Vi mødes på midten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2017
  • Opdateret: 7 dec. 2017
  • Status: Igang
Frederik og Alfred er vidt forskellige. Mens Frederik scorer piger på stribe og gerne nyder en øl eller ti i weekenden, kæmper Alfred med selvtilliden hjemme på sit værelse. Alligevel har de to drenge mere til fælles, end de nogensinde ville have troet. Det bliver klart for dem, da de hver især tvinges ud i konflikter, der ændrer deres liv for altid. Konflikter, som bringer de to drengesind sammen, men som også skiller dem ad.

42Likes
43Kommentarer
4574Visninger
AA

15. 15. kapitel

 

   For første gang i flere uger er Frederik hverken bekymret for karakterer, penge eller piger. Natklubbens farvede lys blinker for hans øjne, idet han bevæger sig gennem rummet, og han kan mærke den tilfredsstillende følelse af alkoholen, der er begyndt at have sin virkning. Frederik sørgede for at hælde alle slatterne i Kalles lille barskab i sig, før han begav sig ud i byen med ham, Karl-Emil og Esben, fordi han vidste, han ikke ville have råd til at købe sig selv drinks oppe i baren. Ikke i aften.

   Kalle og Esben sidder ved et bord langs væggen, og Frederik sætter sig tungt ved siden af sin bedste ven og lægger venskabeligt armen omkring ham.

   ”Hvad så, gutter?” råber han for at overdøve den høje musik. ”Hygger I jer?”

   Kalle griner og peger over på Karl-Emil, der sidder med tungen i halsen på en buttet pige lidt længere væk. ”K.E. gør i hvert fald.”

   Frederik ler sammen med de andre og tager glædeligt imod et glas med en ubestemmelig væske, som Esben skubber over til ham. De skåler, drikker, og Frederik bøvser højlydt.

   ”Er der nogle flotte piger i aften?” spørger Frederik så og læner sig over mod Kalle. Kalle lader sine øjne glide henover mængden af svedige piger på dansegulvet, og Frederik følger hans blik. Klubben er fyldt med dansende piger på hans egen alder. Frederik betragter dem en for en, efterhånden som de bevæger sig forbi ham med armene i vejret eller vrikkende hofter. Han har glemt alt om Amanda-problemet, indtil et par lange, genkendelige ben pludselig tripper hen mod ham. Han ser op og genkender de røde læber.

   ”Frederik!” hyler hun og kaster sig i armene på ham. Han griber hende og bliver omsluttet af en tæt sky af parfume. Hendes ånde stinker af alkohol, da hun kysser ham og så endelig giver slip. Frederik retter på sin T-shirt og ignorerer Kalles dømmende blik.

   ”Hvad laver du her?” spørger han, selvom det egentlig ikke overrasker ham, at hun også besluttede at tage i byen en lørdag aften.

   ”Jeg er her med Mia,” fortæller hun og hanker op i den nedringede kjole, der smyger sig tæt om hendes krop. Den er lige så rød som hendes læbestift, og Frederik rækker ubevidst ud for at lade sine hænder stryge ned langs hendes hofter. Hun læner sig ind til ham og lægger armen om ham. ”Hun er herinde et sted. Jeg tror måske, jeg forlod hende henne ved indgangen, da jeg så dig.” Hun griner af sig selv. ”Vil du med ud og danse?”

   Frederik har faktisk overhovedet ikke lyst til at danse, men han lader sig alligevel trække med ud på det klistrede gulv. Bassen pumper gennem hans krop, og de høje toner skærer ind i trommehinderne, mens han står derude og vrikker rundt til musikken. Amanda griner, hyler og synger med på sangene. Frederik nøjes med at smile og dreje hende rundt et par gange. Til sidst sveder han så meget, at han griber Amandas hånd og begynder at trække hende med udenfor. Først protesterer hun, men så giver hun efter og tøffer efter ham som en lille skødehund.

   Da de kommer udenfor, og den kolde natteluft rammer Frederiks pande, ånder han langsomt ud. Amanda stiller sig tæt op ad ham, og før han ved af det, står han med armene omkring hende og har ikke øje for ret meget andet end hendes læber. De står der længe. Han kysser Amanda, og hun kysser ham, men i virkeligheden er hans tanker et helt andet sted. Lygtepælene på den anden side af vejen bliver ved med at fange hans blik. Til sidst trækker Frederik sig tilbage, fordi Amandas tynde lemmer begynder at ryste under hans fingre.

   ”Fryser du?” spørger han og gnubber hendes arme.

   Hun nikker.

   ”Så har du vist ikke fået nok at drikke.” Frederik fører hende indenfor i varmen, og de finder Kalle og Esben ved det samme bord, som de forlod dem. Denne gang ligger Kalle bare henslængt over bordet med lukkede øjnene og trækker vejret dybt.

   ”Hvad fanden,” udbryder Frederik og puffer til Kalle. ”Er han allerede gået kold?”

   ”Han var også af sted i går,” informerer Esben. ”Han crashede en af de der børnehavefester, de holder ovre på teknisk gymnasium. Han var væk hele natten.”

   ”Det har han da ikke sagt noget om,” mumler Frederik irriteret. ”Siden hvornår er vi begyndt at skride i byen uden at invitere de andre med?”

   Esben trækker uvidende på skuldrene. ”Jeg ved det ikke, Snitten. Han fortalte mig det bare, inden vi gik ind.”

   Frederik skubber igen til Kalle, der denne gang rør på sig og kigger sløvt op.

   ”Lille forræder,” råber Frederik og ugler hans hår med den ene hånd. Kalle trækker sig væk med en grimasse og lægger sig til at sove på bænken. Det går pludselig op for Frederik, at Amanda stadig står bag ham og venter. Han vender sig mod hende.

   ”Skal jeg hente noget i baren til dig?” spørger han. Hun nikker igen og graver en seddel frem fra sin taske. Frederik tager den hurtigt og skjuler den i håndfladen, da han går op mod bartenderen. Der står mange mennesker deroppe, men han får mast sig igennem og påkalder sig den ansattes opmærksomhed. Efter at have bestilt en drink til dem hver, scanner han rummet, mens han venter. Baren er fyldt med fulde drenge, der hænger ind over disken og forsøger at komme med gode argumenter for, hvorfor netop de bør få en gratis drink. Den kvindelige bartender værdiger dem ikke engang et blik. Så støder nogen ind i Frederik bagfra, så han mases op ad baren og mister pusten et øjeblik. Han har trukket vejret ind for at brøle et eller andet til personen, der var ansvarlig for det, men da det går op for ham, at det er en pige, holder han inde.

   Det er ikke blot en pige, men en flot en af slagsen. Hvis Frederik skal være ærlig over for sig selv, må han indrømme, at flere af hendes træk minder mistænkeligt meget om Amandas; de lange ben, den fine næse og de fyldige læber. Men dette er ikke tidspunktet at være ærlig.

   Frederik griber den ene drink og holder den frem mod hende. Da hans blik fanger hendes, kan han se, at hun er fuld. Virkelig fuld. Hun har svært ved at fastholde sit blik på ham ret længe, og hun rækker omgående ud efter det farverige glas.

   ”Tak!” hviner hun og slubrer den orange væske i sig. Frederik holder sit eget glas op og skåler med hende.

”Hvad hedder du?” Han sørger for at læne sig frem og placere læberne tæt ved hendes øre.

   Hun griner, men svarer med et træk på skuldrene: ”Mikkeline.”

   ”Det er anderledes,” siger han og smiler tilbage til hende. ”På en god måde.”

   Hun trækker igen på skuldrene. ”Jeg hader det, men jeg kan ikke gøre noget ved det.” Hun skærer en grimasse og hælder alkoholen i sig.

   ”Faktisk,” pointerer Frederik, ”kan du bare ændre det. Det er slet ikke så kompliceret, som man tror.”

   Mikkeline svinger med sit hår og svarer ikke på hans kommentar. I stedet begynder hun at trække i ham, og Frederik indser hurtigt, at hun vil have ham med ud til alle de andre dansende teenagere. ”Kom nu!” griner hun.

   Frederik bider skuffelsen over den mislykkede samtale i sig. Han kunne jo have sagt sig selv, at Mikkeline var alt for fuld til at tale om andet end vilde sexhistorier, lækre drenge og dybe følelser. Han har netop taget det første skridt for at følge efter hende, da han mærker en hånd på sin arm. Han forsøger først at ryste den af sig, men personen er vedholdende. Han ser ned og opdager et par hvidlakerede negle, der borer sig ind i hans læderjakke. Så dukker opstoppernæsen og det brune hår op i hans synsfelt.

   ”Mia?” udbryder han spørgende.

   ”Wow, ja, kedelige Mia går også i byen,” siger hun og himler med øjnene. ”Hvad har du gang i, Frederik?”

   Frederik lægger armene over kors. ”Det samme som dig, går jeg ud fra? Jeg er i byen.”

   Mia ryster på hovedet. ”Du er ved at charmere bukserne af hende der. Det er så tydeligt, Frederik.”

   ”Og hvad så, hvis jeg er?”

   ”Du er virkelig verdens største nar. Jeg ville sådan ønske, Amanda aldrig havde mødt dig. Du er godt og grundigt i gang med at ødelægge hende fuldstændigt. Det ved du godt, ikke?”

   ”Kan du please lade være med at få det til lyde, som om det her er min skyld? Det er hende, der bliver ved med at opsøge mig!” Frederik er pludselig oprevet. Kombinationen af sprutten og en pige, der står der og forsøger at gennemtæske ham verbalt er bestemt ikke noget godt match. Han puster hårdt ud og har nær væltet sin drink ned fra bardisken med den ene albue.

   Mia er selvfølgelig ikke enig.

   ”Du lader hende gøre det! Du siger ikke fra! Det er så tumpet, at du ikke kan finde ud af at afvise hende, når du hellere vil ud i baglokalet og lave lagengymnastik med hende der.” Hun gestikulerer ud mod dansegulvet, hvor Mikkeline er forsvundet i mængden.

   ”Jeg gider slet ikke tale med dig om det her. Du har ingenting at skulle have sagt.”

   ”Jeg har alt at skulle have sagt,” hyler Mia op og vifter vildt med armene. ”Du,” siger hun og prikker ham i brystet, ”er nødt til at gøre det forbi med hende. Lige nu. Få det overstået, så I begge kan komme videre i jeres liv. Når du har gjort det, er du fri til at gøre lige præcis, hvad du vil, med hende dullen.”

   ”Hey!” lyder det pludselig bag dem. ”Mia! Hej!”

   Amanda dukker op ud af det blå, og Frederik ser hurtigt den anden vej for at skjule det faktum, at han lige har haft en ophedet diskussion med Amandas veninde. Da han efter at have trukket vejret dybt ser tilbage på de to piger, modtager han et stort smil fra Amanda og et meget truende blik fra Mia. Hjertet banker hurtigt i brystet på ham, da han griber Amanda om armen og begynder at styre hende væk fra baren.

   ”Vi er lige nødt til at snakke,” får han mumlet til hende i farten. Amanda følger med, og selvom hun ser meget forvirret ud, protesterer hun ikke, da Frederik åbner døren til pigetoiletterne og følger hende derind. Han placerer hende med ryggen op mod muren og stiller sig selv overfor hende. Hun misforstår selvfølgelig situationen og rækker ud for at give ham et vådt kys på munden, men han skubber hende væk.

   ”Nej,” siger han og forsøger desperat at finde de rigtige ord. ”Det går ikke.”

   ”Hvad?” hun ser nu endnu mere forvirret ud. Hendes famlende hænder falder slapt ned, og hun læner sig op ad den kolde, flisebelagte mur. ”Hvad går ikke?”

   ”Det her.” Frederik peger på dem begge to. ”Vi … kan ikke blive ved med at ses.”

   Hjertet synker i livet på Frederik, da han ser hendes læbe begynde at bævre øjeblikkeligt.

   ”Slår du op med mig?” hvisker hun og får nu også tårer i øjnene. Bag dem smækkes døren op, og et par fulde veninder maser sig ind i en toiletbås sammen. De ænser ikke Frederik og Amanda. Musikken er mere dæmpet ude på toiletterne, men Frederik har alligevel svært ved høre, hvad de siger, idet de begynder at pludre til hinanden. Det passer ham fint, for det betyder, at hans samtale med Amanda forhåbentligt kan foregå uden alt for mange tilhørere.

   ”Teknisk set har vi aldrig været kærester, men ja, jeg slår op med dig.”

   Frederik forsøger at se hende i øjnene, men Amanda kigger væk. Hun ser ned på sine hænder, som hun vrider voldsomt. Fingerspidserne bliver helt hvide. Frederik har lyst til at række ned og få hende til at stoppe, men han har ikke lyst til at røre ved hende. Han vil gerne have, at hun forstår, hvad det er, han står og siger til hende. Endelig ser hun op med tårerne hængende faretruende i øjenkrogen.

   ”Hvorfor?” hvisker hun. ”Er jeg ikke god nok?”

   ”Selvfølgelig er du god nok,” forsøger Frederik sig lettere famlende. ”Bare ikke til mig. Du er god nok til en anden.”

   Han indser hurtigt, at det var en meget idiotisk ting at sige. Amandas tårer slipper som på kommando fri af deres fangenskab og triller uhæmmet ned over hendes kinder. Hendes mund forvrider sig, og et hulk undslipper hendes læber. Så udstøder hun en meget dyrisk lyd og skubber Frederik hårdt i brystet. Han vakler flere skridt baglæns og genfinder balancen ved at gribe fat i en håndvask. I det samme kommer de to piger ud og begynder at fnise ved synet af en dreng på pigetoilettet. Han ignorer dem og træder frem for at komme tilbage til Amanda, men han når kun at se det lyse hår forsvinde, før hun med et brag har låst sig inde i en af båsene. Frederik kan tydeligt høre hende hulke derinde på trods af musikken.

   ”Amanda,” siger han og banker på den låste dør. ”Vær sød at komme ud.”

   ”Nej, jeg vil ej,” vræler hun. ”Jeg vil aldrig se dig igen. Jeg vil aldrig se nogen som helst igen!”

   Han kan høre hende glide ned ad væggen, idet hendes stiletter kommer til syne ved den lille revne langs gulvet. Frederik lægger sig ned på alle fire og forsøger at kigge ind. Han kan ikke se andet end bunden af hende sko og det flisebelagte gulv.

   ”Amanda, det skal nok blive okay,” forsøger han sig. ”Hvis du kommer ud, skal det hele nok blive okay.”

   Men hans ord får blot Amanda til at reagere endnu voldsommere.

   ”Alting er noget lort!” skriger hun hysterisk og sparker til toiletdøren. ”Jeg er aldrig god nok! Jeg gider det ikke mere. Jeg gider ikke have det her lorteliv mere!”

   Så bliver hun stille, og Frederik rejser sig med rynket pande op, mens han forsøger at ignorere musikken og høre, hvad hun laver. Han træder et skridt tilbage i håbet om, at hun vil åbne døren og lade ham komme ind og hjælpe hende på benene. Men så hører han den velkendte lyd af piller, der rasler i et glas.

   ”Hvad laver du?” spørger han og bliver pludselig nervøs. Han går nu helt hen til døren og lægger øret mod plastikken. ”Amanda, hvad laver du derinde? Vær sød at komme ud.”

   ”Jeg stopper det,” lyder hendes rystende stemme. ”Jeg stopper det en gang for alle. Jeg gider ikke mere. Jeg sluger dem, Frederik! Jeg sluger dem alle sammen! Jeg begår selvmord!”

   Frederiks hjerte springer et slag over, og han banker hårdt på døren.

   ”Nej,” siger han hårdt og banker igen. ”Lås så den fandens dør op og hold op med det der pis! Lås op!”

   Men døren forbliver låst, og Frederik løber ind i den tomme bås ved siden af og hopper op på toilettet for at kigge henover skillevæggen. Selvom han strækker hals, kan han stadig kun se halvdelen af hende. Hun sidder og famler med glasset.

   ”Amanda!” beder han og banker på skillevæggen, så den rasler på sine hængsler. Hun ser op, og hendes hænder ligger stille i hendes skød. Mascaraen er flydt ud til to store søer under hendes øjne, og læbestiften er blevet tværet ud i den ene mundvige. Frederik ser ind i de blodsprængte øjne og håber for alt i verden, at hun vil lytte til ham, idet han siger: ”Der er ikke noget galt med dig. Du er smuk og sød og ærlig. Det er du, Amanda. Jeg ved, at du er perfekt for en eller anden heldig fyr et sted ude i verden. Den fyr er bare ikke mig. Jeg er ked af, at jeg ikke fortalte dig det noget før. Det fortjente du ikke.”

   Frederik er overrasket over, hvor meget han mener det. Den bitre smag af skam spreder sig i hans mund, og i det øjeblik ved han, at han aldrig vil kunne tilgive sig selv, hvis Amanda fortsætter med det, hun har gang i lige nu.

   ”Vil du ikke nok låse op og lade mig komme ind og hjælpe dig?”

   Amanda tøver, og Frederik kan se splittelsen i hendes blik. Så vælder en ny bølge af tårer ned over hendes kinder, og hun kaster glasset med piller fra sig, så det rammer gulvet med et rabalder og triller væk.

   Frederik sukker lettet og hopper ned fra toilettet. Da han hører låsen blive slået fra, åbner han døren, griber Amanda om livet og får hende op at stå. Hun græder. Hele hendes krop ryster og dirrer. Frederik lægger armen omkring hende snupper et par papirhåndklæder fra en beholder på væggen og følger hende ud af pigetoilettet. Da de kommer udenfor, tager han hendes telefon, ringer til hendes mor og venter sammen med hende, indtil en sort Audi triller ind til siden, og en spinkel kvinde med Amandas kropsbygning træder ud.

   Inden Amandas mor sætter sig ind i bilen igen, takker hun Frederik flere gange, men Frederik hører ikke rigtigt efter. Han stirrer på lygtepælen på den anden side af vejen og hader sig selv for lige at have mindet sig selv om, at han nu er fri til at score Mikkeline.  

   ”For fanden, jeg er et røvhul,” hvisker han stille til sig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...