Boys like you

Anna, den stille pige, med en fortid som de fleste andre teenagere nok har gennemgået. Men Anna gik igennem den af en grund, mor og far er der ikke for hende. Det har de aldrig været. Anna møder drengen Marcus som hun forsvinder helt væk i. Men da hun sætter gang i missionen find-min-bror. Ændrer begge deres liv sig, hendes bror blev bortadopteret, og hun mangler en familie rolle i sit liv, en familierolle udover sin fætter og onkel. Men ting bliver svære. Nogle mennesker har man forevigt, andre er kortvarigt.
Læs gerne med :)

5Likes
0Kommentarer
2540Visninger
AA

10. 9.

 

Jeg savner min mor.."

" Det ka jeg godt forstå"

" Hvor er hun?"

" Et bedre sted."

" Jeg vil have candyfloss." 

" Det skal du nok få."

" Hvornår står Anna op, jeg vil lege."

" Du ka da lege med mig." 

" Du ik sjov og lege med." 

" nå-" 

Nogle små hænder blev lagt på mine kinder.

" Anna stå nu ooooop" Lød Cleo's desperate stemme, jeg åbnede blidt mine øjne. Et tilfreds smil bredte sig på hendes ansigt. Jeg smilede og krammede hende, jeg puttede hende ind til mig. 

" Godmorgen lille Cleo mus" Sagde jeg og kyssede hendes kind. Hun fniste. 

" Anna jeg vil lege!" Sagde hun glad, sprængfyldt med energi.

" Okay, hvad vil du lege" Spurgte jeg.

" Hmmmm, Fangeleg!" Sagde hun selvsikkert.

" Så må du hellere stikke af. " sagde jeg drillende. Hun sprang ud af sengen, og jeg var hurtigt oppe, jeg havde kun hættetrøje og g-streng på, men jeg var en smule ligeglad og løb efter Cleo, hendes grin fyldte lejligheden, det åh så fantastiske grin. Hun løb om på den ene side af sofaen og jeg var på den anden. Hun tjekkede kraftigt sine udveje, hun løb til venstre, og jeg var hurtigt til og få fat i hende og svinge hende op. Hun skreg af grin. 

" Jeg fik dig!" Sagde jeg ind mod hendes hals, jeg drejde hende rundt i luften, så hun havde fronten mod mig, hun blev altid så genert ved mig, hun rødmede, og gemte sit ansigt i hendes hænder.

" Hvorfor gemmer du dig? du er så smuk" Sagde jeg, hun fjernede sine hænder og så pludseligt trist ud. Og uden jeg vidste af det, begyndte hun og græde.

" Hvad så smukke?" Spurgte jeg, jeg brød mig ikke om når hun ikke var glad.

" Jeg savner... min mor- o-og Gharlie" Græd hun. 

" Åh smukke altså." Jeg trak hende ind til mig, og strammede grebet om hende, havde ikke i sinde om at slippe hende igen.

" Ved du hvad, skal vi ik tage ud og finde en hund?, du kan begynde i børnehave imorgen. " sagde jeg, hun stoppede straks med og græde, og det triste udtryk blev hurtigt skiftet ud med et kæmpe smil. 

" Jojojojojojojo" sagde hun og sprællede af glæde i mine arme. Jeg smilede straks. Jeg kiggede over i åbningen til soveværelset, Marcus stod og kiggede på os, igen med et blik jeg ikke kunne tyde. Jeg så spørgende på ham. Han ignorede mig og gik ud i køkkenet. 

" Jeg tror Marcus laver mad, smut ud og hjælp ham" sagde jeg og kyssede hende i håret, hun spurtede ud i køkkenet. Jeg selv gik ind på soveværelset, fandt den her fiskenet trøje, og en fila trøje og tog det på, jeg bukkede fila trøjen lidt op, så man kunne se det her såkaldte fiskenet, latterligt navn. Derefter tog jeg bare nogle lidt løse bukser på og fiksede min makeup. Jeg gik så ud i køkkenet hvor Cleo og Marcus sad og spiste, utroligt som Marcus kunne lave mad. 

"Cleo smukke, går du ik lige ud og vasker fingre?" Spurgte jeg hende om, hun løb stille ud på badeværelset.

" Marcus, er der noget galt? du virker ret pissed." Sagde jeg, jeg havde undret mig en del.

" Du kan sgu da ik bare give hende alt hvad hun vil ha. " sagde han en anelse hårdt.

" Jeg giver hende da ik alt hvad hun vil ha, jeg vil bare ik have hun skal have en ensom barndom" sagde jeg og så ned.

" Alle vil sgu da syntes hun er vildt træls fordi hun ender med og blive snot forkælet, og kun vil være venner med sin hund." Sagde han igen hårdt.

" Jeg vil bare gerne give hende den barndom jeg aldrig fik, du har ingen anelse om hvordan det var for mig, gennem alle de år alene. Hvem er du til og belære mig hvad en god barndom er?" Sagde jeg vredt, fuck han pissede mig af. Han blev straks mere blid i ansigtet. 

" Undskyld." Sagde han.

" Skændes i?.." Lød Cleos forsigtige stemme bag ved mig. Jeg vendte mig mod hende.

" Nej smukke, vi snakkede bare." Sagde jeg og gav hende et falskt smil, jeg hadede at snakke sådan med Marcus, når han snakkede som om han vidste alt. Alt om mig. For det gør han ikke, langt fra.

" Skal vi finde den hund?" Sagde jeg til Cleo, hun smilede.

" Marcus, du kan blive her, og gøre rent" sagde jeg og sendte ham et flabet smil. Det ramte ham, at jeg ikke ville have ham med, det kunne jeg se. Cleo kopirede mit smil, hvilket gjorde Marcus endnu mere utilpas. Og med det gik Cleo og jeg ud ad døren.

 

" DER SÅ MANGE HVALPE!!" sagde Cleo meget ivrigt, hun klemmede brynene sammen og hoppede vildt. Cuteness overload. Cleo var hurtigt ovre ved nogle hvalpe. 

" Charlie." Sagde hun. Jeg spurgte ejeren om det var Cane corso hvalpe, det var det. 

" Okay smukke. hvad for en vil du ha" spurgte jeg, jeg vidste allerede at hun havde bestemt sig og hun pegede hurtigt på en meget sød hvalp. Det var en han, og kulsort. Eller den havde et helt hvidt ben dog. Ret unik, og cute. Jeg snakkede lidt med ejeren om pris og hvad der skulle til for at sådan en hvalp fik et godt liv. Og efter en lang snak og en helveds masse spørgsmål fra Cleo 

" Hvor snart skal vi hjem"

' Hvor snart' det lød sjovt. Men ja, efter lang tid fik vi altså den her hund, og en helveds masse udstyr med hjem. 

" Har du fundet på et navn søde." Spurgte jeg om. 

" Demarcus." Sagde hun. Demarcus, hvor sødt. 

" Ligesom Marcus." sagde jeg og smilede, hun rødmede. 

" Du kan godt lide ham, ka du ik." Spurgte jeg

" Han er ok." Sagde hun, jeg vidste hun løj, hendes øjenbryn sitrede altid når hun løj, og det gjorde det tit når hun sagde min mad smagte godt, hun er så nuller.

" Du elsker ham" Sagde jeg og smilte som en sindssyg.

" Måske" Sagde hun, og jeg valgte ikke og spørge mere ind til noget. 

 

" Okay, rolig Cleo, husk han er stadig kun en hvalp." Sagde jeg da hun var lidt voldsom i sine bevægelser. Hun nikkede og jeg åbnede døren ind til lejligheden og satte ' Demarcus' ned. Han så sig en smule forvirret omkring i lejligheden. Cleo satte sig med benene spredt ud. Hun sagde intet, kiggede bare på Demarcus. Han løb nærmest over til hende, som var hun hans tilflugtssted, hans klippe. Hun smilede, og legede godt med ham. Marcus kom ud til os. 

" Hvad hedder den." spurgte han en smule koldt, sikkert sur over han ikke måtte komme med.

" Demarcus" sagde jeg, han tøede op og så overrasket på mig.

" Ik kig på mig, det var hende der fandt på navnet." Sagde jeg og trak på skuldrene. Han så overrasket på Cleo, men hun havde ikke tid til og skænke ham et blik, eller en tanke. Hun så så glad ud med Demar. Syg forkortelse jeg ved det. 

 

Da det blev senere var både Demar og Cleo faldet i søvn. De så så søde ud, sådan som Cleo holdte om den lille hvalp. Jeg bad Marcus om at løfte Cleo ind i seng, og jeg løftede Demar. Cleo blev lagt i sin seng, og jeg lagde Demar i fodenden. Demar var dog vågnet, men istedet for og løbe rundt, gik han op til Cleos ansigt og lagde sig lige ved siden af hende.

Han skal nok komme til og passe godt på hende.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...