Afterwards: SL 2

ALLE KAPITLER ER UDE

Hvad sker der egentlig når man finder sin datter ligge på gulvet og være død af en overdosis? Og hvad sker der når man finder ud af at hun har skrevet mere end ét selvmordsbrev? Der sker det at der er nok indhold til at lave en 2'er. Velkommen til Suicide Letter 2: afterwards

27Likes
10Kommentarer
4089Visninger
AA

15. Kapitel 14 Efterfølgende del 2

Kapitel 14 Efterfølgende del 2
Ligesom man kunne tro, at historien var forbi. Var den det slet ikke. Tværtimod, her kommer den spændende del.

Vic:
Det havde været en hård dag for Vic. Dagen efter begravelsen, måtte hun småt begynde at pakke sine ting. Da hun ikke længere havde noget job på Restaurant MC, vidste hun også at der ikke ville gå lang tid, før hun heller ikke havde råd til at bo i sin lejlighed. Hun var ikke klar til at flytte ud, men der var ikke rigtigt nogen anden udvej. Hun havde slet ikke lyst til at lave noget. Det eneste hun egentlig ville var, at sidde og skrige. Hun var vred. Vred over alting. Hun havde ikke lyst til at være nogle steder heller. Faktisk havde hun bare lyst til at sidde i et isoleret værelse og skrige. Ingen hørte hende alligevel, så hvad ville forskellen være fra en celle til et soveværelse? Det var der ikke et svar på. Hvorfor skulle én pige, som ovenikøbet var død, skabe så mange tanker, så mange overvejelser og så meget sorg. Fordi pigen som var død, havde betydet mere end hun selv havde regnet med. 
Vic kunne mærke Victorias stemme inde i sit hoved. En stemme som ikke lød så glad som den plejede. Stemmen sagde 
"Hvorfor Vic? Du kunne have gjort det anderledes. Jeg kunne have været i live, hvis ikke det var for dig".
Vic bankede sig selv i hovedet, rev sig i håret. Stemmen forsvandt ikke. Det her var ikke et mareridt. Vic åbnede sin hoveddør. Måske ville stemmen gå væk hvis hun gik en tur. 
Hun tog musik i ørerne som hun altid plejede at gøre. Plejede.. hun skruede helt op for lyden, så hun ikke kunne høre verdenen omkring hende. Stemmen borede sig igennem hendes hoved til hendes ører. Vic tog høretelefonerne ud. Det hjalp da slet heller ikke. 
Hun havde ikke nogen idé om hvordan hun skulle slippe af med stemmen. Slippe af med bebrejdelsen. Slippe af med Victoria! Det lød hårdere end det var. Men hun havde fyldt meget. Vic havde ikke tænkt på andet end Victoria. Hendes tanker havde været hos hende hele tiden. Tankerne måtte have dannet Victorias stemme inde i Vic, fordi hun tænkte så meget på hende. Det blev til en fortrydelse nu. 
Vic satte sig på en bænk ude foran et bageri som lå tæt på hendes lejlighed. Hun holdte hænderne for hovedet og sukkede. Der var ikke mere at gøre. Stemmen i hendes hoved, var allerede ved at gøre hende sindsyg. 
Hun rejste sig fra bænken og gik. Hun gik bare uden at stoppe nogle steder. Hun vidste godt hvor endedestinationen var, men stadig gik hun. Hun kiggede lang tid på Restaurant MC da hun kom forbi den. Hun havde lyst til at sige farvel til sine tidligere kollegaer og venner. Men nej. Det var der ikke tid til. Toget ville snart komme. Stationen. Var nemlig hendes endedestination. Hun havde ikke andre tanker i hovedet end dem stemmen satte i gang. Hele vejen ned til stationen prøvede hun at lukke af for stemmen. Hun ville se om der var en anden udvej. Hun tænkte ikke engang, hendes kommende handling igennem. Hun ville bare gøre det. Hoppe ud foran toget når det ville komme, slippe af med stemmen og besøge Victoria i stedet for. 
Uden at kigge sig ordenligt for stødte hun ind i Michael. En dreng hun sjovt nok aldrig havde mødt før, men læst om. Hun kendte godt hans ansigt og fik en forskrækket følelse i maven. 
I det samme hun fandt ham, forsvandt stemmen. Helt! Hun kom til at tænke på, at hun bare var en lille del af historien. Han var i modsætning til hende en kæmpe del. Han burde have meget mere at fortryde, end hende selv. Hun kiggede på toget som ankom, på stationen, kiggede på den anden side, vendte sig om og gik. Nej. Ikke flere selvmord.

Moderen: 
Efter at Penelope tidligere på dagen havde været der for at besøge moderen, besluttede moderen sig for at gøre noget. Hun havde altid været lidt af et nervevrag, især med det der at køre bil. Hun havde mistet sin datter, hun ville ikke miste mere. Hun ville begynde at køre bil igen. Hun troede, at køre bil var, hendes største frygt. Nej. Hendes største frygt var at miste nogen, og på den måde var hendes frygt for at køre bil forsvundet. Hun satte sig ud i sin mands bil, kørte væk. Kørte en tur så bare hun kunne være sig selv. Skrige lidt, hvis hun havde brug for det. Det hun havde brug for, var at tænke på sin datter. Selvom hun ikke havde tænkt på andet, ville hun aldrig glemme det. Det ville ingen. Men for moderen sad det helt dybt inde i hende, smerten, sorgen og savnet. Hun kørte igennem en ret stor vej, for at nå hen til kirkegården. Nok kunne hun ikke se sin datter ansigt-til-ansigt, men hun ville ikke stoppe sig selv fra at besøge hendes gravsted. Gravstenen, havde moderen valgt. Den var marmorbelagt. På selve stene stod der: 
"Selv de stærkeste personer giver op, men du blev til du ikke kunne mere". Nedenunder stod der: "elsket, savnet og unik". Måske var det ikke originalt, men det betød noget for Victorias famile. 
Moderen havde selvmordsbrevet nede i lommen. Det lå stadigvæk på USB-stikket. Et USB-stik Victoria havde modtaget fra sin lærer i tredje klasse. Hun brugte det tit til, at skrive eventyrer og historier på. Moderen lagde USB-stikket på gravstenen, Victoria skulle modtage det hun selv havde skrevet, vide at det blev spredt. 
Efter moderen havde siddet der og snakket lidt til sin datter, forlod hun kirkegården igen. Hun gik i sine egne tanker på vej ud ad porten. Hun lagde slet ikke mærke til hvem som havde gået lige forbi hende. Michael. Michael havde taget toget fra stationen til en anden station som lå tæt på kirkegården. Han havde også et besøg at aflægge. 

Michael:
Efter at være blevet smidt væk fra begravelsen sf Victorias mor, havde Michael i første omgang tænkt sig at give op. Han vidste stadigvæk ikke noget om det selvmordsbrev Victoria havde skrevet. Inden hun døde, havde han været sammen med Victoria, til deres begges overraskelse. Måske fangede deres had til hinanden bare en lille kemi imellem dem. Det havde været en aften hvor de begge havde drukket, endnu en ting Victoria ikke havde nævnt i sit brev. Nogle dage før hun begik selvmord faktisk, til festen kom de endda godt ud af det med hinanden. Hun havde også tænkt sig at nævne det i brevet, men hun kunne ikke få sig selv til det.
Michael ankom til hendes gravsted. Kiggede ned på teksten. En lille tåre faldt fra kinden ned. Et lille blop - tåren gav lyd fra sig, da den ramte gravstenen. Det varede ikke længe før, han fik øje på USB-stikket som lå der. Moderen havde jo placeret det lige før han kom. Han undrede sig. Ville det være forkert at fjerne sådan en ting fra gravstenen. Han syntes bare det virkede som en usmagelig gave. Et sølle UDB-stik. Han skulle bare vide. Selvom det så sølle ud i hans øjne, blev han nysgerrig. Måske kunne det havde noget med Victoria at gøre? Eller også havde vinden bare blæst det derover. Det var ellers en vindstille dag, i forhold til vejret dagen før. Han samlede det op. Sagde "farvel", og gik sin vej. 
Da Michael var kommet hjem, åbnede han straks sin computer. Han så en masse sider fyldt med tekst. Det så helt uoverskueligt ud. Han startede fra begyndelsen, ved 1999. Det var jo det samme år, som han var født. Samme år som hele hans klasse var født. Han tænkte sig om. Fortsatte læsningen. Han fortsatte men syntes ikke rigtigt at komme nogen vegne. Hvad pokker var det her for noget? Et lille "Victoria" dukkede op i brevet. Bare hendes navn. Victoria havde skrevet det her. Selvmordsbrevet. Det gik op for Michael, hvad det var hun ville med det her. Han fortsatte læsningen og holdte altså ingen pauser. Det her var ren og skær alvor. Han havde været skyld i hendes død! 
Pludselig gik det op for Michael, hvad han tidligere havde været med til at gøre. Han havde være med til at nedbryde Victoria så meget, at hun tog sit eget liv. Michael sad i chok. Han kunne ikke snakke eller rigtigt bevæge sit ansigt. Han kunne mærke en masse tåre presse på. De nåede ikke så langt. Han endte ude på toilettet og brække sig der. Hvad havde han dog gjort? Han havde slet ikke haft sit hjerte med sig, nogle steder.. han var en morder? Han kiggede sig selv i spejlet og følte en skam. Der gik ikke lang tid før Michael kunne høre en stemme inde i hans hoved blive ved med at råbe "morder". Det var ikke Victorias stemme, som det var i Vic's tilfælde, næ nej, det var Victorias mors stemme han kunne høre. Han lukkede computeren ned og fjernede USB-stikket. Han løb ud af døren, ud på vejen, og kastede uden at have kigget sig for USB-stikket direkte imod en bil. En bil som havde langt lys på. Bagefter skyndte han sig at hoppe ud foran bilen. Chaufføren i bilen koncentrede sig om USB-stikket der fløj mod vinduet, og havde slet ikke lagt mærke til at der stod en dreng i vejen. Det var først bagefter ulykken, at hun opdagede det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...