The Mundane Shadowhunter

21 årige Bailey Ashhunter skiller sig ikke ud fra andre skyggejægere. Lange, slanke legemer, sorte mærker der præger hendes arrede hud og et kønt ansigt. Hun er opvokset i skyggejægernes hjemby, Alicante og føler sig som skyggejæger. Hendes indtræden i skyggejægerverden er dog anderledes end andres. Som 3-årig blev hun adopteret af Ashhunter-parret som mundane og blev indviet som skyggejæger. Hendes baggrund er årsag til stor mistro i Alicante og hun bliver forflyttet til London. Her får hun lov til, at udfolde sin evner som skyggejæger, få nye venskaber og mærke kærlighedens kraft. Men er det muligt at blive en god skyggejæger, når man dagligt bliver mindet om sin svaghed?

8Likes
15Kommentarer
2443Visninger
AA

14. Kapitel 13

"Fremtidssyn er ikke andet end dumme legender opfundet af drilske warlocks," sagde Caroline og Rhys kiggede langsomt hen på sin søster. "Har du glemt det? Alle legender er sande," Carolines ansigt trak sig sammen. "Selv, hvis det er sandt kom Joseph for tidligt. Rhys og Bailey er ingengang kærester. Hvad end han vil opnå er Baileys involvering ikke gyldig," afbrød Benjamin og tog digtet op for at kigge nærmere på det. Rhys løftede hovedet for at kigge Bailey i øjnene for første gang i flere dage. "Zola og Benjamin analyser digtet og find ud af, hvad han gerne vil. Bailey, du skal med mig," Bailey kiggede hurtigt på Caroline, som sendte hende et vredt blik. "Rhys, hvorfor viser du det ikke til far? Han kan hjælpe," Rhys var allerede på vej rundt, men stivnede ved lyden af hans søsters stemme. Da han vendte sig om igen brændte hans øjne. "Caro, du må ikke sige noget til far om det her. Han skal ikke blandes mere ind i det," Benjamin og Zola kiggede begge på Caroline, som havde et vredt ansigtsudtryk. "Mener du det her? Vil du ikke fortælle lederen af instituttet, hvad der foregår på grund af hende?" Carolines rooibos-farvede øjne gled over Bailey. I tre lange skridt stod han foran sin søster og nedstirrede hende. Selvom hans kropssprog virkede truende kiggede Caroline stædigt ind i sin brors øjne. "Du siger ikke et ord til ham, Caro. Han vil sende hende direkte tilbage til Idris," hans stemme var lav og Bailey kunne mærke de små hår i nakken stritte. Der var noget uhyggeligt ved Rhys, når han snakkede sådan. Carolines øjne gled over Bailey, men de var så hurtigt væk igen, at Bailey ikke nåede at reagere. "Far havde ret. Hendes menneskelighed har smittet af på os - på dig," snerrede hun. Caroline vendte sig rundt for at gå væk, men Rhys var hurtigere og greb hans søster om armen. Hun rev sig fri og kiggede vredt på ham. "Hvis du nævner noget til far, vil din hemmelighed ikke være sikker mere," hviskede han, så Bailey knap nok kunne høre det. Caroline trådte tilbage, som om hun havde brændt sig. Hendes øjne gled hen til Bailey og et hadefuldt udtryk viste sig på hendes ansigt. Caroline havde kun været irriteret over Baileys tilstedeværelse før. Nu hadet hun hende.     

 

Bailey gik nogle få skridt bag Rhys, da han skyndte sig ned af en af de mange gange i instituttet. Efter Caroline havde forladt kommandocentralen havde Rhys nærmest hevet Bailey ud af lokalet, mens han havde råbt ordre til Benjamin og Zola. "Rhys... Rhys, sæt farten lidt ned," på trods af Baileys bøn satte Rhys ikke farten ned. "Rhys," Bailey greb ud efter hans arm og fik fat i hans hånd. Det fik ham til at stoppe. "Fortæl mig, hvad der sker? Hvad er din plan?" Baileys ben dunkede, men hun var mere opmærksom på Rhys ansigt. "Jeg kender en, som kan hjælpe os," Rhys slap ikke grebet i hendes hånd, da han fortsatte ned igennem gangen. Hun havde ikke været i denne del af instituttet specielt ofte, men hun vidste, at der var arkiver og mødelokaler i denne fløj. "Hjælpe os? Hvordan?" Rhys hev Bailey forbi to overraskede skyggejægere. De kvindelige skyggejæger kiggede straks på Rhys og Baileys sammenflettede fingre, men Bailey nåede ikke at se en reaktion, da Rhys hev hende ind i et værelse. Døren smækkede bag dem, inden Rhys sklap hendes hånd og satte kurs mod det store skrivebord i midten. Værelset var enkelt indrettet med skrivebord tilhørende stol og adskillige reoler fyldt med bøger. "Jeg kender en i Moskva, som måske kan hjælpe os med at løse gåden om Joseph og digtet," Rhys kiggede ikke på hende, da han greb ud efter forskellige bøger og noter, som lå spredt ud over skrivebordet. "Måske kan hjælpe os? Hvorfor kan vi ikke bare kontakte personen herfra?" Rhys skubbede bøgerne ned i en taske, som havde ligget ved siden af bordet, inden han kiggede på hende. "Hvad er det du ikke fortæller mig?" Rhys kiggede hurtigt væk fra hende og kiggede istedet for rundt i rummet. "Han vil ikke... Han er ikke let at få i snak og er ikke specielt glade for skyggejægere," Rhys slyngede tasken hen over skulderen og nærmede sig døren igen. "Hvordan vil han hjælpe os? Hvem er han?" Rhys stoppede foran Bailey med et suk. Tæt på kunne hun se, hvor træt han så ud. Han havde sorte rander under øjnene og hans skægstubbe virkede mere uregelmæssige end de plejede. "Stoler du på mig?" Bailey betragtede manden foran hende. Han havde været der for hende, da hun havde brug for det. Han havde hjulpet og støttet hende. Bailey skubbede sin mavefornemmelse væk og nikkede. 

 

Bailey vaklede på fødderne, da de gik igennem portalen. Efter Rhys var blevet overbevist om, at hun stolede på ham, havde han slæbt hende med tilbage til hendes værelse, hvor hun havde bakket en taske. "Pak varmt... Og til mere end 1 uge. Du får brug for det." Hun havde aldrig tvivlet på Rhys' dømmekræft, men noget fik hende til at tøve. Var Rhys ude på dybt vand? Var det på grund af hans far? Eller var hun bare bange for, at være alene med ham i et fremmed land? Efterfølgende havde de forladt instituttet og begivet sig hen til en kvindelig warlock, Cherise. Den kvindelig warlock virkede ikke overrasket over deres besøg, men blikket hun sendte dem var ikke beroligende. "Endnu en tjeneste, Ravenshade? Jeg tror jeg skal begynde at skrive dem ned." Hun havde dog stadigvæk åbnet en portal, men ikke uden en besked. "Kan du huske vores samtale om svagheder og lyst, Ravenshade? Tvivler du stadigvæk på mig?" Rhys havde bare sendt hende et irriteret blik, inden han havde grebet fat om Baileys arm og hevet hende igennem portalen. Som altid var det en urolig og ubehagelig fornemmelse at gå igennem. En fornemmelse Bailey aldrig ville vende sig til. Rhys' greb om hendes arm stabiliserede hende på den glatte overflade, da de landede. Noget vådt og koldt landte på hendes kind, da hun kiggede op. En grå, urolig himmel mødte hendes blik. Det våde var sne. Da hun kiggede fremad, så hun en høje betonbygninger strække sig så langt som øjet rakte. Den glatte overflade under hendes fødder var is. "Rhys?" Rhys lod sin hånd falde og trak sin jakke tættere om sig. "Velkommen til Moskva."

 

Efter at været gået et stykke tid var Rhys og Bailey kommet ind til de store betonbygninger. De lignede alle sammen hinanden og det var svært, at kende forskel på gaderne de gik igennem. Rhys vikrede målbevidst og kiggede konstant op på bygningerne. Vinden var taget til i styrke samtidig med mørket og Bailey hev jakken tættere på sig. På trods af, at skyggejægere var bedre rustet mod kulde end mennesker, kunne Bailey mærke kulden sprede sig fra hendes fødder op igennem hendes krop. Klokken kunne ikke være mere end 9, men der var ingen mennesker på gaden. Den spøgelsesagtige tilstand fik Baileys alarmklokker til at ringe, og hun havde en hånd i nærheden af hendes hofte hele tiden. "Her er det," Rhys stoppede op ved en dør, hvor ruden var snavset og man kunne ikke se ind i opgangen. "Hvad er det du leder efter?" spurgte Bailey, mens hun kiggede tilbage på gaden. "Ikke hvad, men hvem," mumlede han og en hylende tone lød. "Ja?" en hæs, irriteret kvindelig stemme mødte Baileys ører og hun vendte sig hurtigt rundt. "Det er Rhys Ravenshade, mrs Pavlov," der var en tydelig tøven, inden døren sprang op. Rhys holdte døren åben for Bailey, som hurtigt trådte ind. Trappeopgangen var dårligt oplyst og der var en tydelig lugt af dårligt indeklima. "Vi skal op på tredje," trinene knirkede under deres vægt, da de gik op af trapperne. Der var ingen lys under de dører de passerede, men stemmer trængte igennem de stille opgang. Da de kom op til tredje etager stoppede Bailey. Døren var tilplastreret med mærkelige tegn, urter og dukker. Dog var Bailey mest overrasket over de forskellige mærker, der sad på døren. Beskyttelse mod dæmoner? Boede der en skyggejæger? "Rhys, hvad er det her?" Rhys ansigt var hårdt, da han tøvede foran den tilmalede dør. "Hun kan hjælpe os, Bailey. Bare bliv ved min side," inden Bailey nåede at svare åbnede døren. En lille kraftig kvinde stod foran dem. Hendes lange, røde hår var filtret og blå slangeøjne kiggede tilbage. Den lange sorte kjole skjulte dog ikke de sorte mærker på hendes arme og ben. Hun var warlock. Hun var skyggejæger. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...