Love (S)Express

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2018
  • Opdateret: 24 aug. 2018
  • Status: Igang
Hannah lever livet, og lever på sit fjerde år i Paris, hvor hun har skabt sig en stor modelkarriere. Og selv om hun er voksen og nu har fået sig en fin lille lejlighed i det hyggelige centrum af Paris, så vælder en masse minder frem, om dengang hun valgte at forlade LA, og grunden var ret enkel: Justin Drew Bieber fra skoletiden havde trådt godt og grundigt på hendes hjerte. Ja, meget kunne man sige om ham, og det var ikke lutter positive ting, der var på programmet, og trods hans dårlige behandling af hende, så stopper det hende ikke i at tænke tilbage på de unikke øjeblikke, hvor han havde været som det smukkeste menneske for hende. Hun prøver alligevel på at glemme alt om ham, selv om det bliver svært, men en tur i byen, vender pludseligt op og ned på Hannah, da hun pludseligt bumper ind i ikke hr-hvem-som-helst og på et forkert oplagt tidspunkt i hendes liv.

29Likes
41Kommentarer
11968Visninger
AA

10. Lammet...


Megans synsvinkel:

Hôtel Royal Aboukir, Rue d'Aboukir, Paris, Søndag d. 14/2-2016, kl 19:11

En aften, som jeg havde set så meget frem til var endt ud i én stor skuffelse, og det gjorde ondt - virkelig ondt!

Jeg snøftede stille, mens mine tårer blev ved med at rende ned ad mine kinder. Og her sad jeg på wc'et i en rigtig pæn kjole, som jeg var faldet over for cirka to uger siden på Hollywood boulevard, og nu sad jeg bare på et skide badeværelse, der slet ikke var noget at råbe hurra for. Jeg havde for Justins skyld prøvet at acceptere dette værelse og badeværelse, der var så tarveligt og umuligt var luksus i mine øjne. Jo, hvis man var en skide middelklasse, men det var jeg altså ikke! 

Jeg var en prinsesse og havde krav på at have det godt, og jeg havde slet ikke forventet sådan et tarveligt hotelværelse. Så ja, jeg havde gjort mit bedste for at acceptere det, hvor det kun havde været for Justins skyld, men nu syntes jeg bare, at han var enorm tarvelig selv. Var han seriøst begyndt at blive fuldkommen ligeglad med mig?

Nu havde jeg overrasket ham på den bedste mulige måde, som jeg vidste, at han satte virkelig meget pris på, eftersom jeg vidste, at han elskede sex. Ja, kunne han vælge selv, så havde han sikkert valgt sengen som et sted han ville bruge så mange timer på som muligt.

Altså, jeg beklagede mig heller ikke over ham i sengen, for han var virkelig fantastisk i sengen og han vidste altid hvad han lavede, og ud over det, så havde Justin hele udseendet med sig. Og hvis man syntes at Justin var grim, så var man fandeme også blind!

Og ja, jeg skulle ærligt indrømme, at hvis Justin ikke havde været indbegrebet af charme og ikke havde haft hans lækre og ret smukke udseende med sig, så havde han heller ikke fået mig, for han havde jo mildest talt et lortearbejde! Han var et skide bud! For min far! Og selvom min far havde tilbudt Justin en langt bedre og mere attraktiv stilling i hans firma, så havde Justin takket nej af den skide grund, at Justin elskede at arbejde som bud og chauffør. Han påstod, at det var noget han længe havde været vant med, og han elskede "friheden" ved at køre land og rige rundt med skide pakker. Ja, jeg forstod det ikke?

Og selvom jeg havde lært at elske Justin - og hans ret så ligegyldige særheder og svagheder. Og at jeg havde sagt ja til at blive hans kone i fremtiden, så begyndte jeg nu at tvivle på mig selv, for jeg syntes at siden vi var kommet til Paris, så blev han mere og mere sær og ligeglad med mig. Jeg begyndte at tvivle på, om han overhovedet var mit rette valg, og jeg begyndte at tro mere på min fars dømmende ord, dengang han fandt ud af, at jeg fjollede rundt med Justin. Ja, dengang havde jeg ikke et fast forhold med Justin. Vi var sengekammerater på bedste vis, for ja... Han var så lækker og en bonus var at jeg hurtigt opdagede hvilken gud han var i sengen. Hans måde at tage mig på med magt og maskulinitet fik mig i hans net, så jeg begyndte at udvikle reelle følelser for ham, og at han ikke bare var sex på to ben, der kunne tilfredsstille mig, når jeg havde brug for det.

Og ja, dengang lukkede jeg øjnene, når jeg gik gennem hans lille lejlighed, der stank af ungkarl og fattigdom. Jeg åbnede kun øjnene for hans soveværelse for hans skyld. Jeg var egentligt ikke klar over, om han vidste det dengang hvor meget det gik mig på, når vi skulle bolle hjemme i hans gamle lejlighed. Ja, den ejede han gudskelov ikke længere, eftersom mine forældre havde investeret i en villa, som Justin og jeg havde boet i et års tid efterhånden, og denne villa skulle være rammerne for begyndelsen af vores liv sammen som ægtefolk, til vi på et tidspunkt flyttede i noget større og bedre. Ja, jeg skulle fandeme ikke bo det samme sted resten af mit liv, så længe jeg sagtens kunne få noget bedre med tiden. Men den villa vi boede i i øjeblikket var okay til at begynde med. Ja, så hellere den villa end Justins gamle og tarvelige lejlighed. Yirk!

Men nu begyndte jeg at tvivle på om jeg skulle have lyttet til min far dengang han bemærkede at jeg fjollede rundt med Justin. Min far havde ønsket, at jeg havde fundet mig en mand med succes i livet og orden på økonomien og tilværelsen, og gerne en smule ældre end mig havde han påstået, for de var i hans øjne langt mere modne og selvbevidste og de vidste hvordan man behandlede sin kvinde, men nej.. Jeg havde i min fars øjne, valgt et forhold med en drengerøv, der brugte penge på gambling på fodbold og lignende og festede meget, og ikke mindst brugte meget tid med hans lige så uduelige venner, der slet ikke sagde mig noget. Jeg kunne til stadighed ikke forstå, at han stadig var venner med sådan en samling idioter og skvatmikler, der kun gik op i mandehørm, piger og øl.

Det var slet ikke mit mål, at Justin skulle beholde dem som venner, for jeg hadede dem mildt sagt! Jeg sagde det bare aldrig til Justin, eftersom jeg ikke ville såre ham, men jeg havde nu håbet på, at Justin med tiden ville lære at indse, at de drenge slet ikke passede ind i vores liv. De tvang Justin til at foretage sig ting og oplevelser, som jeg sommetider ikke måtte høre om, fordi Justin påstod, at jeg roligt kunne stole på ham, men at han havde rettigheder til at holde visse ting for ham selv. Han påstod, at han havde sin fulde ret til at være mand, når han var sammen med den bunke af udskud, som han kaldte sine venner, men ærligt gik det mig på, når jeg opdagede, at Justin til visse tider holdt noget skjult for mig.

Ja, det gik mig virkelig på!

Og nu begyndte jeg at tvivle på, om Justin overhovedet var den rette for mig? Men så igen... Jeg havde lært at acceptere hans til tider særheder og jeg kunne ved gud ikke undvære ham i sengen. Den ville føles kold og tom uden ham. Jeg havde lært mig selv at elske ham, selvom jeg godt vidste at så længe han arbejdede som et skide bud, så ville han aldrig kunne give mig alt det jeg ønskede mig. Nope, det stod for egen regning, eller hvis min far gav mig lidt ekstra.

Jeg løftede hånden og sad og roterede lidt med min ring om fingeren. Den var da okay, men ret lille og mit ønske om en pink prinsessediamant havde jeg desværre ikke fået. Til tider tvivlede jeg lidt på, om det egentligt bare var en billig ring, og jeg havde tit villet smutte forbi smykkeforretningen for at få den vurderet, men jeg havde endnu ikke gjort det, fordi jeg virkelig kæmpede for at tro på at Justin kun gjorde det bedste han kunne.

Jeg sukkede tungt og stirrede opgivende mod loftet i sekunder. Og det gik op for mig, at min gråd var stoppet på grund af alle de tanker jeg havde haft.

"Duk duk duk!"

"Megs?"

Jeg så sukkende hen mod den lukkede dør, nu hvor Justin åbenbart gav sig til at tænke bare en smule på mig. Ja, jeg havde ærligt troet, at han var ved at blive ret ligeglad med mig, fordi han ikke havde sagt en skid til mig, siden jeg låste mig inde på det her pis-badeværelse.

"Megan? Du har været derinde i næsten en time? Er du okay?"

Jeg havde inderst inde ikke lyst til at svare ham, men jeg havde fået en svaghed for hans bekymrende stemme bag døren.

"Kan du ikke bare være ligeglad? Det er du jo så god til!", snerrede jeg surt.

"Årh hold nu op for fanden.. Rom blev ikke bygget på en dag vel?", svarede han i en tydeligvis opgivende og lettere flabet tone, så han irriterede mig endnu mere over hans til tider flabethed, som dukkede op hos ham.

Jeg fnøs over han ord, "Du er jo bare fuldkommen ligeglad med mig! Jeg kan både mærke og høre det på dig! Du var garanteret ret ligeglad med min Valentins-overraskelse! Ikke en skid andet!", vrissede jeg.

"Duk duk duk!"

"Megs.. Selvfølgelig var jeg glad for din overraskelse.. Det kom bare meget bag på mig, for jeg var slet ikke forberedt på den.. Kom nu ud derfra..", lød det i en opgivende tone fra Justin bag døren.

"At du ikke var forberedt på den, er netop overraskelsen ved den, men du virker så pokkers ligeglad med m.." "Jeg er ikke ligeglad med dig Megs! Og det ved du udmærk.." "Du virker ellers sådan?! Du har for eksempel ikke kaldt mig for baby, smukke og elskede og den slags til mig siden i går, og det undrer mig Justin!", afbrød jeg ham snerrende, efter han ellers havde afbrudt mig.

Der blev stille i mange øjeblikke, så jeg følte det ret ubehageligt. Ja, selvom han gik mig meget på i øjeblikket, så ønskede jeg inderst inde, at han ikke bare forlod mig, for selvom det positivt eller negativt, så elskede jeg opmærksomheden, som han gav mig. Ja, det var vel det store og hele, at man som kvinde ønskede opmærksomhed fra sin kæreste, uanset om det var godt eller skidt. 

"Justin?!", spurgte jeg kort efter og sank en klump.

"Kom nu bare ud Megs.. Jeg skal snakke med dig..", svarede han opgivende, så jeg igen fnøs over ham.

"Jeg har ret! Du kan ikke engang kalde mig noget sød..." "Fint! Vil du ikke godt komme ud? Babe?!", afbrød han mig i en høj flabet tone og trak rigtigt ordet "babe" ud på en flabet facon, så jeg bare skulede surt på den lukkede dør.

"Ja, med den attitude, som du har i øjeblikket, så gider jeg sgu da slet ikke komme ud til dig!", snerrede jeg surt, "SEJL I DIN EGEN SØ!", råbte jeg yderligere.

"Fint! Hvis du vil have det på den måde?!", brølede han voldsomt bag døren.

"BANG!", bragede det højt fra døren sekunder efter, så han tydeligvis havde slået døren med en hård knyttet næve, og kort efter blev der stille i flere minutter.

"Justin?!", kaldte jeg, eftersom han pludseligt virkede pokkers stille.

"Bang!", lød det yderligere, men hvor det med garanti kom fra hotelværelsets yderdør, så jeg gipsede højt.

Jeg rejste mig straks fra wc'et og løb de få skridt hen til døren og låste den op og åbnede den og stak hovedet ind i værelset, "Justin?!", kaldte jeg med en bristet og såret følelse i hjertet, men opdagede straks at han tydeligvis havde forladt værelset.

Jeg følte atter tårerne presse sig på i mine øjenkroge, så mit syn hurtigt føltes sløret af tårer, og denne gang følte jeg ikke vrede, men en såret smerte, over at Justin var smuttet sin vej.

Jeg fortrød inderligt, at han havde taget mine dømmende ord til sig og så bare skredet sin vej.Jeg ville langt hellere skændes med ham, end at han bare forlod mig.

Jeg løb hen og åbnede døren til den lille parisiske balkon og gik derud og så ned mod gaden, og der var han i hastige skridt på vej ned ad gaden, "JUSTIN?! KOM TILBAGE!", råbte jeg i en grådkvalt tone efter ham.

Jeg var sikker på, at han hørte mig hundrede procent, men han hverken stoppede op eller så sig tilbage mod mig.

"JUSTIN, DU MÅ IKKE FORLADE MIG!"

"JUSTIN, JEG ELSKER DIG!", kaldte jeg grædende og hulkende efter ham, men han hverken stoppede eller noget.

- Jeg stod bare og så ham gå stærkt væk fra mig og hotellet...


Justins synsvinkel:

Oppe ved baren Le Distrait, 26 Rue de la Lune, 75002 Paris, Søndag d. 14/2-2016, kl 21:32

Jeg stank.. Jeg stank af had over mig selv og jeg stank af sved og sex, som jeg havde fortrudt på så mange måder, og nu sad jeg her. Jeg følte mig lille og ussel på alle måder, og mine tanker var et virvar af rod, som jeg ikke kunne finde hoved og hale i længere

Jeg var ikke andet end små ti minutter væk fra hotellet af, men alligevel havde jeg siddet her i baren og sumpet et par timer efterhånden med min fadøl nummer fem, eller var det nummer seks? Hmm, hvem talte overhovedet?

Baren var hyggelig nok i sig selv, men den var kun domineret af den halvgamle bartænder, mig, en svagt ildelugtende drukkenbolt ovre ved hjørnet af baren, der havde siddet og oset godt af hans lasede cigar, og så sad der et par velpolstrede  kvinder i alt for småt tøj, der var alt for højrystede sammen med to andre mænd, der mindst var lige så højrystede ovre i et hjørne ved et bord. Jeg var vidst nok det eneste unge menneske herinde, eftersom noget sagde mig, at de fleste var ude og hygge med hinanden, fordi det var Valentines Day, men ikke jeg...

Jeg var mutters alene her og det passede mig fint, at jeg kunne sidde og få en skid på, nu hvor mit liv mildest talt lå i ruiner! Ja, hvis jeg havde været hjemme i LA, så havde jeg ikke tøvet det mindste at smutte over til én af vennerne, og dem savnede jeg ærligt talt ret meget i øjeblikket. Jeg kunne godt bruge en masse tid med at glemme alt om to visse piger, der gik mig på på hver deres måde.

Hvis bare Hannah kunne lære at være ærlig over for mig og så sige det, som hun virkelig mente, i stedet for at påstå alt muligt om, at de følelser jeg stadig havde for hende bare var luftkasteller, for det var de bestemt ikke! Det var så pokkers tydeligt, at hun var bange for at komme imellem Megan og jeg, men det var sådan set sket for længe siden. Ja, jeg kunne ærligt påstå, at Hannah havde huseret mine tanker og drømme siden hun rejste fra mig og LA. Hun havde altid været der, selvom det ikke havde været fysisk, og meget kunne man sige om mig, men endelig indså jeg hvilken løgn jeg havde levet med den tid jeg havde været sammen med Megan.

Jo jo, Megan havde skam næsten hele pakken. Hun var smuk, sexet og virkelig perfekt på mange måder, men hun var ikke Hannah og det havde hun aldrig formået at blive. Desværre havde jeg nok bare set Megan som en "trøstepræmie", eftersom jeg ikke kunne få Hannah. Og ja! Det var fandeme en nederigtig tanke og forestilling at have om sin egen forlovede, men det var desværre sandheden, som gik op for mig nu.

Med blikket på mit halvfyldte fadølsglas og mens jeg sad og tørrede noget af duggen på glasset væk med min venstre tommelfinger, sukkede jeg endnu engang over hvilken idiot jeg havde været.

Det var om noget slet ikke Megans skyld, at det hele var endt sådan. Det var min skyld helt og alene. For det var mig, der havde levet på en løgn og nok håbet på, at Hannah ville forsvinde lidt efter lidt, hvis jeg formåede at skabe et nyt og forhåbentligt lykkeligt liv med en anden pige, der slog mine ben væk under mig på nærmest ingen tid. Jeg troede at Megan med tiden kunne udfylde det tomrum jeg havde, som Hannah havde efterladt hos mig dengang, men nej... Hvem narrede jeg lige?

Ikke andre end mig selv faktisk!

Igen kunne jeg mærke min iPhone vibrere i min bukselomme, som jeg sikkert kunne gætte mig til hvem var. Jeg magtede hende ikke lige nu, men jeg fiskede alligevel min iPhone op for at tjekke, men blev rimelig overrasket over at det ikke var hende, men min svigerfar!

Jeg sank en ubehagelig klump, og selvom jeg helst ikke ville snakke med ham nu, så kunne det måske være vigtigt, så med en ret ubehagelig følelse i maven, valgte jeg at tage den.

"Ja, det er Justin..", svarede jeg og blev ret overrasket over min ret snøvlende stemme. Ja, jeg havde jo ikke rigtigt snakket med nogen imens jeg havde drukket løst, så der var helt sikkert sket noget med min egen førlighed i mellemtiden.

"Hvad fanden er det du laver knægt?"

Intet "Hej hvordan går det?" eller "Hygger I jer på ferien?" Nej, noget kunne tyde på, at Megan havde ringet til hendes forældre og skabt sig, og nu fik jeg en masse dømmende ord smidt i hovedet af Wade Adams.

Jeg bed mig lettere hårdt i underlæben og kunne ikke rigtigt få de næste ord over læben.

"Justin, forklar mig venligst hvorfor fanden du tror, at min datter fortjener sådan en respektløs behand..." "Jeg var hende utro for helvede!", afbrød jeg Wades skældud i telefonen og igen følte jeg selvhad over mig selv.

"Hvad fanden.. Sig lige det én gang til knægt?", lød det i en chokeret tone fra ham.

Jeg sukkede opgivende og sank blikket ned i bardisken og lod min frie hånd glide op i håret på mig selv, "Du hørte mig vidst godt Wade...", sukkede jeg trist.

"Det var lige godt pokkers! Jeg anede ikke, at man kunne finde på at være min smukke datter utro? Megan har hele pakken og så gør du det her mod hende? Du er ussel.. Ved du godt det? Jeg har altid haft ret i at du slet ikke var noget for min Megan.. Skide middelmådige balla..." "Ja, så er det fandeme godt man! Du behøver ikke at sværte det hel til vel?!", afbrød jeg ham lettere vredt, så der blev stille et øjeblik.

"Ja, men så ved du det Justin, men alligevel må jeg også tænke på min datters behov, og hun ser tydeligvis noget i dig, som jeg aldrig har kunnet se.. Jeg ved, at hun elsker dig betingelsesløst.. Og selvom du påstår at du har været hende utro, så vid dette knægt! Nu tager du tilbage til hende, for hun sidder og er  pokkers utrøstelig i jeres hotelværel..." "Det mener du fandeme ikke Wade?!", afbrød jeg ham frustreret.

"Det mener jeg Justin! Min datter fortjener ikke den behandling der! Du går tilbage til hende, og det er nu!", lød det skældende fra Wade, og jeg kunne høre noget lavt snakken i baggrunden, der kun kunne stamme fra Iris, der var Megans mor.

"Det kan jeg sgu da ikke man!", snøvlede jeg vredt.

"Det kan jeg love dig for du kan, ellers sørger jeg personligt at fanden eller det der er værre skal komme efter dig! Du har bedt om min datters hånd, og så mander du dig fandeme op og vender tilbage til hende! Og du skal fandeme ikke nævne noget om dit utroskab, for det fortjener hun ikke! Hun har prøvet at overbevise mig om, at netop du er den rette for hende, og så er jeg fandeme villig til at lade dit sidespring gå i glemmebogen! Bare du går tilbage til hende og sikrer hendes lykke, så kan jeg fandeme være ligeglad med alt andet! ER DET FORSTÅET KNÆGT?!", brølede Wade i telefonen, hvorefter jeg hørte, at han lagde på.

Lammet i kroppen, fjernede jeg langsomt min mobil fra mit øre, mens jeg stirrede tomt og chokeret frem for mig. Hvad fanden skete der lige?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...