Delia Woods - Mørkets Børn

Efter sidste sommers kamp og problemer, er roen endelig faldet over halvblodslejren igen. Alle håber at gå en rolig sommer i møde, men kort inden lejrdeltagerne alle vender tilbage, er der mystiske hændelser der fanger Delias interesse, og hun må endnu engang finde sig i at blive viklet ind i et kaos af fjender og kamp. Anden del af Delias historie.

2Likes
7Kommentarer
753Visninger
AA

5. En fyr jeg lige har mødt giver mig en ring

Jeg så rundt på stranden, stadig forvirret. Jeg gik stærkt ud fra det var Ashland, der havde givet mig beskeden fra æblet, men jeg anede ikke hvor han vidste fra, at jeg gerne ville med til mødet om aftenen. Alligevel var jeg glad for den hjælp, han havde givet mig. Jeg kom på benene og skyndte mig til hytterne, for at komme hen til Hermes' hytte. Det eneste jeg vidste om Nora, var at hun var vejleder i hytte 11. Hun var lidt af en ballademager, men det havde vist lagt sig efter Julien forsvandt sidste år, og hun havde fået vejleder titlen. Jeg havde aldrig snakket med hende, og kun set hende få gange. 

Deres hytte var et rod. Det var den hytte alle nye kom til, før deres guddommelige forældre bekendte sig dem. Der var flere halvblods med ukendte forældre i hytten, end der var børn af Hermes. Samtidigt var de lejrens ballademagere, så modsat hytterne omkring den, var der ikke rigtigt et tema ved hytten. Hermes' heroldstav var i guld over døren, men ellers var det lidt et misk mask. Der lå sko, sokker, og makeup udenfor og på taget. På væggen var der skrevet 'Cabin Cool' med grafitti. Tingene der lå rundt omkring var sikkert stjålet. Potteplanten der stod ved døren vidste jeg med sikkerhed var stjålet fra Demeter hytten, jeg kunne huske da de plantede den sommeren inden. Det var ikke derfor jeg var ved hytten, og jeg ville helst blande mig uden om deres sager. I stedet bankede jeg på ved døren, selvom den stod på klem. Jeg hørte et lavt "få den væk!" inden en dreng åbnede døren helt op. Han så på mig med et uskyldigt smil. Tydeligvis yngre end mig, og han havde sikkert haft gang i noget han ikke skulle. 

"Jeg skal snakke med Nora, er hun her?" spurgte jeg roligt, og mindede igen mig selv om jeg ikke skulle blande mig i deres sager. Hvad de lavede af problemer, skulle jeg ikke blive en del af. 

"Hun er hos Hefaistos hytten," svarede han hurtigt og lukkede døren i mit ansigt. Jeg så overrasket ind i døren, men rullede bare med øjnene over dem. Det var ikke min dag, det var ikke ret mange der gjorde det let for mig. Uden et valg, gik jeg over mod hytte 9 ved siden af. Nora hoppede over gelænderet om verandaen netop som jeg skulle til at gå op på den. 

"Hey, Nora!" kaldte jeg hurtigt. Hun vendte sig mod mig, og virkede til at forvente jeg ville skælde ud eller angribe hende. Da hun så det bare var mig, så hun med det samme mere rolig ud, lidt som om jeg spildte hendes tid. Det var åbenbart den generelle holdning i dag. 

"Jeg fik at vide jeg skulle snakke med dig. Om vejledermødet i aften." Jeg sænkede stemmen, for jeg kunne godt regne ud det ikke var med rent mel i posen. Når man får en seddel gemt i et æble, så er der en grund. Hun lyste også op da jeg nævnte det og begyndte og lede efter noget i sin bukselomme. Da hun fandt det holdt hun hånden frem, som tegn til jeg skulle tage imod det. Kluntet fik jeg hurtigt min hånd rakt frem. Hun lod en lille, mintgrøn plastikring dumpe ned i min håndflade. Sådan en billig plastikring man kan trække i mønt automater til børn. Jeg så på hende med et forvirret blik. "Laver du sjov?" spurgte jeg, ret misfornøjet. 

"Den er magisk. Tag den på og se selv," forklarede hun, og lagde armene over kors. Jeg sukkede irriteret men gjorde som hun sagde. Jeg følte intet ske, ingen englesang, intet magisk lys, ingen enhjørninger der kom rendende. Nora stod og så rundt, som om hun ledte efter en eller anden. Så kedelig var jeg åbenbart at være sammen med. 

"Og hvad er det meningen den skal gøre?" spurgte jeg utålmodigt. Så snart jeg snakkede, rykkede hun hovedet i retningen af min stemme, men hendes øjne fokuserede lidt for langt til venstre. 

"Ja, se ned af dig selv," svarede hun tilbage. Jeg så ned og forstod pludseligt hvad hun mente. Hvad jeg så - eller ikke så - var at jeg ikke længere var synlig. Mine ben og fødder var der ikke længere, og da jeg prøvede at række mine arme ud for at se dem, var der kun luft. Jeg smilede lidt. 

"Fantastisk!" udbrød jeg. Jeg skyndte mig at tage ringen af igen. Nora så på mig med en smil og nikkede. 

"Tak for handlen. Husk, vi kan stadig høre dig, bare ikke se dig." Hun gav et nik før hun vendte sig for at gå. 

"Handlen?" spurgte jeg forvirret. Nora gik bare videre, men råbte over skulderen. 

"Blake har taget sig af det!" og så forsvandt hun ind i sin hytte. Jeg stod tilbage med den lille plastik ring i hånden. Så Ashland havde altså sørget for, at jeg kunne komme med til vejledernes møde den aften. Jeg anede stadig ikke hvorfor han hjalp mig, men det var ikke vigtigt endnu. Bare jeg kom med til mødet, det var alt der betød noget. Efter et kort klem om ringen, lagde jeg den ned i min bh. Ja, det lyder sært, men jeg går typisk i kjole. Hvis du er en pige, ved du at der ikke findes kjoler med ordenlige lommer til at holde på ting, og så er din bh typisk bare det bedste sted at gemme ting. 

Jeg holdt mig fra Charlie den dag, brugte resten af dagen på vores værelse. Heldigvis havde jeg papir og en blyant, så jeg brugte tiden på at tegne. Det var længe siden jeg sidst havde haft tiden, og jeg havde masser af ting at tegne. Mine venner, ting jeg havde lært om, monstre jeg havde set eller hørt om, gudernes attributter. Der var rigeligt til at fylde resten af dagen ud, til der blev kaldt til aftensmad. Ved aftensmaden var jeg også stille. Charlie var stille. Richard var stille og spiste bare ivrigt. Liam sad og så presset ud. Hans blik flakkede mellem Charlie og mig hele middagen. Han prøvede ikke at starte en samtale en eneste gang. Nogle gange var han dum, men han forstod godt vi faktisk var sure på hinanden. Det var ikke normalt jeg sammenlignede mine søskende med vores forræderiske storebror, der havde fået vores anden bror dræbt med ham, som jeg havde sammenlignet Charlie med ham. Selvfølgelig fortrød jeg at jeg havde sagt det, men det var også bare sjældent jeg blev vred. 

Charlie skubbede sin tallerken fra sig da hun var færdig og så direkte på mig. "Vejlederne har møde. Vi ses senere," og rejste sig så for at gå. Hvis jeg skulle beskrive min søster, var det at hun lignede en strid kælling, og lige i det øjeblik, var det også sådan hun opførte sig. Jeg så vredt efter hende. 

"Lad det nu ligge, Delia. Hun bliver god igen," beroligede Liam mig. Han klappede mig lidt på ryggen. 

"Jeg ved det. Jeg går en tur," undskyldte jeg mig. Før Liam kunne nå at stoppe mig, var jeg på benene og satte kurs mod træerne. Så snart jeg stod bag et af dem, sikker på ingen kunne se mig, hev jeg den lille plastikring op og satte den på min finger igen. Jeg så ned for at tjekke at den stadig virkede, hvilket den gjorde. Jeg skyndte mig mod hovedbygningen, og ind i det rum hvor vejlederne normalt holdt møde. Dørene var heldigvis alle åbne, så jeg skulle ikke til at lege spøgelse ved at åbne dem. Jeg takkede mig selv for ikke at gå i sko. Sko mod gulvet i hovedbygningen ville larme, bare fødder var bedre når man ikke skulle høres. Men der var selvfølgelig ingen stole jeg kunne sidde på. Der var kun lige præcis stole nok til dem der skulle være der. 

Det var kun Chiron, min far, Charlie, Gülden og Ruxin der var dukket op endnu, da jeg sneg mig ind. Charlie sad og snakkede med vores far, mens Gülden havde fat om Ruxins store lap af en hånd, og var ved at tørre sod af hans ansigt. Jeg gik hen for at at høre hvad min far snakkede med Charlie om. 

"Du får ikke noget ud af at være stædig, Charlotte. Profetier og guder tager hvad de vil, sådan er det," belærte min far Charlie. Hun nikkede til ham, selvom jeg kunne se på hende, at hun ikke var meget for at give ham ret. 

"Jeg troede ikke du ville miste flere af os?" spurgte hun, en anelse skarpt. Sådan var hun når hun ikke fik de svar hun ville have. 

"Det vil jeg heller ikke, men jeg bestemmer lige så lidt hvad jeres skæbner er som I gør. Tror du ikke jeg havde reddet Raymon og Dionte hvis jeg kunne?" Fars stemme blev mørkere, og selvom han ikke kunne se mig, krympede jeg mig en smule og trådte tilbage. Charlie var trådt over stregen, det kunne selv jeg høre. For at komme væk fra den skideballe der kunne komme, gik jeg hen mod Ruxin og Gülden. Nathan Ross fra hytte 14 dukkede op og satte sig ved siden af Gülden, men hun fortsatte med at tørre sod af Ruxin. 

"Du kunne gå i bad inden," skændte hun kærligt. Ruxin lo lidt af hende. 

"Jeg går i bad hver aften, jeg nåede bare ikke lige. Jeg er smed, det er ikke meningen jeg skal være ren," forsvarede han sig halvhjertet. Gülden opgav lidt sit umulige projekt. Hun lagde lommertørklædet ned på bordet og sukkede lidt. Han havde rene pletter her og der, men så ikke specielt ren ud. 

"Du arbejder for meget. Fik du mad inden vi kom herhen?" spurgte hun ham nysgerrigt. Ruxin lignede en hundehvalp der vidste den havde gjort noget forkert. Hun rullede med øjnene med et smil, gav ham et kys på kinden hvor der var rent, og rodede i sin håndtaske og rakte ham en halv pakke kiks. Han begyndte lydigt at spise. Nathan Ross smilede over dem. 

Rosa dukkede op sammen med Electra fra hytte 1. De satte sig ved Nathan. Kort efter dukkede Jessamine op sammen med Kit, vejleder fra Demeter og Ares. De slog sig ned ved Charlie. Anna Wilson fra hytte 3 sluttede sig også til. Avery sluttede sig til flokken sammen med Ashland. Apollons søn så ud til at se rundt i rummet, som om han ledte efter noget. Jeg var ikke så meget i tvivl om hvad han prøvede at se efter. 

Riley fulgtes med Nora, og de blev fuldtallige med Zavit fra Afrodites hytte. Så snart de alle var der, stoppede al småsnak og de så kort på hinanden. Chiron tog over da han bedømte de var klar. 

"Vi har et problem. Et stort et. Vi har fået en profeti, der ændrer hele vores situation," og så gik han igang med at læse profetien op. Han havde skrevet den ned, for at huske det hele. Jeg stod bag ved Riley, mest fordi han sad midt i det hele, og jeg vidste han ikke ville blive sur hvis han opdagede mig. 

Da profetien var givet videre, sad de fleste lige og tyggede på den. Kit Ansell var dog ret hurtig til at ende tavsheden. "Så vi skal forberede os på krig? Alle halvblods i lejren må gøre sit?" Han så rundt på de andre. Der var rigelig kamplyst at hente hos ham. Gülden rystede på hovedet. 

"Måske skal vi ikke hoppe til konklusioner med det samme," prøvede hun at berolige ham. Hun havde tydeligvis erfaringer med at berolige de drenge.  

"Gudernes skæbne i halvblodshænder? Synes du det lyder som en tepause med kage?" skød Electra ud mod Gülden. "Vi er linket, der kan sikre gudernes overlevelse, eller i hvert fald deres plads på Olympen. Selvfølgelig betyder det krig," medgav hun Kit Ansell. 

"Ja, men krig mod hvem?" spurgte Gülden ind, stadig tålmodig i sin tone. "Ukendte fjender. Det er fint I vil kæmpe, men mod hvem?" Hun prøvede at se på alle, for at få dem til at indse en krig uden en modstander var formålsløs. 

"Er der slet ikke nogen der bider mærke i delen med at mørkets børn skal tale sandt? Vi ved godt alle hvem det er," skød Nora spydigt ind i debatten og sendte Riley et dømmende blik. Han fnøs og rullede med øjnene. 

"Hop i Lethe, Nora." Han lænede sig tilbage i sin stol og virkede helt afslappet. Jeg bakkede lidt, af ren refleks fordi han kom tættere på, og jeg ikke ville have han opdagede mig.

"Børn, rolig. Jeg ved det her sætter mange følelser og tanker igang, men I må ikke angribe hinanden. Lejren har mere end nogensinde brug for at stå sammen. Det lyder til vi vil se en fjende, vi må stå sammen for at bekæmpe." Chiron gav alle vejlederne et varmt, beroligende blik. 

"Vil der blive givet en mission til rejse mod vest for at finde fjenden?" spurgte Kit Ansell. Flere af de andre nikkede interesseret. De virkede alle klar til at hoppe på den næste bus til New York. 

"Nej. Hvis lejren er i fare kan vi ikke bare sende jer ud. Når kampen er her, skal I nok få jeres kvarters berømmelse. Eller dø heroisk, hvad end der kommer først." Min far vrissede surt af den kampglade Ares søn, og åbnede en coladåse. 

"Vi er født til at være helte, bare send 3 af sted i stedet for sidste års katastrofe!" Electra Foster, datter af Zeus, slog i bordet. Det var hendes fejl, for med det samme skød to vinranker op og bandt hendes hænder sammen. 

"Styr dit temperament, unge dame. Du er ikke en storm, uanset hvor mange din far ellers har lavet. Tror du ikke vi ved sidste år var en katastrofe? Må jeg minde dig om jeg mistede to af mine børn." Min fars stemme var igen mørk og dyster, hvilket satte en dæmper på hele rummet. Jeg sank en klump, og var glad for han ikke kunne se mig. 

"Det vi vil bede jer om, er at tage jeres træning meget seriøst. Vi har simpelthen ikke råd til, at I pjækker hvis hele lejren står i fare. Derudover vil vi sætte vagter op ved grænsen til lejren, ved barrieren. Bare fem halvblods i patruljer. Vi starter systemastisk fra hytte 1, så Electra, du og de fire første fra de andre hytter starter ud fra imorgen efter morgenmaden." Chiron så hen på den bundne pige. Hendes grå øjne lynnede, helt bogstaveligt. Der var små lysglimt i hendes iris der tornende af sted, hun var ikke god til at være fanget. 

"Skal vi fortælle vores søskende om profetien?" Nathan Ross så over på Chiron, min far havde han fået med ikke var til at snakke med i øjeblikket. Han rasede stadig over Electra.

"Nej. Hold den for jer selv. Ingen grund til at starte flere problemer. Desuden vil jeg bede jer lade børnene i hytte 13 være. Det kan være dem i profetien, det kan også være det ikke er. Deres far har givet os en besked gennem en halvblods, så jeg vil råde jer til at holde jer væk." Chiron gav et mere skarpt blik denne gang. Jeg kunne se Charlie mime mit navn, hvilket nok betød jeg fik problemer når hun kom hjem. 

"Hvad? Hvem?" spurgte Riley interesseret ind. Jeg havde næsten lyst til at slå ham bagfra, for at han ikke skulle spørge ind. Men han kunne jo ikke vide det, når jeg ikke havde fortalt noget. 

"Delia Woods, min datter," informerede min far dem. Flere af dem sukkede. Jeg var mere upopulær blandt vejlederne end jeg troede. 

"Hende igen? Hvad finder guderne så specielt ved hende?" klagede Jessamine højt. Charlie sendte hende et dræberblik, synkront med min far. 

"Jeg er sikker på guderne og Delphis ånd ser store ting i hende, ellers ville de ikke bruge hende som de gør," forsvarede Ashland mig. "Jeg har kun snakket kort med hende, men hun har et potentiale. Hun har det samme som Raymon, hvis hun nu bare får sin chan-"

"Spar os for dit man crush, Blake," spyttede Anna Wilson mod ham. Jessamine lo lidt. 

"Lad nu vær! Hvis vi skal kæmpe sammen nytter det ikke noget vi kæmper mod hinanden." Gülden så rundt på dem alle, som en skuffet mor. Hendes tone var nu mere skarp. 

"Fru Sadik har ret. I er nødt til at lægge mundhuggeriet på hylden," medgav Chiron. Alle vejlederne nikkede. "Vi ser tiden an. For nu er det patruljer ved grænserne. Mødet er hævet. Forbered jer på erobrer flag i morgen aften." Chiron gav et nik, og mødet var officielt ovre. Jeg skyndte mig at flytte mig, inden Riley skubbede stolen ind i mig. Jeg skyndte mig ud, selvom Charlie blev siddende ved vores far. 

Udenfor skyndte jeg mig om på en side af huset uden folk og tog min plastikring af, og lagde den tilbage på dens nye plads. Jeg havde fået alle de detaljer, jeg ville have, al den viden jeg ville have. For at være sikker på, at jeg ikke virkede super mistænkelig, skyndte jeg mig ud i jordbærmarkerne, som om jeg havde gået min aftentur der. Jeg gik rundt derude i et kvarters tid, før jeg vendte tilbage mod hytterne, så det ikke virkede som om jeg havde ventet på vejledernes møde var færdigt eller holdt øje med dem. 

I vores hytte sad Charlie i sofaen. Liam var på mystisk vis endt på hovedet i den anden sofa, og Richard sov i en af stolene. Jeg så ned for ikke at få øjenkontakt med Charlie. Det hjalp ikke helt. "Hvor har du været?" spurgte hun skarpt. Jeg sukkede. 

"Ude og gå i jordbærmarkerne. Håber jeres møde var godt," skød jeg tilbage. "Godnat," afsluttede jeg før jeg gik ind og lukkede døren til vores værelse. Jeg hev igen ringen frem og rodede i mine ting før jeg fandt en plads til den i en lille æske i skuffen med mit tøj. Jeg sørgede for den lå nederst og ikke kunne ses. Charlie skulle ikke finde den ved et uheld. Så snart den var pakket sikkert væk, skiftede jeg tøj og gik faktisk i seng. Til mit held faldt jeg i søvn inden Charlie dukkede op, og jeg slap for underlige beskeder eller drømme. Den nat. 

Om morgenen var Charlie oppe før jeg var. Hun stod ved spejlet og var ved at gøre sig klar. Jeg så op på hende og sukkede da jeg huskede vi var uvenner. "Vi sætter en patrulje op ved grænsen. Hvis nogen vil angribe lejren er vi klar. Electra, Avery, Tunia, Anna og Jessamine tager den første vagt. Jeg ville have sagt det i går, men nogen gik i seng før jeg kunne." Hun så ikke på mig, men fortsatte med hvad hun lavede. Jeg mumlede et okay og begyndte bare at finde mit tøj. Mest fordi jeg ikke vidste hvor vi stod henne. Egentlig var jeg på vej ud af vores værelse, men hun fik mig stoppet. "Delia?" sagde hun lavt. 

"Mh?" svarede jeg overrasket og så på hende. Hendes blik mødte mit. 

"Undskyld. Jeg ville ikke lyde så hård i det. Jeg ved du kan rigtig mange ting." Hun gav mig et afprøvende smil, der mest lignede en grimasse af smerte. Jeg gav dog hende et oprigtigt smil. 

"Det er i orden. Jeg mente ikke det med Dionte, det håber jeg du ved." Vi stod lidt akavet ved hinanden og nikkede. Så gik jeg videre. Charlie var meget streng omkring vores træning, så jeg fik ikke lov til at pjække den dag. Selvfølgelig vidste jeg godt det var fordi Chiron havde sagt det var sådan, men jeg nævnte det ikke. Charlie måtte absolut ikke vide jeg havde været til vejledernes møde. Mit lille usynlighedsnummer skulle helst forblive hemmeligt. Jeg ville dog stadig gerne snakke med Ashland, og spørge ham hvorfor han havde hjulpet mig.

Desværre var vores træning blevet så vigtig, at jeg slet ikke havde noget tid i løbet af dagen. Det stod på nærkamp, sværdtræning, forhindringsbane og løbetur. Der var ikke meget tid til at trække vejret. Med ømme muskler stillede vi os alle klar til erobre flag, efter aftensmaden. Vi blev sat sammen med hytte 11, 8, 7, 4, 3 og 1. Electra var hurtig til at komme med en strategi til os, hun var en naturlig leder, selvom hun var noget opfarende til tider. Jeg blev sat på bevogtning af flaget, og heldigvis delte jeg den opgave med Ashland, Zunia Hargrove fra hytte 3, Felix og Frey. Så snart spillet blev skudt igang med konkyliehornet, og de andre skyndte sig ud på deres opgaver, sluttede vi en ring om vores skat, flaget. Jeg stod mellem Zunia og Ashland, med et par meter til dem hver. 

"Fik du ringen?" spurgte Ashland ud af det blå, højt nok til de andre kunne høre det. Så meget en hemmelighed var det åbenbart ikke. Felix og Frey hørte dog ikke efter, de havde travlt med at drille hinanden med et eller andet, og puffede og skubbede lidt. Zunia virkede mere interesseret i hvad der bevægede sig i skoven om os, end i vores samtale. Det var nok egentlig også det vi andre burde, men jeg havde andre tanker i hovedet end et flag. 

"Ja. Men hvorfor?" Jeg så over på ham, men Ashland havde også sit blik rettet ud mod skoven om os. Hans glorie af krøller var samlet med en elastik, og han havde en læderrustning på, der så alt for stor ud til ham. Ud fra hans udseende virkede han en smule kluntet, ikke så autoritær eller voksen som de andre vejledere typisk gjorde. Der var noget mere drenget og legesygt over ham, noget knap så seriøst. Men selvfølgelig var han nok lidt ude af træning. 

"Det har jeg da sagt. Du minder mig om Raymon. Fik du det hele med?" Han så kort over på mig, men ikke ret længe. Han var mere fokuseret på legen end mig. Alligevel var det ham nu havde startet den her samtale, så jeg forstod ikke ret meget.  

"Ja. Det gjorde jeg?" Hans begrundelse gav ikke lige mening for mig. Der var ikke ret meget med Ashland jeg forstod. 

"Få dit våben op!" hvæsede Zunia af mig. I min undren havde jeg sænket min xiphos, og var ikke det mindste kampklar. Legen var slet ikke i mit hoved mere. Hendes ord fik mig dog hurtigt i kamp position igen, og jeg stirrede ud i mørket. Jeg lagde ikke rigtigt mærke til hvad jeg så, i stedet var der en masse undren i mit hoved. Jeg kendte slet ikke Ashland, havde knap snakket med ham. Alligevel havde han handlet sig til en magisk ring, som han uden videre havde kastet efter mig, så jeg kunne bryde reglerne. Han anede ikke hvem jeg var, og alligevel begrundede han sine handlinger med, at jeg mindede om min storebror, som han havde kendt for nogle år siden, og som jeg selv knap havde kendt i en måned. 

Jeg vil spare jer for flere detaljer om spillet. Vi fik tæsk, godt og grundigt. Det var umuligt at vinde over det andet hold, når de havde både Ares og Athenes børn, lagt sammen med Hefaistos opfindsomme unger. Vi havde ikke en chance, men alle havde en stolthed, så flere af vores holdkammerater kom ret slemt til skade. Mange vil hellere kæmpe en umulig kamp, end at bøje sig og give op. Jeg synes det var tåbeligt, men jeg vidste også vi havde gener der var bygget til kamp. Ares børn har ikke rigtigt en stopklods. Når de har en retning, er de lidt som et tog. De køre hvor der er skinner, hvis du står i vejen, går du i stykker. Spillet blev blæst af, og der blev klappet og takket for en god kamp af flere, mens vi begyndte og gå tilbage til vores hytter for at pleje sår og gå i bad. 

"Er du okay?" Ashland gik op på siden af mig, som han rettede på pilekoggeret på sin ryg. Jeg så på ham og nikkede lidt. 

"Ja, jeg kom ikke slemt til skade. Skal du til at helbrede dem alle?" Det var et forsøg på smalltalk, for jeg vidste ikke rigtigt noget om ham, og så virkede han lidt underlig på mig. Jeg kunne slet ikke placerer ham i mit hoved, eller finde ud af hvor han hørte til. Ashland smilede til mig men rystede på hovedet. Hans hår var ikke længere samlet i en elastik, men havde revet sig fri i små totter. Han så kun endnu mere kluntet ud end før. 

"Nej. Hør, Delia." Han stoppede mig, mens de andre halvblods fortsatte med at gå tilbage til hytterne. Jeg så lidt rundt på de andre, men folk reagerede ikke rigtigt på vi stod stille. Et par af de andre sendte os blikke, enten fordi de lagde noget i det eller fordi vi nu stod i vejen. Felix stak en albue i siden på mig, da han gik forbi med et smil. 

"De Apollondrenge er ikke til at stå for, hva?" drillede han mig, før han gik med sine venner. Jeg sendte mit ondeste blik lige ind i hans nakke. Hvis blikke kunne dræbe, havde han haft en meget død nakke. Ashland fik flyttet mit fokus, da han lagde en hånd på min arm. Den var stadig som en varm sten fra solen. Firben måtte elske ham. 

"Jeg vil virkelig gerne hjælpe dig. Hvis du vil have min hjælp. Jeg kan ikke alt, men sig til og jeg skal prøve." Han så ind i mine øjne, meget mere seriøs end jeg havde troet han kunne se ud. Lige pludseligt så han voksen og alvorlig ud, også selvom hans rustning stadig gjorde ham underlig barnlig at se på. 

"Men hvorfor? Du kender mig ikke, jeg aner intet om dig," indvendte jeg. Han nikkede lidt. 

"Det er min skæbne. Jeg kan mærke det. Og det er ikke en eller anden dårlig pickup line. Min far er gud for profetier, jeg kan mærke den her slags. Hvis jeg kan, skal jeg hjælpe dig." Ashland virkede stadig dybt alvorlig, og det skræmte mig lidt. Jeg var snart træt af profetier, og skæbner, og folk der mente jeg skulle en masse.

"Har din far sagt det til dig?" spurgte jeg forsigtigt, for guderne turde jeg ikke udfordre. 

"Nej. Jeg snakker ikke rigtigt med ham, men jeg kan mærke det. Ligesom du kan mærke dine vinranker uden du rør dem. Jeg havde gjort det samme for Raymon hvis-"

"Hvorfor bliver du ved med at sammenligne mig med ham? Jeg er slet ikke som ham! Raymon var perfekt, han var en rigtig helt. Jeg er uduelig og hjælpeløs. Og du kender mig ikke!" Jeg lagde armene over kors, for jeg følte mig ærligt talt lidt fornærmet. Det føltes som om han sagde det, fordi han så troede jeg ville lytte til ham. 

"Nej. Nej slet ikke. I er begge skabt til store ting. Jeg kan ikke forklare det bedre end det, men det er jeres udstråling. I er rigtige helte," fastholdt han. Jeg bed tænderne sammen. Hans sans for skæbne og profeti imponerede mig ikke. 

"Min bror blev skubbet ned fra et tag og døde af det. Hvor er den heroiske skæbne i det? Han døde en tragisk, uværdig død. Lad vær med at tro du kender mig, uanset hvad du fornemmer." Det tog mig en smule selvkontrol ikke at slå ham. I stedet valgte jeg at trampe af sted, for at komme væk. Jeg havde knyttet mine hænder, og tordnede tilbage mod hytterne. Ashland prøvede sikkert bare at være sød og forstående, men jeg ville ikke høre på ham, når han snakkede om Raymon. Han havde kendt ham meget bedre end mig, men derfor kunne han ikke gå ud fra vi bare var det samme. Jeg havde allerede problemer nok med at underverdenens gud troede, at jeg var vigtig, og en profeti der åbenbart var knyttet til mig om gudernes skæbne. Jeg havde ikke brug for en fremmed søn af Apollon der skulle til at fortælle mig at jeg var skabt til store ting. Jeg havde rigeligt på min tallerken allerede. 

Tilbage i hytte 12 prustede jeg irriteret da jeg kom ind, og smed min xiphos fra mig. Liam så skræmt op på mig da jeg gik forbi og satte mig ned. "Hvad så? Du plejer da ikke være så sur over vi taber? Du.. plejer faktisk at være ligeglad?" 

"Det er ikke legen," vrissede jeg utilfreds. Charlie kom ud fra vores fælles badeværelse, ren og med et håndklæde om håret. 

"Hvad mugger du over?" spurgte hun oprigtigt nysgerrigt. Jeg sukkede opgivende og så hen på hende. 

"Ikke noget. Det var bare Ashland. Det er ikke vigtigt. Er alle okay?" Jeg så rundt på dem. Charlie havde et blåt mærke ved kravebenet der så ud til at ville blive rigtig slemt. Liam var bare beskidt, og Richard sad på gulvet med grene i håret og mudder i ansigt, men så ellers glad og tilpas ud. Han virkede ikke specielt rystet over den mindre krig vi lige havde været i. 

"Vi har det fint. Hvad har Ashland gjort? Han plejer at holde sig gode venner med alle." Charlie satte sig i sin sofa. Liam rejste dig for at komme ud og få et bad, godt tiltrængt. 

"Han bliver ved med at sammenligne mig med Raymon, og det irriterer mig. Det er som om han så tror jeg kan lide ham, hvis han bliver ved med at sige det. Det gør mig bare vred og ked af det, jeg ved ikke hvorfor." Jeg trak mine ben til mig i stolen, og begyndte og pille ved et hul i min trøje, som var et resultat fra legen. Charlie tørrede sit hår mens hun overvejede sit svar. 

"Ashland har ikke haft sammen sørgeperiode som os, lillesøster. Hvis du minder ham om Raymon, så er det måske hans måde at sørge på, lægge hans negative følelser om til positive for dig? Du er måske hans redning fra at accepterer Ray ikke er her mere?" Hun lagde håndklædet ved siden af sig og lagde en hånd mod mit knæ. Jeg så op for at møde hendes blik. "Jeg ved godt det stadig gør ondt. Det gør jeg virkelig." Hun nussede mig kort på knæet. 

"Jeg føler bare han tror, at jeg er mere end jeg er, eller at han prøver og gøre mig til noget, jeg ikke er. Jeg har problemer nok i forvejen," sukkede jeg. Charlie lænede sig tilbage i sofaen. 

"Det er selvfølgelig rigtigt. Jeg skal nok snakke med ham. Det er vigtigt vi fokuserer på vores træning, specielt efter din profeti, ikke? Og specielt efter det her nederlag i aften. Sjældent har vi fået så meget tæsk," sukkede hun opgivende. Derefter begyndte hun en lang samtale om fejlene i legen, men jeg hørte ikke rigtigt efter. Det var en dårlig vane jeg var begyndt at få, glemme omverdenen om mig og blive væk i mine tanker. 

Sådan gik den første uge af sommeren. Vi trænede og havde patruljer og så trænede vi endnu mere. Fritiden var begrænset, så vi så næsten ikke andre end vores søskende i løbet af dagen. Til måltiderne og til lejrbål kunne vi lige få tid til at snakke, ellers var det hård træning. Min krop var øm og ødelagt hver nat vi gik i seng. Richard var den eneste der fik lov til at pjække lidt, kun for at Cemal kunne hjælpe ham med den eneste evne, vi kendte af hans. Hvad de lavede var der ikke rigtigt nogen af os der vidste. Richard var bare altid glad når han kom hjem, og havde typisk krummer fra småkager om munden. Præcis som jeg havde troet, ville Charlie helst ikke snakke for meget om hans evne. Hun var altid meget følsom omkring det med sindssygen. Derfor virkede hun også næsten lettet over at Cemal gad tage den. Et samarbejde jeg ikke havde regnet med før.

Jeg var på patrulje med Liam, Riley, Dracon og Kimberly en formiddag. Vi stod sammen på halvblodsbakken, og vi kunne se det meste derfra. Vi gik jævnlige ture langs lejrens grænser en og en. Liam havde taget en tur langs jordbærmarkerne for at holde øje, så jeg stod alene ved Hades' børn. Dracon havde sat sig op af et træ, og var igang med at lege med dagens kæledyr fra Hades: Resterne af, hvad der engang havde været, en mellemstor hund. Nu var det mest en bunke knogler, der knap hang sammen, men Dracon virkede ikke til at det rørte ham. Jeg sendte ham et sært blik. 

"I det mindste er det bare en død hund, ikke et monster..." kommenterede Kimberly utilfreds. Riley så lige ud, som om han holdt øje med potentielle fjender. Noget sagde mig han bare ikke gad sine søskende. Markerne foran lejren var i hvert fald gabende tomme. Dracon så op på sin søster, en anelse fornærmet. 

"Du er bare misundelig fordi den bedst kan lide mig," indvendte han barnligt. Kimberly fnøs af ham. Med en håndbevægelse fik hun hundens knogler til at snurre rundt i en mindre hvirvelvind, inden de virkede til bare at synke ned i jorden. 

"Må jeg minde dig om hvem af os, der er necromancer? Det kan godt være du kan påkalde alt muligt fra underverdenen. Men du har ikke kontrol over det." Hun så tvært ud i samme retning som Riley. Jeg prøvede at lade som om, det var helt normalt alt det de snakkede om, men det var ikke lige den slags samtaler vi havde flest af i min hytte. 

"Det kan jeg da få!" Dracon kom hurtigt på benene, som om Kimberlys ord havde været en udfordring. Hun rullede med øjnene med et hånende smil. 

"Som om du kunne. Dracon. Du kan knap nok finde ud af at tage tøj på, uden det vender forkert," drillede hun. Før han kunne give igen, måtte han lige tjekke, at alt hans tøj vendte den rigtige vej. Det gjorde det.

"Og hvad så, derfor kan jeg da godt være god med dyr," fastslog han stædigt og krydsede armene. 

"Dyr? Du render rundt med monstre og helvedeshunde! Det er ikke bare dyr, du aner jo ikke hvad du laver!" skældte Kimberly af ham. 

"Hold nu kæft, begge to!" Riley så på dem begge med et strengt blik. Kimberly virkede ikke til at ville følge ordre, men siden Dracon holdt sin mund, havde hun ikke noget mere at skælde ud på. Derfor så hun mut ud i ingenting igen. Jeg stod lidt akavet ved siden af, følte jeg ikke rigtigt burde være der. 

"Hvad så, spader. Ser I noget?" Silkes stemme lød pludseligt bag mig, og jeg hoppede næsten. Jeg nåede dog at stoppe mig selv, for jeg ville ikke ydmyge mig selv sådan. Jeg havde slet ikke hørt hende komme, pludseligt virkede hun bare til at stå der. Riley så træt på hende. 

"Det er ikke din vagt endnu, hvorfor træner du ikke?" Hans stemme lød træt, som om han slet ikke gad tage diskussionen men var nødt til det. 

"Jaer, træne nærkamp selv? Det vil jeg da bare lige gøre," hånede hun ham. Dracon så på hende med et gavtyvssmil. 

"Kan du ikke bare træne med alle din kærestes brødre? De kan vel bruges som erstatning!" Allerede inden han havde talt færdigt, smed han sit spyd og begyndte at løbe, for ikke at få slag af Silke. Hun var efter ham med det samme. Riley skjulte opgivende sit ansigt i sin håndflade, mens Kimberlys humør pludseligt var meget bedre, og hun begyndte og grine. "Hun slår mig ihjel!" råbte Dracon nervøst, selvom han stadig smilede. Kimberly smilede endnu mere. 

"Så kan du hilse far fra os alle." Hun lignede en der lidt håbede Silke fik fat i ham i et ryk. 

"Tag jer sammen!" Rileys stemme bragede pludseligt igennem de andres latter og små skænderier. Hvis han havde været søn af Zeus, var jeg sikker på et lyn havde slået ned lige ved siden af os. Heldigvis nøjedes det bare med at blive en smule mørkere om os, som om der gled en sky forbi solen. Det var dog skyfrit den dag, så det var ikke tilfældet. Jeg gik ud fra det var en Hades ting. De tre andre stoppede op. Silke så vredt hen mod Riley, mens Dracon og Kimberly så mere ud til at være blevet overraskede.

Riley sendte dem alle et blik. "Vi skal forestille at være børn af underverdenens hersker. En af de tre store. Så render I ved Styx rundt efter hinanden og mundhugges, i stedet for at passe jeres opgave. Vi er sat på patrulje for at holde øje og beskytte lejren!" Han så utilfreds rundt på dem. "Det her er ikke tiden til kærestedrillerier, eller åndssvage hævntogter på Dracon. Vi står foran et stort problem. Tror I far bare lige smutter forbi Delias drømme for sjov?" Jeg brød mig ikke ret meget om at blive draget ind i det hele. Slet ikke da de tre andre alle så hen på mig. Jeg skyndte mig at se ned i jorden, selvom jeg stadig kunne mærke deres blikke. 

"Måske vi alle føler et pres? Har du overvejet det? Netop fordi far nu åbenbart rækker ud til andre halvblods end os, hans egne." Silke lagde armene over kors. "Vi er kompetente. Eller... Nogle af os er." Hun skævede kort til Dracon. "Hvorfor vælger han ikke os?" Hun så ud som om hun forventede et svar fra Riley. Han sukkede. 

"Jeg ved det ikke, spørg ham. Jeg er sikker på han vil elske du stiller spørgsmål ved hans handlinger," kommenterede Riley sarkastisk. Dracon så imellem dem. 

"Altså, han snakkede da med mig. Eller, mere til mig, ikke med mig." Han så ned mens han overvejede sine ord. De tre andre, og mig med faktisk, så på ham i et ryk. Silke greb fat i hans overarm, hev ham tæt og klemte til. 

"Tal, mide. Hvad har han sagt?" Det var åbenbart ny information for dem også. Dracon virkede til at prøve og blive mindre med det samme. 

"Bare at jeg skulle tage tilbage til lejren! Jeg fik en vigtig opgave, at få Richard hertil!" Hans ord var ved at falde over hinanden. Det svar behagede åbenbart ikke Silke, for hun trykkede mere om hans arm. 

"Hvorfor har du ikke sagt det før?!" skældte hun. 

"Silke, slip ham, det hjælper ikke at brække hans arm. Vent til efter patrulje," bad Riley hende. Den eneste effekt det havde, var at hendes greb blev meget, meget lidt lettere. Dracon så helt skræmt på sin storesøster. 

"Jeg glemte det? Altså jeg glemte at sige det!" Han prøvede at komme fri, men Silkes jerngreb lod ham ikke gå nogle steder. 

"Du GLEMTE simplethen lige at fortælle os at far havde snakket til dig?!" rasede hun. "Hvorfor bad han dig komme tilbage til lejren? Det gør du jo hvert år, det behøver han da ikke nedværdige sig selv til at minde dig om." Hendes stemme var kold og hård, men jeg mistænkte lidt det generelt var sådan hun lød. Specielt omkring Dracon. 

"Silke, slip ham!" beordrede Riley igen. Hun så hen på ham, direkte ind i hans øjne. Selv fra hvor jeg stod, kunne jeg se hvordan hendes kæbe spændte, inden hun trodsigt skubbede Dracon væk, da hun gav slip. Drengen fik næsten overbalance, men nåede at redde sig selv fra at vælte ned på jorden. 

"Åh store vejleder, så se om du kan få noget ud af ham. Møgdyret er åbenbart for glemsom til at fortælle os ting!" Silke trådte væk fra Dracon. 

"Det bliver ikke nu. Gå tilbage og træn. Jeg mener det." Riley sendte hende lige så koldt et blik tilbage, som hun gav ham. Der var så tyk en spænding imellem de to, man ville næsten kunne skære i den. Alligevel overgav Silke sig til sidst. Det var ikke fordi Riley vandt, men fordi Silke ikke gad ham mere. Der var vist ikke nogen på halvblodsbakken lige der, som betvivlede at Silke ville have vundet, hvis de to søskende skulle slås. 

Det lysnede op igen da Silke var gået. Dracon gned sin arm, mens han gik hen og samlede sit spyd op igen. Kimberly gav ham en lammer på den anden arm. "Idiot. Den slags deler man sgu da," mumlede hun. Han så mut på hende. Riley sukkede opgivende og så frem for sig igen. 

"Undskyld," mumlede Riley til mig. Jeg smilede lidt til ham. 

"Det er okay. Jeg dømmer ikke. Men det er nok information der skal videre til Chiron." Det var ikke for at blande mig, men det virkede som om at det var lidt vigtigt Hades også havde snakket til Dracon og ikke kun mig. Riley nikkede en anelse. 

"Yeah, jeg ved det. Så meget for at tale sandt og rent," fnøs han. Jeg genkendte ordene fra profetien, og forstod godt hans pointe. 

"Det er stadig ikke sikkert det er jer der er ment," prøvede jeg at opmuntre ham. 

"Det tror du jo ikke engang selv på." Han gav et suk og satte sig ned på bakken. "Det virker formålsløst." 

"Profetien?" spurgte jeg og satte mig ned hos ham. Han så på mig med et dødt blik - hans generelle udtryk. 

"Nej. Patruljen. Der sker jo intet. Vi har spildt mere end en uge på det her," forklarede han sig. "Hvis nogen angriber, gør de det da ikke ved højlys dag, og ikke ved og prøve og storme lejren fra grænsen. Det behøver man ikke være Atheneunge for at regne ud." 

Riley havde helt ret. Der skete ikke noget på vores patrulje heller. Ikke andet end at Kimberly og Dracon blev ved med at skændes, og Riley blev ved med at lade som om de ikke eksisterede. Liam fik lavet en blomsterkrans til både ham selv og mig. Jeg fik set rigtig meget ingenting. Intet nærmede sig halvblodsbakken, ikke engang nymfer rendte forbi. Vi så ikke andre før Silke vendte tilbage med sin patrulje, fire Eros børn. Jeg kunne se på hende allerede inden de havde sat sig, at hun ville få en lang vagt. Vi andre kom på benene, tog vores våben og gik. Riley var henne og hviske noget til sin søster, inden han gik med resten af os. Silke så lidt stram ud i det efter hvad han sagde. Men så igen, hun lignede typisk en følelseskold tøs, det var ikke sikkert det var på grund af Riley. 

"Jeg siger dig, hvis vi skal igennem forhindringsbanen én gang til i dag, så brækker jeg min egen ankel for at slippe! Jeg kan ikke mere," klagede Liam ved siden af mig. Jeg rullede med øjnene over ham. For det første var han for bange til faktisk at kunne det, og så var han sart for træning. Han var ikke helt så vant til at yde alt han havde. 

"Du ved godt Charlie bare smider Frey eller Sienna efter dig hvis du gør det. Men sød tanke," drillede jeg med et smil. Liam klagede endnu en gang. 

"I det mindste har I en vejleder der kan finde ud af at træne jer," lød det fra Kimberly bag os. Riley gik bag hende og stirrede ondt ind i hendes baghoved. Enten kunne Kimberly ikke fornemme det, eller også var hun ligeglad. 

"Silke er da god til at træne os." Dracon så undrende på sin søster. 

"Hun er jo ikke vores vejleder, vel? Idiot.." Kimberly himlede med øjnene af ham. Dracon nikkede lidt, accepterede hun havde helt ret. Riley så dybt fornærmet ud bag dem, hvilket jeg godt forstod. Det måtte ikke være fedt at ens søskende snakkede sådan, slet ikke foran andre. 

"Hvis I er så ivrige efter at træne, kan I jo bruge eftermiddagen på klatrevæggen. Hele eftermiddagen. Til aftensmaden er klar." Hans stemme var stenhård og fast. Det var ikke en diskussion. Kimberly vrissede noget af ham på spansk, så jeg forstod det ikke. Alligevel kunne jeg godt regne ud det var en fornærmelse. 

Vi slap for forhindringsbanen, men blev istedet tortureret på bueskydningsbanen. Der var ingen af os der var specielt gode til den disciplin. Charlie brugte det som argument for, hvorfor vi så skulle træne det, men jeg tror helt ærligt hun bare skulle bruge en undskyldning for at slippe for mere sværdtræning. Vi havde alle blå mærker over alt fra sværdtræning. Det hjalp ikke på selvtilliden, at resten af Eros' børn stod ved siden af og ramte skydeskiverne hver gang. Jeg ramte min skydeskive tre gange i alt fra frokost til aften. Resten ramte lige ned i jorden eller over skydeskiven. Jeg undgik også kun lige og lige at ramme en forbipasserende najade. 

Ved lejrbålet var det begyndt at kunne mærkes på alle, at vi trænede hårdere og mere intenst. De eneste der var dem selv var Ares børnene, som bare virkede til at have ekstra energi. Vi sad i vores lille gruppe og så over på dem, som om det var deres skyld vi andre var ømme. 

"De virker næsten glade for at der er en krig på vej," klagede Avery sig, mens han gned sit håndled, der var bundet ind, sikkert fra en træningsskade. Riley fnøs af ham. 

"Selvfølgelig er de det. De trives bedst i krig." Han sad og gned en gren ned i jorden, og fik lavet en dybere og dybere streg. Liam så imellem dem. 

"Ehm. Hallo, folk uden vejleder viden, er der en krig på vej?" spurgte han usikkert. Frey og Felix nikkede begge, for at vise de var enige i hans udtalelse. Heldigvis behøvede jeg ikke at lade som noget, jeg havde trods alt fået profetien. 

"Hvorfor tror du ellers de har sat patruljer ved grænsen?" spurgte Rosa undrende. Liam så ud som om et lys gik op for ham. 

"Her håbede jeg bare det var et underligt nyt tiltag... Hvad skal vi kæmpe mod?" Han så mellem os. Alle trak på skuldrene siden ingen vidste noget. Det havde profetien så ikke været til meget hjælp om. 

"Nu er det jo ikke sikkert vi skal kæmpe lige med det samme. Det er der trods alt ikke nogen der har sagt noget om," mindede Avery os om. Der var ikke rigtigt nogen der turde tro på det, men han havde lidt ret. Ingen havde sagt noget om hvornår. 

"Kan vi måske snakke om noget mere opløftende? Sandhed eller konsekvens?" Felix så rundt på os med et smil. De fleste smilede og nikkede. De rykkede tættere på i en rundkreds så det var nemmere at lege. Jeg rejste mig dog op. 

"Jeg går en tur ved søen, men måske når jeg kommer tilbage," afslog jeg høfligt. Felix klagede lidt over det, men han lod mig gå. Liam så lidt trist efter mig, men han blev med vores vennegruppe. Jasper sad ved siden af ham, så han skulle nok hurtigt smile igen. Charlie og Ashland sad og snakkede for sig selv. For at komme ned til søen, var jeg nødt til at gå forbi dem. De lagde nu ikke rigtigt mærke til mig, så jeg åndede lettet op, da jeg var forbi og skyndte mig ned til søen. Månen lyste ikke ret meget den aften, så lejren var ret mørk. 

Jeg satte mig ved vandet og så ned i det. Stjernerne gav knap nok et spejlbillede fra sig i vandet. Oppe mellem stjernerne sad guderne, og de regnede med vi klarede deres problemer for dem. Selvfølgelig var det en helts job, gøre det beskidte arbejde. Hele pointen med os var at vi skulle adlyde gudernes bud og være modige. Alligevel havde jeg ikke rigtigt lyst til at risikere mit liv for dem. Igen. Jeg smed en sten i vandet så stjernernes svage billede forsvandt. 

Mit blik faldt i stedet på det svage omrids af omgivelserne i søen. Jeg prøvede at få styr på det hele i mit hoved. "Tag det en ting af gangen," hviskede jeg til mig selv og lagde mig om på ryggen for at se op på stjernerne igen. "Først drømmen..." Jeg prøvede at huske hvad Hades havde sagt. Han havde sendt de næste vigtige brikker i armene på mig. Mine bryn fandt hurtigt sammen i en undrende mine og jeg satte mig op igen. Brikker? Hvorfor havde jeg ikke tænkt over det før. Siden drømmen havde jeg kun regnet Richard for at være vigtig, at det var ham der havde en stor rolle ligesom mig. Hades havde jo sagt noget helt andet til mig, han havde sendt to brikker til mig. Richard var jo ikke kommet selv til lejren. Jeg fnøs af mig selv og så ned i søen igen. "Dracon," hviskede jeg til mig selv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...