Dragerytternes Profeti

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2017
  • Opdateret: 15 sep. 2018
  • Status: Igang
Verden Nigira har igennem fire tidsaldre været vidne til mange problemer. Først her i begyndelsen af den femte alder, har Nigira haft nogenlunde fred. Dette gjorde at de legendariske Drage- og Mearaerryttere kunne leve et tilbageholdent liv. Da folket skrev år 1120, femte alder, var det en sjældenhed at se en af disse ryttere, hvilket medførte at folk med tiden glemte deres eksistens. Firehundrede år efter begyndte orker og goblinger at tyrannisere små landsbyer som lå i udkanten af riget. Menneskernes konger gjorde ikke noget synderligt for at kontakte elverne og rytterne. Ligeledes den konge som nu reagere i hovedstaden Ronak, havde de to forrige konger kun deres lands velstand i tankerne. Samt at ignorer to racers eksistens. Dette førte til De vandrendes opstandelse i år 1445. En gruppe af mennesker og halvelver stod sammen og svor at beskytte Nigiras befolkning mod ondskab og fjender. Selv femoghalvfjerds år senere rejser de stadig riget rundt, hjælper alle som mangler hjælp.

1Likes
5Kommentarer
1696Visninger

Author's note

Denne historie er inspireret af bl.a.: Ringenes Herre, Eragon og Tamora Pierce's bøger..
Derfor kan der være navne, steder og situationer, som man kan sammenligne med disse film og bøger..
AA

13. (13) Glædeligt gensyn

En følelse, som en blød hånd der kærtegnede en kind, vækkede Kat. Halvvågen fornemmede hun at følelsen kom fra Stomjæger og Sølvskygge. Ligeledes fornemmede hun en skikkelse, halvt siddende; halvt liggende, i en stol knap en arms længde fra hende. Hun drejede hovedet og konstaterede at det var Vendir. Han havde lukket øjnene og så ud til at slappe af.
"Har du det bedre nu?" Ordene kom næsten som en hvisken, men var tydelig nok til at hun forstod dem. Han havde stadig lukkede øjne, men nu viste hun at han var vågen. Hun mumlede noget om at hun havde det fint, men inderst inde var hun ikke sikker. Sorgen efter at have mistet Alistar nagede hende langt ind i sjælen.
Vendir åbnede det højre øje halvt og så på hende. Hun prøvede at smile, skønt hun var pinlig bevidst om at det mislykkedes. Nu rettede Vendir ansigtet, så han så på hende.
"Det er aldrig nemt at miste en som er meget nær. Jeg kender selv følelsen, efter at have mistet min første livsledsager. Der kan gå langt tid, inden man føler sig nogenlunde klar til at tage fat på livet igen. Men samtidig bør man huske, hvilke venner og familie man stadig har. De bliver tit glemt og ignoreret, hvilket ikke er godt." Han smilede svagt.
"Her taler jeg desværre af egen erfaring." Kat nikkede, imens tårene løb ned af kinderne. Hun prøvede at stramme sig op, men Vendir lagde en hånd på hendes skulder og bad hende give følelserne fritløb. Hun så en sidste gang på ham, inden sorgen tog overhånd og hun gemte hovedet i puden imens tårene løb. 
Vendir rejste sig og forlod teltet, så hun kunne få fred til arbejde med sorgen.

Efter nogle timer, vågnede hun igen. Denne gang var flappen til teltet åbnet og eftermiddagens stråler dansede ind i teltet. Udenfor kunne hun fornemme en letter anspændt stemning, og se at elverne var ved at rejse nogle nye telte. Hun slog skindtæppet til side og rejste sig, imens hun støttede sig til briksen. Da hun var sikker på at benene ville holde til hendes vægt, gik hun langsomt over til teltes åbning og så sig rundt i lysningen. Hun kunne se at de havde flyttet lejeren, og hun havde på fornemmelsen at det var skyggens skyld. Hendes øre fangede lyden af et vandfald, hvilket fik hende til at smile. Hun viste hvor de var. Knap fem minutters gang fra dragegrotten, hvor hun ofte overnattede når hun var på disse kanter. 
"Så er du på benene igen. Dejligt." Vendir kom gående over imod hende sammen med et par andre elverkriger, som bukkede for hende. Hun besvarede bukket og så på Vendir, imens hun overvejde sine tanker.
"Med deres tilladelse, vil jeg gerne bade i de varme kilder som ligger i dragegrotten. Jeg kan høre vandfaldet og kender grotten godt. 'De vandrende' holder tit til i den. Desuden har jeg noget ekstra tøj liggende i en af hulerne." Vendir og de andre elverkrigere så lidt undrende på hende, men da Sølvskygge kom hen til dem, smilede Vendir. 
"Så længe det kun er den korte tur. Og at du tillader at jeg sender en med dig for at holde dig med selskab." Han nikkede over mod en af de kvindelige healere, der stod og snakkede stille med en anden elverkvinde. Kat smilede og vinkede da de to kvinder så i retningen af hende. Elverkvinden gispede højt og løb hen til Kat, hvor kvinden greb Kats hænder.
"My lady. Hvordan er det dog gået så galt? Jeg har været så bekymret for dem. Deres onkel har heller ikke haft det godt i den sidste tid." Kat kunne ikke lade vær med at smile imens kvinden forsatte sin bekymrede tale.
Til sidst gav Kat kvinden et blidt knus.
"Elena, min ven. Jeg er i live, hvilket er hovedsagen. Og jeg skal nok besøge onkel inden for den nærmeste fremtid, det lover jeg dig. Men nu trænger jeg til et bad. Vil du hjælpe mig?" Hun så roligt på Elena, som smilede over hele ansigtet og nikkede glad for at hun kunne hjælpe sin frøken. Kat forklarede hurtigt Vendir, at Elena havde været hendes kammerpige igennem årene lige fra barndommen, og stadig var det. Vendir smilede og nikkede forstående, hvorefter han vendte tilbage til de andre pligter han havde i lejeren. Kat, Elena og Sølvskygge begyndte roligt at gå over til dragekrotten, imens de talte om det som var sket inden for den sidste tid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...