The Story of us » H.S.

Audrey Adams er en skuespiller og sanger/sangskriver, som er blevet træt at stjernelivet, og trænger til en pause, er flyttet hjem til sin far i London. Hun skifter navn - eller hun bruger sit mellemnavn, Aria, og hendes fars efternavn, Swift. Hun møder fyren, Harry, som intet aner om hendes liv henne i Hollywood, og hurtigt bliver de to gode venner | vandt 1. pladsen i shipping konkurrencen | Haria - Aria og Harry |

63Likes
102Kommentarer
37895Visninger
AA

23. Kapitel 22

 

Audreys synsvinkel

Jeg kunne lige så godt være ærlig. Jeg var helvedes nervøs. Lydprøven i formiddags gik godt, og jeg græd ikke til nogen af sangene, eller det var da tæt på, så jeg var sikker på, at det ikke ville ske til selve koncerten. Megan og jeg var taget på den nærmeste café, for at dulme min nervøsitet. 

Det var meget underligt at være så nervøs, som jeg var nu. Jeg havde stået på en scene masser af gange før, og jeg havde aldrig været så nervøs som nu. Jeg vidste ikke, hvad det var, om det måske var fordi, jeg skulle synge mine sange offentligt for første gang, eller om det var fordi de var så personlige, som de var. Måske var det slet ikke sådan nogle sange, jeg skulle have skrevet. Det skulle have været som den første sang, jeg skrev i England. 'Never have I ever', den var anderledes og ikke fuld af så mange følelser, som alle de andre var. 

Jeg kunne jo godt forstå, at Jamie gerne ville have, at de skulle høre ærligheden i mine sange, men det var nok det, der gjorde, at jeg var så meget mere nervøs i dag, end andre gange, men det var ikke det eneste, jeg var nervøs over. 

Jamie havde fået skaffet nogle dansere, hvilket overraskede mig meget. Der ville være dansere i de første to sange, for det var dem, der var mest gang i. Jeg var målløs over, at de på så kort tid havde fået lavet en dans, og lært den alle sammen. Der var ikke nogen af dem, der kludrede i dansene, så det var kun godt, men der kunne stadig nå at komme en fejl eller sådan noget. Ikke at jeg ville ligge mærke til det, for de dansede bag mig, og jeg skulle ikke danse med. Jeg havde ikke en eneste rytme i kroppen. 

Vi var på vej tilbage fra cafébesøget, og jeg glædede mig til at se og høre, hvordan de tog i mod det. Jeg vidste faktisk ikke, hvor mange der dukkede op, men det måtte alligevel være mange, eftersom jeg skulle holde koncerten på Adison Street Garden. Der var plads til rigtig mange mennesker, men så mange ville ikke komme. Det vidste jeg godt. 

Vi kom tilbage og kom om bagved. Jeg kunne høre en masse mennesker, og jeg gættede mig frem til, hvor mange der var. 500 stykker? 1000 måske? 

Jeg vidste, at der var mange små piger, som så op til mig, fordi jeg havde været med i serier for børn, så der var sikkert mange børn, men spørgsmålet var, hvor mange mennesker på min egen alder, dukkede egentlig op? 

Megan gik og hjalp mig med at varme stemmen op. Ikke fordi hun også kunne synge, men hun gjorde det sammen med mig, så jeg ikke gjorde det alene. Jeg fik klædt om og var næsten klar til at gå på. Klokken var snart tre, og jeg var nervøs. Rigtig meget. 

"Audrey, husk at jeg står her i siden, gennem hele koncerten," sagde Megan og lagde begge hænder på mine arme. Hun kunne nemt se på mig, at jeg ikke var klar. 

"Hvad nu hvis jeg glemmer teksten?" 

"Det gør du ikke," beroligede hun mig. "Du kan godt. Du har gjort det så mange gange før, denne gang synger du bare dine egne sange, og det skal du være stolt af. Du har endelig opnået noget af det, du altid har ville gøre," hun sendte mig et smil. Hun havde ret. Hun havde altid ret. 

"Hvad gør jeg, hvis..-" Megan afbrød mig. 

"Audrey, hør her," hun trak mig ind til et kram. "Hvid der er noget, så kig på mig. Som sagt så står jeg i siden, du vil hele tiden kunne se mig, hvis ud blot kigger til siden," jeg kunne ikke lade vær med at smile. Jeg var glad for, at hun var her for mig, det havde jeg virkelig brug for. 

"Tak Meg," sagde jeg og trak mig ud af krammet igen. 

"Audrey er du klar?" spurgte Jamie mig om, da hun kom hen til os. Jeg kiggede kort på Megan, som sendte mig et smil, og jeg nikkede. Jeg kunne ikke blive mere klar og jeg kunne heller ikke blive nervøs. Jeg fik et smil af Jamie, og gik hen til hvor jeg skulle komme ind på scenen. 

Musikken til den første sang startede, og det fik røg til at komme frem, så publikum ikke kunne se mig. Det var først, da jeg startede med at synge første linje, at jeg gik frem på scenen. 

"Quit playing games don't lead me on, make me feel like I'm your one. When you're gonna let me go. Why won't you give me a chance to show you every side of me and how we're meant to be. Cause you're too scared to let me in and let this love begin," 

Lige så snart jeg kom til omkvædet, gik jeg til den ene side af scenen og vinkede til publikum. Jeg gik videre med sangen og var ikke nervøs mere. Publikum skreg og jeg vidste, at de ikke sang med på sangen, for de kendte den ikke, men det var rart, at se så mange mennesker. De stod og hyggede sig og nød musikken. Da sangen sluttede, stoppede jeg selv lidt. 

"Har I det godt?" råbte jeg i mikrofonen. Folk hjulede, klappede og skreg. De havde det godt. "Det var godt. Jeg har glædet mig til at synge disse sange for jer. Sangene er nogen, jeg selv har skrevet. Som I ved, har jeg været lidt væk, og mens jeg var det, skrev jeg den næste sang, her kommer den. Den hedder 'He could be the one'," sagde jeg. Musikke startede og danserne kom ind igen. 

Da jeg sang første vers, stod jeg lidt og blot kiggede ud over publikum, da jeg kom til at lægge for meget i min sang, men da omkvædet gik i gang, begyndte jeg at gå rundt på scenen og havde en fest, indtil jeg sang, titlen på sangen flere gange. 

Hurtigt fandt jeg Megan, som stod smilede og rockede lidt med. Da hun fangede mine øjne, nikkede hun og hjalp mig med at få taget en dybindåndig. Jeg gjorde det så godt, jeg kunne, og kom videre med sangen. Jeg vidste ikke, hvorfor det var så svært. Jeg vidste ikke, hvor meget publikum lagde mærke til, eller om de blot lyttede til sangen. Det kunne godt være, at de slet ikke lagde mærke til, hvor usikker jeg var. Hvordan jeg faktisk havde det med at synge sangen. Sangen sluttede og danserne løb ud igen. 

"Er I klar på endnu en sang?" spurgte jeg og endnu engang, kunne jeg hører publikum. "Jeg har altid drømt om at være, hvor jeg er nu; spille skuespil og synge mine egne sange, men da jeg var afsted, blev jeg meget i tvivl. Ville jeg blive der, og være den jeg var der, eller ville jeg være den, jeg er her? Det har jeg skrevet en sang om, og den hedder 'Every part of me'," sagde jeg og musikken begyndte. 

Jeg fik den sunget og den var slet ikke lige så svær at synge som den anden sang. Heldigvis. Jeg gik rundt på scenen og sang den med hele mit hjerte, så den kunne komme ud til folk. Nogle piger, som stod på forreste rækker, rakte deres hænder op, så jeg bukkede mig fremad, så jeg kunne tage fat i dem. 

"Hvordan har I det?" råbte jeg. "Jeg er simpelhent for glad for at se, der er så mange, der er dukket op i dag. Denne her koncert blev lavet, så jeg kunne fremvise nogle af mine nyeste sange fra min kommende album, som udkommer i slutningen af denne måned," fortalte jeg. "Jeg vil gerne synge den sidste sang for i dag, og den nyeste sang jeg har fået skrevet. Jeg vil ikke sige så meget om sangen, udover at den taler for sig selv," 

Jeg satte mig på scenekanten og ventede på, at musikken gik i gang. Jeg tog en dyb indånding, og var så klar, som jeg kunne blive. Jeg vidste ikke, hvordan jeg ville reagere på sangen. 

"Finally. I've been waiting for this moment, for you to see the real me," startede jeg. Da jeg kom til omkvædet, så jeg, at publikum holdte armene oppe og svingede dem fra højre til venstre og tilbage. Sådan gjorde de i det meste af sangen, udover dem på det forreste rækker, som stod med telefonerne fremme. De filmede sikkert det hele. 

Da jeg nåede til andet omkvæd, kunne jeg ikke holde tårene inde mere. De begyndte stille at rende ned af kinderne på mig, så mens jeg holdte en pause, tørrede jeg kinderne og kiggede hurtigt på Megan, men kunne ikke se hende, så jeg skyndte mig at se ud over publikum, og sang c-stykket. Jeg brød næsten sammen. 

"It's so easy to forget what really matters in this life. It's so hard to live with regrets, but I promise I will try to be a better me from now on. I'm sorry, I didn't mean to do you wrong," jeg sang så godt jeg kunne med tårene rendende ned af kinderne. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg brød sådan sammen, det var ikke meningen. Og slet ikke efter, at jeg kunne klare lydprøven uden at fælde en eneste tåre. 

Jeg fik sagt tak for i dag. Danserne kom ind og bukkede. Jeg bukkede. Jeg takkede igen og sendte dem en masse luftkys, hvorefter jeg løb ud til Megan, som stod på sin plads igen. Jeg fik et kram af hende, lige så snart jeg kom. Jeg fik givet mikrofonen videre til en af lydmændene, og fik taget boksen og ledningerne af mig, som sad under min trøje. 

"Du gjorde det skide godt A," sagde Megan og krammede mig endnu engang. Hun holdte om mig, indtil Jamie kom. 

"Audrey, jeg har et opkald til dig," sagde hun og rakte mig telefonen. Jeg undskyldte til Megan og gik lidt væk, så jeg kunne høre, hvem det var, jeg skulle snakke i telefon med. 

"Hallo?" 

"Audrey Adams? Det er Ellen DeGeneres, fra The Ellen Show," sagde Ellen. 

"Ja det er mig," sagde jeg. 

"Jeg vil gerne invitere dig til at være med i mit show i morgen," sagde hun. Hun gjorde mig mundlam. "Jeg hørte, at du var ude at rejse, og så har jeg været så heldig, at der er nogen, der twettede mig et link til din koncert, så jeg vil gerne snakke med dig om dine sange. I sær den sidste her," hun stoppede med at snakke. Hun ventede sikkert på mit svar. 

"Øhm," 

"Altså det er okay, hvis du ikke vil eller ikke kan, for du må vel være en travl ung dame. Jeg tænkte bare, at folk nok gerne ville vide, hvad du har lavet og hvad der er med sangene, inden der begynder at dukke rygter om alt muligt op," hun havde ret. "Så jeg vil gerne invitere dig med i mit show i morgen klokken 11," 

____________________________________________

Hm, kapitlet blev ikke lige så langt, som jeg havde håbet, men det er egentlig fint nok. Jeg håber, I kunne lide det. 

Er I klar til de sidste to kapitler? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...