The Story of us » H.S.

Audrey Adams er en skuespiller og sanger/sangskriver, som er blevet træt at stjernelivet, og trænger til en pause, er flyttet hjem til sin far i London. Hun skifter navn - eller hun bruger sit mellemnavn, Aria, og hendes fars efternavn, Swift. Hun møder fyren, Harry, som intet aner om hendes liv henne i Hollywood, og hurtigt bliver de to gode venner | vandt 1. pladsen i shipping konkurrencen | Haria - Aria og Harry |

63Likes
102Kommentarer
37885Visninger
AA

13. Kapitel 12

 

Arias synsvinkel

Jeg havde lige haft sidste time i skolen i dag, og det var matematik. Vores lærer havde delt os op i hold af to, og jeg var kommet på hold med Gabriella, hvilket jeg ikke havde noget i mod. Jeg kunne enormt godt lide hende, og hun var helt cool med, at jeg var samme med Harry. Hun var faktisk den eneste, som slet ikke snakkede om ham. Hun var god til at holde mund, lytte og observere om, man vil snakke om tingene eller ej, og det var virkelig rart.

Jeg havde spurgt om hun ville med mig hjem efter skole, og det sagde hun heldigvis ja til.

”Skulle du ikke være sammen med Harry?” spurgte hun, da vi var på vej ud til min bil.

”Gud ja, ej det havde jeg allerede glemt igen,” mumlede jeg, og stoppede op. ”Skal vi så droppe det? Han kommer om en times tid,” sagde jeg, men Gabi rystede heldigvis på hovedet.

”Det gør ikke mig noget, jeg skal alligevel også hjem og passe min lillesøster om en times tid,” hun sendte mig et smil. Vi gik videre hen til min bil. "Kører du selv?" spurgte hun og så forbavset på mig. 

"Ja," sagde jeg blot og lagde mine ting ind på bagsædet bag mig, hvorefter jeg satte mig ind bag rattet. Jeg satte nøglerne i, mens Gabi blot blev stående udenfor bilen, så jeg rullede vinduet ned i hendes side. "Skulle du med?" 

"Og du har kørekort?" spurgte hun helt nervøs. 

"Ja," jeg sukkede. "Vil du se det, før du bliver roligt?" spurgte jeg, og gik igang med at finde det. Jeg havde det altid liggende i bilen, så jeg aldrig ville glemme det. Det var i den, der skulle skærme for solen. "Her," jeg lænede mig hen til vinduet og rakte hende det, og da jeg havde gjort det, fortrød jeg med det samme, for hun tog det. Jeg lukkede øjnene sammen. Jeg have allerede fucket det op. 

"Jeg tænkte det nok," mumlede hun bare og satte sig så ind, og kiggede på mig. 

"Hvad tænkte du?" 

"Du er Audrey," hun sendte mig et smil. Hun rakte mig mit kørekort igen. "Du er filmstjernen, jeg ved godt, hvem du er," sagde hun bare og tog sele på. Jeg sad og så på hende med åben mund. 

"Hvor længe har du vidst det?" spurgte jeg. Jeg havde ikke trukket håndbremsen, så vi kunne sagtens sidde her og snakke lidt. 

"To-tre dage," sagde hun. "I starten lignede du hende, men så søgte jeg, og fandt ud af, hvem du faktisk var," 

"Er det derfor, du hænger ud med mig nu?!" spurgte jeg med en højere tone end før. Jeg kunne ikke være sammen med hende, hvis hun kun ville være min ven, nu jeg var kendt. 

"Nej nej, selvfølgelig ikke," sagde hun uroligt og prøvede at få mig ned igen. "Jeg kunne allerede lide dig fra starten af, da du satte Karin og May på plads," hun sendte mig et smil. 

"Så du kan godt holde det hemmeligt?" Hun nikkede. 

"Hvis det er sådan, det skal være, så skal jeg nok lade vær med at fortælle det til nogen. Ikke engang de andre piger," jeg sendte hende et smil, hvorefter jeg begyndte at bakke ud af parkeringspladsen. "Ved Harry det?" jeg rystede på hovedet. 

"Jeg vil finde det rigtige tidspunkt, for jeg ved slet ikke, hvordan han har det med, at jeg har et helt andet liv i Hollywood, end her. Jeg vil virkelig ikke miste ham, og vi har kun været sammen i nogle dage. Det hele er så nyt, og så alligevel ikke, forstår du?" jeg kunne ikke se hendes udtryk, da jeg holdte øje med de andre biler, så jeg ikke ville køre ind i dem. 

"Nej egentlig ikke," svarede hun. "Men jeg forstår godt, du venter med at sige det til ham, men det er heller ikke godt, hvis han selv opdager det. Hvis jeres forhold kommer til at gå godt, og I er samme i lang tid, vil han bare blive skuffet over, at du har holdt det hemmeligt så længe," sagde hun og det lød så rigtigt, men jeg kunne ikke. Jeg havde det virkelig dårligt, at Gabi vidste det, men hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne ikke spole tiden tilbage, 

Vi kom hjem til mig, og bilturen havde slet ikke været kedelig. Vi havde snakket om vores timer, og hvilket timer vi havde forskellige i løbet af året. Jeg havde fået vist hende huset og vi sad nu i stuen, for vi var heldigvis alene hjemme. Far var selvfølgelig på grillen, og hvad Emma lavede, var jeg ret ligeglad med. 

"Okay kom med det Gabi," sagde jeg og sukkede. Hun kiggede på mig med en rynke i panden. 

"Hvad mener du?" 

"Du ligner en, der gerne vil spørge mig om noget, men ikke rigtig tør. Ligesom du gjorde tidligere, da vi sad i kantinen. Der er noget, du så gerne vil sige, men du tør ikke, sådan ser du ud lige nu, og det gør du også tit sammen med de andre," sagde jeg og det var ikke løgn. Hun begyndte pludselig at flakke lidt med øjnene, hvorefter hun presser sine læber sammen til en streng, hun prøvede at holde øjenkontakten, men hendes øjne flakkede hurtigt væk igen. 

"Det gør jeg da ikke," jeg nikkede. 

"Det er tydeligt at se for mig, for jeg har været heldig at kunne observere jer piger," sagde jeg, og da jeg sagde det, lød det ret underligt. "Det lød skummelt," jeg grinede, men snakkede videre. "og eftersom jeg nu kender lidt til jer, så ved, hvordan du ser ud, når du har noget du gerne vil sige. Du har det tit sådan, har du ikke?" Hun nikkede og gjorde sig enig. 

"Jeg forstår ikke, hvordan du kan se det på mig, de andre har kendt mig i længere tid end dig, men på en måde kender du mig bedre end de andre, lyder det underligt?" jeg rystede på hovedet. 

"Overhovedet ikke, de ligger bare ikke lige så meget i dit venskab, som jeg gør. Hvis jeg skal være ærligt, så ligner det lidt, at du blot er der, jo de snakker til dig, men du er der bare," sagde jeg, og jeg ville virkelig ikke lyde ond, men det var rigtigt. "Jeg vil ikke skabe spild mellem jer, men det er bare, hvad det ligner. Jeg kender jer ikke så godt, og jeg kan heller ikke bare komme og antage noget," sagde jeg og kiggede ned på mine hænder. 

"Det gør ikke noget Aria," hun lagde en hånd ovenpå mine hænder. "Her på det sidste, har jeg følt, at de prøver at lave planer uden mig," mumlede hun. 

"Det er jeg ked af at høre," sagde jeg og kiggede på hende igen. "Lad os være mere sammen så. Jeg ved, jeg er meget sammen med Harry, men vi må finde nogle dage," jeg sendte hende et smil. "For at komme tilbage, bare spørg mig. Jeg svarer på alt," 

"Det var egentlig bare fordi, jeg læste, at du havde fået en pladekontrakt, og jeg har kun set sit klaver, ikke andet der kunne tyde på, at du har fået en pladekontrakt og skal have skrevet sange. Jeg læste nemlig, at du ville skrive dem selv, du ville gerne have, at dit første album blev personligt," sagde hun og så lidt nervøs ud. "Så jeg tænkte, om jeg måtte høre en sang, du selv havde skrevet? Jeg kender ikke nogen på vores alder, der selv skriver deres sange," 

Jeg sendte hende et smil og fik en idé. Jeg havde ikke vist hende vores kælder, så jeg rejste mig bare op. Jeg kunne godt se, at hun kiggede forvirret på mig, og jeg prøvede at sige med øjnene, at hun bare skulle følge efter mig, så jeg gik hen i mod vores kælderdør, og gik ned af den. Jeg ventede ikke på hende ved døren, jeg håbede bare, at hun ville følge med. 

Jeg kom ned i kælderen og kunne høre skridt bag mig, og så vidste jeg, at Gabi gik efter mig. Jeg smilede lidt for mig selv, og vendte mig om mod Gabi, for at se hendes ansigt, da hun kunne se alt det, jeg havde her nede. 

"wow!" hun kiggede rundt og så de forskellige guitarer, der hang på væggene. Hun så udstyret, der stod og alt det andet. "Det er virkelig fedt!" jeg kunne ikke lade vær med at grine over hendes ansigtsudtryk. Jeg kunne se, at hun var vild med det. 

"Ja, her bruger jeg nogle gange tid. Ikke så meget efter jeg blev venner med Harry," fortalte jeg og satte mig hen i sofaen. "kom og sæt dig," jeg så, at hun blev stående, som om hun ikke ville røre noget som helst. "Jeg var her nede hele dagen i går, fordi jeg skulle skrive en sang," 

"Og den vil du spille for mig?" spurgte hun overrasket på en god måde, mens hun satte sig. 

"Nej, jeg vil spille en anden sang. En jeg skrev, inden jeg kom til England. Jeg må være ærlig, at jeg har ikke spillet sangen for nogen før, udover pladeselskabet og min familie," sagde jeg. 

"Synger du den live, eller trykker du bare på en af alle de knapper der?" hun pegede hen på pulten. 

"Jeg synger den live, hvis du lover mig, at du ikke optager den," hun nikkede. 

"Det lover jeg. Jeg er bare overvældet over, at du faktisk vil vise mig det her," hun sendte mig et smil, som jeg gengældte. Jeg rejste mig op og gik hen til væggen, hvor jeg tog min guitar ned og satte mig til rette. 

"Uhoo oh yeah. La da a da. Don't get me wrong, I love who I am. I don't wanna be ungrateful, it probably sounds strange, I really love the role I play, the songs I sing, but with all the fame. The things that seem so simple suddenly, so far out of reach, wish thath they could see taht underneath... I'm just an ordinary girl. 

Sometimes I'm lazy, I get bored, I get sared, I feel ignored, I feel happy, I get silly, I choke on my own  words. I make wishes, I have dreams and I still want t believe anything can happen in this world for an ordinary girl." sang jeg og fik sunget hele sangen færdig. 

"Whuu!" hjuede hun og klappede. "Det er virkelig en god sang og den er virkelig sød," jeg takkede og hang guitaren op på væggen igen, og satte mig hen ved siden af Gabi. 

"Jeg er glad for, at du kan lide den," 

"Kan lide den? Er du vimmer? Jeg er vild med den!" udbrød hun. "Jeg er virkelig overrasket, på en god måde selvfølgelig, over at du kan synge så godt, og kan skrive en sang, der er så god," jeg kunne ikke andet end at smile til hende. 

Gabi og jeg blev siddende hernede og snakkede om lidt af hvert. Hun var meget nysgerrig omkring Hollywood, men det var også klart nok, og jeg fortalte hende det gerne, for det var rart at have en at snakke med det om, eller i det her tilfælde, hvor jeg bare fortalte hende det hele. Eller ikke det hele, men en stor del af det. Jeg vidste godt, at jeg ikke burde, men jeg havde den følelse af, at jeg kunne regne med hende. For selv inden, hun fandt ud af det, så var hun også sød mod mig, og det var nok det, der sagde det hele. 

Der var sikkert mange, der ville behandle mig anderledes, og det var det, jeg ikke ville have. Gabi virkede helt nede på jorden omkring det hele, og det gjorde mig virkelig glad. 

Vi fik snakket om mig, vi fik snakket om hende, så vi lærte hinanden at kende. Jeg fik at vide, at Gabi gerne ville være læge, eller måske sygeplejerske, det havde hun ikke fundet ud af endnu. Hun ville bare hjælpe mennesker på den ene eller anden måde. 

Der var gået lidt tid, før jeg kunne høre nogle bankelyde, så jeg tyssede på Gabi. 

"Hvem kan det dog være?" spurgte jeg og rejste mig op, for at gå ovenpå at lukke op. 

"Jeg tror faktisk, at det er Harry," og da Gabi sagde det, løb jeg op af trapperne. 

"Shit!" jeg skyndte mig hen til hoveddøren og så Harry stå der hel fin og klar til vores picnic. "Hej Harry," jeg kiggede op og ned af ham. Han havde skiftet tøj, hvilket jeg slet ikke havde. Jeg ville gerne have haft min nederdel på, som jeg havde tænkt på henne i timerne, men jeg havde pludselig glemt alt om det, da Gabi og jeg begyndte at snakke. 

"Er du klar?" spurgte han. Jeg bed mig selv i underlæben. 

"Kan du give mig to minutter? Du kan komme ind og vente, hvis det er," han nikkede og gik ind, og gav mig et hurtigt kys på munden på forbivejen. "Jeg faldt i snak med Gabi, og glemte tiden, undskyld," 

"Det gør ikke noget, jeg overvejdet at ringe til dig, fordi du ikke åbnede," han sendte mig et smil og så hen på Gabi. "Hej," hun sendte ham et smil. 

"Aria, jeg smutter så I kan være alene," hun gav mig et hurtigt kram og gik ud af døren, men vendte sig om. "Hyggeligt at møde dig Harry," og med det vendte hun sig om og gik sin vej. 

______________________________________________________________________

Det var faktisk slet ikke meningen, at det skulle blive til et helt kapitel, men det blev det så. Jeg havde faktisk andre planer med dette kapitel, men det bliver så delt op i to.. Jeg håber, I kunne lide det. Nu fik Aria endelig en veninde, hvilket en pige har brug for :) 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...