Created Memories

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 28 apr. 2018
  • Status: Igang
Tror du på skæbnen? Det gør Abbey og Chelsea. Det er ihvertfald skæbnen der afgjorde at de to piger skulle følge hinanden igennem livet, både i medgang og modgang. Men livet er ikke let, og det er det heller ikke selvom man hedder Chelsea Tomlinson. De to piger har altid støttet op om hinanden, men når uddannelse og en pludselig graviditet opstår, begynder det 7 år lange venskab at vakle. Dog ikke mere end at Abbey og Chelsea stadig står sammen. De må begge træffe svære valg. Men alle valg har sine fordele, og ulemper.

15Likes
8Kommentarer
7184Visninger
AA

19. 18

 

- Abbey -

 

"A girl doesn't need anyone,

who doesn't need her."

- Marilyn Monroe

 

Kapitel af Rimaa

Date; 17 April 2015, 21:01 

Træt lænede jeg mig tilbage i sædet mens jeg skruede højere op for musikken, hele min dag havde jeg brugt på ikke at tænke på noget. Så faktisk prøvede jeg at tænke på at jeg ikke måtte tænke på noget, heldigvis har jeg også været hjemme hos mine forældre i dag. De kunne holde tankerne lidt væk. Efter kysset med Louis, har jeg faktisk bare prøvet at komme tilbage til min normale hverdag. Se nu kom jeg alligevel til at tænke på det!

Det hele gør også bare så ondt, men det er vel meget normalt. Chelsea har heldigvis været sød ikke at spørge om noget, hun har vidst kunne mærke det på mig. Hvilket minder mig om at Pivskid skal til dyrelægen i morgen, han skal vaccineres. Jeg har lovet Chelsea at gøre det så hun ikke behøver køre, jeg ved ikke lige hvad det er der sker med os, men det har helt sikkert at gøre med nogen drenge. Hvilken dreng det så er at Chelsea har lidt problemer med aner jeg ikke.

Hun spørger ikke mig og jeg spørger ikke hende, desuden har vi lovet hinanden at der aldrig nogensinde må komme en dreng imellem os. Faktisk er det med mig og Louis meget praktisk alligevel, for Chelsea kan jo ikke falde for sin storebror! Men nej, mig og Louis skal bare ikke være sammen. Det er forkert, også selvom det ikke føles forkert. Ja, jeg har tænkt meget over det, også selvom at jeg jo ikke må tænke!

Jeg er nået frem til det her nu; Jeg kan ikke undvære ham, men jeg må gøre det alligevel. Syntes i ikke det lyder logisk? Altså i mit hoved lyder det meget godt, og smertefuldt, men det er ligesom menustrationsmerter. Man skal bare igennem det. Ved tanken gav det et jag i maven, ja, jeg har lige fået den. For to timer siden, ude på min mors og fars toilet. Heldigvis har min mor jo stadig bind, så intet problem der. Men så betyder det at jeg ikke er gravid. Men hvem skulle jeg dog også være blevet det med... Jeg ved hvad i tænker, og nej, nej nej, og atter ja. For det kunne jo rent faktisk godt være sket... Ups.

Men vi var jo aldrig sammen! Altså ikke sammen, sammen. En krampeagtig følelse bredte sig i min mave, av. Jeg hader menustration! Det gør altid så ondt. På mig gør det ihvertfald, altså det er ikke sådan så jeg ikke kan leve med det. Alligevel gør det ondt, øv igen. Og igen.

Metroen stoppede forsigtigt op og jeg slukkede for musikken og tog høretelfonerne ud for at pakke dem ned i min taske. Som metroen stoppede helt rejste jeg mig og hev min taske over skulderen, et lysglimt fik mig til at dreje mig hurtigt om. Fedt, en paparazzi der har fulgt efter mig. Man kan ikke sige jeg ikke er vant til det, jeg er trods alt Chelseas bedste veninde. Godt nok har de aldrig fulgt sådan efter os, men det er fordi vi har boet hjemme hos Louis. Tro mig, der har været overskrifter, masser af overskrifter.

Han begyndte at spørge om Chelsea men jeg lukkede ham ude, en af de gode evner man får af det. Alligevel har jeg lidt ondt af ham, han lever jo af det her, og så står jeg bare og glor. Metroen standsede og hurtigt var jeg den første ude i menneskevrimlen, selv her om aftenen er her trangt. Manden nåede ikke med men han råbte efter mig. Jeg koncentrerede mig om ikke at træde folk over fødderne, da en hånd greb fat i min. Jeg prøvede at slå hælene i men da jeg prøvede trak han mig bare videre så jeg var ved at snuble over mine egne fødder. Hvor elegant ville det ikke lige have været... 

"Hvem i alverden er du?" personen standsede lidt væk fra menneskerne med ryggen til dem. Hvem fanden er det her? Solbrillerne og hætten dækkede hans ansigt og jeg trak automatisk et skridt tilbage. "Det er mig," sagde han og trak solbrillerne væk. "Louis!? Hvad i alverden laver du her?" "Shh," han kiggede sig omkring. "Hør her, jeg har virkelig ikke lyst til at snakke lige nu, og du kan da ikke bare komme og tage sådan fat i mig. Jeg blev virkelig bange," skændte jeg lavt. "Undskyld," hviskede han og rakte ud efter mit ansigt men jeg undveg.

Det er nok at han bare står og ser mig ind i øjnene. Manden fra før dukkede op med sit kamera. Jeg bed mig i læben, dårlig timing. "Hvad er der?" jeg pegede hen på manden der heldigvis ikke havde opdaget os endnu. Louis tog hurtigt solbrillerne på da han så det. "Pis," mumlede han. Så tog han fat i min hånd igen og trak mig afsted, jeg nåede lige at møde mandens øjne inden jeg blev trukket rundt om et hjørne. Sig mig vil han ikke godt stoppe med at trække sådan afsted med mig? Hvad har jeg ben til hvis at jeg ikke selv må bruge dem altså?

Han åbnede en dør og trak mig ind og låste den. Undskyld mig, men hvorfor står vi på et beskidt toilet på metrostationen? Nårh ja, fordi Louis syntes det er sjovt at komme her i stedet for bare at ringe på vores lejlighed som et normalt menneske ville have gjordt! Han trak solbrillerne og hætten ned og strøg lettet en hånd igennem håret. Jeg lagde armene over kors og kiggede væk fra ham. "Du ser altså forfærdeligt godt ud i den der," smilede han charmerende og lod blikket glide ned over min krop. "Louis!" udbrød jeg, og kiggede irriteret på ham. Han glippede lidt med øjnene. "Jeg tænkte bare at det måske var på tide du begyndte at snakke til mig igen. Vi har altså været igennem det her en gang Abbey," jeg trak på skuldrene.

"Der endte det da meget godt ikke?" sagde jeg kort. "Hvad er der galt med dig?" spurgte han og lagde en hånd på min kind, jeg sagde ingenting, kiggede bare ned. Der var stille lidt. "Det er bare ikke fair," mumlede jeg, han kiggede uforstående på mig. Hans tommelfinger strøg blidt ned over min kind. "Hvad er ikke fair?" spurgte han blidt. "Chelsea er min bedste veninde, du forstår ikke hvordan det er at holde så noget her hemmeligt. Det er forfærdeligt, især fordi vi aldrig har holdt noget hemmeligt. Især ikke omkring drenge," det sidste mumlede jeg, men han hørte det sikkert alligevel.

"Du har ret i at jeg ikke lige forstår jeres forhold, egentlig heller ikke vores. Men jeg ved tilgengæld at det ikke nytter noget vi bare ignorere hinanden, og hvad er meningen lige med ikke at turde være sammen på grund af sin bedste veninde?" jeg rystede på hovedet. "Sådan må du altså ikke snakke om Chelsea, det er jo ikke hendes skyld at jeg ikke står og kysser dig lige nu. Det er min egen, og det er netop på grund af Chelsea jeg ikke gør det, hun har nok at tænke på. Desuden så ville hun få et meget slemt flip hvis hun fandt ud af at du er sammen med mig," han smilede.

"Du ved godt jeg ikke mente det på den måde," sagde han alvorligt og lagde armene om mit liv ligesom han havde gjordt den aften, den aften hvor det for alvor gik op for mig hvad jeg føler for Louis, og det er noget meget slemt som nemt kan give hjerteproblemer. "Du siger altså det er din egen skyld at du ikke står og kysser mig lige nu?" jeg rullede øjne. "Jeg kunne jo tvinge dig til det," smilede han med et drillende blik. "Det kunne du jo aldrig finde på," grinede jeg.

Han løftede øjenbrynene. "Så du vil altså gerne kysse mig?" jeg nikkede. "Jeg ved bare ikke rigtig om du har fortjent det, efter at du nær havde skræmt livet af mig," jeg lagde hænderne på hans bryst og skubbede ham drillende væk. "Det mener du ikke vel?" spurgte han såret. Jeg løftede mit ansigt op mod hans. "Jo, helt alvorligt," hviskede jeg og kyssede ham. Selvfølgelig mener jeg det ikke! Men han havde ret, overordnet set er det nok lidt af en chance jeg har taget.

Men sådan er det, og nu er den altså taget. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...