The Story of us » H.S.

Audrey Adams er en skuespiller og sanger/sangskriver, som er blevet træt at stjernelivet, og trænger til en pause, er flyttet hjem til sin far i London. Hun skifter navn - eller hun bruger sit mellemnavn, Aria, og hendes fars efternavn, Swift. Hun møder fyren, Harry, som intet aner om hendes liv henne i Hollywood, og hurtigt bliver de to gode venner | vandt 1. pladsen i shipping konkurrencen | Haria - Aria og Harry |

63Likes
102Kommentarer
38076Visninger
AA

19. Kapitel 18

 

Arias synsvinkel

Jeg sad i flyet og var rigtig ked af det. Jeg kunne ikke rigtig gemme det, for tårerne gled lydløst ned af mine kinder. Jeg græd meget, da jeg skulle sige farvel til Gabi, men lovede hende, at jeg nok skulle huske at skrive til hende tit. Jeg græd selvfølgelig også, da jeg sagde farvel til min far, for jeg ville egentlig ikke væk fra ham, jeg så ham jo ikke så tit. Og da slet ikke, når vi havde et Atlanterhav mellem os. 

Jeg sad ved vinduet, og der sad heldigvis ikke nogen ved siden af mig, hvilket jeg var glad for. Jeg var glad for, at der ikke var nogen der ville snakke hele vejen til Hollywood, det kunne jeg slet ikke holde til. Jeg sad bare og kiggede ud af vinduet og tænkte tilbage på de mange aftener og dage med Harry. 

 

"Uno," meddelte jeg, da jeg lagde et kort på bunken. Jeg sendte Harry et smil, og kunne godt se, at han var bange for at tabe, selvom jeg vidste, at jeg ikke kunne ligge kortet ned. Bunken var blå og jeg havde et grønt kort på hånden, mens Harry havde med mindst fem kort. 

"Så ligger jeg denne her, så du skal tage to kort op," han rakte tunge, da jeg så tog to kort op. Vi sad på min seng og spillede Uno og det var rigtig hyggeligt. Jeg havde fortalt ham, at jeg ville være alene hele aftenen, så han var velkommen, så han dukkede op med pizza og Uno, så vi havde fået spist pizza, og spillede nu kort. 

"Og jeg ligger denne her," jeg lagde et kort ned, der sprang Harry over. Men eftersom det var det eneste kort, jeg havde som var blåt, skulle jeg trække et kort fra bunken. Kortet var en blå syver, og jeg havde en rød syver, så jeg lagde begge de kort ned, og sagde: "Uno!" 

"Du snyder," brokkede Harry sig, da han trak et kort, for at ligge det ned på bunken. 

"Jeg snyder overhovedet ikke, du er bare en dårlig taber," jeg så hvordan han skulede over til mig, hvorefter han lignede en der så såret ud, over det jeg havde sagt. 

"Jeg er ikke en dårlig taber," sagde han. Jeg rystede på hovedet, men vi vidste begge to, at han var en dårlig taber. Han var dog ikke dårlig til skuespil og drama, for han var den bedste i hans dramaklasse. Han fik kun topkarakter, hvilket jeg var meget overrasket over, da han fortalte mig det. Han elskede at spille teater, og havde stået på flere scener og været med i forskellige teaterstykker og musicals. 

Harry og jeg havde så meget tilfælles, men vi kunne ikke snakke om det, for så ville jeg afsløre mig selv, og det kunne jeg heller ikke. Han havde fortalt, at han ville søge ind på en skuespillerskole efter gymnasiet, og det syntes jeg også han skulle, hvis det var det, han ville. Jeg ville elske at spille sammen med Harry i en film. 

"Jeg kommer jo aldrig af med det her kort," denne gang var det mig der brokkede mig over det grønne kort, jeg havde på hånden. Jeg havde siddet med det rigtig længe. 

"Du skal bare være glad for, at du kun har ét kort, jeg har syv," sagde han, men så fik han lagt en masse kort ned. Det var nogle kort, som var de samme tal, men forskellige farver. "Men jeg kan også finde på noget andet at lave," og da havde sagt det, smed han sine kort på bunken, hvorefter han skyndte sig over mig og lod vores læber mødes. Han skubbede mig bagover, så jeg lå i sengen med Harry over mig, stadig uden at bryde vores kys, og kysset blev kun mere passioneret og ivrigt. 

Vi havde ikke sex. Der var ingen af os, der lagde op til det, vi lå blot og kyssede og kælede lidt. Vores forhold var meget mere end sex, vi havde noget sammen, som jeg aldrig før havde haft med en. Det var specielt, præcis som Harry var. 

 

Jeg vågnede og blinkede stille med øjnene. Det var træls, at jeg begyndte at tænke tilbage på det vi havde. Jeg ville ønske af hele mit hjerte, at vi kunne få det igen, men jeg var bange for, at det var forsent. Flyet var lettet, så jeg tog min sikkerhedsbælte af, og satte mig lidt op igen. Mens jeg var faldt i søvn, var jeg nemlig gledet lidt ned af sædet. 

Jeg fandt min taske, hvor jeg havde noget vand i, hvilket jeg godt kunne bruge. Jeg kunne se, de fleste der var med på flyet lå og sov, ellers havde de høretelefoner i ørene og så en film, for her var virkelig stille. Jeg satte mig ned igen, og lod min vandflaske ligge på sædet ved siden af mig, mens jeg lænet mig tilbage igen. 

 

Det var en regnfyldt torsdag og jeg havde haft en lang dag, men lige nu var jeg lidt ligeglad med den lange dag, for Harry havde åbenbart siddet og ventet på mig, fra da han fik fri fra skole, til jeg fik fri. Det var virkelig sødt, for han havde siddet og ventet i næsten to timer. Jeg havde ikke bedt ham om det, men han havde gjort det alligevel. 

"James kørte før timen sluttede, så jeg nåede ikke med, og jeg gider ikke gå i regnvejr," sagde han til at starte med, og det havde Karin og May hørt, så de begyndte at grine højt, hvilket fik Harry til at trykke sine læber mod mine og sige: "Nej det passer ikke. Jeg ville bare gerne være sammen med dig, så du ikke skal sidde alene, jeg ved, hvor meget du ikke bryder dig om torden, og de siger i vejrudsigten, at det kommer til at tordne," og da han havde sagt det, kiggede både Harry og jeg hen på May og Karin, som så forbløffet ud. 

Jeg gav ham et kys, hvorefter vi skyndte os ud til bilen, og nu sad vi her. I køkkenet hos mig og lavede hver vores lektier. Det var mest fordi, jeg havde sagt, at jeg havde en aflevering for til i morgen, som jeg ikke var startet på, fordi jeg måske havde brugt lidt for meget tid med ham. 

Jeg sad med en fysikopgave, som jeg troede, jeg havde styr på. Jeg syntes i hvert fald at det gik derudad og intet kunne stoppe mig, indtil jeg hørte braget fra tordenvejret. 

"Aria, der sker dig ikke noget," sagde Harry og lagde en arm om mig, og det gjorde mig meget mere tryg. Jeg lagde mit hoved på hans skulder og sendte ham et smil. 

Jeg havde altid været bange for torden, og jeg vidste faktisk ikke rigtig hvorfor, men jeg brød mig bare ikke om det. Det mindede mig bare og noget, der ikke var godt. Det var træls, når man ikke vidste hvornår bragene kom, og det var det, der gjorde mig en smule bange, men med Harrys arm om mig, vidste jeg, at der ikke ville ske mig noget. 

Jeg lukkede hurtigt øjnene, mens jeg tog en dyb indånding, og det fik Harry til at give mig et kys i panden. Jeg elskede at mærke hans læber, om det så var på mine egne eller blot på min pande. 

 

Det fik mig til at vågne. Tanken om Harrys læber på min pande. Jeg rystede tanken ud af hovedet, selvom det var svært. Jeg kunne pludselig mærke de, og det fik mine øjne til at løbe i vand igen. Jeg kiggede ud af vinduet, men kunne intet se, for det var blevet mørkt. Jeg vidste ikke, hvor længe jeg havde siddet i flyet, men jeg var i hvert fald træt, men turde ikke lukke øjnene igen. Jeg var bange for at drømme om Harry igen. Jeg ville bare gerne være hjemme igen. Helst så hurtig som mulig. 

 

Harrys synsvinkel

Jeg havde efterhånden hørt hendes besked hundrede gange. Jeg havde ikke tal på det, men jeg havde hørt den rigtig mange gange, og det gjorde mig blot mere og mere ked af det. Det gjorde ondt, at hun ikke havde fortalt mig det, men det gjorde pludselig endnu mere ondt at høre, at hun rejste tilbage til USA. 

"Hej Harry, det er mig.. Ja, Aria, eller Audrey, eller hvad du nu kalder mig. Jeg ville bare sige, at jeg snart rejser tilbage til Hollywood, så du kommer ikke til at se mig igen her i byen. Jeg forstår godt, at du er så sur på mig, og jeg er kun ked af, at du ikke vil lytte på mig, så jeg kunne forklare dig, at det hele var ægte. Alt vi gjorde, alt vi havde," hun lød træt og ked af det, men hun tog en dyb indånding, inden hun fortsatte. "Jeg vil bare sige farvel, og jeg håber, at du har det godt. Jeg håber, du finder en, der ikke holder noget hemmeligt for dig, selvom det var det eneste, jeg nogensinde holdte hemmeligt for dig. Jeg håber, du en dag kan tilgive mig, du skal vide, at det er første gang, jeg har haft det sådan her med nogen fyr før. Du er speciel og jeg holder virkelig meget af dig. Undskyld og farvel," 

Jeg begyndte at græde igen, og lagde min arm hen over mine øjne. Det var en smule pinligt at græde, som jeg gjorde, og nu ville jeg ønske, at jeg havde lyttet på hende, for det var min skyld, hun rejste. Jeg ville ikke have, at hun skulle rejse, det var slet ikke meningen at blive så sur på hende, jeg blev bare en smule skuffet over, at hun havde holdt det hemmeligt. Det her var slet ikke meningen skulle ske. 

Aria og jeg havde haft det så godt. Jeg husker stadig den første dag, jeg mødte hende nede på grillen, hvor hun var meget opslugt i at skrive i hendes notesbog, og hun var så let at snakke med. Hendes øjne der smilede til mig, og den måde hun gerne ville snakke om det, efter vi var blevet venner, eller dagen efter i skolen. Hun kunne ikke finde rundt, og jeg spottede hende ret hurtigt. 

Lige fra starten havde der været noget specielt over Aria, og det måtte have været det. Det måtte have været fordi, hun allerede vidste, hvad hun skulle lave efter gymnasiet, men det gav ikke mening. Hvorfor flyttede hun til England for at tage en uddannelse, når hun var fuld i gang med et liv med berømmelse henne i USA? 

Der lød en banken på min dør, men jeg ville ikke rigtig snakke med nogen. Jeg havde ikke snakket med nogen hele weekenden, men tog i skole i dag, blot for at se, at Aria ikke kom i skole, og nu vidste jeg hvorfor. 

"Harry min skat, kom ned og få noget at spise," jeg kunne høre, at min mor åbnede døren og stod sikkert og undrede sig over, hvad der var i vejen med mig, men Gemma burde have fortalt hende det. 

"Jeg er ikke sulten," mumlede jeg og håbede på, at hun ikke kunne høre, at jeg græd. Jeg havde ikke brug for nogen til at holde om mig, jeg havde brug for en til at sige, at jeg var dum og jeg skulle have håndteret det hele på en anden måde. Hvilket jeg også burde, men det var forsent nu. Nu sad hun i et fly. 

"Harry, du kan ikke blive her oppe i mørket," og hentød til mine gardiner, som var for vinduet. Jeg var ked af det, så jeg ville bare ligge her og være ked af det. Alene. I mørket. Jeg kunne høre min mor sukke, hvorefter hun lukkede døren efter sig. Lidt efter kunne jeg høre nogle stemmer udenfor døren, og det var højst sandsynlig min mor og Gemma, der snakkede om mig. Om hvor ked af det, jeg faktisk var. 

"Hazza!" råbte Gemma og åbnede døren, hvorefter hun satte sig hen på sengen til mig. 

"Gå Gemma," jeg gad ikke snakke med hende, og jeg havde ikke snakket med hende siden i fredags, inden jeg tog ned på grillen for at mødes med Aria. "Jeg gider ikke snakke med dig," 

"Nej, men så lyt dit grødhoved" sagde hun og tog min arm væk fra mine øjne, så hun rigtig kunne se, at jeg havde grædt. 

"Ligner jeg en, der gider at lytte på dig. Gider du ikke bare at skride ud af mit værelse?!" jeg satte mig op og pegede mod min dør, men hun rykkede sig ikke en tomme. Sikke en søster jeg havde. Hun kendte endda til Arias hemmelighed, og hun havde ikke sagt noget til mig, hvilket pissede mig af. Gemma og jeg plejede ikke at have nogen hemmeligheder, 

"Hold så kæft Harry!" udbrød hun, hvilket fik mig til at holde mund. "Hør på mig. Den dag hvor jeg mødte Aria, kan du huske den dag?" jeg nikkede. "I havde haft en picnic, og kom her hjem. Lige så snart jeg så hende, kunne jeg se, hvem hun var, men hun rystede ivrigt på hovedet, hvilket fik mig til at se overrasket på hende. Jeg måtte ikke sige hendes navn," 

"Hvor vil du hen med det her?!" 

"Hør nu bare efter," sagde hun. "Da du var gået ned for at lave popcorn, gik jeg ind til hende og snakkede med hende om det. Hun fortalte, at hun var kommet til England for at studere, og faktisk var der ingen der måtte vide, hvem hun i virkeligheden var, for hun tog kun til England for at have en almindelig skolegang, henne i USA kender alle hende som Audrey Adams. Hun turde ikke fortælle dig det, for hun var bange for, at du ikke ville have hende, når nu hun allerede var berømt. 

Jeg sagde til hende, at hun snart måtte fortælle dig det, for hvis I blev ved med at være et par og du stadig ikke vidste det, når du gik ud eller når hun gik, når hun skulle tilbage, så ville du blive endnu mere såret. Hun spurgte, om jeg kunne holde mund, for hun ville selv fortælle dig det, jeg lovede det, og håbede hun selv ville fortælle det," fortalte hun. 

"Men hvorfor sagde du ikke noget?" jeg kunne godt høre på min stemme, at den var helt lille. Det var lige før, den var helt skrøbelig, efter det jeg lige havde hørt. 

"Jeg lovede hende det, og du ved, jeg holder, hvad jeg lover,"  

"Men," hun afbrød mig. 

"Ikke noget men Harry. Du ved, jeg holder, hvad jeg lover. Jeg ville jo ikke se dig sådan her, og selvfølgelig ville jeg ønske, at jeg havde fortalt dig det, men hvordan ville du så have reageret? Måske værre, måske på samme måde, det vil vi ikke vide, men tag nu over til hende, og hør på hvad hun har at sige," 

"Det er forsent," sagde jeg og kiggede ned på gulvet, som efterhånden var rodet. Jeg havde altid været god til at have orden på mit værelse, men ikke efter weekenden. Værelset var rodet, og det samme var mine følelser. 

"Det er aldrig forsent Haz," 

"Hun er rejst," og da jeg sagde det, gav jeg hende min mobil, så hun kunne høre Arias besked, mens tårene rendte lydløst ned af mine kinder. Jeg savnede hende allerede. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...