Afterwards: SL 2

ALLE KAPITLER ER UDE

Hvad sker der egentlig når man finder sin datter ligge på gulvet og være død af en overdosis? Og hvad sker der når man finder ud af at hun har skrevet mere end ét selvmordsbrev? Der sker det at der er nok indhold til at lave en 2'er. Velkommen til Suicide Letter 2: afterwards

27Likes
10Kommentarer
4062Visninger
AA

6. Kapitel 5 Til: den som har fundet mig

Kapitel 5 Til: den som har fundet mig


Vrede. Sorg. Forvirret. Alt det her og meget mere, havde Victorias mor inde i sig, efter hun havde læst brevet. Da hendes mand endelig kom hjem, kom hun grædende hen til ham, viste ham USB-stikket. Han skulle nu være vidne til det hun lige havde læst. Men hvad havde hun i grunden læst? Ikke så meget, bare hendes datters selvmord brev. Hendes mand kiggede forvirret på hende. Hun lagde USB-stikket i håndfladen på ham, og pegede hen mod computeren. Hun var lige så tom for ord som han. Men hans var dog mest af forvirrenhed. Hun var så oprevet, at hun næsten glemte en lille, men vigtig detalje. At det her ikke var det eneste brev.  Der var et brev til, et brev til som måske kunne forklare mere, end hvad det andet kunne? Moderen var tom for ord, men fyldt med spørgsmål. Spørgsmål hun nok ikke ville få svar på.. eller? Det kunne hun kun på én måde.

Ps. 
Jeg har skrevet ét til brev. Men dette brev er en del anderledes. Brevet ligger det eneste sted jeg nogensinde var glad. Hvis i er kloge nok kan i regne det ud. 
    ⁃    Victoria

Det var hvad der stod i brevet. Det eneste sted hun nogensinde var glad. Hvor var mon det? Moderen tænkte sig godt om. Gned sig lidt i panden og satte gang i de udbredte tanker. Alt det her måtte føre til noget. Det eneste sted hun nogensinde var glad. 
"Det eneste sted hun nogensinde var glad". Tanker blev til ord. Victorias mor kunne ikke lade være med at sige det højt, for ellers ville det nok slet ikke give nogen mening for hende. Men selv som hun troede hun ikke ville få noget svar. Gjorde hun. Og selvom hendes mand ikke havde læst brevet. Kunne han afslutte hendes spørgsmål. "Restaurant MC!" Hun vendte hurtigt sit blik mod hans. Det gav mening nu! I stedet for at blive hængende derhjemme og vente på at sin mand blev færdig med brevet. Tog hun bilnøglerne og låste deres bil op. Hun skulle have svar. Og det skulle være lige nu. Der var dog det, at hun havde kørekort, men hun havde aldrig brudt sig om at køre. Moderen havde ikke været ude at køre i mange år. Men hun vidste godt at hun ikke var i stand til at fjerne sin mand fra skærmen, imens han læste brevet. Var det her værd at risikere en bøde for? JA. Hun satte sig ind i bilen. Dannede sig et overblik, hun kunne i alt fald huske hvordan man skulle starte en bil. Så der var første skridt klaret. Men hun skulle nu bakke ud fra deres indkørsel af. Hun trådte ned i pedalen og kørte baglæns ud fra indkørslen. Der var ikke så langt til Restaurant MC fra deres hus. Hun skulle bare lige klare turen på fire-fem kilometer. Og så ville hun være der. 
Hele vejen kørte hun langsommere end det man måtte. Hun ville virkelig ikke risikere noget. Og da hun endelig nåede frem, kunne hun ånde lettet op. Fra andre ville det nok være barnemad. Men for hende var det ubehageligt at køre. Der skete så meget på en gang, som man skulle holde styr på. Hun kunne alt i alt ikke lide det. 
Hun trådte ud af bilen. Hun havde ikke været heroppe i lang tid. Hun havde besøgt sin datter på arbejdet et par gange, men det var også bare det. Ikke andet. Hun gik ind ad døren som åbnede af sig selv. Det var moderne teknologi som var blevet brugt i hele restauranten. Inderst inde havde hun håbet på at de ville lukke restauranten midlertidigt. For at ære hendes datter. Men den tanke var urealistisk. Det kunne nok bare ikke lade sig gøre. 
Da hun gik igennem restauranten som var godt fyldt op med mennesker, følte hun at de alle sammen kiggede på hende. Eller det var faktisk ikke noget hun følte, siden det rent faktisk var rigtigt. Alle sammen fulgte hendes gang. Øjnene bevægede sig fra den ene side til den anden. Men det var vel forståeligt. Victorias mor var en spændende person efter hendes datter havde begået selvmord. Det var da klart. En af dem som stirrede allermest, var personen som stod overfor hende. Det var Melanie. Melanie var ikke en specielt høj person, men til gengæld meget smuk. Hun var en kvik pige som man ikke skulle tage fejl af. Moderen kiggede ned i jorden og lod som ingenting. Men Melanie ville ikke bare stå der og gøre det hele akavet. "Hvordan kan jeg hjælpe?" Spurgte hun moderen med et kæmpe smil. Moderens mund bredde sig lidt mere ud, så den dannede et smil. Ikke et stort et, men godt nok til, at Melanie kunne fortsætte sine spørgsmål. "Jeg leder efter noget, og jeg ved at det er her". Svarede moderen. Melanie drejede sit ansigt lidt den anden vej og kiggede uforstående på moderen. "Jeg bliver nødt til at komme ud til jeres omklædningsrum. Min datter har efterladt noget derinde som jeg skal have fat i!" Moderen tænkte ikke over at hun snakkede højt, så det fik bare alle mennesker i restauranten til at blive nysgerrige. Og man kunne høre deres reaktioner. Moderen kiggede tilbage og råbte "ja det er rigtigt! Jeg er moderen til barnet som begik selvmord!" Menneskerne i restauranten fik dårlig samvittighed og lod som om at de var igang med noget andet nu. Små tåre faldt ned fra moderens kind. Melanie rykkede sig til siden, så moderen kunne komme igennem. For at komme ind til omklædningsrummene, skulle man igennem køkkenet først. Alle medarbejderne som var på arbejde, stirrede længe på moderen som bare gik igennem. Hvem ved? Måske vidste de ikke at det var moderen til deres afdøde kollega. 
Moderen kom igennem en smal gang, hvor man lige kunne se til en vask, et kontor og et personaleværelse. Hun kiggede ind alle steder for at finde ud af hvor hun egentlig var henne i restauranten. Indtil hun kom til en dør midt på gangen som førte ind til tre andre døre. Hun fik i første hug fat i den rigtige dør som førte ind til pigernes omklædningsrum. Hun gik ind og så straks en masse skabe, med en masse navne på. Alle piger delte skabe, undtagen én. Victoria. Hendes skab stod alene og aflåst. Aflåst! Hvorfor skulle der absolut være en nøgle til hendes skab. Moderen så opgivende på skabet og tænkte at der ikke var så meget at gøre. Men hun ville ikke give så let op. Det her handlede om hendes datter! Hun kiggede i alle afkroge og hjørner om der kunne være en lille bitte nøgle gemt et sted. På gulvet var der ikke. Heller ikke under skabene. Til sidst kiggede hun oppe på skabet og kunne se, sammen med en masse støv, at der lå en lille nøgle. Hun tog straks fat i den. Og rakte ud efter låsen. Victoria var en smart pige. Hun havde gjort det lidt mere indviklet, end hendes mor havde regnet med. Men hvorfor? Det her var ikke nogen leg. Det var alvor. Meget mystisk, tænkte moderen, som samtidig var i fuld gang med at låse skabet op. Og da hun endelig fik låsen op, kunne skabet blive åbnet.
Inde i skabet lå en kuvert, i en normal størrelse. Den var lukket. På kuverten stod der "Til: den som har fundet mig". Udover det, var skabet tømt. Moderen brugte nøglen til, at åbne kuverten med. Da den var åbnet, kunne hun se i alt fald 10-12 sider papirer. Håndskrevne papirer. Her var det. Det andet brev! 
Fortsættes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...