsøgte at efterligne hans udtryk, men det blev tydeligvis ikke det samme. Jeg grinte kort, det var nogle gang det gode ved Abbey. Hun var så forståelig, hun kunne tydeligvis se at jeg ikke kun var træt, men alligevel lod hun det ligge, selvom jeg sikkert skulle være forberedt på at blive bombarderet med spørgsmål en anden dag. 

"Hvad så?" spurgte jeg, og besluttede at jeg hellere måtte gemme tankerne væk, nu når Abbey forsøgte at køre en samtale. "Ja, det er tydeligvis sidste gang jeg går i storcenteret med min mormor," konstaterede hun, og rystede en gang på hovedet. "Ej, det var hyggeligt nok, desuden tror jeg ikke jeg slipper for hendes pinlighed uanset hvor vi er," grinte hun, jeg sendte hende et smil. "Ej så slem kan hun da umulig være, hvad Louis ikke gjorde for at forhindre mig i at gå på date før i tiden," jeg rystede en gang på hovedet, og Abbey slog et grin op. 

"Ligesom den gang han afbrød din date, ved at sige der var Disney sjov?" spurgte hun, og brød ud i grin igen. Jeg førte hånden op til panden, og rystede en gang på hovedet. "Tro mig, det glemmer jeg ikke foreløbig" jeg sendte hende et smil, og lænede mig tilbage i sofaen. Ja, Louis havde en gang brudt ind på en restaurant og afbrudt min date, ved at sige at der var Disney sjov, hvilket selvfølgelig fik min date til at grine. Jeg prøvede selvfølgelig at få ham til at gå, men som Louis er, giver han ikke op! Det er nok en af de ting vi har tilfælles, - stædighed. Vi vil begge have ret, og da jeg afviste ham, begyndte han at "fake" græde over at jeg ikke ville se Disney sjov med ham, og skabte derfor en masse opmærksomhed. Så jeg måtte afbryde min date, for ikke at skabe mere opmærksomhed, og vi som ikke engang ser Disney sjov! Jeg kan godt sige jer, at han ikke blev bedstevenner med min skulder den aften.

"Ja, det var dengang" sagde jeg lavt, og lukkede kort øjnene i. Jeg kunne fornemme Abbey nikke, og bagefter høre noget skramlen. Jeg åbnede langsomt det ene øje, og fandt Nemo og Pivskid i færd med at kæmpe om en bold. Et grin forladte min mund, da Pivskid sprang over Nemo, hvilket så ret voldsomt ud, men heldigvis var det kun leg. Abbey sad også og betragtede de to små missekatter, som jeg virkelig havde fået et godt hjerte for!

 

________________________________

Hej folkens!

Undskyld der er gået så lang tid, ih der er bare så meget om ørerne!

Men jeg håber i kunne lide kapitlet <3

​Og forresten, har i set vores nye cover!? Vi elsker det <3

Knus Zackie 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...