De blå øjnes magi - Djævlens efterkommer

Almas er seks år, da hendes mor forsvinder på mystisk vis. Hendes far er frastødende, og hun overnatter ofte hos Bedste. Alt ændrer sig da hun en dag oplever noget mystisk. Et sporløst forsvundet dådyr, et blåt lys, en statue af Odin, en fantastisk verden, halskæder, hemmeligheder, løgne, penge, alt dette kan beskrives med tre ord: en anden virkelighed. Men er der noget hendes far skjuler? Og hvem er kvinden fra hendes drømme? Hvorfor forfølger de kappeklædte mænd hende?

1Likes
0Kommentarer
660Visninger
AA

6. Hallucination eller virkelighed?

 

“Almas?” hviskede en stemme i mit øre. “Almas?” Jeg åbnede forsigtigt øjnene. “Hvem kalder?” spurgte jeg. “Almas?” blev stemmen ved med at hviske. Den blev mere og mere fjern. Uden selvkontrol rejste jeg mig op fra sengen. Mine ben vaklede hen imod stemmen. “Almas?” hviskede stemmen. “Ja?” svarede jeg forvirret. “Almas!” hviskede stemmen mere bestemt, som om den havde fået svar på et spørgsmål. “Ja? Hvad pokker er der galt!” hvæsede jeg. “Almas!” hviskede stemmen igen. “Jeg lægger mig i sengen igen, hvis den næste sætning du siger starter med Almas,” sagde jeg vredt. Stemmen blev tavs et stykke tid. “Følg. Efter. Mig,” stammede stemmen. “Jeg kan jo ikke se dig?” svarede jeg, “træd frem i lyset.” Med tøvende skridt trådte en gennemsigtig pige frem i lyset. Hun kiggede ned i jorden. “Løft ansigtet op så jeg kan se det,” beordrede jeg. Hun rørte sig ikke. Min tålmodighed var efterhånden blevet meget lille. “Hvem har dog opdraget dig?” hvæsede jeg. “Jeg nåede aldrig at blive opdraget,” hviskede hun. “Hvem er din mor?” spurgte jeg. “Hvem er din mor?” svarede hun. Hun kiggede op. Jeg skreg så højt, at selv de døve i USA burde kunne høre mig. Hendes ansigt lignede mit på en prik. De samme kindben, de samme lyseblå øjne, det samme lyse lange hår. Jeg skreg endnu højere da én mere, der lignede mig lige så meget, trådte ud af skyggerne. En hånd lagde sig på min skulder, og jeg skreg højere end nogensinde før. “Bare rolig,” hviskede Alexander, “det er bare mig.” Gudskelov. Jeg tror aldrig nogensinde, at frygten havde været malet så tydeligt i mit ansigt før. Alexander kiggede ihvertfald forskrækket på mig. “Hvad er der sket?” spurgte han. Jeg pegede på de to skabninger. Han så spørgende på mig. “Kan du ikke se dem?” spurgte jeg. “Se hvad?” svarede han. Det kunne han åbenbart ikke. “Skabningerne,” svarede jeg. “Hvilke skabninger?” grinede han, “der er ingen andre i rummet end os.” Jeg kiggede hen på dem, men de var der ikke. De var forsvundet. “Måske så jeg bare syner. Jeg må hellere lægge mig i sengen igen,” spurgte jeg forvirret. “Netop,” sagde han og smilede.

 

Jeg lå i sengen med den sygeste hovedpine. Måske havde skabningerne ikke været virkelige, måske havde jeg bare hallucineret? “Har du det bedre?” spurgte Alexander, og lagde hånden på min pande. “Ja,” løj jeg, “meget bedre” Han smilede. Lyset fra månen i vinduet skinnede ind, og lagde et underligt lys over rummet. “Nå, men skal vi så ikke se at komme væk herfra?” sagde Alexander smilende. Jeg nikkede som svar.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...