★ More than a Meet & Greet ★

Da Nanna får eksklusive Meet & Greet billetter til Justin Biebers udsolgte koncert i København, har hun ingen forventninger om, hvad der går hende i møde. Justin er netop kommet op igen efter sit noget så omtalte breakdown, Selena og ham er stadig en usikker ting og generelt har Justin meget at se til, i og med at hans tour lige er skudt i gang, og han har mange shows foran sig de næste mange måneder.
Men da Nanna endelig møder hendes store idol, er han alt andet, end hvad han var før, og hvad hun praktisk talt måske lidt havde regnet med. Eller måske er det bare overfor hende?

29Likes
22Kommentarer
4208Visninger
AA

4. About loving your closest

 

Nannas synsvinkel

I Føtex, København, søndag d. 4 maj 2015, kl. 20.56

 

Jeg slukker lyset i butikken og lukker og låser døren, da det er lukningstid. I og med at jeg er sidst, skal jeg selvfølgelig også lukke butikken, og det hader jeg dybt seriøst mere end noget andet. Ikke nok med at jeg er mega mørkeræd, så hader jeg også kryb, og når jeg går i gennem lageret for at komme ud, bliver jeg nærmest bombarderet med kryb. Føj for helvede.

Men følelsen af at smutte hjem og at jeg ikke skal tilbage før næste uge, og før jeg har mødt Justin er mega fed. Tanken om at der kun er én uge til, at jeg møder mit aller største idol, mit alt, det er slet ikke til at fatte. Jeg kan blive ved med at fable om, hvor lidt det er til at fatte, men det er simpelthent så sindssygt og helt surrealistisk for mig. Tanken er slet ikke til at bære, og jeg får det vildeste sus hver gang den popper op i mit hovede, århhh..

På vej hjem spekulerer jeg på, hvordan overhovedet jeg skal reagere, når jeg endelig møder Justin. Den tanke har faktisk slet ikke strejfet mig endnu. Jeg har haft så mange andre tanker oppe og vende i mit lille, tanke-omspændende hoved, men slet ikke dén, og det overrasker mig da også lidt, for det er noget jeg faktisk gerne vil have på plads inden mit møde med ham.

Jeg ved udmærket godt, at jeg er en moden pige på 18 år, men alligevel - Når det gælder Justin, bliver jeg pludselig 13 år igen, og tuder over hver eneste lille bitte ting han gør eller siger. Alligevel vil jeg for himlens skyld gerne opføre mig med respekt overfor ham, for jeg ved, hvor meget pris han sætter på, at man gør det, og at man faktisk behandler ham som et menneske, og dén kan jeg også sagtens være med på og følge ham i. For han er jo bare et menneske - et helt igennem fantastisk menneske.

Jeg tænker, at jeg vil prøve bare at komme ind med begge ben på jorden, smile til ham og give ham et ordentligt og tæt knus. Men jeg aner jo ikke, hvordan det hele kommer til at foregå. Om der er totalt meget fart på, og at det bare tager hvad, 10 sekunder, eller om der rent faktisk er tid til lige at få en lille sludder, kramme ham og kigge ham i øjnene. Jeg håber udelukkende på den sidste mulighed, men jeg ved jo netop ingenting, så det er meget svært at forudse og planlægge det hele oppe i mit hoved. Alligevel prøver jeg og må håbe på det bedste, for der er ligesom ikke andet for. Men der er ingen tvivl om, at jeg vil opføre mig så modent og respektabelt overfor ham som overhovedet muligt, det er i hvert fald stensikkert.

Hjemme hos Nanna, København, søndag d. 4 maj 2015, kl. 21.04

 

"Jeg er hjemme...", råber jeg, da jeg træder ind i lejligheden. Jeg sparker mine sko af og trækker hurtigt min medarbejder trøje op over hovedet, og smider den over i vasketøjskurven sammen med alt det andet vasketøj, og fisker hurtigt en hoodie op af kurven igen, lugter til den, og beslutter mig for at tage den på i stedet. Jeg smider min taske op ad væggen i køkkenet, hvor den som altid står på sin faste plads, lægger min iPhone på muren og sætter mig derefter op på køkkenbordet med en bump. 

"Hvad skal vi have til aftensmad?", spørger jeg min mor, som er i fuld gang med at lave et eller andet spiseligt, som dufter voldsomt godt. Vi spiser altid alt efter hvornår folk her i huset kommer hjem fra arbejde eller andet, så derfor spiser vi i dag først nu her ved 21 tiden, hvilket er sent i manges øjne, men det er så men egentlig meget normalt i min familie og det sker ofte at vi også spiser senere. Min mor er nemlig kok, og derfor varierer det rigtig meget med, hvornår hun får fri og så videre. Hun er utrolig god i et køkken generelt, og laver altid den bedste mad. Jeg bliver faktisk aldrig skuffet - heller ikke selvom vi "bare" skal have frikadeller eller forloren hare. Hun kan altid få det til at smage vildt godt, og slet ikke så kedeligt, som det i mine øjne normalt er.

Min mor er en meget åben kvinde, hvis man kan sige det sådan. Jeg kan snakke med min mor om nærmest alt. Om det så er skole problemer, drenge, alkohol, stoffer, sex eller noget helt andet, så føles det bare så naturligt at snakke med hende om det. Det er nok også derfor jeg ingen hæmninger rigtig har. Jeg er også meget åben som person ligesom hende, og har ingen problemer med at skulle snakke om sådanne ting med både mine pige- og drenge venner.

Jeg stoler også utrolig meget på min mor, hvilket helt klart er betryggende, og hun er der altid - hun er nærmest som en veninde for mig, en bedste veninde. Også fordi at hun er okay ung i forhold til andre på min alders mødre. Hun er nemlig "kun" 35 år, så hun fik mig som 17 årig og min storesøster som 16 årig hvilket er ret vildt at tænke på. Det ville jo svare til, at jeg skulle have fået et barn for 2 år siden, og den tanke kan jeg slet ikke bære, for det ligger så fjernt for mig, at skulle få børn i dén alder. Men egentlig synes jeg bare det er fedt med en ung mor, og hun er med på det meste, men stadig meget moden og har sine meninger og holdninger.

Min mor tager med mig til koncerten, da hun selv er ret vild med Justin, og høre hun tit hans musik og sådan. Dog skal jeg selv ind til meet and greet'et, selvom hun sygt gerne ville have mødt ham også, men fordi det er ret så dyrt at møde en af tidens mest kendte mennesker, så var det ikke lige sådan det skulle være. Men jeg glæder mig super meget til at tage til koncerten med hende, og det bliver med sikkerhed en oplevelse, vi kan dele sammen resten af livet!

Hun åbner skuffen med bestik og tager en teske op, hvorefter hun går hen til gryden på komfuret, stikker skeen ned i den, puster, og holder hånden under skeen, hvorefter hun rækker den hen til mig, og lader mig smage. 

"Mmm, det smager godt!", siger jeg smaskende, så jeg kan få den sidste smag ud af det. Det gør mig helt sulten, for jeg har ikke fået noget som helst siden kl. var 16 eller sådan noget, så min mave er så godt som tom, og jeg har brug for mad rimelig hurtigt, for ellers kan jeg godt gå hen og blive mopset, haha.

"Vi skal have gullashsuppe - lige som du kan lide den!", svarer hun og sender mig et varmt smil, hvorefter hun giver mig et hurtigt tantekys på kinden og vender sig om hvor at krydre den lidt til. Jeg betragter hende, og ser hvor hurtigt hun bevæger sig med alle de sager, hun har med at gøre. Selv elsker jeg at lave mad, men ingen kan overgå min mors kærlighed for det. - Hun elsker det virkelig!

"Nåe, hvordan gik det så på arbejdet i dag?", spørger hun, hvor jeg kommer i tanke om mødet med Christopher, som jeg bare må fortælle hende om. Hun elskede Christopher, sådan virkelig, og hun holdte nærmest af ham som sin egen søn, så jeg er sikker på, at hun nok skal blive glad for at høre det.

"Du husker godt Christopher fra folkeskolen, ikke? Jeg mødte ham simpelthent ved kassen i dag - ret pudsigt, for vi er jo begge to flyttet til hver sin del af København, så det var virkelig skønt at se ham igen!", svarer jeg hende begejstret, hvor hun med det samme, hun hører hans navn vender sig om, og kigger med store øjne og et stort smil på mig. 

"Christopher!?", spørger hun nærmest chokeret, "Årh, hvor har jeg dog savnet den dreng!", siger hun så. Jeg elsker at hun er mindst lige så begejstret som jeg, hvis ikke mere. 

"Ja, ikke?!", tilføjer jeg, hvorefter hun med et stort smil nikker og vender sig igen om mod maden, som ser ud til snart at være færdig.

Justins synsvinkel

I lufthavnen, Los Angeles, mandag d. 5 maj 2015, kl. 06.37

 

Endnu en fuld planlagt uge går nu mig og mit crew i møde. De fik mig lidt på dæmperen, med snakken med Scooter i telefonen i går. Jeg har altid elsket Europa, og det er mit absolut yndlings sted. - Både at skulle performe der, men i det hele taget bare menneskene og landene i sig selv. Det er ikke noget nær USA, og det er altid en lettelse for mig at skulle dertil, for der er lidt mere ro på, hvad angår at bevæge sig rundt i landene. Fans'ne er lige så crazy som alle andre steder, men alligevel er der noget over dem, som ikke helt måler sig med de amerikanske fans - dog er det aldrig noget, jeg har udtalt mig om, da det ikke ville sætte mig i specielt godt lys, for at sige det mildt, og jeg vil jo ikke ranke nogen højere end nogen andre!

L.A's lufthavn er altid proppet, om det så er tidlig morgen eller nat. Så der er heldigvis blevet sørget for, at jeg kan bevæge mig rundt i lufthavnen ad små gange hen til mit privatfly, så jeg slipper her klokken halv syv, for at skulle tage mig af fans og så videre, da jeg er meget træt. 

Både Scooter og min far og søskende tager med mig i denne uge, så det skal nok blive godt. Jaxon og Jazmyn har aldrig været i Europa før, så jeg glæder mig meget til forhåbentligt at få tilbragt en god tid med dem derovre også.

"Velkommen, Hr. Bieber.", bliver jeg taget imod af en mand, der tilsyneladende har klædt sig fint på i anledning af dagens "gæst", da jeg som den første træder ind ad en af lufthavnens mange bagindgange. Jeg tror aldrig jeg vil vænne mig til, at blive kaldt Hr. på dén måde - jeg føler mig squ nærmest loyal, og det er altså en ret mærkelig følelse i forhold til, at jeg ikke er noget i nærheden af loyal. Men jeg hilser pænt goddag eller nærmere godmorgen, selvom jeg mest af alt bare har lyst til at gå lige forbi ham. Men jeg må tænke på mit omdømme, som Scooter altid fortæller mig, jeg skal, og selvom dette er en bagindgang, spottede jeg alligevel en papparazi udenfor, så jeg må bide i det sure æble, og for en gang skyld være lidt høflig, selvom jeg er vildt træt, og har lyst til at smide mig ned på gulvet og snuppe en lur.

I privatflyet på vej mod Europa, mandag d. 5 maj 2015, kl. 17.08

 

"Hvornår er vi der, Justin?", spørger Jaxon træt og river mig let i buksebenet. Jeg løfter ham op og sidde på mit skød, så han kan se ud af vinduet, hvorefter han kigger ivrigt på mig efter svar.

"Der er lidt over en time endnu.", svarer jeg og kigger på ham med et smil. Han er efterhånden vokset rigtig meget, at ingengang jeg kan følge med længere, og jeg synes han er vokset flere centimeter for hver gang, jeg ser ham. 

Jeg elsker mine søskende mere end noget som helst andet, og de betyder virkelig alverden for mig. De løfter mig op, og kan altid få mig til at smile og grine, som ingen andre har en jordisk chance for at kunne gøre på samme måde. Jeg vil basically gøre alt for dem. Selvom aldersforskellen er stor, er mine små søskende squ mine bedste venner. Hold nu kæft, hvor holder jeg meget af de unger.

"Ughh, der er lang tid endnu..", mumler han så og hopper ned fra mit skød, for så at gå over og lægge sig i en af sengene på flyet. I det samme går jeg over til ham, får mig presset ned ved siden af ham, og hviler mig lidt, inden vi lander på spansk jord.


I morgenaften skal jeg optræde i Barcelona på Paula Sant Jordi Arena, hvor jeg har spillet før. Inden da håber jeg på, at min jetlag forsvinder i løbet af dagen i morgen, for ellers er jeg med garanti godt træt til koncerten. Dog har jeg lige nu bare brug for at hvile mig, slappe af og være klar til landing om en times tid.

                                                                                                                                                  

Hejsa igen alle sammen!

Jeg undskylder rigtig meget for, at der først kommer et kapitel ud nu efter rigtig lang tid. 

Andet kan jeg ikke sige, end at jeg har haft en god og lang sommerferie, jeg er lige startet i skole igen, men jeg er på banen igen,

og håber på at få endnu et kapitel ud snarest muligt. Dog håber jeg, at I kan lide det! 

- Skriv endelig, hvad I synes, xx 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...