Boys like you

Anna, den stille pige, med en fortid som de fleste andre teenagere nok har gennemgået. Men Anna gik igennem den af en grund, mor og far er der ikke for hende. Det har de aldrig været. Anna møder drengen Marcus som hun forsvinder helt væk i. Men da hun sætter gang i missionen find-min-bror. Ændrer begge deres liv sig, hendes bror blev bortadopteret, og hun mangler en familie rolle i sit liv, en familierolle udover sin fætter og onkel. Men ting bliver svære. Nogle mennesker har man forevigt, andre er kortvarigt.
Læs gerne med :)

5Likes
0Kommentarer
2508Visninger
AA

13. 12.

Anna's synsvinkel

6 år senere

 

" Cleo? du skal stå op" Sagde jeg blidt, hun vrissede ovre fra sengen af.  Jeg stod lidt i dørkarmen og så til, turde ikke gå ind. Teenagere, farlige om morgenen. 

" Logan har skrevet" Sagde jeg, og med de ord fløj hun op, og løb ud i køkkenet. Jeg smilede for mig selv. Det at Cleo og Logan stadig har massere af kontakt i dag gør mig så glad. De har kendt hinanden siden Cleo var fem. Den dag i dag er de kærester, Logan spurgte hende endelig efter 9 år. Hun var så glad, hun fløj rundt i hele lejligheden med Demar. 

" Hvad smiler du af?" Spurgte hun.

" Bare dig" Sagde jeg og smilede endnu mere, hun rødmede. Ligesom når hun var lille.  

" Savner du ham?" Spurgte hun. Jeg fik et forvirret udtryk i ansigtet.

" Logan? han er din kæreste, ik min" Sagde jeg og fniste. Hun smilte.

" Ikke Logan, Marcus." Sagde hun, da jeg hørte hans navn stivnede jeg. Jeg har ikke hørt hans navn i cirka fem år. Jeg har tænkt på ham, meget. Grædt over ham, meget. Cleo så bekymrende på mig.

" Vi har ikke brug for ham" Sagde jeg. Jeg løj, overfor hende, men mest overfor mig selv. Jeg havde brug for ham. Hun så ned.

" Jeg savner ham" Indrømmede hun, jeg så overrasket på hende.

" Jeg savner hvordan han så på dig, måden han beundrede dig. Jeg savner når han gav mig et løfte kram, eller lavede en sving om med mig. Jeg savner hans madlavning. Jeg savner hans utroligt dårlige smag i musik. Jeg savner hans røde hår, som altid duftede af en sommer aften. Jeg savner min far." Sagde hun. Jeg græd, det gjorde hun også. Det sidste hun sagde overraskede mig. Så hun ham som en far? Hun så ind i mine øjne. 

" Vi har brug for ham" Sagde hun. Hendes læber skælvede, eller var det mine? Jeg nikkede stille. Lod tårene få frit løb. 

" Jeg så ham, for seks år siden. " Sagde hun og kiggede ned, hendes stemme rystede. Havde hun set ham?

" Han lignede sig selv, men noget manglede. Du manglede. Gnisten i hans øjne var væk. Hans hår duftede ikke længere. Han så så... så opgivende ud. " Sagde hun. Et billede af ham dukkede op i mine tanker. Aftenen han skred. Der så han sådan ud. 

" Istedet for og omfavne ham, og fortælle ham at jeg elskede ham, og at jeg savnede ham." begyndte hun, men stoppede sig selv. Hun var stille lidt.

" Så bad jeg ham om at skride af helveds til." Hulkede hun. Jeg løb hen til hende. Mine arme svang sig om hende, og så satte vi os ned. Jeg vuggede hende blidt. Min lille pige. 

 

Cleo havde det elendigt, det kunne jeg godt se, så jeg lod hende blive hjemme idag. Hun sov sammen med Demar. Jeg tænkte jeg ville tage et smut ned i supermarkedet og købe noget hun kunne lide.

Der var ret tomt i gaden. Nogle få mennesker gik rundt. Et par unge teenagere gik rundt, pjækkede fra timerne. Jeg så nærmere på dem. Logan? 

" Logan?" Råbte jeg. Et ansigt drejede rundt, han så skræmt ud. Det fik mig til og fnise, Han kom over til mig. 

" Du ikke sur vel?" Spurgte han nervøst. 

" Logan, jeg er ikke din mor, og jeg fortæller intet" sagde jeg og smilede. Han smilede.

" Skulle du ikke på arbejde? " Spurgte han. 

" Cleo har det lidt dårligt, psykisk. Så jeg passer hende. " Sagde jeg. Han stivnede. Så kold ud. 

" Logan? " 

" Undskyld, må jeg tage hjem til hende?" Spurgte han. Han blev næsten rastløs. 

" Øhm ja selvfølgelig, Hyg jer." Sagde jeg. Han smilede og løb så alt hvad han kunne. Han var bekymret. Jeg var ikke alene om og passe på hende. Jeg havde Logan, han kunne sikkert gøre mere end jeg kunne. Jeg har selvfølgelig også Kaiden, men ham ser vi mindre og mindre til. 

Jeg gik lidt videre, da jeg så en skikkelse som jeg kunne genkende når som helst. Det røde hår var ikke til og tage fejl af. 

" Marcus." Hviskede jeg. Han kunne ikke høre mig, han gik lidt foran mig. Mine en bevægede sig hurtigere. Til sidst løb jeg. Da jeg var tæt nok på rækkede jeg ud efter hans hånd, han drejede sig rundt. Han så overrasket ud. Gnisten kom tilbage. 

Han kom tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...