Love (S)Express

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2018
  • Opdateret: 24 aug. 2018
  • Status: Igang
Hannah lever livet, og lever på sit fjerde år i Paris, hvor hun har skabt sig en stor modelkarriere. Og selv om hun er voksen og nu har fået sig en fin lille lejlighed i det hyggelige centrum af Paris, så vælder en masse minder frem, om dengang hun valgte at forlade LA, og grunden var ret enkel: Justin Drew Bieber fra skoletiden havde trådt godt og grundigt på hendes hjerte. Ja, meget kunne man sige om ham, og det var ikke lutter positive ting, der var på programmet, og trods hans dårlige behandling af hende, så stopper det hende ikke i at tænke tilbage på de unikke øjeblikke, hvor han havde været som det smukkeste menneske for hende. Hun prøver alligevel på at glemme alt om ham, selv om det bliver svært, men en tur i byen, vender pludseligt op og ned på Hannah, da hun pludseligt bumper ind i ikke hr-hvem-som-helst og på et forkert oplagt tidspunkt i hendes liv.

29Likes
41Kommentarer
12038Visninger
AA

8. At træffe det "rette" valg!


Hannahs synsvinkel:

Udkigsposten Eiffeltårnet, Avenue Anatole France, Paris, Frankrig, Søndag d. 14/2-2016, kl 11:52

Hjerter . roser . chokolade . lyserødt . rødt . forelskelse . kys . Overalt!

Hvordan i alverden havde jeg glemt alt om netop denne dag? Havde alle problemerne med Justin, Pierre, utroskab, ja alt bare overdænget mine tanker, så jeg havde glemt alt om at vi havde Valentines Day lige i dag, og så lige i Paris?! Og endnu værre.. Jeg havde aftalt at mødes med Justin oppe i Eiffeltårnet, hvor man som single og helt alene kunne brække sig over al den kærlighed, der kom fra en masse vold-romantiske kærestepar og ægtepar!

Havde jeg da bare tænkt mig om i går aftes? Men nej, alt var gået alt for hurtigt for mig, efter jeg havde overstået en middag sammen med Pierre og så kommer hjem og opdager Justin stående og ventende på mig i opgangen. Det havde virkelig også taget mig en del tid efterfølgende, at overbevise Pierre om, at Justin og jeg bare var blevet venner siden byturen, men det var jo én stor fed løgn fra min side af.

Pierre forstod heller ikke, hvorfor jeg havde aftalt at mødes med Justin oppe i Eiffeltårnet, for så gode venner var Justin og jeg vel heller ikke ligefrem blevet? Tja, den var grum, og jeg havde en skidt følelse over mig selv om mine hensigter. For i forhold til mit hjerte, så ønskede jeg, at Justin forlod Megan for at være sammen med mig i stedet, men mine tanker frustrerede mig, for jeg vidste godt, at jeg ikke kunne være det bekendt at ødelægge et elskende par på den måde, og siden Justin forlod min lejlighed i går eftermiddags, hvor han havde påstået, at det nok ikke ville være en fantastisk idé at vi sås med hinanden efterfølgende, havde fået mig til at indse, at jeg burde droppe tanken om Justin. Og da Pierre senere på dagen havde ringet og inviteret mig på middag på en god restaurant, så havde jeg set det som et plaster på det åbne sår, som Justin havde efterladt på mig.

Jeg havde indset, at Justin og jeg helt sikkert ikke havde nogen fremtid sammen, og så valgte jeg at give mig fuldt ud til Pierre i stedet, for Pierre var virkelig fantastisk og virkelig betænksom og han var absolut ikke af den værste skuffe, selvom han var franskmand.

Det havde været et bagslag for mig, da Justin stod og ventede på mig i opgangen i går aftes, og nu? Nu følte jeg mig som en lus i klemme mellem to negle, fordi Justin alligevel var kommet tilbage og såede endnu mere tvivl i mig.

Jeg sukkede og valgte at gå hen og sætte mig på én af bænkene og lagde benet over kors, mens jeg stirrede frem for mig og prøvede at abstrahere mig fra alle de ekstreme kærlige og kyssende par, der enten gik rundt heroppe, eller sad på de andre bænke og kyssede, eller stod henne ved gelænderet, mens de var alt for kærlige ved hinanden og betragtede den overdådige udsigt to og to.

Jeg valgte at stirre mod udsigten, men det var lettere sagt end gjort..

Det blæste godt heroppe, og var lidt småkoldt, men trods al den kvalmende kærlighed, der omgav mig heroppe, så var det måske den kolde friske luft, som jeg behøvede i øjeblikket til at holde mit hoved koldt?

"Hannah?"

Hans stemme brød ind i den svagt hylende blæst heroppe og jeg så skarpt til venstre for mig, hvor jeg kun havde ret i, at Justin kom gående hen mod mig og bænken.

Han var iført de samme jeans, som han havde på i går og med en gul hoodie og tydeligvis en hvid t-shirt eller lignende indenunder. Han smilede på en akavet måde, mens han tillod sig at sætte sig ned ved siden af mig, og vi gav hinanden et kort og måske ret akavet knus, hvor ved vi trak os fra hinanden igen.

Justin smilede med lidt lyd på, mens han så sig flygtigt omkring sig, "Nå men.. Valentines Day..", udbrød han roligt, men nok i en akavet tone, og han så atter på mig med et skævt smil, så jeg nikkede med et svagt akavet smil, "Ja, havde det så bare været en hvilken som helst anden dag vi havde valgt at snakke, men ja.. Det bliver vidst ikke anderledes?", svarede jeg med et svævende spørgsmål.

Justin nikkede med et lille smil, "Ja, Megan var heller ikke begejstret for, at jeg skulle ud og gå alene og særligt lige i dag.. Hun forstod det ikke, me..." "Ved hun da ikke, at vi to skulle mødes?", afbrød jeg ham undrende med et spørgende blik, så Justin grinede lettere akavet.

"Nej sgu da! Hvad tror du ikke lige, at hun ville tænke, hvis jeg sagde, at jeg skulle mødes med dig oppe i Eiffeltårnet, og så ligefrem på Valentines Day?", forklarede Justin, så jeg så med et trist blik på ham og nikkede svagt.

"Så hun ved altså intet om os og vores sidespring?", spurgte jeg lettere opgivende, så Justin så på mig med et løftet øjenbryn.

"Du ønsker måske, at jeg siger det til hende?", spurgte han lettere hårdt, uden at se det mindste hård ud i øjnene.

Jeg sukkede og bed mig i underlæben og rystede langsomt på hovedet, "Jeg ved det ikke Justin?", svarede jeg lettere frustreret og valgte at rejse mig fra bænken, hvor ved jeg gik de få meter hen til gelænderet for at betragte udsigten over en hel del af byen.

Jeg hørte hurtigt nogle skridt bag mig, og sekunder efter kunne jeg fornemme ud af øjenkrogen, at Justin placerede sig til venstre for mig med hans underarme hvilende afslappet ud over gelænderet, og jeg kunne fornemme hans blik var rettet mod mig og ikke på selve den overdådige udsigt, "Har du da selv indrømmet det hele over for Pierre?"

Jeg valgte at se på Justin i stedet med et suk og jeg rystede svagt på hovedet, "Nej.. Pierre og jeg er kun lige begyndt på at komme sammen, så det hele er ret nyt endnu.. Jeg har ikke ment, at det skulle være relevant at fortælle ham om vores sidespring, for Pierre er virkelig så sød og forstående over for mig, og jeg kan virkelig godt lide ham..." "Det lyder som om, at du allerede har truffet dit valg?", lød det rimeligt afbrydende fra Justin, og der var tydeligvis noget i hans stemme, der virkede en anelse surt, så jeg så straks på ham med et lettere målløst blik, "Jamen, du har jo også Megan.. I er jo forlovede for pokker, og du sagde selv til mig i går eftermiddags inden du forlod min lejlighed, at vi ikke burde ses igen Justin?!", forklarede jeg svagt frustreret og følte en ret ubehagelig knude i maven.

Justin så sukkende ned på gelænderet mellem hans hvilende arme, hvorved han tydeligvis pustede tungt ud, og han rettede sig op fra hans hvilende stilling og vendte sig med fronten til mig, og stod bare og så på mig med hans genkendelige blik, der sagde mere end tusind ord. Jeg kunne sagtens se på ham, at han selv var frustreret og garanteret var overvældet af tanker i øjeblikket ligesom jeg.

Justin nikkede mens han fugtede sine læber og han proppede sine hænder i hans bukselommer og valgte alligevel at se mod udsigten igen, "Du har ret Hannah.. Men der er så meget der vejer mere for at der måske var et håb for os to..", forklarede han, mens jeg rimelig målløst betragtede ham og han så atter på mig med et usikkert smil.

Jeg rystede frustreret på hovedet, "Justin.. Vi må altså ikke lade os forlede af minder, som vi engang havde sammen, og glem nu ikke, hvor meget der blev ødelagt mellem os dengang.. Vi skiltes jo ikke ligefrem som venner, vel?", svarede jeg med et hårdt suk og så atter væk fra ham for at kigge på udsigten igen.

"Det var dengang Hannah! Der er gået fucking fire år siden! Vi er blevet voksne, og..." "Meget er sket Justin!", afbrød jeg ham og jeg så med et frustreret blik på ham, "Du er i et seriøst forhold, og du skal giftes! Vi mødtes bare ved et tilfælde og vi lod os forlede af noget gammelt, s...." "Om det så havde været en uge siden vi skiltes eller om det så havde været halvtres år siden Hannah, så ændrer det ikke det faktum hvad jeg føler for dig Hannah! Jeg holdte aldrig op med at tænke på dig, og du blev ved med at dukke op i mine drømme, selv..." "Justin, lad være!", afbrød jeg ham, efter vi havde stået midt i en mindre desperat diskussion.

Justin stod og betragtede mig med et desperat blik og han tog mig i hånden, "Hannah.. Je.." "Just.." "Nej! Nu skal du høre på mig!", afbrød han mig lettere hårdt, så jeg så væk fra ham og ud på udsigten.

"Hannah? Se på mig?", tilføjede han i en desperat og befalende tone uden at slippe min hånd.

Jeg bed mig lettere hårdt i læben og kunne ikke holde den første tåre tilbage, som jeg kneb hårdt.

"Hannah, se nu på mig..", gentog han igen med en roligere tone, og jeg så igen på ham, mens min mave knudrede sig sammen.

Han greb fat om min anden hånd og trådte et lille skridt tættere på mig, og vi stod bare og betragtede hinanden i flere øjeblikke, uden rigtigt at sige noget. Justin sukkede og fugtede hans perfekte læber, "Søde... Tror du selv, at jeg havde valgt at opsøge dig yderligere hjemme hos dig, hvis ikke jeg havde ment alt det jeg siger til d.." "Justin, lad nu være.. Vi mødtes tilfældigt! Det har aldrig været min mening at komm..." "Det var skæbnen, der ville, at vi skulle have en chance til!", afbrød han mig, efter jeg havde afbrudt ham.

Jeg slap roligt ud af hans hænder og vendte mig væk fra ham for at stirre på den forbandede udsigt, så jeg slet ikke vidste hvor jeg skulle gøre ad mig selv længere, "Det var et rent tilfælde Justin. Det har intet med skæbnen at gøre.. Megan elsker dig, og..." "Så det du altså prøver at sige, er at vi burde gå hver til sit igen og aldrig se os tilbage? Er det det du mener?!"

Hans spørgsmål havde en magtesløs og lettere hård tone, og jeg så atter på ham og fugtede mine læber og nikkede langsomt, mens jeg så på ham med et hjerte, der igen føltes som tabt på jorden. Jeg var så tæt på at bryde ud i gråd, fordi jeg inderst inde ikke ønskede at skulle give slip på ham igen.

Justin tog sig til hovedet med flettet hænder ovenpå hans hoved og så skulende og opgivende på mig, mens jeg kunne fornemme at han sank en klump, "Det der Hannah.. Det mener du jo bare ikke?", svarede han i en frustreret tone, så jeg bed mig hårdt i læben og vendte mig med ryggen til ham og nu kunne jeg ikke holde den næste tåre tilbage.

"Hannah?"

Jeg snøftede hårdt ind, hvorpå endnu en tåre banede sin vandring ned ad min venstre kind, som jeg med håndpuden gned væk.

"Hannah?", lød det yderligere i en sukkende tone fra Justin bag mig og han lagde sine hænder om mine skuldre, "Se mig venligst i øjnene og sig, at du slet ikke følte noget, da vi var sammen i sengen hjemme hos dig i går? Sig det?! Ærligt?"

Jeg stod og hulkede lidt uden overhovedet at vende mig omkring.

"Sig det Hannah? Sig, at du ikke følte noget? Så går jeg!"

Hans ord krævede alt for meget af mig, og selvom jeg skreg ordene, at jeg følte alverdens for ham i mine tanker, så var det ikke de samme ord, der kom over mine læber, "Du elsker Megan og hun elsk..""Det er jo ikke det jeg spørger dig om for helvede!", afbrød han mig i en frustreret tone og han brugte dårligt nok kræfter på at tvinge mig omkring, så vi nu stod ansigt til ansigt, men jeg kunne ikke gøre andet end at se grædende ned i jorden mellem vores fødder.

"Se mig venligst i øjnene og sig, at du slet ikke føler noget for mig?!", tilføjede han desperat, så jeg langsomt så grædende op på ham, og jeg bemærkede nu, at han selv havde blanke øjne.

"Hvad siger mine øjne, Justin?", hulkede jeg, så Justin stod i nogle sekunder og betragtede mig indgående i mine øjne.

Han bed sig flygtigt i underlæben, "At det du føler i hjertet lige nu, kan du ikke sige med ord..", svarede han lavt og sekunderne var så hurtige, da han trykkede hans bløde læber mod mine i et hårdt og krævende kys.

Jeg ville egentligt skubbe ham fra mig med mine håndflader med det samme, men i stedet forsvandt min anspændthed og jeg slappede af i mine hænder og krammede i stedet fast om hans hoodie, bare for at havde noget at holde fast i.

"Mmh..", mumlede jeg nydende og lukkede øjnene og jeg var den første til at åbne min mund og smage på hans tunge, så vi endte med at stå og nyde hinanden i uanede øjeblikke, som jeg slet ikke havde tid på.

Langsomt brød vi kysset, og jeg åbnede roligt øjnene, der føltes lettere klistrede på grund af min mascara med garanti var løbet. Og i dette øjeblik tænkte jeg på noget så åndssvagt, hvorfor pokker jeg ikke havde taget vandfast mascara på eller bare undladt makeuppen i dag? 

"Måske fordi, at du ikke havde haft planer for at græde snot Hannah?", tænkte jeg lettere frustreret med et bid i underlæben og betragtede Justin, der stod og så ret alvorligt på mig.

"Sig noget?", bad han lavt.

Jeg sukkede tungt og rystede svagt på hovedet, "Jeg kan ikke komme imellem Megan og dig.. Det kan jeg ikke..", mumlede jeg grædende, og jeg trak mig ud af hans arme, hvor jeg bemærkede et fortabt blik fra ham, og jeg valgte at forlade ham og udkigsposten.

Jeg var sikker på, at jeg gjorde det rigtige, trods mit hjerte sagde noget helt andet..

~


På landjorden ved Eiffeltårnet, Avenue Anatole France, Paris, Frankrig, Søndag d. 14/2-2016, kl 12:23

"Hannah?!"

Justin gav tydeligvis ikke op, til trods for jeg gik med hastige skridt og armene over kors, mens jeg bare ikke kunne få mine tårer til at stoppe.

"Hannah for helvede?! Så stop dog!", kom det ret højt fra Justin, så jeg kunne fornemme ham bag mig, men jeg valgte at fortsætte med at gå tværs over græsplænen med retningen mod hvor metroen lå.

"Han..." "Nej!", afbrød jeg ham med grådkvalt stemme og vendte mig straks omkring, hvor jeg opdagede Justin komme gående mod mig i raske skridt og stoppede op en lille halv meter foran mig.

"Justin.. Du ved lige så vel som jeg, at vi ikke burde fortsæt..." "Jeg føler rigtigt meget for dig Hannah! Jeg forlader dig ikke, før du indrømmer hvad du ærligt føler for mig!", afbrød han mig desperat og han lagde sine hænder om skuldrene på mig.

Jeg følte mig tom for ord, mens jeg grædende stod og så på ham, "Det der skete var en fejltagelse... Tag hjem til hende Justin...", svarede jeg med en knude i maven, så Justin rystede frustreret på hovedet.

"Det er jo ikke et svar Hann..." "Gå Justin! Tag hjem til hende! Glem os! Okay?!", afbrød jeg ham i en desperat tone og hulkede, mens jeg gik baglæns væk fra ham, uden at fjerne blikket fra ham med det samme.

"Hannah? Det mener du jo slet ikke!", svarede han i en ligeså desperat tone, men jeg rystede langsomt på hovedet.

"Farvel Justin..", svarede jeg med grådkvalt stemme og vendte mig omkring på hælen, mens jeg trådte bagud.

"Hannah?", protesterede han tydeligvis og jeg valgte at begynde at løbe.

"Hannah! Jeg tror ikke på dine ord!"

"Hannah?!", blev han ved med at kalde, til jeg ikke kunne høre ham mere, og jeg løb ned ad trappen mod metroen...

~


Justins synsvinkel:

Plænen ikke langt fra Eiffeltårnet, Avenue Anatole France, Paris, Frankrig, Søndag d. 14/2-2016, kl 12:33

"Hannah...", mumlede jeg for mig selv, mens jeg stod som forstenet på den enorme græsplæne omgivet af kærestepar, der gik udenom mig.

Kærlighed . overalt!

"Brrrrrrhhh!", lød et tordenskrald over mig, og en mørke dannede sig omkring mig, og straks kom det første dryp fra himmelen, der landede på min næse, og hurtigt blev fulgt efter af gentagende dryp, som hurtigt blev til et regnskyl.

Mennesker omkring mig, løb væk og søgte dækning, mens jeg nok stod som den eneste og stadigt stirrede efter den forsvundne skikkelse af Hannah.

Hun påstod, at vi skulle glemme alt om os og leve hvert vores liv videre, men jeg kunne simpelthen ikke tro på, at det var sandheden fra hendes side af. Jeg var næsten ret sikker på, at hendes mange tårer ikke kun skyldtes skyldfølelse over for Pierre og Megan. Jeg var næsten sikker på, at mange af hendes tårer skyldtes det faktum, at hun følte en overflod for mig og ikke turde indrømme hendes inderste følelser for mig.

Jeg havde kunnet se det i hendes øjne.

Den boble som hun prøvede at gemme sig i, var én hun desperat prøvede at gemme sig i, fordi hun med garanti var bange for at ødelægge mit forhold til Megan. Jeg forstod Hannah. Det gjorde jeg - virkelig!

Men det var nok mest mig, der skulle tage et valg, og jeg var så sikker i mit hjerte på, at det tilhørte Hannah, og ikke Megan. Jeg indså endelig i lange tider, at de følelser, som jeg havde for Hannah, kun havde været gemt i de sidste fire år, siden jeg skiltes med hende dengang, og nu hvor Hannah var tilbage i mit liv, så blussede følelserne igen op.

Og ja.. Jeg var i et forhold med Megan, som jeg nu vidste, at jeg måtte indrømme alt overfor, for langt om længe indså jeg, at jeg aldrig ville kunne give Megan det hun mest ønskede.

Kæft noget rod, som jeg havde skabt, men der var ingen anden vej udenom..

Mine frustrationer i øjeblikket passede virkelig godt sammen med det tordenvejr, der havde dannet sig over mig. Valentines Day! Ja, goddag for en romantik her var med tordenvejr og med al den regn, der væltede ned fra de tunge og mørke skyer, men et eller andet sted så jeg det lidt som et tegn for, at så længe jeg ikke var sammen med den rigtige pige, som i mine øjne var Hannah og ikke Megan, så betød det uvejr, at der var noget der skulle arbejdes på fra min side af.

Måske havde jeg ikke Hannah lige i dette desperate øjeblik, netop fordi hun var bange for at komme imellem Megan og jeg, så det var tydeligvis mig, der skulle tage det næste skridt.

Jeg valgte at gå med hastige i samme retning, som Hannah, eftersom jeg også skulle med metroen, og så vidste jeg godt, at jeg kunne forvente en dag med masser af gråd, diskussion, had og hjertesorger, når jeg nåede tilbage til Megan.

- Men det var et valg...

~

Sorry, for et ret dårligt kapitel! Ja, jeg er slet ikke tilfreds, men sådanne kapitler kommer der desværre en gang imellem. Jeg håber ikke, at det gør noget? 

Nå, men tror I at Justin nu vælger at erkende sit sidespring med Hannah over for Megan?

Mener Hannah 100%, at hun virkelig synes, at Justin burde fortsætte sit liv med Megan, og er hun virkelig blevet så glad for Pierre, som hun påstod over for Justin?

Hvad tror I?

~

Ida.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...