Life on the inside | 2

Vi fortsætter i Louisas liv kort efter, hvor vi forlod hende. Over det sidste halve år har hun fået sin karriere godt op at køre, og hun lever det gode liv med sin tvillingebror og bedste venner.
Alt er dog ikke guld og grønne skove. I skyggerne gemmer der sig nogle hemmeligheder og nogle problemer som meget snart vil få Louisa til at vil løbe skrigende væk.
Er det nok til at hun vil vende ryggen til alt, hun kender og elsker, eller vil det blot vække nogle ting inden i hende? Det vil meget snart stå klart for det unge søskende par. || Advarsel: indeholder selvhad og selvskade ||

10Likes
0Kommentarer
3686Visninger
AA

12. XII

Jeg kører op ad indkørslen til væres fælleshus og finder en person siddende på trappetrinenet. Hendes velbekendte, bølgede, brune hår står som en kontrast til husets hvide facade.

”Hvad laver hun her?” Spørger jeg for mig selv. Jeg parkerer bilen og slukker motoren lige i det, Louis forlader bilen. Jeg ruller med øjnene med et lille smil på læben.

”Åh, kærlighed.” Jeg fnyser for mig selv og åbner bildøren. ”Hvad fanden skal man dog med det?” Tilføjer jeg retorisk, i mens jeg stiger ud af bilen. Jeg låser bilen, når den er tom. De tre andre drenge går ind i huset. Men ikke før de har hilst kort på Danielle.

”Hey, Dany!” Råber jeg og går hen til min bror og hans kæreste. Danielle rejser sig fra trappetrinet og går mig i møde. Vi krammer, før vi slutter os til Louis igen.

”Jeg vidste ikke, du kom i dag?” Siger jeg og stirrer på Louis med et blik der forventer en forklaring.

”Jeg ville overraske dig,” siger han. ”Jeg ved, hvor svært du har haft det i den seneste tid, så jeg arrangerede med Danielle, at hun sover her i weekenden.” Jeg smiler et kæmper smil og svinger mine arme rundt om Louis’ skuldre.

“Oh, my god, tusind tak, Lou. Jeg havde aldrig selv tænkt tanken.” Jeg giver slip på Louis og kigger tilbage på Danielle. Jeg tager hendes hånd i min og hiver hende efter mig ind i huset. Louis griner, men han lader mig bortfører hans kæreste.

* * *

”Okay, Louisa, fortæl,” siger Danielle, da vi er sikkert inde på mit værelse med døren lukket.

”Fortæl hvad?” Spørger jeg uskyldig, selvom jeg godt ved, hvad hun snakker om. Jeg har ikke rigtigt snakket med hende i omkring en uge, men det betyder ikke, at hun ikke ved, hvad der foregår i mit liv - jeg hader de sociale medier, sladreblade og MTV-nyheder.

”Ja som med hvad der sker mellem dig og Harry! Louisa, jeg troede ikke, at du kan lide ham?” Jeg sukker tungt og opgivende og falder tilbage på sengen.

”Det kan jeg heller ikke - det er det, der er problemet,” siger jeg og sætter mig op på sengen, så jeg har fronten med Danielle.

Hun kigger uforstående på mig: ”Jeg forstår ikke?” Jeg smider mig selv ud i en lang forklaring om, hvad der er sket bag lukket døre med Simon og Harry.

”Jamen, hvad er så der her såkaldte ’trekantsdrama’?” Jeg kigger overrasket på hende.

”Snakker Louis aldrig med dig eller hvad?” Danielle sukker og trækker på skulderne.

”Jeg prøver at få ham til at snakke med mig om, hvad der sker mellem jer, men det er bare som om, at han ikke rigtig stoler på mig. Jeg ved ikke, hvad der sker - måske vil han bare ikke snakke med mig om dig. Privatlivets magt måske.” Jeg nikker bare forstående. Jeg ved lige præcis, hvad hun snakker om, jeg kan ikke lade være med at føle mig lidt skyldig; jeg har sagt til Louis, at han ikke må sige noget af det, vi snakke om, videre til andre - ikke engang Danielle. Jeg vil ikke have, at hun keder til mit forrige liv, og hvorfor jeg altid har langærmet trøjer på - ikke nu.

”… Men hvad er der?” Spørger hun nysgerrig og forvirret. Jeg kan godt forstå hende; det involverer hendes kæreste.

”En paparazzo fik et billede af os alle tre fra den helt rigtige vinkel. Jeg vidste ikke, at Louis var der, - han fortalte det først senere - og du kender til resten.” Danielle nikker, hendes mund former et perfekt o.  

”Dany?” Spørger jeg efter et øjebliks stilhed. Hun nikker og laver en lyd der fortæller mig, at hun lytter. Jeg trækker vejret dybt. ”Jeg har noget, jeg har nødt til at fortælle dig.” Med det samme kigger hun op på mig med store, forfærdet øjne.

”Er du gravid?” Spørger hun. Mine øjne bliver store, og jeg kvæles i mit eget spyt.

”Hvad?” Spørger jeg forfærdet i mellem voldsomme host. Hvordan skulle jeg dog kunne være gravid? -  jeg har intet sexliv. ”Nej!” Hyler jeg. Danielle ånder lettet op, og jeg kigger på hende som om, hun har tabt sit hoved.

”Nå, hvad så?” Spørger hun uskyldigt, som om hun ikke lige har forsøgt at slå mig ihjel.

Jeg taber en dyb indånding, når jeg endelig har sundet mig: ”Har Louis fortalt dig om den sang, vi skal optræde med på søndag?” Danielle nikker ivrigt med et stort smil.

”Ja, eller - det vil sige - ikke helt. Han har fortalt mig, at I har skrevet en sang sammen som har stor betydning for jer begge, men han har aldrig fortalt mig, hvad den handler om.” Hun sidder tilbage med et meget nysgerrigt blik i sine grønlige øjne. Jeg smiler stort over dette. ”Du har heller ikke tænkt dig at fortælle mig om det, har du vel?” Hun lyder allerede fortvivlet. Jeg ryster mit hoved fra side-til-side med et stort smil på mine rosenrøde læber. Hun sukker tungt og udstøder en irriteret lyd. Jeg griner.

”Men det vil gøre mig mere end glad, hvis du vil tage med mig til showet.” Det er den sidste live-optræden One Direction laver, før de officielt har pause i et år, men det er bare et almindeligt show for mig, da jeg fortsætter min karrierer. Selvom det helt sikkert bliver en følelsesmæssig oplevelse for os alle sammen.

”Selvfølgelig - man skal jo støtte dem, man elsker.” Jeg laver en ’aw’-lyd og krammer min tvillingebrors kæreste og bedste veninde. Jeg elsker, at Louis har fundet en, han holder så meget af, nu hvor det ikke gik med Eleanor. Jeg kunne ellers godt lide hende - den lille smule jeg nåede at kende til, eller se når jeg endelig var på Twitter eller Instagram.

* * *

Jeg kan ikke huske hvilket show, vi skal spille for, men jeg er også til sin vis ligeglad, da jeg ikke skal lave andet end at synge alligevel. Drenge har et kort interview vedrørende deres pause, før vi skal synge, hvor jeg så bliver præsenteret og kommer på scenen.

Jeg står ved siden af scenen sammen med Danielle og kigger på, mens drengene snakker med intervieweren.

”Okay, drenge, jeg har ét enkelt spørgsmål, før vi går videre. Det er et spørgsmål, som I bliver spurgt om hver gang, I bliver interviewet, og nu hvor det er sidste gang, det kommer til at ske i et stykke tid, så synes jeg, at det er meget passende,” siger damen, ligger sine tale-kort i sit skød og kigger på de fire drenge foran hende. ”Hvem har kærester?” Jeg fnyser, og jeg kan bare se på drengene, at ingen af dem gider at svarer på det - i sær ikke Harry. De kigger på hinanden, før Harry og Louis langsomt hæver deres ene hånd op i vejret. Intervieweren griber changen til at kunne få mig ud på scenen, og jeg sukker irriteret for mig selv.

”Hvad nu?” Spørger Danielle og kigger forvirret på mig. Jeg svarer ikke men fortsætter bare med at kigge på det foregående interview.

”Harry - ja, det er rigtigt. Du er sammen med Louis’ søster, Louisa, ikke sandt?” Harry smiler et smil der skal fremstå som genert og ’kærlighedsagtig’ og jeg udstøder en frastødende lyd.

”Hvad er der med dig?” Spørger Danielle. Jeg sender hende et blik og få sekunder senere former hendes læber et perfekt o.

”Ja,” svarer Harry og nikker kort. Jeg kan ikke se det, men jeg er næsten sikker på, at damen sidder med et tilfreds smil på sine postkasserøde læber som matcher hendes stilletter.

”Og Louis, Louisa er her i dag, er hun ikke?” Louis nikker kun uden at sige noget. ”Ja, det er nemlig rigtigt, for I skal alle fem optræde med en sang, som vi skal hører lige om lidt. Men første så lad os få Louisa her ud til os.” Jeg trækker vejret dybt og placerer et kæmpe smil på mit ansigt. Jeg går ud på scenen, lyden af mine stilletter druknes i lyden af publikum. Jeg vinker til publikummet og går hen til intervieweren, og jeg giver et hurtigt, let knus, hvor jeg knap nok rører ved hende. Jeg kigger mig om efter et sted at sidde, men opdager så til min irritation og forfærdelse, at der ikke er plads til mig. Damen - hvis navn jeg aldrig har lært, fordi jeg ikke har lyttet efter - skubber mig let hen mod Harry, og jeg sukker tungt, stadig med et smil på læben. Jeg går hen til ham med selvsikre skridt og sidder mig elegant ned på hans skød. Harry sidder i den ende af sofaen som er længst væk fra publikum. Jeg dækker min mikrofon som sidder i toppen af min bluse og læner mine læber hen til det ører, der er længst væk, så jeg ved, at man ikke kan se mit ansigt i hans enorme mængde af hår.

Jeg hvisker så lavt i Harrys ører, at jeg ved, at ingen andre kan hører det: ”Du skal ikke prøve på noget.” Jeg klemmer hans arm med den hånd som ikke holder for mikrofonen og læner væk med et stort smil på mine læber, som om jeg lige har sagt noget sødt til ham.

”Nå, Louisa.” Jeg kigger på damen og ser, at jeg havde ret med hensyn til hendes læbestift. Ingen går med så røde sko, hvad der ikke er noget der matcher et sted.

”Ja.” Min stemme runger i det store lokale.

”Hvor længe har I været sammen?” Mit smil falmer lidt, men jeg retter hurtigt op på det og kigger ned på Harry som om, jeg er nødt til at tænke over det.

”Omkring tre måneder,” svarer jeg. Ikke engang to uger, tænker jeg for mig selv.

”Hvor sødt. Der var alt vi nåede den her gang. Bliv hængende for en eksklusiv live-optræden med Louisa Tomlinson og One Direction!”

* * *

Lyset i kameraerne lyser op ti minutter senere, og jeg ved, at vi endnu engang sender direkte.

”Før vi begynder, har jeg noget, jeg gerne vil sige,” siger jeg ind i mikrofonen, som vi har aftalt. Der bliver stille i det store rum. ”Den her sang har stor betydning for drengene og jeg, alle på hver sin måde. For mig, personligt, handlerne sangen om den historier, jeg deler med min tvillingebror,” siger jeg og kigger på Louis. Han smiler opmuntrende til mig. ”Men det vi alle skal tage med os herfra i dag er, at det ikke slutter her. Uanset hvad der sker, så er det her ikke det sidste fra One Direction,” tilføjer jeg og træder tilbage fra min mikrofon. Der er klapsalve, og musikken begynder i min øresnegl.

”You’ve got to help me,” starter Harry. Inden længe er vi godt inde i sangen, og når det når til mellemspillet, kigger jeg på Louis som har endt med at stå ved siden af mig. Vi nikker til hinanden og synger stykket sammen, bare os to. Jeg harmonerer med anden stemme præcis, ligesom vi har øvet det.

”Mini bars, expensive cars, hotel room, and new tattoos, the good champagne, the private planes, but they don’t mean anything…” Vi valgte, at det bare er Louis og jeg som skal synge dette stykke sammen, fordi det passer på os. Alt der her startede, fordi Louis gik til audition til x-factor og blev en berømt sanger i et kendt band. Teksten passer til det, fordi i sidste ende så betyder alle de fancy ting ikke noget for os - vi vil altid være der for hinanden, uanset hvad der sker, og uanset hvor sure vi så end må være på hinanden.

Mine problemer stopper ikke her, jeg tror aldrig, at de går helt væk, men de er en del af den person, jeg er blevet, og uanset hvor hårdt, det ser ud lige nu, så er der altid lys for enden at tunnelen.

Livet i rampelyset er hårdt, men så længe jeg har min familie og mine tætteste venner bag mig, så vil det i sidste ende altid være det hele værd. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...