Letters from Rose

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2017
  • Opdateret: 23 mar. 2018
  • Status: Igang
Blandt lange rækker af blå metalskabe skiller ét sig ud på The Hayfield School i Doncaster. Overdynget med billeder, blomster og tegninger hylder det eleven Rosalie Parker, der forsvandt få måneder efter sommerferien 2017. Niall Horan lader ikke Rosalies forsvinden gå upåagtet hen. Han savner svar på, hvorfor Rosalie pludselig sagde farvel til tilværelsen, hvor hun forsvandt hen. Og da han en dag kommer hjem fra skole, ligger alle grundene i en papæske foran hoveddøren. 10 breve med 10 håndskrevne historier og grunde til hvorfor Rosalie gjorde det hun gjorde. 10 breve som Niall nu bare må læse, tålmodigt og ét efter ét.

17Likes
11Kommentarer
2382Visninger
AA

6. five - Lost love

Niall Horan

Fredag d. 10 november, 2017

 

Jeg sad i min bil og skulle til at gå ind på skolen, hvor jeg skulle have min første time. Jeg kunne se Louis og Harry stå over foran indgangen til skolen, de stod og røg. Jeg sad blot med dagens brev, jeg havde ikke tænkt mig, at læse det nu. det havde jeg ikke tid til, jeg skulle til time om lidt.

Jeg lagde brevet ned i min taske og steg ud af min bil, som jeg låste. "Niall?" jeg vendte mig om og så Louis, han stod med sin taske halvt over sin ene skulder. "Hey" sagde jeg, "hvad så?" spurgte jeg og gik forbi ham, han gik med mig. Louis og jeg havde ikke snakket sammen siden den dag herude hvor han endte med at tage fat i mig.

"Når vi har aftaler holder du dem!" sagde Louis, "vi mødes herude efter skole" sagde han så. "Hvorfor?" spurgte jeg ham om, "fordi vi skal hjem til Rosalies hus, du kan ikke være sådan en tøsedreng" Louis slog mig på armen, "du brændte mig af sidst ved ikke, at tage med, nu gør du det!" Louis forlod mig og gik hen imod nogle andre drenge.

 

Jeg sad inde i klasselokalet, midt i min opgave. Min koncentration var på papirende på bordet, men den blev hurtig afbrudt af vores lærer. "Vi skal til samling alle sammen, så gå ned i salen så låser jeg døren efter jer" lød det fra vores lærer.

 

Hele skolen var samlet i salen, hvor vi ikke var så tit. Kun til skoleafslutningerne og idræt. "Så i dag har vi modtaget nogle oplysninger omkring Rosalie, som vi gerne ville fortælle jer alle" lød det fra inspektøren, som stod på en scene imens alle eleverne sad på stole.

 

"Rosalie blev fundet i går aftes af politiet" der var helt stille i salen, alle vidste hvem Rosalie var. Alle vidste, at hun havde været kærester med Harry, som var populær og inspektørens søn. Alle vidste, at Rosalie var en virkelig sød pige, som ikke kunne gøre en flue fortræd.

 

"Hun blev fundet død og det er endnu ikke helt klart om nogle har gjort det imod hende eller om hun selv gjorde det" inspektøren kiggede rundt i hele salen, jeg gjorde det også.

Harry stod op, som en af de eneste. Han stod lænet op af salens vægge. Han så virkelig træt ud, som om han ikke havde sovet i flere dage. Han fik kort øjenkontakt med mig, han stirrede mig direkte ind i øjnene. Jeg blinkede og rettede på mig selv.

"Vi holder et minuts stilhed for Rosalie, også går i bagefter tilbage til klasserne" inspektøren trådte væk fra mikrofonen og alle var fortsat helt musestille.

 

Jeg sad inde på biblioteket, jeg havde fritime. Jeg tænkte, at jeg kunne lave mine historie lektier herinde, da jeg senere skulle på arbejde og ikke havde tid.

 

Jeg sad med min computer og svarede på de spørgsmål til en bog, som vi har læst for nylig. Jeg stoppede og kiggede op, jeg vendte mig rundt. Her var kun mig også bibliotekaren. Jeg tænkte, om jeg skulle læse det næste brev fra Rosalie nu hvor jeg rent faktisk var alene.

Jeg fandt brev nummer to i bunken helt nede i bunden af min taske. Jeg åbnede det og skimmede hurtigt de første par linjer. Jeg begyndte, at læse teksten.

 

 

Mine forældre har snakket om, at blive skilt. Jeg troede ikke på det jeg hørte i går aftes Niall. De ved intet om, at jeg hørte deres samtale. Og nu skulle jeg gå og lade som ingenting. Kan jeg det? Tror du på mig? Dette bliver ikke en lang roman, for jeg har ingen ord. Jeg ville ønske, at nogle kunne se hvordan jeg virkelig føler. Ingen kan se min sorg, ingen kan se, at jeg har mistet alt. og alle, som jeg elsker. Hjælp. Jeg skulle have råbt hjælp til dig Niall, men jeg turde ikke.

Jeg sad i kantinen alene, du sad i kantinen alene. Jeg var tæt på, at gå hen til dig fordi du sad der alene uden, at rykke på dig. Men jeg kunne ikke få mig selv til, at rejse mig selvom jeg virkelig havde lyst. Jeg blev stirret på af dem Niall, deres øjne sagde bare, at hvis jeg rejste mig ville jeg få tæsk. Jeg tænkte på mig selv i den situation, det må du undskylde. Men jeg så også dit blik da Harry rejste sig og gik hen imod dig. Du havde rejst dig. Hvad din intentioner var vidste jeg ikke men Harry stoppede dig.

I det øjeblik valgte jeg, at rejse mig og forlade kantinen. Hvad ville Harry gøre imod dig? Det var det jeg frygtede Niall. For jeg holdte virkelig af dig, du var efterhånden den eneste, som jeg kunne snakke med. Så jeg gik fordi jeg var bange og jeg stadig er bange for ham. Harry.

Rosalie Parker. xx

 

 

Jeg blev helt trist inde i kroppen, jeg følte skyld over, at jeg ikke bare gik efter Rosalie den dag. For nu vidste jeg hvordan hun havde det den dag hvor hun ikke spiste eller hvor hun ingen havde omkring sig. Hun var blevet ensom. Hendes kæreste havde slået op, hendes veninder havde droppet hende og ikke mindst var hun ved, at miste sine forældres.

 

Jeg stod ved udgangen til skolen, jeg så hen imod Louis, som stod med en smøg i sin ene hånd. Han snakkede med Harry, som også stod med en smøg. Jeg ville ikke derud, Louis havde nogle planer, som jeg havde en fornemmelse om ikke var gode planer.

Louis fik øjenkontakt med mig og jeg sukkede, jeg åbnede døren og gik ud. "Hvorfor gemmer du dig?" spurgte Louis mig om, "jeg har ventet i ti minutter" fortsatte han. Jeg gik helt hen til Louis og Harry, "vi ses til træning" sagde Harry og smed sin smøg på jorden og gik væk fra Louis og mig.

"Vi to har travlt" sagde Louis, han begyndte, at gå og jeg gik efter ham. "Du kører efter mig, er du med?" spurgte Louis mig om, jeg nikkede. Jeg gik hen imod min egen bil, som jeg satte mig ind i. Jeg startede bilen og kørte efter Louis, som havde fortalt, at vi skulle hjem til Rosalies hus.

 

"Hvad skal vi her?" spurgte jeg Louis om, jeg smækkede min bildør og gik hen imod Louis, som stod og kiggede op imod huset. "Vi skal ind" svarede han mig, "hvorfor?" spurgte jeg ham om. "fordi jeg skal tjekke noget" svarede Louis mig, jeg nikkede og gik hen til døren og skulle til, at banke på.

"De er ikke hjemme" lød det fra Louis, "vi tager ind anden indgang" sagde han og gik rundt om huset. "Vi bryder ikke ind Louis!" sagde jeg, "de har sku da overvågning" sagde jeg og nikkede op imod nogle små kameraer, som hang rundt om huset.

"De virker ikke Niall, jeg har tjekket" Louis fandt en stige imens jeg kiggede rundt i haven. En stor græsplæne, med et enkelt gyngestativ med to gynger.

"Kommer du Horan?" lød det fra Louis, han stod på stigen, som han havde sat op af huset. Jeg trådte selv om på den og trådte de ti step, som jeg skulle op. "Jeg kan ikke tro, at vi bryder ind" sagde jeg imens Louis brød et vindue op. "Gør du det her tit?" spurgte jeg ham om, "ingen spørgsmål, please" Louis lød koncentreret.

 

Vi kom ind i et rum, som der ikke var et eneste møbel i. Jeg gik efter Louis, som gik ud af rummet. Vi kom ud i gangen, som var helt mørk. "Hvor er Rosalies forældre?" spurgte jeg Louis om, "hvor skulle jeg vide det fra? Jeg ved bare, at de ikke er hjemme" svarede han mig. "Du ved jo så meget" jeg kiggede rundt og stoppede op ved en dør. Rosalie. Stod der. Jeg åbnede døren.

En stor redt seng, som om den næsten lige var blevet redt. Jeg trådte helt ind og duftede hende, her duftede af hende. Jeg gik hen til skrivebordet og lagde min hånd på skrivebordet, lukkede mine øjne kort. Jeg savnede hende.

"Niall kom herind!" Louis råbte mit navn og jeg åbnede mine øjne. Jeg kiggede rundt i hele værelset og nikkede. Jeg måtte også videre og det kom jeg også en dag. Jeg håbede på, at hun sad på sengen da jeg kiggede men vidste, at det ville være umuligt, så jeg gik ud af hendes værelse og lukkede døren efter mig.

 

Længe længe siden, venner! Jeg håber i stadig læser med på denne historie da det er en historier jeg virkelig holder af!! God påskeferie til jer alle! Knus Bellarose. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...