undSKYLD

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2017
  • Opdateret: 4 sep. 2017
  • Status: Igang
Kristian var en normal dreng. Eller det var hvad alle troede, bortset fra hans tre bedste venner. Kristians liv var alt andet end normalt. Hans barndom var fyldt med frygtlige oplevelse, som ville vise sig at påvirke ham resten af livet. Kristian prøvede at leve et nyt, normalt liv, men fortiden blev ved med at følge ham, og til sidst blev det for meget, og det hele vendte. Kristian var blevet til noget han aldrig havde troet kunne ske. Kan Kristian holde denne hemmelighed fra sine venner, eller er skylden for stor?

0Likes
1Kommentarer
175Visninger
AA

2. Skolebænken

Kristian der ikke noget at være bange for. Det er helt normalt, det sker for alle, men det har bare aldrig været en ting man snakker om. Det skal du vide, det er IKKE noget man snakker om.

Jeg vågner med et spjæt, med sved løbende ned langs kroppen, som om jeg lige havde taget et brusebad. Der var den igen. Der var HAN igen. Hvorfor kunne han ikke bare lade mig være. Det var ovre. Det skulle være ovre. Pludselig går døren op, og min bedstemor kommer sprintende ind. ”Kristian, Kristian er du okay?” råber hun og sprinter videre over til min seng. Jeg smiler uforstående til hende; ”Hvorfor skulle jeg ikke være okay?” Hun slår armende om mig og klemmer mig helt ind til hende. ”Du råbte i søvne igen” hvisker hun. ”Det skal du ikke bekymre dig om bedste, jeg havde bare et lille mareridt” Bedste løsner hendes greb om mig og kigger mig dybt i øjnene. Hendes blik er dybt seriøst og borer sig hele vejen ind til min sjæl, hun bryder efter lidt tid så stilheden: ”Du er en time forsinket til skole” siger hun og trækker sig væk fra mig. ”En time forsinket! Første dag tilbage i skole, og så er jeg en time forsinket! Hvorfor vækkede du mig ikke før? Det er da godt nok pinligt det her! Ud med dig bedste, jeg skal klæde om!” Jeg smider bedste ud af rummet, og får mig gjort klar på rekordtid, 3:22 minutter for at være helt præcis. Mit mål var at klæde mig godt til første dag, altså gøre et godt indtryk, men det måtte blive en anden dag, tiden var der ikke i dag. Jeg endte med min bedstefars gamle blomster skjorte, et par lyse cowboybusker og et par slidte vans. Jeg havde altid gået meget op i mit udseende, så det irriterede mig, at jeg så så livstræt og ligeglad ud. Jeg prøvede at fikse mit hår så det i det mindste kunne gøre godt for resten, men det synes ikke rigtigt at virke. Til sidst sagde jeg bare ”fuck det”, og så smuttede jeg i skole.

Min krop gik i standby da jeg stod uden for indgangen til skolen. Skolen var min tryghedszone da jeg var yngre, men da jeg blev ældre, blev det ligeså ubehageligt i skolen som derhjemme. Jeg var anderledes end de andre, jeg var mærkelig, jeg var alt hvad de ikke kunne lide, så det førte til voldsom mobning, det gjorde, at jeg til sidst måtte stoppede. Det var næsten et 1 år siden jeg sidst stod foran denne indgang. Jeg blev nødt til at nærmest trække mig selv ind af døren, for min krop strittede i mod med alt hvad den havde. Jeg troede det ville blive bedre, hvis jeg først kom ind af døren, men intet blev bedre. Hele min krop rystede og jeg kunne mærke et panik anfald på vej, men nej. Jeg kunne ikke lade det ske. ”Tag dig sammen Kristian, på med den maske du bærer så godt. Du kan sagtens det her” sagde jeg til mig selv, og masken blev taget på. Folk, som aldrig havde kontaktet mig efter jeg forlod skolen, kom høfligt hen og sagde hej og spurgte mig indtil hvordan jeg havde det. Jeg løj, som jeg altid har gjort, og svarede at alt var godt. ”Jeg har aldrig haft det bedre” hørte jeg komme ud af min mund, selvom det var en kæmpe løgn. Jeg burde have det bedre, men intet var bedre. Skolen hjalp i hvert fald slet ikke med at gøre det bedre. Alle smilte bare og fortsatte så videre med deres dag, intet var ændret for dem, andet end de nu havde nyt sladrer at snakke om. ”Har i hørt Kristian er tilbage, og har i hørt hvad der er sket med ham?” Jeg forstillede mig allerede at hele skolen vidste det. Af en eller anden grund synes jeg ikke at kunne finde nogen jeg kendte nok til at hægte mig på. Det gik op for mig at Maja og Frederik altid plejede at komme for sent, og hvis jeg kendte dem ret, så havde det ikke ændret sig. Jeg ledte hektisk efter Carmen, indtil det gik op for mig, at hun ikke længere spildte hendes tid på at gå i skole. Hun levede i øjeblikket og tog imod alle de muligheder der kom hendes vej. I år ville hun vist gå videre fra modelbranchen og over til noget skuespil. Hun spildte ikke noget af hendes tid på noget, som hun ikke synes var spændende. Jeg gjorde bare som de fleste, fulgte det spor alle vil have os til. Få en uddannelse så vi kunne få et sikkert job, så vi kan have råd til en familie, og så engang dø. Jeg gik rundt i mine egne tanker og lagde ikke mærke til at jeg pludselig var endt hos fodboldspillerne. Jeg kunne kende de fleste, og det var da også tydligt at de kunne kende mig. Det var tydligt for en hver at jeg ikke passede ind her og jeg var også lige ved at dreje rundt på hælen, da holdkaptajnen Pete sagde noget til mig: ”Hvad så Kristian? Så er du sku tilbage, er alt som det skal være?”. Den eneste grund til at han overhovedet sagde noget til mig, var helt sikkert på grund af hvad der var sket. Alle vidste det nu. Selvom alle opførte sig som om de bekymrede sig for mig, og havde ondt af mig, vidste jeg at de alle inderst inde grinte af mig.

 

Hvor er han ynkelig!

HA HA HA HA HA HA HA HA

HA HA HA HA HA HA

HA HA HA HA HA HA HA HA

HA HA HA HA HA HA

 

”Jeg har det godt nok, du ved, bortset fra at skulle tilbage i skole igen” jeg afsluttede mit sætning med et grin og et lille blink. Fodboldspillerene grinte godkendende til mig, og jeg smuttede hurtigt videre. Jeg prøvede at fortsætte igennem skolen som om alting var normalt. Som om intet var sket, men alt var sket, og alle vidste det. Det var her det gik op for mig hvor lidt venner jeg egentlig havde. Ingen havde prøvet at kontakte mig mens jeg var væk, men dengang tænkte jeg ikke over det. Jeg tænkte nok ikke på noget den gang. Men nu gik det virkelig op for mig. Ja, folk hilste, men ingen stoppede op og rent faktisk tog sig tid til at snakke med mig, og virkelig lytte til mig. De var tydeligvis ligeglade. Hvor var mine venner når jeg har brug for dem? Et øjeblik blev jeg vred på Carmen, for bare at rejse ud og gøre hvad hun ville, og bare efterlade mig alene, kun tænke på sig selv, men så gik det op for mig. Det var mig der kun tænkte på mig selv. Selvom jeg havde det af lort til, så behøvede det ikke gå ud over andre. Med den tanke gik jeg ind i klasseværelset og slog mig ned på den plads, der plejede at være min faste plads. Det ringede ind og folk begyndte at strømme ind. Jeg, der plejede at være så usynlig, var nu klassen midtpunkt. Igen, så smilte alle til mig, eller nikkede forstående, men ingen satte sig ned ved siden af mig, ikke før Maja og Frederik trådte ind i klassen. Maja slog sig ned ved siden af mig og Frederik fortsatte ned bagerst i klassen. Der var sket noget, jeg kunne mærke det med det samme. Maja havde tårer i øjnene og Frederik et tomt ansigt. Jeg prøvede, at spørge Maja ind til hvad der var sket, men uden held. Det var først da vi nåede til spisepausen, jeg fik af vide hvad der var sket.

”Kris din idiot kom her over” hørte jeg Frederik råbe i kantinen. Inden jeg nåede at sige noget overhovedet spyttede Frederik de hele ud: ”Undskyld vi ikke var der fra morgenen af, men jeg siger dig det var en vild morgen. Jeg kommer over for at hente hende som altid. Som altid. Så altså, hun vidste jeg ville komme forbi, men alligevel opfører hun sig som om jeg aaaaldrig har gjort det før. ’Hvad laver du her Frederik? Du plejer da aldrig at ville hente mig’. Så snakker hun bare til mig som om, at jeg aldrig har gjort noget sødt for hende, og altså, det gjorde mig bare ret sur. Så jeg fortalte hende bare at jeg altid gjorde alt for hende, og jeg kom til at sige, at det kun var mig der holdte liv i det her forhold, og så begyndte hun bare at græde helt vildt meget, og sådan fortsatte det bare indtil vi kom til skolen” Frederik stoppede op for at trække vejret, men inden han nåede at sige mere, afbrød jeg ham: ”Så du ved ikke helt hvad status af forholdet er lige nu?” Frederik lod et stort suk komme ud. ”Nej, vi har aldrig skændtes sådan. Aldrig! Vi har været sammen i 4 år og vi har altid kunnet snakke os ud af alting, men alt er bare ændret nu.” Selvom Frederik ikke ville vise det, kunne man tydeligt se hvor såret han var. Han elskede jo Maja, han ville ikke havde at det skulle være sådan. Selvom jeg havde ondt af ham, mærkede jeg mig selv blive vred igen. Vred fordi jeg ikke fik opmærksomhed for min smerte. Det gjorde mig vred, vred at jeg blev vred på mine venner, vred at jeg tænkte så egoistisk. Frederik fortsatte med at snakke, men min opmærksomhed flyttede sig mod Maja, der lige havde trådt ind i spisesalen. Selvom jeg vidste, hvad der lige var sket mellem Frederik og Maja, så overraskede det mig, at hun satte sig ved et andet bord. Jeg havde aldrig tænkt at hun havde….andre venner. Egoistisk tænkt af mig igen. ”Hvad så sunnyboy er du vågen?” Frederik hæv fat i min arm. ”Klokken har lige ringet, vi skal til matematik!” han trak mig med til timen, denne gang sad jeg ved siden af Frederik og ikke Maja, og resten af dagen gik jeg uden at snakke med Maja overhovedet. Jeg tog hjem med en følelse af at det hele var min skyld. At det på en eller anden måde, var min ulykke der var skyld i deres ulykke. Tankerne fløj igennem mit hoved hele vejen hjem og resten af aftenen. Bedste prøvede at snakke med mig, men jeg var ikke i humør. Jeg var heller ikke i humør til tankerne, men dem kunne jeg ikke styre.

Endelig stoppede tankerne og jeg kunne slappe af, og endelig ligge mig til at sove. Men da jeg vendte mig mod sengen blev jeg mødt af rædsel, og flashbacks begyndte at udvikle sig, selvom jeg gjorde alt for at stoppe dem. Det var de typiske; hvor jeg ligger i sengen og han træder ind af døren. Min trang til at skrige var stor, kæmpe stor, men han lagde hans store hænder over min mund og forklarede mig at alt var okay. Det var lige som det skulle være. Alt i min krop spændte, og det blev bare værre da han begyndte at trække mine bukser af, og sådan foregik det hver aften. Hver aften i så mange år.

Det tog mig lang tid, før jeg kunne få mig selv til at ligge mig i sengen. Endelig fik jeg det gjort, og jeg faldt hurtigt i søvn. I løbet af natten vågnede jeg mange gange. Mærkelige drømme vækkede mig, og skræmte mig så meget, at jeg knap turde falde i søvn igen. Alligevel nåede jeg næsten at få tre timers søvn. Sådan fortsatte hver aften hele den første uge tilbage på skolebænken. Dagene var ikke bedre. Frederik og Maja havde stadig problemer, og hvis jeg først havde snakket med en af dem, så var der 100 procent chance for at jeg ikke ville komme til at snakke med den anden. Det var som om, at de ville havde mig til at vælge side, men jeg kunne jo ikke vælge i mellem dem, de var begge mine bedste venner. Jeg prøvede at ringe til Carmen, men hun havde allerede fået en rolle en i film og havde så travlt med den, at hun ikke havde tid til vores teenage-drama.  Det var en hård uge og den udmattede mig fuldstændigt. Jeg skulle bekymre mig om Frederiks og Majas drama i dagtimerne, og i nattetimerne kæmpede jeg med min fortid, som ikke ville give slip. Så da vi nåede til weekenden kunne jeg ikke holde til det mere, så det eneste der var chance for at løse, tog jeg kampen op mod. Fredag aften inviterede jeg begge parter hjem til mig for at løse problemet, bare uden at fortælle dem, at de begge var inviteret.

”Kristian hvad fuck?” var Majas første reaktion. Frederik sagde ingenting, han satte sig bare ned i sofaen. ”I har brug for noget parterapi, okay? Jeg gider ikke skulle vælge side mellem jer to, og jeg gider ikke se på jer to opføre jer som om i betyder ingenting for hinanden. I bliver nødt til at få snakket om det her.” Maja nikkede og satte sig ned ved siden af Frederik, men Frederik rejste sig og gik ud i gangen. Jeg fulgte vredt efter. ”Kris, seriøst, det her er for dumt!” Frederik grinte af mig, men noget i mig blussede op og pludselig havde jeg slået Frederik hårdt i maven. Det var som om tiden stoppede. Som om alt var gået i stå. Jeg var rystede over hvad jeg lige havde gjort. Jeg kiggede ned og Frederik sad på gulvet og holdte sig om maven. ”Kris hvad fanden var det?” hviskede han mens han stirrede mig i øjnene. ”Freddy… det er jeg ked af, jeg ved ikke hvad der skete, jeg” pludselig afbrød Frederik mig: ”Hey, det er okay. Jeg opfører mig som en idiot, jeg havde fortjent det der. Lad os så få snakket med Maja om alt det her lort!” Han gav mig et klap på skulderen og vi gik ind til Maja. Vi satte os alle ned og terapiseancen begyndte. ”Okay, hvorfor er i så vrede på hinanden?” startede jeg ud, og derefter sagde jeg ikke rigtig mere. Resten var en samtale mellem Frederik og Maja, og jeg var bare en flue på væggen. Det var en lang samtalede der varede over en time. De kom frem til at de begge frygtede at deres forhold var ved at dø ud, men de elskede hinanden, og de ville kæmpe for at få deres forhold virke. De fik endelig øje på mig. En akavet stilhed bredte sig. ”Øh, jeg tror vi smutter hjem nu, tak Kristian!” sagde Frederik, og de smuttede.

Efter Frederik og Maja var taget hjem, havde jeg en mærkelig følelse i maven. Jeg havde det dårligt med at have slået Frederik, men det gav mig også en følelse af tilfredsstillelse. Det føltes godt at kunne beskytte mig selv. Jeg forstillede mig at det var min far, og jeg havde endelig været i stand til at sige fra, og få ham til at gøre, som jeg sagde. Skræmt af mine egne tanker, hamrede jeg mit hoved ind i væggen. Hvordan kunne jeg tænke sådan? Tårende begyndte at strømme ned af mine kinder, og alt synes at falde fra hinanden i det øjeblik. Hvordan kunne jeg havde det godt, efter at havde slået min bedste ven i maven? Det var ikke engang et sarkastisk slag, nej det var et slag fuld af vrede. Jeg havde det klamt, og jeg kunne ikke kigge mig selv i spejlet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...