Vi mødes på midten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2017
  • Opdateret: 7 dec. 2017
  • Status: Igang
Frederik og Alfred er vidt forskellige. Mens Frederik scorer piger på stribe og gerne nyder en øl eller ti i weekenden, kæmper Alfred med selvtilliden hjemme på sit værelse. Alligevel har de to drenge mere til fælles, end de nogensinde ville have troet. Det bliver klart for dem, da de hver især tvinges ud i konflikter, der ændrer deres liv for altid. Konflikter, som bringer de to drengesind sammen, men som også skiller dem ad.

42Likes
43Kommentarer
4575Visninger
AA

18. 18. kapitel

 

   ”Er det ikke for tidligt at se gyserfilm?” spørger Alfred tænksomt, idet Jonas går hen mod billetskranken for at købe to billetter til en drabeligt udseende gyserfilm, som Alfred aldrig har hørt om før nu.

   ”Det er snart oktober,” råber Jonas henover skulderen uden at stoppe. Alfred opgiver at forsøge at komme med flere indvendinger og beslutter i stedet at gå over for at blande sig en bunke slik til filmen. Snart kommer Jonas hen til ham, viftende med to hvide stykker karton.

   ”Sal 2,” informerer han og griber også en pose, som han giver sig til at fylde med chokolade i alle afskygninger.

   Eftersom filmen går allerede efter femten minutter, når de knapt nok at betale, før en kvinde meddeler, at sal 2 er åben. De går ind og sætter sig, og Alfred fortsætter med at ytre sig om sine tanker omkring Jonas’ filmvalg.

   ”Der var så mange bedre end film end den her, Jonas.”

   ”Du kan du overhovedet ikke udtale dig om. Hvornår har du sidst været inde og se en gyser?”

   ”Jeg har aldrig set en gyser.”

   Jonas vender sig rundt i det bløde sæde og ser på Alfred med et påtaget chokeret ansigtsudtryk. ”Alfred, hvad har du dog tænkt på? Gyserfilm skal kun ses i biografen.”

   ”Jeg gider overhovedet ikke se gyserfilm. Hverken i biografen eller derhjemme. Hvorfor skulle du absolut vælge film?”

   ”Fordi det var mit forslag at gå i biografen,” argumenterer Jonas selvfølgeligt og stopper en karamelkugle ind i munden. ”Og hvad har du imod gyserfilm? Det er da skide sjovt.”

   Den bemærkning er Alfred stærkt uenig i. ”De er makabre og fyldt med klichéer.”

   ”Det er romantiske film da også,” indvender Jonas med munden fuld, så Alfred har frit udsyn til den halvt tyggede chokofant, der nu vælter rundt derinde som et stykke tøj i en tørretumbler.

   ”Jeg ser heller ikke romantiske film.” Alfred giver sig til at rode i sin egen pose.

   Jonas fnyser. ”Det tror jeg ikke på.”

   ”Hvorfor ikke?” spørger Alfred forarget.

   ”Fordi det er sådan noget, du læser. Så det er sikkert også sådan noget, du ser.”

   ”Jeg læser da ikke kærlighedsromaner,” sprutter Alfred og taler højere, end det egentlig havde været intentionen. ”Jeg læser karakterdrevne romaner. Udviklingsromaner. Der er da ikke noget galt i kærlighed. Det er ligesom det, hele menneskelighedens overlevelse er baseret på.”

   Jonas tygger af munden og afslutter samtalen. ”Så siger vi det.”

   Alfred læner sig tilbage i sædet og sukker teatralsk. Han kan se Jonas’ smil ud af øjenkrogen og kan ikke lade være med selv at trække lidt i smilebåndene. Nogle gange undrer han sig over, at de to kan holde hinanden ud.

   Den undren får ham til at tænke på, hvorfor de overhovedet sidder her i biografen en fredag aften. Et øjeblik gør det ham trist til mode, at de er nødt til at tage ud og lave noget sammen, før Jonas har tid til ham. Det havde aldrig været et problem før i tiden. Men dernæst slår det ham, at han i virkeligheden bør sætte pris på, at Jonas gider se en film sammen med ham, og han beslutter, at han ikke vil kritisere Jonas’ valg af film resten af aftenen, men forsøge at dele sin bedste vens entusiasme for denne genre.

   Den beslutning kan han dog ikke stå ved. Kort efter begynder filmen, og der går ikke lang tid, før Alfred er nødt til at læne sig over til Jonas og hviske ham i øret, at det her er den mest lamme begyndelse, han nogensinde har set. Jonas dasker ham irriteret væk, men da Alfred efter ti minutter dernæst hvisker, at det er den lille pige, der først dør, og det viser sig at være sandt, sukker han og glemmer derefter sin glæde for gyserfilm, og de to drenge bruger de sidste 70 minutter på at forudsige, hvad der sker under hele filmen. Til sidst er de så flade af grin, at en mand irriteret beder dem om at være stille, men det formår de kun, indtil et jumpscare skræmmer livet af Alfred, så han vælter sine popcorn, og så ridder både Alfred og Jonas videre på endnu en latterbølge, der forstyrrer resten af salen.

   Da rulleteksterne omsider ruller henover skærmen, har Alfred ondt i maven af latter, og de tumler fnisende ud af biografen, hvor de mødes af efterårets brutale aftenvind. Men Alfred er så fuld af positive tanker, at han ikke engang gider klage over kulden. Dog daler den glæde meget drastisk, da han hører en velkendt stemme råbe noget bag dem.

   ”Jonas!” råber Oliver, og hans ansigt dukker op i mængden. ”Og Alfred også! Hej, drenge!” Oliver kommer over til dem fulgt af tre andre drenge fra klassen, som Alfred intet har imod, men bare ikke har så meget til fælles med. Alligevel opfyldes han af et voldsomt ønske om, at morderen fra gyserfilmen ville vælge dette øjeblik at dukke op og begynde sin massakre.

   ”Hvad laver I her?” spørger Jonas overrasket. Han læner sig frem og giver Oliver et dask på ryggen, idet han omfavner ham med den anden arm. Alfred føler et uventet stik af noget udefinerbart, men ganske bestemt ubehageligt, ved synet af den skødesløshed og rutine der ligger i deres hilsen. Han kigger kort den anden vej, betragter de nøgne træer, der står og svajer som skygger i horisonten, indtil han hører sit navn blive nævnt.

   ”Var I også inde og se den? Alfred og jeg kommer lige derindefra.”

   ”Hva’ satan, vi så jer slet ikke,” griner Oliver. ”Vil I med ned og have en øl?”

   Alfreds umiddelbare reaktion kommer i form af et lydløst suk. Et eller andet sted havde han forventet, at den replik ville komme indenfor de næste fem minutter. Hans hjerne er allerede i fuld gang med at udtænke en dårlig undskyldning for ikke at tage med, men så strejfer hans blik Jonas’, og pludselig bliver han i tvivl.

   Alfred bliver helt chokeret over at se den skjulte bøn, der ligger i hans brune øjne inde bag brilleglassene. Et øjeblik står han bare og bider sig i indersiden af kinden, mens Jonas’ gør et umenneskeligt lille nik med hovedet, som kun Alfred opfanger.

   To modstridende poler kæmper i løbet af få sekunder et spektakulært slag inden i ham. Han længes allermest efter at sige pænt nej tak, vende rundt og gå hjem i seng, men en bitter smag breder sig i hans mund, når han forestiller sig Jonas slentre ned i byen sammen med Oliver, Kasper, John og Jonathan. Det bliver dog Alfreds dårlige samvittighed, der slår det afgørende slag. Han kan ikke bære at sige nej til Jonas. Ikke i aften.

   Så han nikker.

   Åbenbart er Oliver så overrasket over Alfreds svar, at han spørger igen. ”I vil med?”

   ”Ja,” siger Alfred bestemt og en anelse irriteret.

   ”Cool!” udbryder Oliver så, stikker hænderne i lommerne og begynder at gå henad fortovet. ”Kom så alle mand!”

   Pludselig mærker Alfred en arm omkring sine skuldre. Da han ser til siden, bliver han mødt af Jonas’ smilende ansigt.

   ”Det bliver skide hyggeligt, Alfie. Det lover jeg,” siger han lavmælt, så kun de to kan høre det. Alfred, der mest af alt er en lille smule rundt på gulvet på grund af den uvante situation, slapper lidt af og forsøger at se positivt på den aften, de har foran sig. Han nikker fast.

   ”Det lyder godt.”

   Jonas griner og skubber til ham.

   De første mange meter går Alfred lidt i sine egne tanker. Han lytter ikke rigtigt til de andres samtale. Det er først, da Jonas forlader hans side og småløber op til de andre, der går lidt længere fremme, at han faktisk tager sig af, hvad der sker omkring ham. Han sætter tempoet op for at se, hvad de har gang i.

   Hjertet synker i livet på ham, da han ser, at Kasper står og fumler med en pakke cigaretter. De andre drenge stimler sammen omkring ham som hvepse om en sodavandsis. En pludselig bølge af fortrydelse skyller ind over ham, og han både sukker og himler med øjnene, da Kasper giver sig til at dele ud med en kommentar om, at de andre skylder ham én næste gang.

   Alfred fæstner sit blik ved Jonas. Han står ved siden af Kasper, og Alfred kan tydeligt se, hvordan hans øjne interesseret følger kammeratens bevægelser. Da Kasper rækker en cigaret frem mod ham, holder Alfred ubevidst vejret. Jonas tøver.

   ”Kan jeg ikke bare få et sug af din?” spørger han så.

   Kasper pakker tobakken sammen, hiver en lighter frem og får uden besvær pustet liv i den hvide rulle papir mellem sine læber. Så tager han et ordentligt sug og giver cigaretten videre til Jonas. Jonas’ blik strejfer Alfreds, da han fører cigaretten op til munden, inhalerer, hoster lidt og giver den tilbage til Kasper.

   ”Alfred?” bliver der pludselig spurgt. Alfred føler straks alle blikke rettes mod sig. Han ryster febrilsk på hovedet.

   ”Nej, tak.”

   ”Det ville næsten også have været for meget af det gode,” siger Jonathan, og de andre griner.

   ”Ja,” mumler Alfred lavmælt, ”ha, ha.”

   De når snart den lille pub, som Kasper har udset sig. Til Alfreds store rædsel er den fyldt med midaldrende kvinder og ældre mænd, som sidder og pulser løs på både cigarer, piber og cigaretter. Han føler sig voldsomt malplaceret, da han sætter sig ind på bænken ved det lille bord, som de andre drenge har samlet sig omkring.

   Der bliver bestilt en øl til hver. Alfred skåler med de andre og bliver overrasket over, at han faktisk ikke finder øllen så hæslig, som han troede. Der går dog ikke lang tid, før han begynder at have ret så ondt af sig selv over, hvor ynkelig han er. Blandt de andre drenge går snakken lystigt. De taler om alt muligt, og alligevel når de ikke emner, hvor Alfred føler, han har noget relevant at sige overhovedet. Latteren går henover hovedet på ham, og han må klamre sig til den sidste rest af positive tanker, da Jonathan læner sig indover ham og taler med Kasper i flere minutter, uden at nogen af dem tager nogen som helst notits af, at han sidder akavet mellem dem og rynker på næsen over deres ildelugtende ånder.

   ”Du blev så meget ditchet,” råber Jonathan henover den højlydte mængde af talende mennesker på pubben. ”Hun så ikke engang på dig!”

   ”Det passer ikke!” hyler Kasper tilbage og skubber til Alfred, idet han vil fjerne det smørrede grin i Jonathans ansigt. Samtalen fortsætter sådan i noget, der for Alfred føles som en uendelighed. Så beslutter de heldigvis begge to at gå ud og ryge, og lydniveauet sænker sig omkring bordet, hvor der nu kun er Oliver, John, Jonas og Alfred tilbage. Alfred har netop taget en slurk af sin øl, da Oliver til Alfreds overraskelse siger noget, der tydeligvis er henvendt til ham.

   ”Hvad?” siger han og læner sig indover bordet for at kunne høre Oliver.

   ”Det er fedt, at du er med i aften,” gentager han langsomt, så Alfred denne gang opfanger ordene.

   Alfred, der ikke aner, hvad han skal svare til den kommentar, forsøger at smile. Idet han skåler med Oliver, flakker hans blik over til Jonas, men han må til sin ærgrelse konstatere, at Jonas sidder med ryggen til, eftersom han taler med John, der sidder for enden af bordet.

   ”Hvad synes du om filmen?” spørger Oliver så.

   ”Skal jeg være helt ærlig?” svarer Alfred.

   ”Selvfølgelig.”

   ”Jeg synes, den var virkelig dårlig.”

   Oliver begynder at grine, og Alfred ved ikke, om han skal grine med eller ej. Han beslutter sig for en mellemting og tvinger igen sine mundvige opad.

   ”Fair nok,” siger Oliver, da han er færdig med at grine og har tømt sit ølglas. Så ser han Alfred ind i øjnene og rynker panden lidt.

   ”Hvad laver du egentlig, Alfred? Når du ikke er i skole? Vi ser dig aldrig. Jonas siger, du godt kan lide at være alene, men der er da ingen, der bryder sig om at sidde derhjemme alene hver weekend.”

   Alfreds hjerte sætter farten op. Han bryder sig ikke synderligt om den drejning, samtalen har taget. Han ved, at svaret vil forbløffe Oliver. Og han ved, at Oliver ikke vil forstå ham, men han har ikke tænkt sig at lyve. Så han svarer så oprigtigt, han kan.

   ”Jeg kan godt lide at være alene,” siger han og undviger Olivers blik ved at føre ølglasset op til munden. I et modigt øjeblik tilføjer han: ”Jeg er ikke særlig social. Der er mange typer mennesker, jeg ikke bryder mig om.”

   Oliver lader til at skulle lede lidt efter et svar. Han ender med at nikke langsomt, som om han forsøger at sætte sig i Alfreds sted. ”Det må være mærkeligt,” siger han så. ”Jeg elsker at være sammen med andre.”

   En svag rødme breder sig henover Alfreds kinder. Han begynder at føle, at det var en håbløst dårlig idé at tage med. Den tanke forstærkes, da Jonas sammen med John rejser sig, idet de meddeler, at de går udenfor og trækker lidt luft. Jonas sender Alfred et hurtigt smil, der nok skulle have været beroligende, men det virker overhovedet ikke sådan på Alfred. Han vender sig nervøst om mod Oliver, der trækker resterne af John’s øl hen til sig.

   ”Hvorfor kan du ikke lide at være social?” spørger han og læner sig tilbage og betragter Alfred.

   Alfred ser ned. Et kort øjeblik fyldes han af en vrede, han slet ikke vidste, han bar rundt på. Han er vred over den måde, Oliver piner ham og udspørger ham, blot fordi han er anderledes. Blot fordi han ikke er som alle de andre – udadvendt, sjov og selskabelig. Men så ser han op igen, og da går det op for ham, at Oliver ikke forsøger at være led. Han er oprigtigt interesseret.

   Alfred trækker vejret dybt, før han svarer. ”Det er jo ikke, fordi at … Jeg kan jo godt lide at være sammen med folk. Jeg har bare brug for, at det er nogle, jeg kender. Nogle, jeg er … bekendt med.”

   ”Nogle, du er trygge ved?” spørger Oliver så direkte, at Alfred giver sig til at rødme igen. Det var præcist det ord, han selv ville have brugt, men ikke ville sige i fare for at blive for sentimental. Han nikker.

   ”Men du lærer jo aldrig nogen at kende, hvis du ikke tager ud og møder nogen?” bliver Oliver ved.

   Alfred smiler ulykkeligt. ”Det er derfor, jeg sidder her.”

   Det svarer Oliver ikke på. Han ser tankefuld ud, da han spidser læberne og lader sine øjne følge en ældre mand, der passerer deres bord.

   ”Så egentlig hader du at være her?”

   Alfred ser hurtigt op på sin klassekammerat, chokeret over hvor forstående han er. Han havde aldrig nogensinde forestillet sig, at han skulle indrømme alle disse ting over for Oliver, men en lettet følelse breder sig i hans krop da, han nikker diskret og gengælder Olivers smil.

   ”Jeg er ikke en del af jeres gruppe,” siger han ærligt. ”Jeg forstår ikke jeres humor, og jeg kender ikke til de episoder, I snakker om. Jeg hører ikke rigtigt til her.”

   ”Men det kunne du komme til,” indvender Oliver. ”Hvis du vil?”

   Alfreds hals snører sig sammen, i det øjeblik han vil lade svaret passere sine læber, og det går op for ham, at han ikke ved, hvad han skal svare. Oliver har jo ret. Hvis han vil lære nogle nye mennesker at kende og slippe ud af sit fangenskab hjemme i lejligheden, er han nødt til at involvere sig, og her sidder en af de helt fine fyre i klassen og rækker ham en hjælpende hånd. Men en anden del af ham råber fortvivlet, at han ikke er som dem. Hans værdiset hænger slet ikke sammen med Olivers, og han er ikke sikker på, at han nogensinde vil blive accepteret blandt de højrøstede og vilde drenge, som Jonas tilsyneladende har vundet indpas hos.

   Netop som han trækker vejret ind for at komme med et usammenhængende og halvhjertet svar, dumper alle fire drenge ned på bænkene ved siden af dem, og Oliver distraheres af John, der råber op om, at hans øl er væk.

   De bliver kun siddende en halv time længere. Da der skrues op for musikken, og de ældre damer på pubben begynder at danse rundt på bordene, beslutter Oliver, Kasper, John og Jonathan, at de vil ned i byen for at lede efter nogle lidt yngre udgaver. Til Alfreds lettelse afslår Jonas tilbuddet, og inden længe begiver Alfred og Jonas sig side om side hjemad. Det første stykke tid siger ingen af dem noget, og det irriterer Alfred, at stilheden af så anspændt. Til sidst bryder han stilheden.

   ”Ville du gerne have været med?”

   ”Nej,” svarer han. ”Det var jo meningen, at vi skulle lave noget sammen.”

   Til det mumler Alfred et utydeligt svar, og han er glad for, at Jonas i mørket ikke kan se det smil, der breder sig i hans ansigt.

   ”Klokken er kun 11,” fortsætter Jonas. ”Vi kan sagtens nå et spil eller fem, når vi kommer hjem.”

   ”Deal.” Alfreds ånde breder sig som en hvid sky foran ham. De går lidt i stilhed, før Jonas spørger:

   ”Hvad synes du om det? Var det ikke hyggeligt?”

   Alfred er overrasket over, hvor meget han er i tvivl om, hvorvidt han siger sandheden, da han svarer: ”Jo.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...