Created Memories

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 28 apr. 2018
  • Status: Igang
Tror du på skæbnen? Det gør Abbey og Chelsea. Det er ihvertfald skæbnen der afgjorde at de to piger skulle følge hinanden igennem livet, både i medgang og modgang. Men livet er ikke let, og det er det heller ikke selvom man hedder Chelsea Tomlinson. De to piger har altid støttet op om hinanden, men når uddannelse og en pludselig graviditet opstår, begynder det 7 år lange venskab at vakle. Dog ikke mere end at Abbey og Chelsea stadig står sammen. De må begge træffe svære valg. Men alle valg har sine fordele, og ulemper.

15Likes
8Kommentarer
7176Visninger
AA

17. 16

 

- Abbey -

 

"Without the dark,

we'd never see the stars."

- Twilight

 

Kapitel af Rimaa

Date; 11 April 2015, 22:47

"Louis kommer og overnatter i nat, han arbejder sent, og der er kortere vej hen til vores lejlighed," jeg nikkede med munden fuld af ananas. "Jeg skal nok gøre sofaen klar," mumlede jeg. Chelsea nikkede taknemmeligt og proppede det sidste stykke ananas ind i munden, vi havde lige set Bambi, og Chelsea havde haft en stor tudetur. Altså var det kun mig der ikke græder til Bambi? Jeg ved ikke hvorfor... Altså det var syndt, men jeg græd mere over Lady & Vagabonden fx. Det behøvede vi heller ikke diskutere.

Chelsea rejste sig med skålen hvor vi havde haft ananas i, ja jeg havde faktisk også spist ananas. Det smager okay godt! Hvad mon jeg spiste når jeg engang blev gravid? Måske tun? Aner det ikke, altså jeg havde aldrig set Chelsea spise så mange ananaser! Jeg rejste mig og begyndte at finde lagen, dyne og hovedpude frem. Vi havde kun tre værelser i lejligheden, og det sidste værelse var altså næsten ikke noget værelse. Det var til babyen, men Chelsea havde allerede en plan og jeg var sikker på at vi sagtens kunne få gjordt det rummeligt.

Men så måtte Louis altså også nøjedes med sove på sofaen, jeg spredte lagnet ud over den og satte det fast. Så tog jeg dynen med blomster betrækket, hehe, og puden med samme betræk og lagde på sofaen. Jeg fjernede de største puder der stod og lagde dem ovre i stolen ved siden af tv'et, hvor Chelseas elskede lampe i øvrigt også stod. Chelsea kom tilbage iført nattøj, jeg havde trasket rundt i mine bløde løse shorts og t-shirt hele dagen.

Faktisk havde jeg tilbragt dagen med at lave ikke en dyt... "Jeg bliver lige oppe og læser lidt," smilede jeg og hev min bog frem, den er altså forfærdelig spændende. "Okay, men lad nu være med at blive for længe oppe. Du er ikke til at flå op om morgenen," jeg grinede. "Det er da dig der ikke er til at flå op!" Hun rystede på hovedet. "Det siger vi ikke til nogen," så vendte hun om og gik ind på sit værelse og lukkede døren. Jeg satte mit tilrette i sofaen og åbnede min bog, man sov bedre hvis man havde læst lidt først. Og belysningen inde på mit værelse var ikke ligefrem den bedste.

Pivskid mijavede og hoppede op på armlænet i sofaen. Jeg kløede ham lidt på hagen og prøvede at koncentrere mig om min bog, jeg gabte og gled ned under dynen. Forhåbentlig gik der et stykke tid inden Louis kom, jeg skulle gerne nå at læse den her bog færdig inden babyen blev født.

Altså selvfølgelig kom Louis inden babyen bliver født, jeg mente bare at jeg gerne skulle nå at læse et par kapitler nu så jeg ikke havde så meget af den tilbage i morgen eller nogen andre dage. Ikke at den omhandlede babyer, men at jeg sikkert ikke får særlig meget tid til at læse når babyen er kommet til verden... Jeg glædede mig til at se om det er en dreng eller pige! Altså babyen, ikke bogen! Ih altså...

 

_________________________

 

Mine øjne glippede et par gange inden de åbnede sig, lyden af en dør der smækkede og trin havde vækket mig. Jeg satte mig op og min bog faldt til gulvet med et bump, var jeg seriøst faldet i søvn på sofaen? Hvor irriterende... Hvor langt nåede jeg overhovedet i min bog? Jeg samlede min bog op og svang benene ud over sofaen. Regnen trommede mod vinduet, og Pivskid og Nemo var kravlet op på den anden sofa. Louis smed bilnøglerne på spisebordt og gabte, han stoppede op da han så mig. "Abbey?" Spurgte han undrende, jeg smilede og rejste mig.

"Ja undskyld, jeg faldt i søvn på sofaen," han gik hen til mig. "Mens du læste?" Han tog min bog ud af mine hænder og kiggede nysgerrigt på den. "Jah... Det sker af og til," Svarede jeg en smule flovt, han lagde bogen på sofabordet og vendte sig om mod mig. Han stod så tæt på at jeg kunne mærke hans bryst løfte og sænke sig, jeg rødmede og ville træde væk, men den skide sofa forhindrede det! "Har du så sovet godt?" Jeg nikkede. "Og var det en god dag på arbejdet?" Han grinede hæst og lavt mens han nikkede. "Det var okay, det er altid rart at være sammen med drengene," jeg smilede og kiggede ned. Der var stille et stykke tid hvor vi bare stod. "Jeg... skal ud og børste tænder," så pressede jeg mig forbi ham, og lod være med at se ud som om det påvirkede mig at mærke hans kropsvarme.

Mine hænder rystede og mit hjerte bankede da jeg tog min tandbørste og proppede tandpasta på den, jeg skyllede den i koldt vand og begyndte at børste tænder. Jeg spyttede ud og skyllede munden, jeg mødte mit eget blik i spejlet. Hvad var der dog galt med mig? Det bankede lavt på badeværelsesdøren, jeg åbnede og Louis stod udenfor med armene over kors. "Er du ikke sød at fjerne din kat fra min hovedpude?" Jeg måtte bide mig i kinden for ikke at grine. Jeg nikkede og gik ned i stuen, som sagt lå Nemo lige så fint og spinnede på hovedpuden.

Jeg løftede den tunge kat op og bar den over i den anden sofa, jeg vendte mig om og var lige ved at støde ind i Louis. "Godnat," mumlede jeg og prøvede at komme forbi ham, men han greb fat i min hånd og trak mig tilbage. Jeg kiggede forvirret op på ham. Er der flere katte på sofaen eller hvad? Hans øjne mødte mine og jeg sank en klump, burde jeg sige noget? Jeg slog blikket ned, mine kinder brændte men jeg lod som ingenting. Hvis Chelsea vidste hvordan jeg reagerede ved at stå så tæt på hendes storebror, så var jeg bange for at hun krævede jeg gik til Chelsea-Psykolog.

Tro mig, det var sket før. Han lagde to fingre under min hage og løftede mit ansigt, jeg mødte hans blå øjne. Små stød gik igennem min krop, tænk jeg lod ham gøre det her ved mig. Det var jo den direkte billet til en ordentlig omgang hjertesorg, med Ben & Jerry is og det hele... Jeg var nødt til at sige noget til ham, nødt til at protestere. "Louis jeg..." Inden jeg kunne nå at sige noget havde han allerede lagt sine læber blødt oven på mine, straks måtte jeg koncentrere mig om ikke at gå i stå.

Jeg lod mine hænder hænge slapt ned af siden da jeg følte hele min krop blev lammet, mens han strammede grebet om mine hofter. Mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst, mens vores læber bevægede sig i samme takt. Da jeg følte jeg kunne bevæge mig igen, strøg jeg forsigtigt mine fingre ned over hans kind og hen ad hans kæbe, jeg trak mig væk stadig med lukkede øjne da jeg næsten ikke kunne få vejret mere. Jeg lænede mig ind mod ham og lagde mit ansigt mellem hans skulder og hals selvom jeg dog måtte stå lidt på tæer for at kunne det, det hjalp dog da hans arme lagde sig omkring mit liv. En følelse af tryghed lagde sig ind over mig, men det her er så forkert. Hvad skal jeg dog sige til Chelsea?

Han kyssede mig på håret og strøg sin hånd op og ned af min ryg. Da jeg igen kunne tænke klart trak jeg mig helt væk og kiggede ham i øjnene. Hans blik sagde alt, og jeg vidste at jeg havde det samme blik. Et blik der spurgte hvor længe det her vil vare, for holdte det ikke, hvordan skulle vi så nogensinde kunne se hinanden i øjnene igen? Jeg ville være nødt til det, for han er Chelseas storebror. Ville jeg væk fra Louis, betyder det at jeg også skulle væk fra Chelsea.

Og aldrig om jeg nogensinde ville gøre det. "Louis, det her går ikke," hviskede jeg og havde den største lyst til at lade mine tåre få frit løb. "Du skal ikke være ked af det, vi finder ud af det," sagde han opmuntrende og kyssede mig på panden. Jeg sukkede, jeg beklager, men det havde jeg virkelig svært ved at tro på. Hvorfor også Louis? Okay, det er der flere gode svar på... Jeg så ham ind i øjnene og prøvede med mit blik at beskrive alt hvad jeg følte, han skulle til at sige noget mere, men jeg rystede på hovedet.

Det her skal tænkes igennem. Mine læber fandt hans og gav ham et langt kys, men så trak jeg mig ellers væk, slap ham, og gik ind på mit værelse. Jeg lukkede døren bag mig og faldt om i min seng, hvad i alverden er det jeg har gang i? Jeg tog min mobil og så på klokken. Klokken er så kvart i tolv, femten minutter før en ny dag.

Hvad mon den vil bringe?

______________________

 

Yaaas de kyssede! Hvad mon der sker nu??

Håber i stadig læser med!

- Rimaa

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...