The Story of us » H.S.

Audrey Adams er en skuespiller og sanger/sangskriver, som er blevet træt at stjernelivet, og trænger til en pause, er flyttet hjem til sin far i London. Hun skifter navn - eller hun bruger sit mellemnavn, Aria, og hendes fars efternavn, Swift. Hun møder fyren, Harry, som intet aner om hendes liv henne i Hollywood, og hurtigt bliver de to gode venner | vandt 1. pladsen i shipping konkurrencen | Haria - Aria og Harry |

63Likes
102Kommentarer
37890Visninger
AA

18. Kapitel 17

 

Arias synsvinkel

Hele weekenden havde været forfærdelig. Jeg vågnede lørdagmorgen ved, at Gabi sad på min sengekant og ruskede forsigtigt i mig. Det havde været Emma, der blot havde lukket hende ind, fordi hun havde set, at Gabi og jeg havde hængt meget ud sammen, så det gjorde mig heller ikke noget, selvom jeg inderst inde havde håbet og ønsket, at det var Harry. 

Hele weekenden havde Gabi været hos mig, og vi fik snakket om det hele. Vi fik snakket om, hvordan han reagerede, hvordan jeg reagerede. Hvad jeg snakkede med Gemma om og hvad jeg skulle gøre for at få ham tilbage. 

Jeg var sikker på, at dette var første gang, jeg gerne ville have en fyr tilbage, men der var noget specielt over Harry, fordi han slet ikke vidste, at jeg var berømt. Han så mig, som den jeg var, og det var det, der talte. Han var den bedste kæreste, jeg nogensinde havde haft, også selvom det kun holdte få uger. 

Det var mandagmorgen, og jeg vidste allerede nu, at jeg ikke tog afsted. Min far skulle til et eller andet møde her klokken ni, men skulle køre allerede lidt i otte, så han kunne ikke sige noget. Og Emma hun havde slet ikke sovet hjemme, for hun havde sleepover med hendes veninder, og ville først komme til aftensmad, det havde hun i hvert fald sagt i går. 

Jeg sad i min seng i fosterstilling, og turde slet ikke tænke på at tage i skole. Jeg vidste, at jeg ville møde Harry, og det ville gøre for ondt, hvis jeg så meget som så ham på gangene, og de andre ville sikkert også syntes, at det var underligt, vi ikke engang ville sige hej til hinanden. Jeg var sikker på, at jeg ikke turde tage i skole overhovedet, og det var ikke det, der var meningen ved turen herover. Meningen var at få en uddannelse, men problemet var, at jeg ikke kunne få en uddannelse, hvis jeg havde det sådan her. Så skulle jeg flytte skole, men det kunne jeg heller ikke. Jeg måtte tage hjem. 

Der gik lidt, hvor jeg tænkte på, om det virkelig var det, der skulle til, for at glemme det hele, for at glemme Harry. Jeg fik fundet min computer frem, og gik med det samme ind på et flyselskab og kiggede på flytiderne, og besluttede mig, for at tage et fly senere. Jeg ville gerne nå at fortælle min far, hvad der var sket og selvfølgelig sige farvel til ham. 

Jeg fik booket en flybillet, hvorefter jeg satte noget musik på, så jeg kunne gå og pakke mine ting sammen. Klokken var næsten ti, hvilket betød, at min næste time snart begyndte, men jeg var lidt ligeglad. Jeg kunne ikke være her mere, jeg måtte komme tilbage, og ikke tænke på, hvad jeg havde gjort. Dette var noget af det værste, jeg nogensinde havde gjort. Jeg havde såret Harry, som jeg elskede. 

Jeg fik pakket en enkel taske, hvorefter min mobil begyndte at ringe. Mit hjerte slog et slag over, da jeg inderligt håbede, at det var Harry, der ville snakke om det, men da jeg fandt min mobil, så jeg, at det blot var Gabi. Jeg havde ikke rigtig lyst til at snakke med andre end Harry, men jeg tog den alligevel. 

"Kommer du ikke i dag?" Gabi lød bekymret, men hun vidste også, som den eneste, hvad der var sket. 

"Nej," mumlede jeg og pillede ved min hovedpude. "Jeg kommer aldrig i skole," 

"Hvad mener du?" jeg kunne høre, at gik et sted hen, for at der ikke var så mange mennesker. "Kommer du aldrig i skole? Jamen..." hun stoppede sig selv. 

"Jeg rejser hjem i dag," og da jeg sagde det, brød jeg ud i gråd. "Gabi, jeg kan ikke stå ansigt til ansigt med ham i skolen, og det bliver kun værre, så jeg må tage hjem, hvor der ikke er nogen Harry," 

"Aria, det kan du ikke mene," sukkede hun. "Vi skal nok finde ud af noget, vi to skal nok være sammen, til du er klar og jeg lover dig...-" denne gang afbrød jeg hende. 

"Gabi, jeg er ked af det, men jeg har besluttet mig. Jeg har bestilt min flybillet til i aften," snøftede jeg og tørrede mine øjne. 

"Jeg kommer over," og med det lagde hun på. Jeg kunne ikke byde Gabi det her. Hun skulle ikke komme bagud i fag, bare fordi jeg var ked af det, og ville tage hjem. Jeg havde fået knust mit hjerte, og kunne ikke være her. Jeg vidste godt, at hun ikke ville komme bagud, ved kun at pjække en enkel dag, men det kunne være lige præcis i dag, de fik vigtige ting at vide. Hun skulle ikke komme bagud, bare fordi jeg var en idiot, og ikke fortalte Harry min hemmelighed. 

Jeg lagde min mobil fra mig, og begyndte at pakke videre. Jeg fandt mine ting ude på badeværelset og så, hvor bleg jeg egentlig var i spejlet. Jeg havde slet ikke set mig selv i spejlet i dag, og det var derfor, jeg fik et chok af at se mig selv. Jeg så forfærdelig ud. Jeg kunne ikke vise mig selv foran Harry, eller nogen andre for den sags skyld, når jeg så sådan ud. Jeg lignede døden, eftersom jeg også havde poser under øjnene og røde øjne, af al den søvnmangel og al den gråd. Tænk, at Gabi kunne holde mig ud, jeg lavede næsten ikke andet end af tude. 

Jeg fandt de ting i skabet, som jeg skulle have med hjem igen, mens der var nogle småting, jeg sagtens kunne lade stå til, når jeg kom på besøg igen, selvom det nok ikke blev i den nærmeste ferie. Jeg tog tingene med ind og lagde dem i min kuffert, og mens jeg var godt i gang med at pakke min kuffert, blev der ringet på hoveddøren, så jeg gik nedenunder, velvidende om, at det var Gabi. Døren var låst, fordi jeg ikke havde planer om at tage nogen steder udover ud til lufthavnen. 

"Aria," Gabis stemme var beroligende, og i sær da hun kom ind, lukkede døren og trak mig ind i et kram, og da hun gjorde det, brød jeg ud i gråd igen. "Du behøver ikke rejse, vi kan finde ud af det," 

"Gabi, jeg kan ikke," græd jeg. "Jeg kan ikke være her, i skolen, på grillen uden at tænke på Harry. Uden at ønske at han kom og kram mig et kram. Jeg vil så gerne mødes hans bløde læber igen," hun trak mig lidt fra hende, så hun så på mig. 

"Du ser også forfærdelig ud, lad mig hjælpe dig med at pakke," sagde hun og gav mig endnu et kram. 

"Du er den bedste," mumlede jeg ned i hendes skulder. Selvom jeg mumlede det, så mente jeg det. Det var også en af grundene til, at jeg havde fået skrevet en sang til hende. Jeg havde skrevet den i løbet af ugen, men den var ikke helt på plads. 

Vi gik op på værelset i stilhed og den første halve time foregår i stilhed, mens Gabi hjalp med at pakke mine kufferter, indtil vi ikke kunne klare stilheden mere. Jeg kunne ikke i hvert fald ikke, hvilket var grunden til, at jeg ville fortælle hende om min nye sang. 

"Gabi," sagde jeg og lynede min ene kuffert, da den var fyldt. 

"Ja?" hun holdte en bog i hånden, da hun kiggede på mig. 

"Jeg har skrevet en ny sang," fortalte jeg hende. "Eller jeg har skrevet to nye sange," og hentød til den til Harry. "Men det er kun den ene, jeg vil snakke om," hun smilede lidt og lagde bogen fra sig, hvorefter vi begge satte os på sengen. 

"Fortæl," jeg sendte hende et skævt smil. Dette var den første sang om venskab, jeg havde skrevet, og den var til Gabriella, fordi hun havde været så sød mod mig. Vi havde været gode venner fra starten af, hun kendte min hemmelighed, hun tilgav mig, da jeg droppede vores aftale for at tage på date med Harry. Hun var den bedste veninde, man kunne få. Godt nok havde jeg en veninde i USA, og hun var også min bedste veninde, så nu havde jeg to. Jeg var ligeglad med, at jeg snart rejste til USA igen, men jeg ville ikke miste Gabi. 

"Jeg har skrevet en sang til dig," og da jeg sagde det, ændrede hendes ansigtsudtryk sig. "Altså, jeg er ikke helt færdig med den, men den handler om dig og vores venskab. Om hvor god ud er mod mig, om hvordan vi kan få hinanden til at grine og at du er en rigtig god veninde," forklarede jeg. Jeg sang den ikke for hende, for jeg ville gerne vente til den var helt færdig. 

"Har du skrevet en sang til mig?" spurgte hun. Jeg nikkede og sendte hende et smil. 

"Altså jeg ville gerne spille den for dig, men den er ikke færdig, og jeg vil helst ikke spille en halvfærdig sang for dig," hun nikkede forstående. 

"Det er okay, jeg kan godt vente med at høre den til den bliver udgivet," hun så helt glad ud nu. "Kommer den til at være på dit album?" Jeg nikkede. Det var noget, jeg vidste med sikkerhed. Denne her sang skulle nok blive færdig og komme med på mit album. 

Pladeselskabet ville gerne have ti sange på mit album, så jeg kunne gerne nå at skrive ti sange, selvom det er svært. Jeg havde fået skrevet de otte af dem, eller syv og en halv, for sangen til Gabi var ikke helt færdig. Jeg havde skrevet nogle sange, inden jeg rejste her til England, og fem havde jeg fået skrevet her. 

"Jeg vil gerne læse et vers op for dig," og med et blev jeg en smule mere glad og havde mere energi, end jeg havde for fem minutter siden. Jeg fandt hurtigt min notesbog, hvor jeg havde skrevet det ned i. 

"Er du sikker på, at jeg skal høre det?" spurgte hun. Hun lød som en, der ikke selv var sikker på, om hun burde høre det, men jeg var sikker, så jeg nikkede og læste op. 

"You don't get angry, when I change the plans. Somehow you're never out of second chances, won't say "I told you", when I'm wrong again. I'm so lucky that I've found," læste jeg op. Jeg lukkede bogen i, og så at hun sad med skinende øjne. "Kunne du lide det?" hun nikkede ivrigt. 

"Er du gal! Det er godt, jeg var virkelig lyst til at høre resten nu, men jeg kan godt vente, men hvad er det, der skal stå efter sidste linje? Du sagde, lucky that I've found..." 

"Så kommer omkvædet. I'm so lucky, that I've found a true friend," sagde jeg og måtte hellere holde mund, for ellers kunne jeg sagtens læse hele sangen op for hende. Eller i hvert fald det jeg havde. 

"Jeg glæder mig virkelig til at høre den færdig," 

**

Tiden var fløjet og det var snart tid til at ringe til min far, omkring det hele, for han var stadig i uvished. Jeg havde ikke været i skole hele dagen, som han troede, og Gabi var stadig hos mig, for hun havde sagt, at hun ville med ud og sige farvel i lufthavnen. Klokken var ved at være fire, hvilket betød, at jeg skulle være i lufthavnen om to timer, så jeg måtte hellere ringe til min far. Det var Gabi og jeg blevet enige om, mens vi sad i køkkenet med hver vores kop kakao, men langt nåede jeg ikke, da hoveddøren blev smækket op og min far kom ind. 

"Aria!" råbte han, indtil han så Gabi og jeg sidde i køkkenet. "Hvorfor fanden er du ikke kommet på arbejde?! Vi har brug for din hjælp, du har selv sagt, at du gerne vil hjælpe!" min far så rasende ud, og jeg forstod ham godt. "Jeg er lidt ligeglad med, at du glemte tiden, når du er sammen med Gabi, hun kan jo bare komme med!" 

"Far, der er noget du skal vide," jeg ville gerne kunne sige det uden at græde og det gik lige indtil, jeg kiggede på ham. "Jeg...-" jeg kunne ikke sige mere. Jeg ville ikke gøre ham ked af det ved at rejse. 

"Hey skat, hvad er der galt?" og hurtigt var al hans raseri væk og han kom hen og trak mig ind i et kram. "Er det Harry? Har han slået op?" Jeg kunne fornemme, at han kiggede på Gabi, men hvad hun fortalte med et nikken eller rysten på hovedet, vidste jeg ikke. "Fortæl din gamle far det," 

"Harry har fundet ud af det hele," 

"Jamen det er jo godt," jeg rystede på hovedet og græd endnu mere. 

"Gabi," jeg kiggede hurtigt på hende, inden jeg kneb øjnene sammen og holdte om min far. Jeg havde brug for hans arme rundt om mig. Gabi måtte fortælle ham det, for jeg kunne ikke. 

"Harry fandt ud af det i fredags, ved at han satte en film på, hvor Aria er hovedrollen. Han flippede ud, og hun har hele weekenden prøvet at få ham til at lytte til hende, men han tror, at det hele bare har været skuespil fra Arias side," hun fortalte det hele rigtig godt, indtil hun kom til, hvad der var sket i dag. "Så hun har købt en flybilet, og rejser hjem i dag," 

"Aria, hvad?!" han trak mig fra ham, så han kunne kigge ned. 

"Jeg kan ikke være nogen steder her, uden at tænke på ham far. Han...-" han afbrød mig. 

"Jeg forstår," og med det trak han mig ind til sig igen. "Hvis bare du havde fortalt det i lørdags," jeg trak mig lidt fra ham, så jeg kunne tørre mine øjne. Jeg hadede at græde, men jeg kunne ikke gøre for det. "Har du pakket?" jeg nikkede. "Hvornår skal du være i lufthavnen?" 

"Her klokken seks," han nikkede og jeg satte mig på stolen igen, mens han satte sig på stolen ved siden af mig. "Alt er klart, jeg skal bare lige ringe til mor," og Harry, tænkte jeg. Jeg skyldte ham at fortælle, at jeg fløj hjem i dag. 

"Jeg må ringe til nogle afløsere, så jeg kan køre dig til lufthavnen," jeg nikkede og så gik han ud af køkkenet, så han kunne ringe rundt. 

"Du tænker, at du skal ringe til Harry, gør du ikke?" jeg nikkede. Det var ved at være lidt uhyggeligt, at hun kunne læse mine tanker, men hvad tænkte jeg ellers på her for tiden? Jeg tænkte næsten ikke på andet end Harry, og hvor dum jeg havde været. 

"Jeg skylder ham, at han ved, at jeg rejste tilbage til USA. Jeg håber, at han kommer over os og får, hvad han fortjener, for det var ikke mig. Jeg var ikke god nok, og jeg vil undskylde igen, for ikke at have fortalt ham sandheden," 

"Aria," Gabi fik min opmærksomhed. "Du var god nok til ham, han ved det bare ikke, for drenge som Harry er en smule dumme," og da hun sagde det, kunne jeg ikke lade vær med at grine lidt. Jeg fandt min mobil frem og fandt Harrys nummer. 

"Hej Harry, det er mig.. Ja, Aria, eller Audrey, eller hvad du nu kalder mig. Jeg ville bare sige, at jeg snart rejser tilbage til Hollywood, så du kommer ikke til at se mig igen her i byen. Jeg forstår godt, at du er så sur på mig, og jeg er kun ked af, at du ikke vil lytte på mig, så jeg kunne forklare dig, at det hele var ægte. Alt vi gjorde, alt vi havde," jeg tog en dyb indånding, inden jeg fortsatte. "Jeg vil bare sige farvel, og jeg håber, at du har det godt. Jeg håber, du finder en, der ikke holder noget hemmeligt for dig, selvom det var det eneste, jeg nogensinde holdte hemmeligt for dig. Jeg håber, du en dag kan tilgive mig, du skal vide, at det er første gang, jeg har haft det sådan her med nogen fyr før. Du er speciel og jeg holder virkelig meget af dig. Undskyld og farvel," 

Jeg lagde på og igen, gled tåre ned af kinderne på mig. Det gjorde ondt at sige farvel til Harry, når jeg vidste, at jeg aldrig ville møde eller se ham igen. Jeg skyndte mig at tørre kinderne og øjnene, så jeg kunne ringe min mor op. 

"Hej mor, forstyrrer jeg?" spurgte jeg om. 

"Ja lidt, men hvad nu?" jeg var glad for, at hun tog telefonen. 

"Jeg vil bare fortælle, at jeg tager et fly tilbage til Hollywood senere. Der er sket noget her over, der har gjort til, at jeg ikke kan være her mere. Du behøver ikke at hente mig i lufthavnen, jeg finder en taxa, og kommer hjem," 

"Hvad nu?" hun lød bekymret. 

"Det er ikke noget at snakke om," sagde jeg, og kiggede på Gabi, som så på min med store øjne. "Det er ikke vigtigt nu, du skal også videre. Jeg syntes bare, at du skulle vide, at jeg snart var hjemme igen, eller snart og snart," 

"Jamen jeg vil glæde mig til at se dig igen, men så vil jeg løbe, min skat. Vi kan snakke om det, når du kommer hjem, men jeg skal nå en hel masse i dag. Jeg elsker dig," og hun lagde på. 

"Jeg elsker også dig," hviskede jeg. Da jeg lagde min mobil i min baglomme, kom Gabi hen og gav mig et kram, og det var lige det, jeg havde brug for nu. Jeg havde snakket med min mor og bildt hende ind, at det ikke var noget at snakke om, når jeg virkelig havde brug for at snakke om det, men heldigvis havde jeg Gabi. 

Lige nu handlede det om at blive helt klar til at køre til lufthavnen, hvorefter jeg skulle være klar til elleve-tolv timer i et fly. Jeg skulle nok klare mig. 

_______________________________________________________

Har I set det nye cover?! 

Laura G. har gjort det igen, og de covers hun laver er så perfekte! 

Hvad syntes I? Tager Aria den rigtige beslutning ved at rejse hjem igen? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...