Life on the inside | 2

Vi fortsætter i Louisas liv kort efter, hvor vi forlod hende. Over det sidste halve år har hun fået sin karriere godt op at køre, og hun lever det gode liv med sin tvillingebror og bedste venner.
Alt er dog ikke guld og grønne skove. I skyggerne gemmer der sig nogle hemmeligheder og nogle problemer som meget snart vil få Louisa til at vil løbe skrigende væk.
Er det nok til at hun vil vende ryggen til alt, hun kender og elsker, eller vil det blot vække nogle ting inden i hende? Det vil meget snart stå klart for det unge søskende par. || Advarsel: indeholder selvhad og selvskade ||

10Likes
0Kommentarer
3667Visninger
AA

7. VII

”Hvad er det på dine arme, Louisa?” Spørger Niall med en skælvende stemme. Jeg kigger forskrækket hen på dem og ser, at Liams og Nialls øjne ikke flytter sig fra mine arme. Det er først der det endelig går fuldstændigt op for mig, at hospitalskjolen er kortærmet, og at de alle sammen har et frit syn til mareridtene på mine arme. Mine øjne bliver store, og jeg prøver desperat, men uden resultat, at hive ærmerne ned over mine arme. Louis kigger bekymret på mig, og Harry vil ikke møde mit blik.

Jeg sidder mig fortabt tilbage ned på sengen igen – besejlet. Jeg har ikke lyst til at sige noget. Efter de ord der blev udvekslet mellem Louis og jeg, ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv.

”Hvad ser det ud til at være, Niall?” Harry kan ikke holde sin mund lukket. Han snerrer ad Niall og kigger væk med et vredt blik og knyttet næver. Jeg ligger mig tilbage i sengen lige i det en sygeplejeske kommer rendende. Det tog hende lang nok tid – jeg kunne have været død i den tid det tog hende at troppe op.

”Åh, jamen kæreste pigebarn, hvad er det dog du laver?” Spørger hun retorisk og vedhæfter ledningerne til mig igen. Maskinerne begynder at fungerer rigtigt igen, og mit hjerteslag kan igen høres af alle andre. ”Er det noget galt, søde?” Sygeplejersken hentyder til de hurtigt slag fra mit hjerte. Jeg giver hende bare et reserveret smil. Hun kigger kort på mig og sender min bror et spidst blik.

”Jeg skal lige snakke med dig, Hr. Tomlinson.” Louis kigger ned på mig som at spørge om lov. Jeg kigger blot ned på mine blotlagte arme. Døren lukker efter dem, og stilheden falder over os som et tykt, kvælende tæppe.

”Hvordan kan du gøre det imod dig selv, Louisa?” Udbryder Harry pludselig og kigger på mig med tårer i øjnene. Mine øjne bliver smalle, og jeg sender ham et ondskabsfuldt blik. Biplyden går gradvist hurtigere i takt med, at jeg bliver mere og mere sur.

”Hvor vover du at stille mig det spørgsmål, Harry Styles!” Jeg råber ikke engang ad ham. ”Du har ingen ret til at stille personlige spørgsmål.”

”Jeg havde forstået det, hvis det var gamle ar, men det er friske sår, Louisa, som om du gjorde det i går.” Jeg svarer ikke, jeg kigger bare skamfuldt ned på mine arme. Jeg kører mine fingre over min højre arm. Jeg mærker alle urenhederne og bulerne i min hud, og jeg fælder en enkel tåre. Jeg kigger endelig op og ser, at Harry er målløs. Jeg kigger hen på Niall med tårer i mine øjne.

”Det var ikke meningen, at I skulle finde ud af det.” Niall møder mit blik og sender et sympatisk og undskyldende blik min vej. Jeg kigger væk med det samme. Jeg hader sympati.

Liam er den eneste som har været klog nok til at holde sin mund lukket.

”Hvor længe har Louis vidst det?” Spørger Harry endelig.

”Hold din kæmpe flap lukket, Styles,” snerrer jeg med et ondt blik. Harry sukker og går ud ad lokalet lige i tide til at Louis kommer ind igen. Han kigger tilbage efter Harry og kigger derefter tilbage på mig. Jeg trækker bare på skulderne. Jeg kigger ind i væggen ved siden af mig, imens jeg hviler min kind på mine arme som ligger på mine foldet knæ.

”Du er fri til at tage med hjem, Isa.” Jeg rejser mig fra sengen, – efter jeg igen har hevet alle ledninger ud voldsomt – tager mit tøj fra stolen og går ind på badeværelset i stilhed.

Fem minutter senere kommer jeg ud med tøjet på, mit hår i en pænere, rodet knold på toppen af mit hoved, og mine solbriller hvilende på min næse. Jeg tager min taske og slynger den over min skulder, hvorefter jeg marcherer ud af hospitalet med One Direction i hælene.

Jeg havde bare ikke lige ventet alle menneskerne ude foran hospitalet.

Jeg ignorer alle de åndsvage, spørgsmål og rygter og går hen ad den vej hospitalets sikkerhedsvagter har lavet til os. For enden af gangen holder en bil som jeg med det samme sætter mig ind i, efterfuldt af Louis, Liam og Niall. Jeg ved ikke, hvor Harry tog hen, men jeg er også rimelig ligeglad.

Jeg havde troet, at jeg for én gangs skyld kunne have et godt forhold til Louis efter alle de år, men det er svære, end jeg havde regnet med. Det havde måske været nemmere for et år siden – før jeg selv blev kendte – men nu er det næsten umuligt, fordi der hele tiden er folk helt op i vores ansigter. De er desperate efter at finde noget snavs på os, som de kan bruge på at knække og ødelægge os.

”Jeg troede, at du var ved at få det bedre?” Jeg ignorer ham og skruer højere op for lyden i mine øretelefoner. Mine øretelefoner bliver hevet ud, og jeg kigger irriteret på Louis som holder fast i dem med min telefon dinglende under dem.

”Hvad?” Jeg sukker opgivende. Louis gentager sit spørgsmål, og jeg kigger ud ad vinduet på alle menneskerne og bygningerne, der suser forbi. Han gider ikke engang at vente på at få mig på to mands hånd. Han stiller bare personlige spørgsmål midt i bilen på vej hjem med de to andre drenge som aldrig har kendt til det. Som om det ikke betyder noget mere. Jeg snubber mine ting fra hans hænder og placerer mine øretelefoner tilbage i mine ører. Jeg skruer så højt op for musikken, at det gør ondt i mine ører.

Louis prøver ikke på andet resten af turen hjem.

 

Måske opfører jeg mig som en psykotisk ko som Lottie ville sige, men jeg har tænkt mig at ignorer Louis, indtil han indser, hvad han har gjort forkert. Det er et rigtigt bitchy træk, men jeg er også lidt af en kælling.

Lad os bare sige, at Louis ikke tager det pænt, og at jeg nu har absolut ingen at snakke med – igen.

Harry ignorer mig, men det er heller ikke, fordi jeg har lyst til at blive interviewet i mit eget hjem.

Liam og Niall undgår mig helst, som om de er bange, for at jeg eksploderer i deres ansigter på et eller andet tidspunkt.

Når vi bare er hjemme går det mig ikke så meget på, fordi jeg alligevel bruger det meste af min tid på mit egen værelse. Det eneste tidspunkt jeg egentligt ser nogen af dem er, når jeg skal have noget mad, eller vi skal ses offentligt – hvilket er oftere end jeg gerne selv vil have det.

Fordi Louis er min bror, skal jeg ses med ham offentligt, så alle kan se, hvor tætte vi er. Det sker cirka to-tre gange om ugen, og det irriteret mig helt vildt, fordi vi ikke er så tætte, som alle gerne vil have os til at være – ikke siden før x-factor.

Så ja, jeg giver x-factor og resten af verden skylden for, at jeg ikke er tæt med min tvillingebror. De har formet os til dem, de gerne vil have os til at være, uden tanker om hvad vi gerne selv vil.

Jeg har ikke lyst til at blive tvunget til at være sammen med Louis, når jeg ikke vil.

Jeg har ikke lyst til at være uvenner med ham, men det er vi alligevel, fordi alt bliver tvunget over vores hoveder.

Jeg har mine egne problemer, og at have alles øjne på mig gør dem ikke bedre.

Louis tror, at mine problemer også er hans problemer. Sådan har han været, siden han opdagede det for første gange. Det var faktisk dagen før, han tog afsted til sin x-factor audition.

 

Jeg sad i mine egne tanker og tårer, da døren til badeværelset pludseligt går op. Jeg havde glemt at låse døren. Louis kom stormende uvidende ind. Han fortalte mig senere, at han troede rummet var tomt. Han var nået hele vejen hen til håndvasken, da han endelig opdagede, at jeg sad i hjørnet. Jeg sad og kiggede skræmt på ham med store øjne og tårer løbende frit ned ad mine kinder. Hans tilstedeværelse havde fået mig til at græde endnu mere, og jeg kunne ikke holde mine hulk tilbage. Jeg var skrækslagen over, at han havde opdaget min lille hemmelighed.

”Louisa, hvad fanden laver du?” Jeg husker, at han råbte af mig. Han var skræmt fra vid og sans af blodet der langsomt trillede ned ad min blege arm. Hans hænder skælvede og rystede værre end mine, og han vidste ikke, hvad han skulle gøre af sig selv.

Jeg husker, at jeg endelig fik taget mig sammen, og at jeg rejst mig op fra gulvet. En ny omgang tårer havde løbet ned af mine kinder, og jeg hulkede en enkel gang, da vandet langsomt rensede de åbne sår. Jeg kunne se i spejlet, at Louis sad som lammet på gulvet, og jeg skammede mig dybt. Han havde set mig på mit absolut laveste.

 

Louis snakkede ikke til mig før senere. Jeg kan huske, at jeg var opløst af græd. Jeg havde taget med til Louis’ audition dagen efter, men jeg holdte mig kun i baggrunden, fordi jeg skammede mig for meget over det Louis så. Louis prøvede at møde mit blik nogle gange den dag, men jeg kiggede altid væk. Han havde modtaget beskeden, og han snakkede ikke til mig før, før han skulle til Simons hus.

Men vi vidste godt begge to, at vores forhold aldrig ville blive det samme. Så da Louis spærrede mig ude af sit liv blev vores forhold for alvor ødelagt, og det blev aldrig det samme igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...