Vi mødes på midten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2017
  • Opdateret: 7 dec. 2017
  • Status: Igang
Frederik og Alfred er vidt forskellige. Mens Frederik scorer piger på stribe og gerne nyder en øl eller ti i weekenden, kæmper Alfred med selvtilliden hjemme på sit værelse. Alligevel har de to drenge mere til fælles, end de nogensinde ville have troet. Det bliver klart for dem, da de hver især tvinges ud i konflikter, der ændrer deres liv for altid. Konflikter, som bringer de to drengesind sammen, men som også skiller dem ad.

42Likes
42Kommentarer
4683Visninger
AA

16. 16. kapitel

 

   Birgitte Lauge drejer fast rattet på den grå Toyota og undgår med få centimeter at køre over et hul i asfalten. Alfred, der sidder på passagersædet, dunker hovedet mod vinduesrammen og brokker sig højlydt.

   ”Okay, mor. Hvor lang tid er det lige siden, du tog det kørekort?”

   ”Der var et hul, skat. Hvis jeg var kørt over det, havde du sikkert også råbt op.”

   ”Du havde i hvert fald ikke bestået nogen køreprøve på at gøre det der.”

   Birgitte smiler og rækker ud efter sin søn for at stryge ham over kinden. ”Så er det jo godt, jeg har dig, hvis jeg skulle komme i den utænkelige situation, at jeg skulle op i sådan en igen.”

   Alfred puffer sin mors hånd væk og ser ud af ruden på trafikken, mens han lader tankerne vandre tilbage til sin egen køreprøve. Han tog sit kørekort for lidt under et år siden, og de tyve minutter står meget klart for ham, eftersom det var en meget mindeværdig oplevelse.

   ”Jeg får det helt dårligt ved bare at tænke på at gøre det igen. Jeg har aldrig oplevet noget så forfærdeligt.”

   ”Det bliver du vist nødt til at uddybe,” svarer Birgitte og standser for rødt i et lyskryds. Hun ser over på Alfred. ”Jeg kan godt huske, at du var meget stille bagefter, men du bestod jo, så helt slemt kan det jo ikke have været.”

   Alfred nikker. ”Det var slemt.”

   ”Ej, fortæl mig nu i det mindste, hvad der så skete.”

   ”Det var bare hele oplevelsen. Teorien var rædselsfuld. Og min kørelærer var stresset, så han kunne egentlig ikke huske mit navn. Han skældte mig aldrig ud, men han lød så skuffet hele tiden, som om han hele tiden forventede, at jeg var bedre, end jeg egentlig var. Jeg bryder mig bare ikke om konstant at være dårlig til noget, mor. Det var nedværdigende hele tiden at blive kritiseret.”

   ”Du gik da til håndbold i tre år, selvom du aldrig rigtigt lærte at gribe bolden ordentligt.”

   Alfred rynker overrasket panden. ”Okay, mor. Nu er du virkelig led.”

   Alfreds mor griner, så små rynker dukker op omkring hendes øjne. Hun slipper dog ikke øjnene fra vejen. ”Det er da rigtigt, Alfred. Du blev ved, selvom du scorede … hvad … omkring to mål per sæson? Jeg forstod ikke rigtigt, at du gad spille på det hold.”

   ”Det gad jeg da heller ikke! Men I blev ved med at sige, at jeg skulle gå til noget sport, og jeg troede, det var normalt, at man ikke havde lyst til at tage til træning og gik og frygtede kampene lidt. Det er da ikke min skyld, at jeg spildte tre år på det!”

   ”Helt spildte var de jo ikke. Vi ved da med sikkerhed, at der ikke er gået nogen professionel håndboldspiller tabt i dig.” Igen klukker Birgitte hjerteligt. Alfred kigger surmulende væk fra hende og koncentrerer sig i stedet om at spotte de andre bilers nummerplader i farten. Han har i mange år gjort det til en leg at forsøge at spotte en sammenhæng mellem de forskellige tal og bogstaver, der suser forbi ham. Det bliver sjældent til noget sindsoprivende, men engang i mellem er han heldig at se tre primtal lige efter hinanden eller opdage de fire første tal i femtabellen. Han tænker tit på dette lille tidsfordriv som en arbejdsskade. En konsekvens af at vælge en hverdag fyldt med tal og formler.

   Alfred ser over på sin mor, idet han hører hende trække vejret ind, som om hun vil sige noget. Hun lukker dog munden igen og ser forsat ud af forruden. Så åbner og lukker hun munden et par gange mere, og til sidst kan Alfred ikke lade være med at spørge stille: ”Mor, vil du sige noget?”

   Birgitte bider sig læben og lader ikke blikket vige fra vejen.

   ”Du bliver bare sur,” svarer hun så.

   Alfred sukker lydløst, men læner sig tilbage og beder hende sige det alligevel.

   ”Jeg er bare en lille, bitte smule bekymret for dig,” indrømmer hun.

   ”Hvorfor?” Alfred forsøger at lade være med at lyde bebrejdende, men det er sværere end først antaget.

   ”I kommer nok ud, ikke? Ud af lejligheden. Det er vigtigt, at I ikke bare sidder hele dagen foran de computere.”

   ”Det er jeg godt klar over, mor. Du har nævnt det før, og jeg sagde, at vi har styr på det. Det er begrænset, hvor indelukket man kan være, når man går i skole med 25 andre elever hver dag.”

   Birgitte vrider sig lidt. ”Oskar siger bare, at du nogle gange sidder derhjemme, mens Jonas er ude.”

   Alfred føler et kort øjeblik et pludseligt had mod sin lillebror. Han lader sin pande hvile mod den kolde rude og lukker øjnene, idet han svarer: ”Vil du ikke blande dig udenom, mor. Oskar leger altid psykolog. Han ved ikke en skid.”

   ”Han prøver jo bare at hjælpe, Alfred.” Bilen svinger ind på parkeringspladsen, og motoren går ud med et støn, så der pludselig bliver stille i det lille rum. Birgitte bliver siddende med selen på. ”Jeg vil ikke have, at du bruger hele din gymnasietid på dit værelse. Forstår du det?” Hun vender sig mod Alfred, der bekæmper trangen til at undgå hendes blik.

   ”Jeg har lige været til jobsamtale, mor. Jeg har snart ikke tid til at lave ret meget andet end at sove hjemme.”

   Birgittes ellers alvorlige ansigt lyser op, og hendes toneleje stiger et par oktaver, da hun griber om Alfreds skulder og udbryder: ”Alfred, det havde jeg fuldstændigt glemt! Hvordan gik det?”

   ”Fint,” lyver Alfred og tvinger et smil frem. ”Det gik faktisk ret okay.”

   Alfreds mor stiger omsider ud af bilen og går over mod bagagerummet for at hive to fyldte indkøbsposer ud. ”Ej, hvor er det spændende, synes du ikke?” siger hun, da hun kaster den ene over i favnen på Alfred, låser bilen og begynder at gå op mod boligbyggeriet, hvor Alfred og Jonas’ lejlighed befinder sig. Alfred fisker nøglen op af sin bukselomme og går indenfor. Birgitte følger efter, og de stiller begge poserne fra sig i det lille køkken.

   ”Skulle Jonas noget, siden han ikke skulle med hjem?” spørger hun nysgerrigt.

   ”Åbenbart, mor.”

   ”Noget, du ikke er inviteret til?”

   ”Mor, stop nu. Jeg ved det ikke. Han har lov til gøre, hvad han vil.”

   Birgitte holder opgivende hænderne op foran sig og opstiller en overrasket grimasse.

   ”Du er lidt offensiv i dag, skat. Jeg må hellere smutte hjemad. Vi ses, ikke? Ring engang når du får tid, så vi kan aftale en dag, du kan komme hjem og spise. Du må gerne tage Jonas med.” Hun træder frem og giver Alfred et langt knus, før hun kysser ham hurtigt i panden, vinker og forsvinder ud af lejligheden.

   Da Alfred ser over mod den nu lukkede dør, fanges hans blik af en lille, hvid lap papir, der er blevet skubbet op ad væggen af døren. Han bøjer sig ned for at samle den op, men hører så skridt udenfor og når kun lige akkurat at rette sig op, før Jonas hamrer døren op i ham.

   ”Sorry,” siger Jonas og smider sin jakke. Så får han øje på papiret. ”Hvad er det?”

   ”Jeg ved det ikke,” svarer Alfred og folder lappen ud. Der står ganske få ord skrevet på den med blå blokbogstaver.

 

   SØD T-SHIRT.

   K.

 

   Jonas, der læser sedlen sammen med Alfred, ser meget uforstående ud. De kigger begge nedad sig selv. Alfred har en blåstribet T-shirt på, mens der på Jonas’ er trykt en meget abstrakt appelsin.

   ”Hvad er det her?” mumler Alfred undrende. Jonas tager papiret ud af hænderne på ham og vender og drejer det et par gange for at se, om der skulle være mere at tyde meningen ud fra. Men der er ikke skrevet mere, og Jonas ender med igen at stå og stirre på de skæve bogstaver.

   ”Hvem er K?” spørger han og ser op på Alfred. ”Kender du nogen, der starter med K, som har en syg form for humor?”

   Alfred ryster selvfølgeligt på hovedet, men mærker alligevel varmen stige op i sine kinder. Han vender sig hurtigt rundt for at skjule det for Jonas. Den tanke, der netop har strejfet ham, er på ingen måde realistisk. Alfred er fuldt ud klar over det, men ønsket om, at det kunne være sandt, har i øjeblikket taget brydetag på hans fornuft.  Chancen for at Kirstine har skubbet den besked ind under døren er usandsynligt lille. Åndssvagt lille.

   ”Der er jo Kathrine,” spekulerer Jonas og går over og sætter sig i sin kontorstol. ”Jeg kommer lige hjemme fra Oliver. Måske føler hun sig overset.”

   Alfred stryger håret væk fra panden og vender sig rundt. Varmen er heldigvis aftaget lige så hurtigt, som den kom. ”Det er en mulighed,” svarer han en anelse tonløst, men hvis han skal være ærlig, tror han heller ikke helt på det. Eller er det blot fordi, han håber på, det ikke er sådan, virkeligheden hænger sammen?

   ”Hvem tror du, den er til?” spørger Jonas så.

   Alfred trækker på skuldrene. ”Det kunne være til hvem som helst. Det kommer vel an på, om man er til matrosstriber eller frugt.”

   Jonas smiler og lægger papiret fra sig på skrivebordet. ”Det er garanteret bare en eller anden joke.” Han kaster et ekstra blik på Alfred. ”Er der noget galt? Jeg tror virkelig ikke, du skal tage det her seriøst, Alfie. Slap af.”

   Et halvhjertet smil dukker op på Alfreds læber. Han forsøger at slappe af i skuldrene og beslutter at tage et bad. Han trænger til at være lidt alene med sine tanker. Jonas’ fravær på vejen hjem, samtalen med moren og nu dette har efterhånden opbrugt en stor del af hans energilager. På vej ud på badeværelset stopper han dog i dørkarmen og kan ikke lade være med at spørge: ”Du smider det ikke ud, vel?”

   Jonas, der har tændt sin computer, vender sig ikke om, da han svarer. ”Nej, jeg lader det ligge her lidt. Det kunne jo være, der kom flere.”

   Alfred har svært ved at vurdere, hvorvidt han spøger eller ej. Netop som han skal til at lukke døren efter sig for anden gang, når Jonas’ stemme ham igen.

   ”Har du lyst til at lave noget senere på ugen?” spørger han forsat med øjnene fastlåst på skærmen.

   ”Ja,” svarer Alfred og mærker en overraskende varme brede sig i sin mave. ”Ja, det ville være fedt.” Med de ord forsvinder han ind under det varme vand og lader tankerne vandre. Han sammenkobler weekendens samtale med Oskar, morens bekymringer og Jonas’ fravær og indser, at han faktisk tilbringer meget af sin tid alene. Udover Jonas er der ikke nogen af klassekammeraterne, han ser udenfor skolen, og sin fritid tilbringer han oftest i lejligheden eller i sine forældres hus. Det er ikke noget, han har set som noget problem før i tiden, fordi han altid har haft Jonas omkring sig. Han har ikke manglet selskab. Men nu, hvor Jonas er begyndt at søge udenfor lejligheden, kan Alfred godt mærke, at det påvirker ham. Han mangler den anerkendelse, han tidligere fik ved altid at have Jonas ved sin side.

   Som han står der med de vanddråberne perlende nedover kroppen beslutter han sig for, at han vil fjerne sin mors bekymringer. At han næste gang vil sige ja tak, når Jonas spørger, om han vil med ud.

   Og så er der den lille seddel. Brevet. Alfred har svært ved at beskrive det væld af følelser, der dukkede op i ham, da det gik op for ham, hvad det var, han stod med i hånden. Det naive håb, der blomstrede op i ham. Hun ved, at jeg eksisterer, tænker han desperat. Hun gik ind i mig. Jeg ansøgte hende på Facebook. Hun kunne sagtens have fundet ud af, at jeg bor her. Men alligevel er der en lille stemme i hans hoved, der fortæller ham, at han lige så godt kan pakke den tanke sammen og sende den til Australien.

   Resten af badet filosoferer Alfred over, hvordan menneskets fantasi både kan være den største gave og den værste forbandelse nogensinde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...