IMPERIET

37312
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2019
  • Opdateret: 15 jun. 2019
  • Status: Igang
jeg stirrede på ham, der stod foran med døde mænd omkring sig. Dem der havde kæmpet for at holde kongeriget. Jeg lukkede øjne og bad en bød til gudinden Etro, at hun ville tage godt imod dem.
" nå... lille prinsesse." sagde han. "Hvordan skal jeg ende dit liv?"
jeg anspændte min krop og prøvede at se rolig på ham. hvis bare han vidste.....

Babalar har været dragerytter hele sit liv. En dag går hun en fejl... en fejl der kommer til at koste hende alt, hendes hjem, hendes liv og hendes drage. Før ved det er hun er ud hun forvist og efterladt ude i den kold verden, med hendes dunkede hjerte der brænder som liden og lyster efter blod. Celenas blod. Hende der tog alt fra Babalar


*Advarsel. Sex, vold og mange andre ting*

AA
aa

12. kapitel 12

Jeg så på slotshaven fra min balkon. Der var mange ude og gå en tur. De havde alle glade smile og gik i hånd. Jeg så mig tilbage og kiggede Eyva der var igang med pakke en af mine kjoler. Jeg lænede med ryggen mod rælingen. "Hvad vil du lave i dag?" spurgte jeg hende og lade armene over kors. Hun trak på skulderen. "Hvad med vi går en tur?" spurgte hun.

"Ellers tak." mumlede jeg og gik ind igen. Jeg lagde mig på sengen og lukkede øjne. Verden snurrede rundt om mig og jeg havde mistet balancen. 

"Norathea?"

Eyva smukke stemme slog mig ud af drømme verden. "JA?" spurgte jeg irriteret og åbnede mine øjne. Hun satte sig ved min side. "Skal vi ikke gå en tur?"

Jeg nikkede og rejste mig op. "Jo det kan vi godt." mumlede jeg træt. Vi gik ud af døren og gå os omkring slottet. Det var stort og vi brugte det meste af tide på at fare vild. 

Tilsidst kom vi til den kongelig have. Mange var samlet og sad i skyggerne af træerne eller på marmorbænke og lyttede til en skjald. 

Jeg så nærmer på ham. Han spillede på fløjte og alle lyttede. Eyva klemte min hånd. "Han bliver en jomfrues drøm."

"Hvafornoget?" spurgte jeg forvirret. Eyva slog hænderne sammen. "Det er en af de mest romatiske sange der findes." Hun gik tættere på og satte sig ved mandens fødder og lyttede drømmende på ham. Jeg lænede mig op af muren og stirrede på Eyva vis hoved bevægede sig til musikken. Da jeg skulle til at gå, så jeg hende rejste sig op og hun begyndte at synge. 

Luftet blev fuld af harmoni mellem Skjalden og Eyva. Hans musik med hendes stemme. Jeg så over på de andre fra hoffet der lyttede begejstret til dem. Da Eyva var færdig med at synge klappede folk og piftede af hende. Hun rødmede og talte med Skjalden og de startede på en ny sang. 

Jeg gik væk fra haven og stødte ind i Kenna. "Hvor var De henne?" spurgte hun vredt. Jeg smilede. "Lyttede til Eyvas sang. Hun synger i haven nu."

Kenna smilede. "Ja hun har en vidunderlig stemme." Jeg sukkede. "Du har ikke tænkt dig at stoppe hende?" spurgte jeg. Kenna så underlig på mig. "Hvorfor skulle jeg det?"

"Fordi det ville du gøre mod mig." sagde jeg. Kenna sukkede og forsatte med at gå. Jeg fulgte efter hende. Kenna sukkede endnu engang. "Kan De ikke gå lidt mere ret? De er til at skamme sig over!" sagde hun vredt. "En lady skal altid være elegant og falde elegant ind og ..." for hun kunne nå at sige mere ramte hun ind i en mur. Selv måde hun faldt ned på, var elegant og jeg knækkede af grin. 

"Hvor vover De?" udbrød Kenna men jeg kunne ikke stoppe. "HAHAHAHA jeg ser hvad du mener med falde elegant." gispede jeg og grinede højere. Kenna kom op og slog mig over skulderen. Jeg holdte mig for maven og prøvede at stoppe med at grine, men det lykkes ikke. Tilsidst måtte jeg gispe efter vejret af mavekrampe. Mens jeg gispede opdagede jeg at jeg ikke havde grint så meget i mange år. Det var rart og befriende som om mit hjerte kunne slå frit og det konstante tykkelse i brystet var væk.

Jeg tørrede et glædeståre væk fra øjet og jeg slappede af. Kenna stivede. "Vend Dem ikke tilbage. Hans majestæt ser på os."

Jeg frøs og bevægede ikke en muskel. Jeg mærkede mit hjerte bankede hårdt og mit blod blev til is. Kenna børstede støvet af sin kjole og bukkede for kongen. Først der vendte jeg mig om og så på den gamle konge. Han så undersøgende på mig med øjne der så ud til at græde. Så vendte han sig om og jeg pustede ud. Kenna og jeg skyndte os væk og kom en til en mere rolig sal hvor der hang gobeliner på væggene. Jeg satte mig ned på en bænk og så på Kenna der stod utilpas og urolig.      

"Hvis jeg må forstyrre?" hørte jeg en stemme sige. Jeg drejede hovedet og så en ældre kvinde med en dyrt kjole på. Kenna nejede og jeg sprang op for at gøre det samme.

Kvinden bar en krone på hovedet. "Deres majestæt." sagde Kenna og rettede ryggen. Det samme gjorde jeg og så mig hurtig tilbage for at lede efter en udvej.  Jeg vendte blikket tilbage mod dronningen og opdagede at hun stirrede på mig. 

Hendes blik gik op og ned ad mig og så ud som om hun prøvede at vurdere mig. Så vendte hun opmærksomheden over på Sanda. "Hvis De  ikke har noget imod det lady Kenna, vil jeg bede om lidt af lady Bakcers tid." spurgte hun med en stemme der fik hårene til at rejse sig på min hud

Kennanikkede og nejede for hun forlod os. Jeg så på dronningen og folede hænderne foran mig. Hun ledte mig hen til en blød sofa hvor hun satte sig ned. Jeg vidste ikke om jeg skulle sætte mig eller bare blive stående. 

"Sæt Dem." jeg adlød og satte mig ved siden af hende. Hun tog mine hænder med sine rå finger. "Du er så ung." mumlede Dronningen og strøg mig over håndfladen. "Hvordan kan det være at en adelspige som Dem har så en hård håndflade?" Jeg følte lysten til at trække hånden til mig, men det ville øge risikoen for henrettelse. Jeg smilede. 

"Min far mente det var vigtig at piger kunne forsvare sig selv." løj jeg og sendte hende et tandsmil. Hun nikkede og så mig i øjne. "Min mand er betaget af Dem."

Jeg frøs til og min øjne blev store. "D-Deres majestæt. Jeg ville aldrig.." Hun stoppede mig med en hånd. "Ikke på den måde, barn. Grunden til at jeg er her, er fordi jeg ville bede.... ordre Dem til noget." 

Jeg sank en klump. Hun gav endelig slip på mine hænder og jeg trak mig hurtig til mig. Hun rejste sig op og gik hen til en gobelin der viste hende og hendes familie. Der var ni personer. Kongen med dronningen ved sin side. Der var syv børn spredt omkring dem. 

Hun lagde en hånd på stoffet hvor en ung pige var blevet syet. "Dette er min datter, Roselira.  Jeg fødte hende da jeg var treogtredive. Ser du da jeg var ung kunne jeg ikke få børn med kongen, først da jeg blev syvogtyve fødte jeg min første søn Damiran. Efter ham kom mine tvillingepiger, Helena og Juliena. Efter dem fødte jeg en anden søn Gaiwan  og så min søn Aren. Efter ham min dødfødte søn. Efter min dødfødte søn fik jeg roselira. Måske var det fordi hun var det yngste barn..." mumlede dronningen. "Hun lavede så meget ballede, men det ved De sikkert alt om." sagde hun, men jeg rystede på hovedet. "Jeg har været syg i over syv år Deres majestæt. Jeg har ingen viden om Deres datter." svarede jeg og Dronningens øjne blev store.

"Jeg havde hørt at De havde været syg men jeg troede at alle vidste om min datter." mumlede dronningen og satte sig igen ned ved min side. Hendes livvagter rørte sig lidt men blev stående. 

"Min datter Roselira var et vild barn. Hun hylede altid op og lavede spillopper på alle. Hun var på kanten at gøer kongen rasende. Da hun flydte fjorten opdagede jeg at hun havde mistet sin mødom og jeg blev rasende. Hun blev endnu mere vred og løb hjemme fra. Siden den dag har vi ikke vidst hvor hun var og det har ødelagt og pint Kongen. Jeg er nu seksoghalvtreds og jeg ved at hans time snart kommer." Hun så smilede imod mig. "Da han så Dem, var han op kanten af gråd. Han troede at hans lille Roselira var kommet hjem, men han vidste godt at De ikke var hans datter."

Hun tog mine hænder igen i sine og så på mig. "Han blev så lykkelig da han hørte at De var en stille pige der holdte Dem lidt for sig selv. Måske tror han at guderne har givet ham en chance for at se Rosalira som en uskyldig pige. Jeg ved ikke hvorfor men han smiler hele tiden nu. Han har spurgt meget om Dem." Hun så streng på mig. "Jeg vil nu ordre Dem til at bruge tid med Hans majestæt og være den datter han aldrig fik." 

Jeg sank en klump. Hvis jeg nægtede ville jeg dø for forræderi over ikke at havde fulgt en ordre fra Dronningen. Jeg nikkede. "Det ville være mig en ære." svarede jeg og klemte hendes hånd. Hun smilte til mig. "Udmærket. Jeg vil nu bede Dem om at gå ned i biblioteket. Kong Vilian bruger denne tid om dagen ved sine bøger." 

Jeg nikkede og nejede for Dronningen. Så vendte jeg mig om og gik ned ad gangen. Jeg måtte spørger et par tjenestefolk om vejen til en venlig tjenestepige viste mig vejen. 

Da jeg ankom til biblioteket, gik jeg ind i et enormt rum hvor væggene gik ovalt op til loftet og en glas plade hang i en cirkel og lyste over det store bibliotek. Det var ikke de mange bøger der overraskede mig men statuerne af marmor der stod ved hver søjle. Jeg gik hen til en halvnøgen staturmand der havde et spyd i hånden. Han så majestætisk ud og arrogant. Han mindede mig om Frona. 

"Lady Norathea?" Jeg vendte mig hurtig om og så den gamle konge stå foran mig. Jeg skyndte mig at neje dybt. "God eftermidag Deres højhed." sagde jeg. 

"Hvad laver De her?" spurgte han forsigtig. Jeg rødmede. "Jeg er kommet for at læse lidt." smilede jeg uskyldig og håbede på han ikke kunne høre løgnen. Han så mere overrasket ud. "Kan jeg hjælpe Dem?" spurgte han.

Jeg smilede taknemmeligt til ham. "Det er utroligt venligt af Dem. Hvis jeg må spørger hvor ligger de romatiske bøger henne?"

Dronningen bad om uskyldig så får hun uskyldigt. Da jeg var stadigvæk hos dragerytterne, spyttede jeg efter piger der læste digte og sange om helte og svage møer, nu brugte jeg det til mit ry.

Og det lykkes. Kongen lyste helt op og ville med glade vise mig vejen til afdelingen. "Nyder de romantik?" spurgte han mens vi gik ned mellem reolerne. 

"Da jeg var syg, læste min barnepige historier op for mig. De var min verden." svarede jeg og flettede min hænder sammen. Jeg så ud som om jeg bad. "Jeg håber lidt at jeg kan holde ved med at læse historier."

"Bøger er noget dejligt. Jeg kan godt lide udlandske bøger." sagde han og jeg lyste op. "Jeg elsker bøger fra Ad-minka."

Kongen stoppede op. "Jamen bøgerne fra Ad-minka er aldrig oversat?" Jeg holdte vejret inde. "D-da jeg var syg, tvang min Barnepige mig at lærer mange sprog." skyndte jeg mig at fremsige. Kongen smilede til mig. 

"virkelig? Hvilke sprog kan De?"

"Ad-minkisk, Gettlansk, Koloransk, Saulunisk og en smule Yubabansk." svarede jeg og talte med mine finger. Kongen måbede. "Det er utroligt. De kan snakke seks sprog. Jeg må møde denne barnepige." 

Jeg tav og så ned. Hvad skulle jeg nu sige? "Lady Norathea?" spurgte Kongen. Jeg bed mig hårdt i tungen og tvang mine tårer frem. 

"Vevi er død." hviskede jeg og tørrede tåerne væk. Kongen gispede og hævede sin højre hånd. Først tøvede han, men da jeg begyndte at hulke lagde han forsigtig hånden på min skulder. 

"Søde pige. Det er en del af vores natur. De vi elsker dør, men nye kommer frem." tørstede han. Jeg rystede på hovedet.

"Men jeg vil have hende tilbage." græd jeg og snøftede. "Uden hende virker verden så grå."En eller anden giv mig en medalje for mit skuespil. Efter jeg var færdig med ...... vil jeg rejse som skuespiller. 

Kongen trak mig ind til sig. "Vores verden kan være grå, men der findes så meget lys lige foran næsen på Dem." Han hev et viskestykke frem. "Tør dine øjne min søde pige. Jeg ved at din Vevi ikke ville have du græd over hendes død." Jeg nikkede og tog viskestykket. 

"De må undskylde mig. Jeg er pinligt berørt over at De ser mig i denne tilstand." Er jeg god eller hvad. 

Kongen lo lidt. "Det er helt udmærket. De er jo blot en ung pige og tårer er noget helligt. Se her har vi de romatisk bøger." sagde han og tog en brun bog ned. Det var en digte samling af helte og jomfruer. Jeg smilede til kongen. 

Han virkede ikke så farligt nu, men faktisk sød. "hvis jeg må bede Dem? Må jeg tilbringe lidt tid med Dem?" spurgte jeg og Kongen lyste op. "Selvfølgelig. Ved De, at de minder om min Datter?" spurgte han og tog mig under armen. "Hun hadet bøger og prøvede altid at udgå mig."

Jeg så trist på ham. "Det kan jeg ikke forstå. De er en venlig mand." Han lo og klappede mig på hånden. "Det syntes hun ikke. Hun ville være nu 22 år, hvis hun lever." 

Vi satte os ned på en blød sofa og han viste mig sine bøger. De handlede om økonomi og jeg begyndte at undre mig over at så en venlig mand kunne pine sit folk så meget. Jeg bed mig i læben. Noget passede ikke ind.   

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...