Perfect 2

Stella og Jacob er lykkelige, de har fået deres egen lille pige. Hun er sund, hun er køn. Alting går som det skal. Men hvis hun er en formskifter ligesom sine forældre, kan ting måske gå galt. Hvem ved om hun kan styre sig når hun bliver ældre? Hvad sker der når hun bliver et Vrag af en teenager og hormonerne vælter rundt? Vil det skabe opmærksomhed? Find ud af det, her i efterfølgeren af Perfect. Læs gerne 1'eren først, så forstår man mest. :)

2Likes
0Kommentarer
1408Visninger
AA

12. 13.

Stella's synsvinkel.

Jeg skreg indeni, mine tanker blev overdøvet. Han rev hende i små stykker. Jeg hylede. Jake var allerede på vej ned, ligeså alle de andre. Men jeg? Jeg forvandlede mig til et menneske og skreg. Skreg så meget at jeg ikke kunne få vejret. Jeg faldt på knæ. Gud hvor gjorde det ondt! Min krop rystede, mine lunger skreg. Jeg døde. Hun døde. 

De var alle optaget af Jackson, mens jeg løb ned mod Ali, hendes hals var flænset op, ligeså hendes mave. Jeg tog hendes hoved i mine hænder.

" Min baby..." hviskede jeg. Tårene væltede ned. Alting var ustyrligt lige nu. Jeg aede hendes hoved. Fjernede hendes hår fra ansigtet. Jeg skreg igen. Han havde taget hende fra mig. Min livsglæde. Hun blødte stadig, jeg prøvede ihærdigt at stoppe det. Intet virkede. Hun var væk. 

" Alicia!" Skreg jeg. Jeg puttede hende ind til mig. Kunne ikke bære dette. Jeg havde mistet så meget. Min lillebror, min bedste ven, min hund, og nu min datter. Det mest dyrebare i hele mit liv. Alicia var mit liv, Alicia var min verden. Min lille Ali. 

Jake havde frovandlet sig tilbage og sluttede sig til mig. Han græd også. Jeg så på ham. 

" Hun er væk" Sagde jeg imens min stemme knækkede. Han lukkede øjnene og løftede hende op. Jeg rejste mig også. Jeg så op på Jared, som stadig var i ulve-form. Han så forvirret og trist på mig. Jeg sagde intet. Flere tårer væltede bare ud. Han sank en klump, han stod med let spredte ben, og så ned i jorden. Han var i store smerter, han havde mistet hende. Jeg er ked af at han havde mistet hende. 

4 Måneder efter

At miste Alicia var det værste jeg har prøvet. De første mange uger var hårde, de er stadig hårde. Men istedet for at se tilbage på det og græde, ser jeg nu tilbage på det, for at smile. Det betyder ikke at jeg ikke græder mig selv i søvn hver nat, at jeg vågner på grund af de frygtelige drømme jeg har om hende. Jeg kan ikke se på Jared uden at tænke på hende. Jared er her heller ikke. Han har været væk i månedsvis. 

Jeg sagde aldrig rigtigt noget mere. Sad for det meste og så tavst ud af vinduet. Eller stod ude på klippen, og så ned på det sted, jeg mistede min lille pige. Vi har begravet hende, her på klippen faktisk. Det var hendes yndlingsted. Jeg lå tit ved siden af hendes grav, og snakkede med hende. Hun var den eneste der forstod mig. Jeg savner hende, mere end noget andet. 

Jeg skyder en del af skylden på Jake, det uretfærdigt. Men jeg kan ikke lade vær. Hvis han nu bare ikke havde kørt den satans bil, og slået hende pigen ihjel. Ville Ali aldrig være død. Jeg ved han også bebrejder sig selv. Normalt ville jeg fortælle ham det modsatte. Men det kan jeg ikke. Vi har dårligt sagt noget til hinanden siden det skete, vi har dårligt rørt hinanden, vi har dårligt set  på hinanden. Alt ved ham minder mig om hende, og omvendt. Alt ved mig minder ham om hende. Så det er hårdt. 

5 Måneder efter

Vi flyttet. Seattle er en fin by. Jeg har fået en smule livsglæde tilbage. Jeg lod min hånd køre ned over min store mave. 9. Måned. Jeg smilte for mig selv. Et par arme blev lagt om mig bagfra. Jeg smilede endnu mere. Jake plantet et kys på min kind, han lod sine hænder lande på min mave. 

" Kom så ud!" Sagde han seriøst, men smilede en del. Jeg grinte. Jake gik tilbage til køkkenet, og fiksede noget mad. Mens jeg så roligt ud over det massive og flotte udsigt. Jeg så ned på min mave og aede den igen.

" Jae, kom så ud" Hviskede jeg og smilede. 

3 Dage efter

Det var en dreng. En sund lille, og livsglad dreng, som havde sin søsters og far udseende. Elevatoren gik op. Jake tog alle tingene, mens jeg bar barnet. Jeg smilede, Alle var her. Emily og Sam, Leah og Seth, Paul, Quil, Og Embry. Og så mine forældre og søskende, Jake's forældre var her også. Jeg så mig om en ekstra gang, og fik øje på et ansigt som jeg ikke troede jeg skulle se igen. Jared var her. Jeg så på ham. Billeder af hende fløj rundt, Jared og jeg fik øjenkontakt, mine æjne blev våde. Jeg sendte ham et sødt smil, han sendte et tilbage. Jeg tog en dyb indånding og sagde hej til alle. 

" Nu må i altså sige det! Hvad skal barnet hedde?" spurgte Jake's mor, så alle kunne høre det. Jeg så på Jake, og så på min lille dreng. 

" Ali" Sagde jeg højt.

" Han skal hedde Ali" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...