Afterwards: SL 2

ALLE KAPITLER ER UDE

Hvad sker der egentlig når man finder sin datter ligge på gulvet og være død af en overdosis? Og hvad sker der når man finder ud af at hun har skrevet mere end ét selvmordsbrev? Der sker det at der er nok indhold til at lave en 2'er. Velkommen til Suicide Letter 2: afterwards

27Likes
10Kommentarer
4154Visninger
AA

7. Kapitel 6 Den første historie

Kapitel 6 Den første historie
"Først og fremmest må i ikke tænke, at jeg er sindsyg når i læser det her. Jeg aner ikke hvem som har fundet det her brev. Men i må ikke dømme mig, jeg er alligvel død!"
Det var de første ord som stod på papiret, moderen sad med i hånden ved Restaurant MC. Det gjorde ondt på hende. Hun vidste ikke hvad hun ville gå ind til. Hun tog sig sammen og gik i dybden med brevet igen. 
"Der er ting som jeg har valgt ikke at fortælle. Ting som selv er overdrevne fra min side af. Men jeg kan ikke tillade mig, at holde dem skjult. Ikke når jeg ved, hvordan jeg har udstillet M, blandt andet. Jeg kommer derfor til at fortælle den første historie, af ting som jeg selv har gjort nu. 
Sidste sommer skete der en masse. En masse som blev for meget for mig. Jeg vidste inderst inde godt, at jeg ikke havde lyst til at leve mere. Men der var grunde. Og selvom jeg har sagt, at jeg ikke vil bebrejde nogen, er der alligevel en person som jeg simpelhent ikke kan undlade at bebrejde. Hans forbogstav er M. Hvis i kender mig, ved i hvem han er. M er en meget høj og stærk person. Han har vel aggressionsproblemer. M var med til at få mig til at føle noget for ham. Jeg manglede den tryghed, som han gav mig, den aften til festen hos Anna. Men efter det, var vores forhold ikke-eksisterende. Jeg følte mig udnyttet og dum. Men jeg følte mig altså også som en luder. Nogle dage efter festen, var jeg meget vred. Vred på M, men også vred på mig selv. Jeg var vred over, at jeg kunne finde på at gøre sådan noget mod Rania, og mod mig selv. Klokken var ikke mere end 3 om natten. Og nu må i ikke tro, at det er en gyser. Jeg kunne ikke holde op med at græde, eller tænke på det jeg havde gjort. Og ikke mindst på hvordan M havde behandlet mig. Jeg følte at alle mine grænser var overskredet. Det blev tid til handling.
Jeg listede ud fra mit værelse, og ud til køkkenet. Først skulle jeg lige være sikker på, at ingen var vågne. Da jeg var sikker. Gik jeg hen til en magnetstang vi havde hængende i køkkenet, tog den skarpeste kniv ned derfra.. i kan vel gætte jer til, hvad jeg havde tænkt mig at gøre. Men jeg fortæller det alligevel. Jeg pakkede kniven ned i en taske jeg havde. Tog en sort hættetrøje samt et par sorte bukser på. Gik ind på mit værelse igen. Åbnede stille og roligt mit vindue. Det var heldigt jeg boede på nederste etage. Jeg kravlede forsigtigt ud af vinduet. Med tasken på mig selvfølgelig. Tog min ulåste cykel i hånden og kørte. Jeg var syg efter hævn.
På hele turen hen til M's hus, ville jeg bakke ud. Jeg var ikke i stand til at hævne mig på den måde. Men jeg stoppede ikke op. Jeg kørte bare der ud af, indtil jeg kunne se vejen hvor han boede på. Han boede i et slags rækkehus tæt op af andre huse. Han boede i nummer 102B. Jeg steg af cyklen og holdte den længere nede ved en busk. Åbnede hans havelåge. Og kunne se at, et af deres vinduer stod på klem. Jeg var meget heldig. For jeg kunne lige netop åbne det og komme ind igennem det. Det virker måske urealistisk, at de ikke vågnede. Men bare rolig, det gjorde de også. 
Jeg var inde! Jeg var inde i min fjendes hus. Jeg var ikke særlig godt forberedt, for jeg vidste faktisk ikke hvor hans værelse lå henne. Hvad var det jeg havde tænkt mig. Var jeg virkelig syg i mit hovede? Jeg fik måske et mindre panikanfald. Jeg kunne jo komme i fængsel for det her! Jeg stoppede ikke nu. Jeg var næsten i mål. Jeg listede derfor videre, indtil jeg kunne se en lukket dør. En lukket dør, der umiddelbart godt kunne ligne en dør til et værelse. Jeg åbnede så stille som muligt op. Jeg var inde på M's værelse! Der var helt mørkt, men det blev lidt bedre, af at døren stod åben. 
Længe stod jeg og stirrede på M. Som en stalker nok havde gjort. Jeg åbnede min taske og træk kniven frem. Jeg kiggede på den et stykke tid. Jeg kunne ikke få mig selv til at gøre det. Jeg var vel ude af mig selv. Jeg begyndte at græde. Selvom jeg må sige at jeg havde grædt nok. Jeg havde slet ikke tænkt over, at jeg måske kunne vække M, ved lyden af min gråd. Jeg kunne høre hans dyne bevæge sig. Han må nok have vendt sig et par gange. Men han var ikke helt vågen. Endnu. Jeg ville ikke være der mere. Jeg åbnede forsigtigt døren. Da han rejste sig halvt op fra sengen. Hans øjne var knapt nok åbne. "Er der nogen?" Jeg svarede ikke og holdte mig for munden. Han sad lidt tid og kiggede ud. Indtil han pludselig lagde sig ned igen. Jeg skulle virkelig ud derfra nu! Jeg småløb ud af hans dør, jeg kunne mærke min fod støde ind i en stol eller et eller andet. Jeg var bange for at det ville vække hele huset. Jeg havde ikke meget tid til at komme ud af huset. Jeg må skamfuldt indrømme, at jeg blev nødt til at komme ud af vinduet igen. Men ikke på samme måde. De ville opdage mig hvis jeg skulle snige mig igennem igen, hvis de allerede var vågne. Jeg svingede tasken mod vinduet så det smadrede. Tusindvis af glasskår lå over det hele under vinduet. Jeg skyndte mig at hoppe ud af vinduet. Og dernæst over havelågen. Jeg turde ikke kigge tilbage. Jeg græd endnu mere. Hvad havde jeg dog gjort? Selvom jeg ikke havde brugt kniven, havde jeg stadigvæk dårlig samvittighed. En dårlig samvittighed som stadig plager mig nu. Men måske ikke mere, for når du eller i læser det her, er jeg allerede død. Men jeg nåede i hvert fald ud til min cykel igen. Jeg skyndte mig alt hvad jeg kunne for, at komme hjem. 
Jeg sov ikke hele natten. Jeg kunne ikke tænke på andet. Dagene efter, ventede jeg bare på, at M's mor skulle ringe til min mor og fortælle hvad jeg havde gjort. Men det skete aldrig. Jeg blev aldrig opdaget."

Moderen så ned på brevet. Hun begyndte at græde. Og ligesom sin datter. Havde hun også grædt meget. Det var måske et selvfølge, alting var sket så hurtigt. Derfor var det svært for moderen. Men mon ikke alle mødre havde reageret i hendes situation? Fortsættes

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...