Upstream Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jan. 2017
  • Opdateret: 6 jul. 2018
  • Status: Igang
Katja vågner ved en ung mands side efter en vild nat. Det tager ikke lang tid, inden hun opdager, at det er selveste Alex Lee; en verdenskendt og populær sanger.
Katja går hurtigt i glemmebogen på Alex, men da de arrangerer et møde finder Alex ud af, at den er helt gal: Katja er blevet gravid.
Hurtigt starter problemerne for de kommende forældre. Spørgsmål efter spørgsmål plager dem, mens Katja bliver større og større om livet.

Følg deres rejse, hvor de febrilsk søger efter løsninger og prøver at holde barnet og Katja ude af rampelyset. Er det muligt? Eller bliver det endnu et hemmeligt barn af en celebrity?

35Likes
65Kommentarer
15579Visninger
AA

18. Påskefrokosten | Alex' synsvinkel

Jeg skævede ofte hen til hende, mens jeg forkrampet klamrede mig til rattet med begge hænder. Så ofte havde jeg kørt den tur og kendte den ind og ud. Selvom den var på lidt over to timer, kendte jeg hvert et træ og hvert et sving.
”Hvor er det egentlig, du kommer fra?” spurgte jeg nysgerrigt, da jeg så hendes nysgerrighed, da vi var kommet ud på det, man ville betegne som bøh-landet.
”Croyden. Praktisk talt en forstad til London.”
”Jeg ved godt, hvor Croyden ligger. Jeg har været der et par gange. Der er et vildt natteliv.”
”Virkelig? Jeg har aldrig været særlig glad for at feste. Det der med at man står og sveder op ad hinanden og blæser ørerne af med musik, der ikke giver mening mere, fordi man ikke kan høre teksten, ser jeg på ingen måde som sjovt.” Min skuldre faldt en halv meter længere ned, og med højre hånd greb jeg vandflasken, der stod uåbnet hen ved min side. Der var et langt stykke lige vej foran os, så jeg tog den risiko at åbne flasken.
”Engang var jeg vild med at feste. Det troede jeg i hvert fald. John hev mig med til alle mulige fester, og jeg ville så gerne opdages, at jeg glad tog med til alle.” Jeg rystede på hovedet ad mig selv.
”Hvorfor kører vi egentlig ikke sammen med John?”

Jeg drejede et skarpt sving, så vi kom hen på en ujævn, larmende asfalt. ”Han havde fri i går og tog afsted der, så han kunne hjælpe med forberedelserne. Desuden vil han gerne optjene nogle point ved de gamle, så han kan fortælle dem om hans nyeste dumheder uden at få for mange onde blikke.”
”Det er en god strategi, må jeg sige,” sagde hun med et smil og lagde hovedet på skrå. Hun så frem for sig, og jeg udnyttede det til at snige et hurtigt blik i retningen af hendes bælte. Hun havde tidligere lavet jokes om, hvordan hun nu skulle lave bæltet nogle huller større end normalt. Hun havde valgt klogt tj. Det var nogle rimelig stramme bukser, der øverst blev dækket af en tyk sweater, som var stukket lidt ned i bukserne. Så kunne man næsten ikke se hendes bump, men jeg kunne tydeligt se den. Det gjorde mig helt nervøs at se det. Hvor stort var barnet nu? Nok på størrelse med en appelsin eller sådan. Jeg var ikke sikker.

Min røv var øm, da vi ankom. Katja gav også nogle grynt fra sig, da hun rejste sig op. Kort udvekslede vi nogle ord om, hvordan det havde været en lang tur, og så begav vi os hen til det lille hus, der lignede alle de andre huse. Nysgerrigt så Katja sig omkring, og sammen stod vi på trappen. I favnen holdt jeg en blomsterdekoration. Værtindegave. Selvom man kom på besøg hos ens forære, skulle man tage værtindegave med. Det var lige før, at man skulle skrive en ”værtindegave-ønskeliste”. Jeg bankede på og mærkede det krible i mine hænder. Katja og jeg udvekslede et blik, inden vi kiggede på døren. Snart blev den åbnet af min mor i forklæde.
”Alex! Min lille skat, hvor er det godt at se dig!” sagde hun og gav mig et stort knus og kys på hver kind, så jeg var tæt på at tabe dekorationen.
”Hej mor,” sagde jeg og anede ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre. ”Vi har taget den her med til dig.”
”Ej, tusind tak, det skulle I altså ikke have gjort.” Hun holdt dekorationen og viste den til min far, hvorefter hun stillede den fra sig for at hilse på Katja, der rakte hende hånden, som min mor slog væk med et smil. ”Drop de formaliteter, kære Katja. Du er jo familie. Det er altså skønt endelig at få sat ansigt til navn og beskrivelse. Jeg har hørt så meget om dig.”
Jeg kunne mærke, hvordan mit blik gled ned i gulvet synkront med Katjas, efter min mor havde givet hende samme tur, som hun havde givet mig. Hurtigt så Katja op og smilte.
”Jeg er også glad for at møde dig.”
”Nå ja, kom ind, kom ind! Bare stil skoene der, og jakkerne kan I hænge her. Kom ind og hils på familien!” Hun skyndte sig ud i køkkenet, hvor jeg kunne høre stemmerne fra størstedelen af min familie, selvom vi var ankommet næsten et kvarter før tid. Normalt var vi ikke så punktlige. Køkkenet bød på en masse en smule akavede samtaler. Ligesom hver gang man introducerede en kæreste. Ud over at jeg ikke var helt sikker på, hvad Katja og jeg var, så jeg introducerede hende bare ikke som andet end Katja. De havde sikkert snakket om, at jeg ville tage en kæreste med, men ordet havde det bare svært med at finde ud over mine læber. Så snart vi var kommet hen til Stephanie, gav hun diskret Katja elevatorblikket, hvorefter hun gav mig et blik, der bare sagde, at hun gerne ville tale med mig.
”Alex, vil du ikke se mor og fars nypolstrede lænestol?” spurgte hun, og jeg fulgte efter hende i stuen ved siden af. Heldigvis kunne man næsten ikke høre noget mellem de to stuer. Jeg blev lidt nervøs over at efterlade Katja, men jeg var nødt til at tage mig af Stephanie. Hun gav mig Blikket. Det blik, som kun en storesøster kunne give sin lillebror, når han har lavet noget lort. Oveni købet var hun normalt nogle centimeter højere end mig. I de høje høle, hun havde på, blev hun mere end fem centimeter højere end mig. Hun gjorde mig en smule bange.

”Jeg er ikke dum,” startede hun. Hendes datter kom ind og ville sige noget, men Stephanie bad hende om at gå et øjeblik. Hun havde altid været en lidt streng mor, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle synes om det. ”Jeg kan godt se, at hun … ”
Hun gav mig hintblikke. Jeg kunne se, at hun ikke ville spilde nyhederne ud til familien. Og så lige inden påskefrokosten. 
”Det var jo ligesom heller ikke planen, okay?” hvæste jeg tilbage til hende, men jeg kunne godt se, at det var svært for mig at forsvare mig.
”I har jo først lige lært hinanden at kende … eller for tre måneder siden cirka.”
”Næsten præcis tre måneder,” mumlede jeg.
”Det er også typisk dig at begå sådan nogle fejl!” hvæste hun.
Jeg tog en dyb indånding. ”Hvad er der galt med … det, Stephanie? Det kan meget vel ende godt.”
”Det ved du udmærket, at det ikke kan i den her situation!” Hun tog en dyb indånding. ”Okay, så hvad sker der for dig og hende og … det … når nyhederne kommer ud i verden.”
”Det gør de ikke,” svarede jeg med det samme. ”Hvis andre kan holde et barn hemmeligt, så kan jeg vel også.”
”Andre kan fordi de ikke har paparazzier efter sig, hver gang de forlader deres hus uden lidt kostume. Hvad hvis Harry Styles fik et barn? Hans sindssyge fans, der er mindst så sindssyge som mange af dine, ville vide det med det samme. Tro mig, I kan ikke holde den hemmelighed mere end to måneder mere. Så er det ude i verden. Det kan ikke ende godt, Alex.”
”Nu er det jo ligesom lidt sent.”
”Man kan få abort indtil man er seks måneder inde i graviditeten.”
Jeg sukkede. ”Så da du var tre måneder inde … kunne du så have opgivet barnet, selv hvis du knap nok kendte faren?”
Hun sukkede irriteret ad mig, og jeg forlod rummet efter nogle få dybe indåndinger. Det var vel lidt sent for Stephanie at give mig en moralprædiken. Hurtigt scannede jeg rummet og fandt Katja sammen med John. Selvfølgelig ville de stå sammen. På en måde gjorde det mig lidt glad, og på samme tid stak det lidt i maven.

”Jeg vil gerne have, at vi skåler for, at vi har fået et nyt medlem af vores familie,” sagde min mor og pegede med sit glas og med et smil på Katja. Et kort øjeblik var jeg ved at panikke. ”Katja. Du er altid velkommen." Katja smilte lidt forlegent, og jeg kunne mærke hendes hånd fumle sig frem til mit ben under bordet. Diskret tog jeg hendes hånd. "Jeg synes også, at vi skal skåle for, at vi alle er samlet, selvom nogle af os er kommet hele vejen fra Kina." Denne gang var det rettet mod min fætter. "Lad os skåle for, at vi er en samlet familie.”
Alle sagde skål i kor, og vi drak samlet.
”Hva’ skal du ikke have lidt vin, Katja?” spurgte min far hende fra den anden ende af rummet, og jeg skulle lige til at sige en nødløgn.
”Jeg drikker ikke. Det er et princip, da det har for mange sundhedsmæssige konsekvenser, end jeg synes, det er værd,” sagde hun med et smil. ”Desuden skal der være mindst én, der er helt ædru, for jeg er ikke sikker på, at Alex kan styre sit alkoholindtag, når han spiser god mad.”
I skjul åndede jeg lettet op. Selvom hun virkede så genert, så kunne hun vende en kommentar, der kunne have skudt fuldstændig bagud, til en måde at lave noget smådrilleri og et kompliment. Min havde bare været, at hun ikke kunne lide smagen af alkohol. Den var virkelig dårlig. Familien gav hende ret i, hvad hun sagde og begyndte at diskutere alkohol, og om det virkelig var en så god ide.

Størstedelen af min familie var årevis ældre end mig, hvilket også betød, at de alle allerede var fast bundet med børn og en ring på enten højre eller venstre hånd. Jeg havde aldrig tænkt meget over det. Sådan var det bare, når man var lidt en efternøler. Sådan var det bare. Nu opdagede jeg alle de små børn. Hvordan to af mine kusiner satte sig i et hjørne og ammede deres børn sammen, mens de snakkede. Hvordan børnene løb rundt og skreg af glæde, og hvordan vores sammenførte familie var fyldt med alle de små børn. De fleste af dem var i dagpleje eller børnehave, og kun to gik i skole. Begge to i børnehaveklassen. De små var alle klædt i deres pæneste tøj. Pigerne i deres fine små kjoler, og drengene i for stort tøj, der alligevel var ment til at sidde ordentligt. 
”Og hvordan går det så med dig, Alex?” spurgte min kusine mig. Hendes mørkebrune øjne nærstuderede mit ansigt. Scannede det sikkert efter tegn på stress. 
”Godt. Der er ret meget stress på med at få albummet færdig, men ellers går det godt.”
Hun nikkede og fjernede sine mandelformede øjne over på Katja. ”Hvad laver du egentlig?”
”Jeg er lige blevet færdig med mine jura uddannelse. Nu skal jeg bare videre,” sagde hun med et smil.
”Det er da godt nok tidligt, du er blevet færdig så.”
”Det sidste semester tog jeg på et lynkursus, så det var ret meget arbejde, men jeg er glad for at have fri nu, så jeg kan arbejde på en ansøgning til den videregående uddannelse.”
Min kusine nikkede. Hendes blik skiftede mellem Katja og mig. ”Og hvordan lærte I hinanden at kende?”
”Praktik. Hun tog noget praktik hos studiet, og det var blandt andet, da jeg skulle underskrive pladekontrakten igen,” svarede jeg, smilede og lagde en hånd på Katjas knæ. ”Det var først for nogle måneder siden, at vi igen stødte ind i hinanden i et supermarked.”
Jeg havde på fornemmelsen, at hun ikke helt troede på mig, men jeg ville ikke tilføje mere til løgnen.
”Du har da aldrig fortalt mig, at du er efternøleren i familien,” sagde Katja på et tidspunkt lidt efter maden. Hun smilte kort til en af de små børn. Der var så mange af dem. Og jeg havde aldrig rigtig tænkt over det eller opdaget dem. De havde bare altid været der.
”Det der med at være efternøleren er ikke lige det, man praler over, tænker jeg,” svarede jeg, mens jeg så på min niece.
”Hvem er det?” spurgte hun forsigtigt og pegede på Katja.
”Jeg hedder Katja,” sagde hun og lænede sig længere frem for at komme tættere på min niece. På den måde kom hun også på en ubehagelig måde tæt på mine sydlige regioner. Jeg var udmærket klar over, at vi havde oplevet hinanden ud over kys og kram. Jeg vidste det godt. Det føltes bare så mærkeligt og forkert, at hun var så tæt på. For at undgå en akavet situation rykkede jeg diskret nogle centimeter bagud.
”Er I kærester?” spurgte hun ligeud og så med sine store øjne på Katja, der bare smilte.
”Ja, på en måde,” svarede hun og smilte videre.
Min niece lyste op i et smil. ”Jeg har også en kæreste. Han hedder David og går i samme børnehave som mig.”
”Det lyder da spændende,” svarede Katja, og jeg kunne mærke, hvordan hun ikke helt vidste, hvad hun skulle sige. Min niece opdagede intet og nikkede bare med strålende øjne, inden hun løb hen til de andre børn med den ubekymrede mine, der prydede ethvert barns ansigt

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...