Daughter of Poseidon ¤ Percy Jackson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2017
  • Opdateret: 26 sep. 2017
  • Status: Igang
Poseidons datter er i farer. Percy Jackson bliver sendt ud for, at skulle redde hende. Men det bliver svære end han troede. Hun aner ikke hvem hun er eller noget som helst. Sammen med Grover og Annabeth tager han på den livsfarlige mission for, at redde hans halvsøster. Men som alle ved, når en ved at de er en demigod bliver deres lugt forstærket. Når de finder hende, hvad vil der ske? Hvorfor er hun i farer? Hvad er hun i farer for? Vil deres mission lykkes eller vil nogle dø? Vil de kunne nå til halvblodslejren inden nået går galt? Kan hun redde verden? ¤ Deltager i Fandoms konkurrencen ¤

6Likes
8Kommentarer
767Visninger
AA

6. Kapitel 5 // "Afsted"

Gabriellas synsvinkel 

 

Min mor kigger skræmt på Percy. Hvad fanden er en cyclopes? Jeg rejser mig op fra sofaen, og skynder mig hen til vinduet. Hvad jeg ser ud af vinduet, havde jeg aldrig i mit liv truer at forstille mig. Et kæmpe monster, med kun et øje midt i hans pande står midt på fortovet og kigger omkring. Det er som om at menneskerne ikke lægger mærke til den, det er som om at de ikke kan se den. Den har hud ligesom et almindelig mennesket. Den har hår ned til skulderne og meget lidt skæg. Man kan kun se den har skæg, fordi der er sort der. Et brøl kommer ud fra dens mund, og jeg bakker skræmt væk fra vinduet. Mit hjerte hamre hurtigt, jeg har svært ved at trække vejret og mine håndflader bliver helt svedige.

”Gabriella, vi skal virkelig afsted nu,” siger Annabeth. Jeg kigger på hende, og kigger hen på min mor.

”Hvad med min mor?” spørger jeg. Jeg kan ikke bare efterlade hende her. Hvem ved hvad de vil gøre ved hende?

”Hun kan ikke komme med, hun vil ikke være i sikkerhed. Der hvor vi skal hen, kan hun ikke komme ind, og derfor vil hun være i større farer hvis hun tager med,” siger Annabeth. Jeg kan mærke tårerne forme sig i mine øjne. Hvordan skal jeg kunne efterlade min mor her?

”Hør Gabriella, min mor tog med mig den gang, hun blev taget til fange, hun er godt nok okay nu, men hun vil være i stor fare hvis hun tager med,” understreger Percy.

”Men-” ”Ikke noget men Gab, jeg skal nok passe på mig selv, det er dig der er i farer, ikke mig,” afbryder min mor mig. Jeg har ikke lyst til at efterlade hende, men har jeg noget valg? Derfor vælger jeg bare at nikke, vi har vel heller ikke noget tid af spilde. Jeg går hen til min mor, og lægger mine arme omkring hende. Jeg ved ikke hvornår jeg skal se hende igen. Jeg krammer hende godt ind til mig, og hun krammer mig godt ind til hende. Efter lidt tid giver jeg slip, kigger på hende og smiler til hende.

”Jeg elsker dig mor, tak for alt du har gjort for mig.” Min mor smiler til mig, og lægger sin hånd på min kind.

”Jeg elsker også dig Gab, og jeg vil gøre det hele igen,” svarer min mor jeg. Jeg smiler og skal til at svarer da endnu et brøl lyder, den her gang større.

”Vi skal afsted nu,” siger Percy. Jeg nikker og kigger en sidste gang på min mor. Jeg sender hende et smil, og kysser hende hurtigt på kinden.

”Vi ses igen mor,” hvisker jeg til hende, inden jeg løber med de andre ud af vores lejlighed. Vi kommer udenfor, og jeg stopper hurtigt op. Den Cyclopes er altså højere når man står på jorden. Overraskende høj. Mit hjerte begynder at hamre endnu hurtigere, hvis det overhovedet er muligt. Det vidste jeg ikke, at det var. Men det er det åbenbart. Min vejrtrækning bliver hurtigere, og jeg står som limet fast til jorden.

”Gab, vi skal afsted nu, du må tage dig sammen,” siger Percy med en kommanderende stemme. Jeg synker den klump som har dannet sig i min hals og nikker svagt. Jeg må tage mig sammen. Jeg vil ikke dø i dag, og vi skal så langt væk fra min mor som vi kan. Jeg vil ikke have at hun kommer til skade på grund af mig. Vi sætter alle sammen i løb og løber ned af gaden. Cyclopes brøler endnu engang og begynder at følge efter os. Hvad fanden skal vi gøre? Den tager jo mega store skridt. Jeg er bange. Jeg er bange for at den indhenter os, hvad skal vi så gøre?

Vi drejer ned af en gade. Jeg ved ikke hvor vi er på vej hen, men jeg håber at de ved det. Jeg har ikke styr på noget. Jeg har ikke engang styr på mine tanker. Hvor er vi på vej hen? Ved de overhovedet hvor vi er på vej hen? Hvis de gør, hvordan kommer vi så derhen?

”Vi må finde en hurtigt vej hen til Campen, men vi skal også finde en hurtigt måde, at ryste cyclopes af. Vi bliver nød til at have hende til at træne i Campen,” siger Annabeth. Jeg prøver at følge med i deres samtale, men det er svært. Mine tanker overdøver hvad de snakker om. Mit syn er sløret. Jeg ved slet ikke hvad vi laver.

”Der må være en vej, vi kan kontakte Chiron,” forslår Percy. Hvem fanden er Chiron? Eller skulle man rettere spørger hvad er han? Det er nok lidt ondt, men jeg mener med det jeg har set indtil videre, ved man det ikke. Jeg kigger bag ud, mens jeg løber videre og opdager at Cyclopes er tættere på end jeg lige troede.

”Øøøhh, jeg vil bare lige sige, at den der cyclopes er ret tæt på os,” siger jeg med en bange undertone, mens jeg vender mit hoved mod dem igen. Jeg prøver at være modig. Det sidste de nok har brug for er, at jeg er bange. Det tror jeg ikke lige, at de har brug for. Det har jeg virkelig heller ikke, jeg vil bare gerne have det her overstået. Jeg vil bare gerne tilbage til hvordan mit liv var før. Det var ikke så indviklet. De vender deres hoveder om, mens de løber frem af.

”Fuck,” siger Grover.

”Vi bliver nød til at finde på noget, nu!” siger Grover med en meget seriøs stemme. De vender hovederne frem ad igen, og skanner området. Vi løber videre og drejer ned af forskellige veje, indtil vi kommer til en togstation.

”Vi bliver nød til at starte med at tage toget, det kører hurtigere, og der kører et om 2 minutter. Vi bliver nød til at komme væk nu,” siger Annabeth. Vi nikker alle sammen os enige med hende, og vi løber hen til toget. Vi køber hurtigt en billet, og når lige ind i toget inden det kører. Vi finder os et sted at sidde. Grover og jeg på den ene side, og Annabeth og Percy på den anden side. Toget begynder at kører og jeg kigger ud af vinduet, hvor cyclopes prøver at følge med. Den opdager hurtigt at den ikke kan og stopper op. Et brøl forlader dens mund, og jeg ved ikke hvad det betyder. Jeg ånder lettet ud og kigger hen på Percy og Annabeth som også ser lettet ud.

”Det var en cyclopes, jeg ved ikke om der er flere farer vi skal overleve for at komme derhen hvor vi skal, men vi må hellere være på vagt,” siger Percy. Flere farer? Hvordan skal jeg kunne overleve det her? Hele mit liv er blevet vendt op og ned så hurtigt. Vil jeg nogensinde kunne vænne mig selv til det? Det er vel ikke et spørgsmål, det er vel noget jeg skal. Hele mit liv er ændret nu. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...