Amnesia | One Direction

Alison Parker er 19 år, og lever for sig selv i en lejlighed med hunden Presley. Hun takler de fleste situationer med et grin og tager det meste i livet useriøst. Dog er der ét minde, som hun til hver en tid er dybt seriøs omkring.
Hvad sker der den dag, det pludselig ringer på døren, og en flok drenge står foran hende?
Gamle ansigter vil vise sig igen, hvis altså Alison kan huske dem.
En ting er sikkert, massere af følelser og drama kommer til at være det, der fylder mest i Alisons liv.

22Likes
27Kommentarer
1472Visninger

2. Kapitel 1

 

Alisons lejlighed, kl. 08.00

Vækkeuret ringer, jeg hader det virkelig. Klokken er otte, og jeg har to timer inden arbejdet kalder. Jeg svinger benene ud af sengen, bevæger mig langsomt hen til mit skab, og finder noget tøj frem. De lyseblå mom-jeans, og en hvid t-shirt er, hvad det bliver til i dag.

Jeg smutter hurtigt ud på badeværelset og får taget et bad. Det varme vand giver mig altid en rolig fornemmelse i kroppen. Jeg vasker mit hår i en lækker shampoo, som får mit hår til at dufte af appelsin. Badeværelset er fyldt med damp, og jeg beslutter, at jeg må være ren nu.

Med et håndklæde viklet om min krop finder jeg vejen ned ad trappen, som godt nok kun er fem trin. Jeg finder min vej ind i stuen og siger godmorgen til min hund Presley. Han logrer og følger efter mig ud i køkkenet.  Ude i køkkenet viser uret, at klokken allerede er 09.34, og jeg kan hurtigt konstatere, at jeg har lidt travlt.

Det tager omkring et kvarter at gå hen til den café, hvor jeg arbejder. Jeg arbejder oftest sammen med Jason. Han er min bedste ven, blåhåret og homoseksuel, absolut en dejlig fyr. I dag skal vi dog ikke være på vagt sammen.

Hurtigt får jeg hældt noget mad op i hundeskålen til Presley, inden jeg går ud i entreen. Jeg stikker mine fødder i de slidte Vans og tager min hvide trenchcoat på. Jeg griber hurtigt fat i min mobil og mine nøgler, låser døren ind til lejligheden, og så venter arbejdet ellers bare.

 

Caféen, kl. 16.48

Jeg har snart fri, men jeg skal selv lukke caféen i dag. Her er tomt, så jeg går bare rundt og tørrer borde af, der kommer sandsynligvis ikke flere kunder i dag. Jeg går ud i baglokalet for at finde gulvmoppen. Jeg får fyldt en spand med vand, og hældt sæbe i. Da jeg kommer tilbage ind i caféen, begynder jeg stille at vaske gulvet.

Hvor jeg dog bare glæder mig til at være sammen med Jason i aften, det er ved at være nogle dage siden sidst vi sås. Desværre skal hele caféen lige lukkes ned først, og trods der blot er små ti minutter til, vi lukker, så er der, som min chef siger, mulige kunder indtil sidste sekund. Min chef går meget op i, at vi yder den allerbedste service, derfor skal alle kunder blive mødt af smilende medarbejdere, også når man er noget derhen, hvor man bare gerne vil hjem.

Jeg savner lørdagene, fra før jeg fik arbejde, hvor jeg lå begravet i sofaen med en pose surt slik og så Venner hele dagen. Jeg kunne faktisk virkelig godt spise noget surt slik lige nu. Den slags som river i kæben og gør ondt helt ude i ørene. Folk kan kalde mig sær, men skal jeg påføres smerte, så giv mig det sureste slik i verden. Vejen til mit hjerte findes ikke igennem chokolade og roser -klichéen fra alle kærlighedsfilm, niksen biksen badiksen miksen.

Den trak jeg for langt ud…

Pointen er bare at mit første valg aldrig lander på chokolade, det vil altid lande på slik. Syrlige og sure vingummier, salte lakridser, det der slik med sukker på, især det sure sukker og vingummier med rigtig god frugtsmag. Jeg er en slikmund, men jeg spiser altså ikke slik til hverdag. Jeg ville jo blive alt for tyk og fed, hvis jeg indtog det hver dag.

Sund kost og træning hører til i min hverdag, imens slik og slagge på sofaen hører til i weekenderne. Det hænder dog, at jeg også snupper en løbetur i weekenderne en gang imellem.

Jeg blev afbrudt i min strøm af tanker, da jeg hører en hosten bag mig. Hurtigt drejer jeg rundt på hælen og får øje på en ung fyr. Han står lænet op af skranken, og ser urimeligt sexet ud i en hvid t-shirt og et par stramme sorte jeans.

“Undskyld mig, men jeg vil gerne købe en kaffe. I lukker først om fem minutter, ikke?” Han smiler til mig og taler med en meget rolig stemme. Jeg nikker bare og skynder mig at ligge gulvmoppen fra mig. Jeg tørrer mine hænder af i det lille forklæde, jeg har på, og går om bag ved skranken. Jeg smører et stort smil på og kigger på ham.

“Ja, hvilken slags kaffe skulle det være?” Spørger jeg, alt imens jeg prøver at lyde så frisk som muligt.

“En almindelig sort kaffe, tak.” Han er altså typen, der ikke drikker noget af alt det fancy. Han er til det klassiske, det kan man også se på hans stil.

Jeg vender mig med ryggen til ham for at brygge ham en kop sort kaffe. Eftersom det er fire minutter i lukketid, går jeg ud fra at det er en kaffe til at tage med. Jeg kan mærke hans blik i nakken, og da jeg vender mig om med hans færdigbryggede kaffe i hånden, hviler hans blik også på mig. Jeg stiller kaffen på skranken og skubber den svagt frem mod ham.

“Det bliver €2,52.” Siger jeg, mens jeg slår det ind på kasseapparatet.

Han stikker en hånd i baglommen og fisker en lille sort læder pung frem. Trods det lille beløb betaler han med kort, og jeg betragter ham, da han taster sin kode. Han ser pludselig op på mig, og jeg opdager at han for længst har betalt. Vores øjenkontakt er intens og jeg kan ikke få mig selv til at se væk. Det bliver ham, der bryder det lille moment, og begynder at fumle med sin pung. Han trækker en seddel frem, og ligger den på skranken og skubber den frem mod mig på samme måde som jeg havde skubbet kaffen frem mod ham. Jeg ser ned, hvor hans store hånd dækker over sedlen.

“Hvad-” Mere når jeg ikke at sige før han afbryder mig.

“Det er bare lidt drikkepenge.” Siger han svagt og smiler skævt til mig. Han fjerner sin hånd, og der foran mig ligger 50 pund. Så mange drikker penge har jeg aldrig fået før, folk smider kun småpenge i glasset. Aldrig de store sedler!

“Hør det kan jeg ikke tage imod.” Siger jeg og vil skubbe sedlen frem mod ham, men jeg har åbenbart set på sedlen længe, for da jeg ser op, er han væk. Han har bare taget sin kaffe og forladt caféen. Jeg sukker og fortsætter med at gøre, hvad der skal gøres inden jeg kan låse caféen af og tage hjem.

 

Alisons lejlighed, kl.18.24

Jeg er fuldstændig smadret efter at have stået op i 7 timer. Jeg har mest lyst til at smide mig på sofaen, men det går ikke, fordi Jason snart kommer for at spise med. Det bliver bare endnu en af vores typiske Alison og Jason aftener, hvor vi sikkert ender med at se en film.

Jeg har lige bestilt pizza til os, da det ringer på døren. Det må være Jason. Hvis det er vores pizzabud, har de lavet den pizza uhyggeligt hurtigt. Jeg løber ud i entreen og åbner døren.

“Jasooon!” Hviner jeg og springer i armene på ham og krammer ham tæt.

“Også hej til dig Alison.” Griner han og sender mig et stort smil. Jason har forresten vildt flotte tænder. Presley begynder at hoppe op af Jasons ben, jeg trækker mig ud af vores omfavnelse og giver dem lov til at hilse på hinanden. Jeg kan ikke lade være med at fnise lavmælt da Presley slikker Jason i hovedet. Presley er simpelthen verdens dejligste rottweiler, han har aldrig gjort nogen fortræd, endnu.

“Jeg regner med at vi ser film.” Konstaterede jeg og spurgte: “Hvad vil du se?”

“En gyser!” Svarede han hurtigt med et slesk smil på læberne. Han ved, at jeg hader gyserfilm. De får mareridt og går rundt og har paranoia i flere dage, ja uger, efter. Jason insisterer alligevel altid på at vi skal se en gyser.

“Nej! Det ved du godt, at vi ikke skal se.” Jeg sendte ham et truende blik.

Pludselig lød der en ringen i hele lejligheden, det måtte være vores pizza.

“Du går ind og sætter en film på, som ikke er en gyser, imens jeg tager imod pizzaen.” Befalede jeg med min pegefinger rettet mod ham.

Da jeg kom tilbage ind i stuen, lagde jeg pizzabakken på sofabordet og faldt ned ved siden af Jason, som havde sat Mr. and Ms. Smith på. En langt bedre film end en eller anden gyser, som ville få mig til at skrige og tisse i bukserne.

“Meget bedre end en gyser!” Sagde jeg for mig selv og tog et stykke pizza.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...