Life on the inside | 2

Vi fortsætter i Louisas liv kort efter, hvor vi forlod hende. Over det sidste halve år har hun fået sin karriere godt op at køre, og hun lever det gode liv med sin tvillingebror og bedste venner.
Alt er dog ikke guld og grønne skove. I skyggerne gemmer der sig nogle hemmeligheder og nogle problemer som meget snart vil få Louisa til at vil løbe skrigende væk.
Er det nok til at hun vil vende ryggen til alt, hun kender og elsker, eller vil det blot vække nogle ting inden i hende? Det vil meget snart stå klart for det unge søskende par. || Advarsel: indeholder selvhad og selvskade ||

10Likes
0Kommentarer
3690Visninger
AA

11. XI

Jeg kigger mig omkring med en forventning om, at Louis har gået sig en tur, men jeg er overrasket over at se ham side på trappetrinet med en smøg i hånden. Jeg sidder mig ned ved siden af ham og tager den ud af hans hånd. Jeg tager et ordentligt hiv på dem, før jeg giver den tilbage til ham igen.

”Du starter bare, når du har lyst,” siger jeg og kigger hen på skoven på den anden side af vejen. Der er noget ved den skov, som jeg finder beroligende.

”Jeg så jer den dag,” siger han og udånder tungt. Jeg kigger uforstående på ham, men han fortsætter blot med at lege med et bånd, han har om sit håndled. Da jeg ikke svare, vælger han alligevel at fortsætte. ”Ude foran fitnesscentret. Jeg vidste ikke, Harry var taget afsted - jeg kom for at snakke med dig om det, der skete hos Simon. Men så så jeg jer i din bil. En paparazzo må have set det hele og fået et billede i den helt rigtige vinkel. Det må have givet ham en god bonus,” tilføjer han med en humorløs latter og smider smøgen fra sig. Alt vreden mod min bror virker til at fordufte og samle sig omkring Harry i stedet for.

”I sidste ende betyder det jo ikke noget.” Louis kigger uforstående på mig. ”Når vi har indspillet og optrådt med vores sang, går der er stykke tid, og så kan vi afsløre for verden, at det ”bare ikke fungerede” mellem Harry og jeg, og så er det hele glemt inden for det næste halve år - indtil Harry får sig en ny kæreste.” Louis og jeg griner sammen, før der igen bliver stille.

”Nu må du ikke rive hovedet af ham - vi har brug for de krøller.” Vi griner igen.

”Hey Louis?” Siger jeg alvorligt et øjeblik efter. Louis kigger på mig og laver en lyd der signalere, at han lytter. ”Hvad siger du til at skrive sangen færdig sammen?” Louis smiler et stort smil til mig og nikker.

”Selvfølgelig.

* * *

I sidste ende fik jeg lov til at råbe lige af Harry, og jeg slog ham hårdt i ansigtet som en hentydning til, at jeg ikke værdsatte hans bagholdsangreb.

Jeg skal dog stadig på shopping med Harry som endnu en af de gange, hvor ”I skal ses offentligt sammen” som Simon siger.

Lige nu befinder jeg mig i et tilfældigt shopping center hånd-i-hånd med Harry Styles, og med to sikkerhedsvagter som følger efter os med et respektabelt mellemrum. Nu når vi skal gå rundt på offentlige steder uden nogen form for forklædning, må vi tager vores forholdsregler - med god grund.

En gruppe af fem piger kommer løbende imod os, og rent instinktivt smiler jeg et stort smil, hvor jeg viser alle mine ny-bleget tænder frem.

”Louisa! Harry! Kan vi få jeres autografer?” Spørger de ivrigt på hver deres tidpunkter. Vi underskriver deres papirer og telefon covers, før vi igen fortsætter på vores vej. Men selvfølgelig ikke uden en lille ”I ser godt ud sammen”-bemærkning som fans er nødsaget til at sige, hvis de vil have os til at kunne lide dem. Ikke at det spiller en stor rolle i det her tilfælde.

Når vi endelig er ude af pigernes synsvinkel, taber jeg masken og Harrys hånd og går ind i en tilfældig tøjbutik for kvinder. Jeg finder hurtigt ud af, at det er en af de dyre butik, og begynder fluks at finde både tøj, smykke og sko. Jeg finder også hurtigt ud af, at det helt bestemt er min nye ynglings butik.

Tyve minutter senere forlader jeg butikken med min håndtaske over min arm, og Harry gående efter mig med mine syv poser med nyt tøj og tilbehør. Jeg smiler til mig selv; det er nok det eneste gode ved at ”have en kæreste”. Den perfekte gentleman. Uden at sige noget, går jeg mod centrets udgang med nye solbriller på, som jeg lige har købt. Uanset hvad Simon siger, så har jeg ikke tænkt mig at blive tideligt blind af alle de blinkende kameraer som helt klart vender på os på den anden side af dobbeltdørene.

Dørene åbner automatisk i det, jeg kommer tæt nok på og, rigtigt nok, kan jeg se blitzen arbejde ivrigt fra flere steder; dog ingen helt tæt på. Jeg finder min bil, og - efter at have placeret mine poser på bagsædet - kører mod studiet.

 

Jeg går med Louis ud af lokalet og finder et par sofaer i et mere afsides hjørne af studiet.

”Klar?” Spørger han og placerer sin notesbog på sit skød. Jeg efterligner hans bevægelser og nikker med et lille smil. Vi forklarede det kort for de andre drenge, og jeg forklarede kort om, hvad sangen handler om, - uden at gå alt for meget i detaljer med min opvækst med Louis - og vi delte os op i grupper, så vi alle kan finde på noget til teksten. Selvfølgelig gik Louis og jeg for os selv. Det er så mange ting, vi skal snakke om, og hvilken bedre måde at gøre det på end med det, vi begge elsker og har til fælles?

Så vi begyndte at samarbejde om den sang som omhandler vores historie og problemer efterhånden, som vi er blevet ældre, og at selvom bandet går på pause, så er det ikke slut for One Direction.

* * *

”Bliver det nogensinde for meget med de tatoveringer?” Spørger jeg ud i luften, da vi sidder i min bil alle fem på vej hjem nogle timer senere. Jeg er i et underligt godt humør.

”Aldrig,” siger Harry fra bagsædet. Louis fnyser. ”Hvad skal det betyde?” Spørger Harry, Louis. Louis holder sine arme defensivt op foran sig og ryster på hovedet.

”Ikke noget, ikke noget,” siger han og trækker på skulderne. Jeg kigger kort hen på ham og ser ham smile et smil, jeg kender alt for godt. Jeg fniser for mig selv men siger intet til det.

”Hvad med dig, Lou? Nogensinde nok?”

”Det bliver det nok på et tidspunkt. Hvad med dig selv - du har da også nogle stykker.” Jeg løfter et øjenbryn af ham og kigger tilbage på vejen.

”Jeg ved ikke, hvad du snakker om,” siger jeg uden at kigge tilbage på ham, men holder blot mine øjne på vejen.

”Åh, virkelig? Hvad kalder du så de små stykke, som du har fået lavet?” Der bliver stille i bilen, den eneste lyd man kan hører er dækkene på vejen og andre biler, der suser forbi.

”De betyder ikke noget,” lyver jeg direkte gennem mine tænder, alle tanker om godt humør glem. Noget i min stemme må have fortalt ham, at samtalen er slut, fordi Louis siger ikke mere på resten af køreturen.

Det er rigtigt det, Louis siger; jeg har fået lavet nogle tatoveringer over gamle ar, som jeg ved ikke går op igen. Små ting som et semikolon på indersiden af min højre overarm, en sommerfugl på mit venstre skulderblad og et par hjerter på siden af min højre fod. Alle tre har en speciel betydning for mig, som jeg ikke vil dele med hvem som helst. Jeg ved ikke engang, hvordan Louis har fundet ud af dem, jeg har ikke fortalt det til noget, og jeg går ikke i tøj, der viser dem frem.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...