Afterwards: SL 2

ALLE KAPITLER ER UDE

Hvad sker der egentlig når man finder sin datter ligge på gulvet og være død af en overdosis? Og hvad sker der når man finder ud af at hun har skrevet mere end ét selvmordsbrev? Der sker det at der er nok indhold til at lave en 2'er. Velkommen til Suicide Letter 2: afterwards

27Likes
10Kommentarer
4150Visninger
AA

12. Kapitel 11 Asken

Kapitel 11 Asken
Kirkeklokker ringede. Det kunne betyde to ting. At blive gift, eller at blive begravet. I det her tilfælde, var det nummer to. Det havde været en ellers solskinsfyldt morgen, med fuglesang og en skøn brise som gjorde varmen lidt mildere. Det varede ikke længe før, skyerne dækkede himmelen til, så himlen blev helt grå. Det trækkede op til storm. Et rigtigt uvejr. Der var ikke engang torden, men nu mere bare en kraftig storm som larmede. Ikke en farlig storm, men en storm som forstyrrede beboere rundt omkring på vejene og i byen. Stormen påvirkede ikke bare vejret, den påvirkede også folks humør. Det var den dag Victoria skulle begraves.
En dag ingen havde forventet ville komme før om mange år. Ting kan forandres meget hurtigt. Det kunne være ved at folk ikke snakkede pænt til hinanden, eller mildt sagt egentlig bare slet ikke vidste hvordan man skulle opføre sig. Det var grunden til at Victoria skulle begraves. Hun døde. Men hun var død inden i langt før, hun rigtigt døde. Hun var ødelagt. Som en blomst man havde trådt på. 
Det var altså blevet dagen. Denne dag havde været et mareridt for mange mennesker, men mest af alt for moderen. Moderen til Victoria. Hun havde slet ikke lyst til at holde en begravelse, men der var næsten gået to uger siden hendes død, og hun kunne ikke bare ignorere det. Hun besluttede sig for, sammen med faderen, at ære hendes minde. En begravelse var en modbydelig ting, men samtidig kunne den være smuk og rørende. Så mange følelser blandet sammen på et sted. 
Om formiddagen mødte Victorias forældre op ved kirken. Sammen med Victorias storebror selvfølgelig. Moderen bar en smuk og sort kjole med blonder, og sorte stiletter til. Samtidig havde hun en sort trenchcoat på som skulle holde hende varm. Faderen havde et sort jakkesæt på med en grå skjorte indenunder. Storebroderen havde noget på i samme retning som sin fars. Det var ikke en konkurrence om at klæde sig bedst, men Victoria havde altid selv styr på mode, og derfor var det ligesom en del af at ære hende. 
Man kunne høre moderens hæle hele vejen i kirken. Hun havde ikke tænkt på at de ville larme. Ved alteret stod en præst og tog imod dem. Moderen kunne se, at han havde svært ved at reagere ved situationen. Det var som om hans ansigt ikke kunne danne noget udtryk, det så helt tomt ud. Præsten gav pænt moderen hånden, samt med faderen og storebroren. Victorias bror havde ikke været så meget omkring siden døden. Han havde hverken været på arbejde eller noget som helst andet, han havde ligget i sin seng og tænkt. Tænkt over hvad der kunne have været gået galt, i modsætning til hans forældre, havde han ikke læst brevet. Moderen havde valgt at skjule det for ham, da hun ikke kunne se nogen grund til at han skulle læse det nu. 
Tilbage til kirken havde moderen ingen idé om hvem der kom til begravelsen. Hun havde kun sagt hvem hun helst ville have med og ingen andre. Hun vidste også at Victorias veninder ville komme, eller måske hele hendes klasse. Hun var altså ikke forberedt på hvad der ville ske. Det hele havde været for hårdt for hende. Forståeligt.

Formiddag blev til eftermiddag og folk begyndte at vade igennem kirkegården. Kvinder og mænd alle sammen i sort. Moderen havde ikke lyst til at tage imod dem alle sammen. Hun var i forvejen nervøs omkring hvad de forskellige mødre til andre børn, ville tænke om hende. Hun var bange for om de nu ville tænke at hun havde været en dårlig mor, havde opdraget sine børn dårligt, eller bare noget i den stil. Hun behøvede ikke at tænke over det, men hun havde en slags angstprovokation omkring, hvad andre tænkte om hende. Fra mor til datter. For det var præcist hvad Victoria også havde. 
Moderen satte sig ned aller forrest og lod sin mand tage imod alle menneskerne som dukkede op til begravelsen. Ceremonien inde i kirken, var mest for tæt familie og venner til Victoria. Selvom moderen ikke rigtig vidste hvem hendes tætte veninder var længere. Moderen sad og ventede på at alle ville tage plads, men hun kunne alligevel ikke undgå at kigge tilbage på, hvem som mon dukkede op. Af Victorias veninder fik hun øje på Penelope, Vic og Rania. De gik ikke ind sammen men kom i en lang trop efter hinanden. Musikken gik igang, og folk tog plads. Moderen sank dybt, for ikke at græde allerede nu. Ikke fordi hun var flov over det, men fordi hun ikke havde lavet andet end at græde. 
Præsten begyndte en prædike og alle sad og gentog ham. Moderen lyttede ikke efter, hun havde travlt med at koncentrere sig om, én bestemt person mon var dukket op. M. M for Michael. Michael som havde terroriseret moderens datter, ydet vold på hende, udnyttet hende og sikkert en hel masse andet også. Hun kunne ikke få øje på Michael nogle steder. Grunden til at hun vidste M var Michael, var fordi hun godt havde hørt om et indbrud hjemme hos ham. Hvad hun ikke vidste var bare at det var hendes egen datter som gjorde det. En anden historie. 
Moderens mand, tog fat om skulderen på sin kone, han prøvede på at berolige hende. Hun skulle snart holde sin tale. En tale hun hverken havde øvet sig på, eller forberedt. Hun kunne ikke. Hver eneste gang hun prøvede på at få den første sætning ud i talen græd hun. Så hun valgte at droppe, at lave en færdig. Men prøve på at improvisere i stedet for. 
Da præsten blev færdig, blev der spillet "Amazing Grace" og bagefter "Carry on". Carry on var en sang Victoria have hørt meget på sit værelse, så derfor valgte moderen, at de skulle spille den sang.
Bagefter sangene var blevet spillet, blev det moderens tur til at holde sin tale. Hun rejste sig fra sin stol, var ved at falde i sine høje stiletter, men gik videre op til alteret. Hun kiggede udover alle menneskerne som var dukket op til begravelsen. Hele kirken var fyldt. Hun skulle til at åbne munden, da døren til kirken gik op. En forsinket Melanie trådte stille og roligt ind ad døren. Et lille smil dannede sig på moderens læbe. Hun begyndte sin tale.
"Først og fremmest.. Vil jeg takke jer alle af hele mit hjerte for at dukke op i dag. Jeg havde aldrig nogensinde troet på, at jeg skulle være den som skulle holde min datters begravelse. Jeg havde da håbet på at det var hende som skulle holde min.."
Moderen brød ud i gråd. Hendes mand kom op med et lommetørklæde til hende. Hun rakte det op til sin vandfastemascara som ikke var så vandfast alligevel. Hun trak et par solbriller op ad lommen og overvejede at benytte dem. I stedet for lagde hun dem på flygelet bag hende. Hun fortsatte hvor hun slap
"Ja.. jeg vil gerne prøve på at fortsætte. De her dage har jeg selv haft lyst til at begå.. begå... begå selvmord. Det har været som et mareridt. Det er egentlig bare et mareridt jeg gerne vil vågne op fra nu! Men det kan jeg ikke, for jeg er fanget i det her mareridt forevigt. Min datter Victoria var noget helt særligt. Hun havde humor, hun var smuk og så var hun sød. Dog kunne hun også være led, men kan vi ikke alle sammen være det? Jeg har ikke forberedt nogen tale overhovedet. Men jeg vil gerne fortælle jer mødre, og jer fædre, om hvordan det er at være mor til et barn som ikke har haft det godt. Jeg føler mig så dum, jeg føler faktisk mest af alt at jeg har svigtet. Jeg opdagede det aldrig. Hvordan kan det lade sig gøre? Jeg har dog fået svar! Jeg har ikke tænkt mig at skjule det her for nogen af jer, for jeg ved at nogen af jer som har haft noget med hendes død at gøre sidder herinde! I må endelig ikke tro, at Victoria forlod verden uden at efterlade den noget. For det gjorde hun skam ikke. Hun efterlod verden med et helt brev. Et brev på omkring halvfems sider. Et brev hvor der står alt det hun har været udsat for. Jeg har både navne og handlinger på de personer som var værst!"
Vic og Penelope kiggede på hinanden. De var chokerede. Chokerede over, at hun bare sådan sagde det. Men det var på en god måde. For på den måde kunne Moderen få sagt sandheden. Sandheden om, hvor modbydelige teenagere kunne være.
Alle menneskerne i kirken sad i tavshed og så chokerede ud. 
"Der er én bestemt person, som jeg aldrig nogensinde kan tilgive. Og nej, det er ikke en af dem som er nævnt i brevet. Det er mig selv. Jeg har fejlet. Jeg har fejlet som mor, og jeg kan aldrig rette op på fejlen igen."
Moderen gik vred ned og satte sig igen. Hun var ikke bare vred, men rasende. Samtidig var der dog også en lettelse fra hendes side. Måske ville folk åbne deres øjne op nu, hvis de var med til at behandle andre skidt. Eller bare så andre behandle folk skidt. 
Da ceremonien var slut, blev det tid. Tid til at begrave kisten ned i jorden. Victoria skulle ikke brændes. Asken i en lille krukke ville ikke være hvad hun ønskede sig. Det var i alt fald det moderen tænkte. Nej, Victoria skulle nemlig begraves med kisten nede i jorden. 
Kisten blev båret ud af Victorias far, hendes onkler, og hendes storebror. Ikke ét øje var tørt. Selv ikke fra dem som bar hende. Hullet som kisten skulle lægges ned i, var allerede blevet gravet. 
Alle sammen stod og kiggede på kranen, som blidt sænkede kisten ned i hullet. Kranen kørte baglæns væk og præsten kunne nu dække kisten til. Hele Victorias klasse stod sammen. Selv Phil. Phil som ikke engang gik i hendes klasse mere. Han var ikke den eneste. Michael var der også. Nok den eneste person, moderen ikke ville have skulle være der. Og da hun endelig fik øje på ham, var det ikke kønt. Først stirrede moderen bare på Michael. Bagefter tog hun raske skridt hen til ham. Hev ham i trøjen, så de kom lidt væk fra menneskemængden.
"Sig mig engang, hvad tror du, at du laver her? Du har ikke noget med min datter at gøre!"
Michael kiggede forbavset op på moderen.
"Nej, jeg ved det godt, men.."
Moderen afbrød ham.
"Ikke noget men! Du forlader kirkegården øjeblikkeligt!".
Da han stadigvæk stod og stirrede på hende, skulle det ikke mere til for at gøre hende vred. Hun skubbede ham afsted. 
"Kom aldrig tilbage!"
Moderen stod tilbage alene og så ham forlade kirkegården. Hun faldt lidt efter sammen. Hun knækkede helt sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...