Created Memories

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 28 apr. 2018
  • Status: Igang
Tror du på skæbnen? Det gør Abbey og Chelsea. Det er ihvertfald skæbnen der afgjorde at de to piger skulle følge hinanden igennem livet, både i medgang og modgang. Men livet er ikke let, og det er det heller ikke selvom man hedder Chelsea Tomlinson. De to piger har altid støttet op om hinanden, men når uddannelse og en pludselig graviditet opstår, begynder det 7 år lange venskab at vakle. Dog ikke mere end at Abbey og Chelsea stadig står sammen. De må begge træffe svære valg. Men alle valg har sine fordele, og ulemper.

15Likes
8Kommentarer
7176Visninger
AA

16. 15

 


- Chelsea -

 

"The most beautiful things in 

the world cannot be seen or touched,

they are felt with the heart."

- The Little Prince

 

Kapitel af Zackie

Date; 7 April 2015, 13:22

Jeg fyldte mine lunger med luft og pustede ud. Efter at have mødt Derek i centeret, måtte jeg nok hellere fortælle Liam, at jeg ved et uheld havde nævnt ham. Så her stod jeg, ved Liams dør og prøvede at tage mig sammen til at banke på. Bange for hvordan reaktion ville være...

Jeg løftede hånden og bankede på døren. Ventetiden føltes som en evighed. 

Mon han overhovedet var hjemme?

Jeg trippede lidt med foden, og kiggede ned af gangen. Her var stille ikke et eneste øje, hvilket på en måde fik mit hjerte til at banke hårdere mod mit bryst.

En skramlen fik mig til at kigge tilbage på døren, hvor Liam lidt efter dukkede op. Han løftede øjenbrynene, og sendte mig et forvirret blik. "Chelsea, hvad laver du her?" spurgte han. 

Ja Liam, ser du, det er et rigtig godt spørgsmål, som jeg ikke er sikker på, at jeg kan forklare dig. 

Han rykkede sig lidt væk fra døren, og lod mig komme ind. Døren lukkede sig bag mig, og jeg vendte mig om mod Liam. "Jeg skal fortælle dig noget," svarede jeg lavt, og bed mig lidt i læben. Igen, dårlig vane. Han nikkede og viste mig ind i stuen, som viste sig at være overraskende stor og flot, men det var der ikke tid til at tænke på nu.

Jeg lod mig dumpe ned i sofaen, og sukkede så engang. "Jo ser du, det jeg fortæller dig nu, kommer nok som en overraskelse, og jeg har virkelig dummet mig," jeg afbrød mig selv, og lod mine øjne møde Liams. Hans ansigtsydtryk tydede på at han ihvertfald ikke fattede en prik. Hvorfor skulle han også det?

"Jo... Ser du, jeg kom måske - måske ikke, til at fortælle Derek at du er far til mit barn," de sidste ord fløj ud af min mund, og jeg bed mig nervøst i læben, og lod mit blik glide ned på mine lår. Endnu en gang var her stille, og jeg turde ikke møde hans blik, men jeg kunne føle hans blik hvile på mig.

"Uh, du har ananas!" udbrød jeg midt i stilheden. Som den akavede person jeg nu var.

Jeg rejste mig op, og gik hen til frugtskålen, der stod på sofabordet. Jeg greb ud efter en ananas, for derefter at forsvinde ud i køkkenet. "Chelsea," kunne jeg høre Liam sige bag mig, og jeg gav ham et kort blik, inden jeg gik igang med at skære min ananas. Jeg kunne høre ham sukke bag mig, og jeg vendte mig om imod ham, imens jeg fyldte min mund med ananas - ananas, ananas, ananas.

"Undskyld," mumlede jeg skyldbevidst med munden fuld af ananas, det var en af ulemperne ved at være gravid. Dårlig situationsfornemmelse og humørsvingninger. Ikke mindst trangen til ananas. Sådan havde jeg det ihvertfald, men det var vel forskelligt fra kvinde til kvinde?

Han rodede sig frustreret i håret, og lænede sig op af køkkenbordet. "Det gør ikke noget, jeg tænker bare mere på, hvis det bliver spredt ud," jeg lukkede øjnene let og åbnede dem så igen, så de mødte Liams. Hans brune øjne afsøgte mit ansigt, og i et øjeblik blev jeg trukket ind i hans blik. En vidunderlig følelse spirrede i kroppen, og jeg måtte kæmpe med at flytte mit blik. 

Nogle tårer havde samlet sig i øjenkrogen, men jeg ville ikke lade dem få frit løb. Jeg ville ikke græde foran Liam, jeg følte mig så ubeskrivelig dum, men hvorfor skulle jeg også lige give Derek den løgn? Altså, jeg var søster til en verdensberømt sanger, jeg burde da ikke gå og sprede rygter?

Jeg burde da vide, at det var det sidste en kendt person ønskede. Liam trådte et skridt tættere på, og det gav et sug i maven, da hans arme trykt lagde sig om mig. Jeg udstødte en forskrækket lyd, men fór så sammen i hans arme, så tårerne rendte ned af kinderne, og gjorde mine kinder helt våde.

Igen humørsvingninger.

Jeg pressede læberne sammen, for ikke at udstøde nogle hulk. Liam derimod sagde ikke noget, men var overraskende rolig. Hvordan kunne han være så rolig, når jeg måske kunne være skyld i, at han ville komme på forsiden om ca. en uge? Hans hånd kørte i nogle beroligende bevægelser op af min ryg, hvilket fik mig til at slappe af.

"Vi finder på noget," han trak sig lidt væk, så han kunne kigge mig i øjnene. Hans chokoladebrune øjne viste stadig en form for bekymring. Min vejrtrækning var tung, og jeg betragtede hvordan hans bryst roligt hævede sig. Min mave var fyldt med ubehagelige sommerfugle. Hans hænder landede på mine skuldre, og igen fangede han mit blik. 

"Det skal nok gå," sagde han overbevisende, og tørrede med sine tommelfingre, blidt mine tårer væk, fra mine våde kinder. Jeg stirrede i lidt tid på ham, men nikkede så. Jeg ville gerne tro på Liam, men kunne ikke få mig selv til det, hvis det nu ikke ville gå? Men alligevel lød han så overbevisende.. Jeg rettede mig lidt op, og greb en skive ananas. Han sendte mig et smil, og bevægede sig så ind i stuen. Jeg sukkede engang, jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro på, eller hvor jeg skulle gøre af mig selv. Ligenu, havde jeg bare lyst til at mærke Liam krop mod min, og hans arme trygt om mig...

Vent hvad?

Jeg tog fat i tallerkenen med de få stykker ananas skiver, jeg er nærmest blevet ligeså slem som Niall. Altså med hensyn til hans nandos mad, jeg har bare fået et problem med ananaser... Jeg kan ikke engang huske hvornår jeg sidst spiste en anden form for frugt, men i det mindste er ananas ikke noget der feder, det kradser bare på ens tunge. 

Jeg bevægede mig ind i stuen, og lod mit blik glide rundt i lokalet. Liam var her ikke, så jeg kunne give mig tid til at studere stuen. Der var højt til loftet, og store panorama vinduer fyldte hele den ene væg. En sort sofa var placeret op af væggen ved siden af panorama vinduerne, og en pejs stod overfor sofaen, samt et tv der var hængt op over pejsen. Der var også nogle andre små ting, som billeder, hylder, og planter. Her var ret stilet, og personligt. Rart og trygt, hvilket for mig er vigtigt.

"Undskyld, min mobil ringede, så jeg måtte lige tage den," jeg vendte mig om, så mine øjne lå på Liam. Han sendte mig en undskyldende blik, og trådte længere ind i stuen. 

"Det gør ikke noget, jeg må også hellere til at tage hjem," jeg sendte ham et lille smil, inden jeg bevægede mig ud i gangen, hvor jeg med besvær fik taget mine sko på. Jeg skulle til at gå ud af døren, da Liams hånd greb fat i mit håndled. Jeg vendte mig forvirret om imod ham, og skævede ned til hans hånd.

"Chelsea, du må ikke have dårlig samvittighed omkring det med Derek.." hans øjne kiggede dybt ind i mine, som hans ord forladte hans mund. Jeg rystede på hovedet, og sendte ham så et forsigtigt smil. "Farvel Liam," sagde jeg, og forsvandt ud af døren. Jeg kunne høre den lukke bag mig efter lidt tid, og begav mig ned af trapperne. 

Mine følelser hvirvlede rundt inde i min krop, jeg ville så gerne tro på det Liam sagde. Men der ville nok gå lidt tid, inden min dårlige samvittighed ville forsvinde. Jeg åbnede døren som førte ind til lejlighedskomplekset, og blev mødt at solens stråler. Jeg kneb mine øjne en smule sammen, og begav mig i retning mod min lejlighed. 

Vejret var da for en gang skyld godt, himlen var skyfri, hvilket fik solen til at stå skarpt. Små børn løb og legede på tværs over gaderne, hvilket skabte en hyggelig stemning. Det var også tydeligt at se at folk nød vejret, med alle de mennesker der var på gaden. 

Jeg skubbede døren op til lejlighedskomplekset  og begav mig op af de mange trapper. Selvom jeg gik op og ned ad dem hver dag, vender jeg mig nok aldrig til dem. Men det var da god motion, så jeg klagede ikke. Jeg trådte ind i min lejlighed, og blev mødt af to dejlige katte! "Abbey?" jeg hørte min egen stemme fylde rummet, og smed mine sko hen i et hjørne.

"Jaaer?" svarede Abbey tilbage, som bekræftelse på at hun var hjemme. Så fik hun da tidligt fri? Jeg lod mit blik glide nede på klokken - 15:46. Så var det måske ikke helt så tidligt alligevel, havde tiden virkelig gået så stærkt? "Skulle bare se om du var hjemme, - Hej!" jeg bukkede mig ned og samlede Pivskid op. Underligt navn i know, men efter jeg navngav Nemo, har Abbey altså navngivet Pivskid, men navnet passer da! For det er ikke lige den mest stille kat.

"Hvor har du været henne?" Abbey sendte mig et undrende blik, så snart jeg trådte ind i stuen. "Hos Liam," svarede jeg kort, hvilket fik hende til at ændre fra et undrende blik til et overrasket blik. "Fortæl! Foregår der noget mellem dig og Liam?" hun satte sig ned på en barstol, og kiggede forventningsfuld på mig.

Jeg grinte kort, og rystede på hovedet. "Det kan man ikke ligefrem sige, skulle bare lige forklare noget, så.. Hvordan har din dag været?" jeg lod min hånd køre hen over Pivskids pels, "Fint nok, du ved, ligesom alle andre sommerferiedage," jeg nikkede til hendes svar, og bevægede mig hen til sofaen, hvor jeg lod min dumpe ned imellem de bløde puder.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...