Upstream Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jan. 2017
  • Opdateret: 6 jul. 2018
  • Status: Igang
Katja vågner ved en ung mands side efter en vild nat. Det tager ikke lang tid, inden hun opdager, at det er selveste Alex Lee; en verdenskendt og populær sanger.
Katja går hurtigt i glemmebogen på Alex, men da de arrangerer et møde finder Alex ud af, at den er helt gal: Katja er blevet gravid.
Hurtigt starter problemerne for de kommende forældre. Spørgsmål efter spørgsmål plager dem, mens Katja bliver større og større om livet.

Følg deres rejse, hvor de febrilsk søger efter løsninger og prøver at holde barnet og Katja ude af rampelyset. Er det muligt? Eller bliver det endnu et hemmeligt barn af en celebrity?

35Likes
65Kommentarer
15608Visninger
AA

16. Par es | Katjas synsvinkel

"Hvad er der?" spurgte jeg Amelia, der sad og smilede til mig.
"Ikke noget," svarede hun og stirrede videre på mig.
Jeg fniste. "Hvad er der?"
"Prøv at se dig selv i spejlet," svarede hun bare og vendte sig mod sin telefon igen. Med lidt brok rejste jeg mig fra stolen, der altid var svær at komme ud af, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan jeg sikkert et halvt år senere umuligt ville kunne komme op af den stol uden hjælp.
Jeg gik ind på badeværelset og så mig selv i spejlet. "Der er da ikke noget galt. Jeg ligner i hvert fald ikke Rudolf."
Jeg hørte et sarkastiskt såret udbrud fra stuen, hvilket tryllede et smil frem på mine læber. Vinden hylede udenfor, men det holdt mig ikke fra at smile ad Amelia.
"I det mindste er jeg ikke en ballon om ni måneder!"
"Det er jeg da heller ikke. Der sidder jeg ... åh Gud!" råbte jeg forskrækket, da to ting virkelig gik op for mig: 1) Om ni måneder ville jeg sidde med en lille skabning på min arm. 2) Det ville betyde familieliv.
"Desuden er det ikke sikkert, at jeg beholder barnet," tilføjede jeg hurtigt med et ligeglad udtryk på ansigtet.
Amelia så skadefro på mig. "Og du smiler stadig fjoget."
"Nej, det gør jeg da ikke!" Med et smil nikkede Amelia.
"Er det på grund af din date?" Amelia så på mig med vippende bryn. "Hvorfor kender jeg egentlig ikke The Mystery Man?"
"Fordi du sikkert ville ødelægge alt."
"Ulalaaa ... Var én gang ikke nok til Katja?"
Jeg så på hende og kunne mærke det fjogede smil, hun havde snakket om, være på vej. "Jeg vil bare gerne have en fungerende familie."
"Punkt et til en fungerende familie er, at det ikke skal være en familie dannet på grund af et uheld til et onenightstand."
"Man kan da prøve." Jeg lagde et tæppe sammen. "Desuden er han selv et skilsmissebarn. Han vil ikke have, at et til barn skal vokse op på den måde."
"Det er jo ligesom Alex Lee," sagde hun drømmende.

Jeg satte mig på stolen ved siden af hende og tænkte lidt for meget over mit to måneder gamle barn.
"Du skal være meget stærk nu," sagde jeg og greb hendes hånd. Jeg smilede kort, og hun så en smule forvirret på mig.
"Har du tænkt dig at fortælle mig, at barnets far er en af mine mange fædre?" spurgte hun mig og fik derefter et udtryk i ansigtet som et lille barn, der lige havde bidt af en citron.
"Nej, men der er noget ... " Mit hjerte begyndte pludseligt at banke. Jeg kunne ikke bare trække mig ud af det dybe vand nu. Jeg var for langt inde i pløret. "Noget, som jeg egentlig har skullet fortælle dig for længe siden."
Amelia nikkede, og jeg kunne næsten mærke tankerne, som bare hvirvlede rundt i hendes forvirrede hoved.
"Sagde jeg, at du ikke kender faren?"
"Det tror jeg."
"Jeg løj. Du kender godt faren. Ikke på et personligt niveau. Men du ved godt, hvem han er."
Amelia så på mig med vantro øjne. "Hvis du siger Alex Lee nu, så siger jeg, at det er en stor løgn!"
Jeg så ned på min hånd, der var svøbt omkring hendes hånd.
Hun rejste sig med et ryk, så jeg blev forskrækket. "Nej, det mener du ikke!"
Hun smilede, mens hun rystede på hovedet.
"Det er sandt," sagde jeg uden at smile. Jeg så hende direkte i øjnene. "Alex Lee er faren til mit barn."

"Jeg tror stadig ikke på dig," sagde hun og rystede på hovedet.
"Hvorfor ikke?"
"Hvor stor er chancen lige, at det var ham, du var i seng med?"
Jeg rystede på hovedet. "Det er lige meget, hvad sandsynligheden er, for jeg ramte den mindste sandsynlighed."
"Jeg tror ikke på det, før det kommer fra hans egen mund." En dyb indånding fyldte mine lunger. Jeg fandt min telefon frem og gik ind på beskederne. ALEX. Jeg trykkede ind på den øverste samtale. Med det samme kom jeg til vores SMS'er, der var ved at få nogle hjerter. Jeg rakte hende min telefon.
"Bare læs dem. Alle sammen. Det giver ikke nogen mening at have hemmeligheder for dig." Langsomt blev hendes bryn mere og mere rynkede. Da hun kom til beskederne med hjerter, begyndte hun at fnise.
"Det kan du ikke mene."
"Hvad?"
"Det kan da umuligt være Alex Lee!"
Jeg sukkede højlydt og kiggede op i loftet. "Så sammenlign da nummeret med det, du har på din telefon!"
"Jeg har ik-"
"Jo, du har! C'mon! Jeg har set det."
Hun fandt med et suk sin telefon frem og trykkede lidt rundt på den, inden hun holdt den hen ved siden af min telefon, hvor hun var gået ind på Alex som kontakt. Hun rynkede brynene, og hendes øjne kiggede skiftevis på det to telefoner. Det varede næsten et helt minut.
"Er du overbevist?" spurgte jeg. Amelia rystede på hovedet med rynkede bryn.
Da hun gik væk, rakte hun mig min telefon. "Du har pillet ved det på en eller anden måde."

Henter dig klokken 18 <3

Beskeden tikkede ind omkring middag, og den fik mig til at storsmile. Jeg var uendeligt glad for, at jeg sad på mit værelse og ikke var sammen med Amelia, der sikkert ville have skubbet mig i siden og vippet med brynene. Klokken var halv fem, og jeg rejste mig op fra sengen for at finde noget pænt tøj i mit skab.
"Amelia!" råbte jeg, da jeg havde fået lirket mig i en nogenlunde køn kjole. Bukserne var jeg begyndt at være bange for, at de ville presse på babyen. Og selvom jeg godt var klar over, at det var nonsense, så ville jeg hellere have en kjole på end bukser. Desuden var mit bedste par til vask, fordi jeg havde spildt budding på dem.
"Hvad er der?" Hun gav mig elevatorblikket, da hun stod i dørkarmen. "Yes, bitch. Den ser godt ud!"
"Bitch?"
"Ja, bitch. Hvorfor skulle jeg ikke kalde dig det?" Jeg så på hende med en træt mine.
Hun stod et stykke tid og stirrede på mig, og jeg begyndte at blive irriteret. "Hvad er der?"
"Those boobs gurrrll!" sagde hun og gik helt tæt på mig.
"Ja, jeg er nødt til at købe nogle nye BH'er. De andre er for små." Jeg stod og begyndte at lægge planer for, at jeg næste dag skulle et smut forbi undertøjsbutikken, da jeg opdagede, at Amelia var gået i hak igen.
"Katja, gå lige hen til spejlet," kommanderede hun mig. Jeg gik hen til det og så mig selv forfra. Lyset fik mine bryster til at se endnu større ud, end de allerede var blevet. "Se dig så fra siden."
"Hvad er der?"
"Enten har du spist lidt mere end normalt ... " Hun holdt en pause, og jeg lagde min hånd derhen, hvor man normalt knappede sine bukser.
"Babybump ... " sagde jeg og så fascineret på mit spejlbillede, der viste et lille bitte bump, som man dog kunne se. Det var ikke særlig meget, men man kunne se det. For andre ville det nok bare ligne, at jeg havde overspist mig lidt, men jeg vidste, hvad det var.

Amelia så på mig med glade, spændte øjne, indtil hun begyndte at hoppe op og ned og tage mine hænder i sine. Vi stod der op hoppede op og ned og halvt skreg nogle små, skingre skrig af glæde.
"Ihhh! Du får snart et større bump. Og så begynder babyen at sparke!"
"Og så kan vi se kønnet!"
"Ihhh!!"
"Ihhh!" sagde jeg i kor med Amelia. Jeg forstod ikke helt, hvorfor vi flippede sådan ud over det, men vi gjorde det. "Er du sikker på, at den her kjole er perfekt?"
"Hmm ... Måske ville en lidt længere være mere behagelig og give et mere afslappet vibe." Hun begyndte at kigge i mit skab og fandt en lang kjole frem, som jeg ikke havde haft på i flere år. "Prøv den her."
Jeg havde ikke noget imod at klæde om foran hende, og så snart jeg var af den kortere kjole og i kjolen, der gik mig til anklerne, følte jeg mig bedre tilpas. Den så også mere afslappet ud, og jeg forstod ikke rigtig, hvorfor jeg ikke havde brugt den noget oftere.
"Du ville også se godt ud i bukser," sagde Amelia. "Nah, den her kjole er også fin. Så bliver han heller ikke overrumplet af dit bump."
"Man kan knap nok se det!"
"Men det er der." Jeg sukkede.

"Hat og briller?" sagde jeg med et skeptisk blik, da han stod i døren.
"Jeg tænkte, at briller er for lidt."
"Du ved godt, at man stadig kan genkende dig, ikke?"
"Jo, men ikke så nemt længere." Jeg kunne høre skridt bag mig og vendte mig om. Amelia stod i stuen og kiggede på døren. Hun smilede og vinkede. Jeg så hen på Alex, der smilede og vinkede tilbage.
"Hej!" sagde Amelia, før hun gik ind på toilettet. Et smil bredte sig på mine læber. Hun var sikkert i gang med at fangirle på toilettet. Hun kunne nok så meget sige, at hun ikke var fan af Alex. Jeg ville stadig vide, at hun i al hemmelighed fangirlede for vildt.
"Hun virker venlig," sagde han og fik øjenkontakt med mig. Noget rørte sig i maven, og jeg var ikke sikker på, om det var hormonerne eller Alex' blik. "Skal vi afsted?"
Jeg greb min jakke. "Ja."

Vi havde spist noget hjemmelavet mad. Det smagte ikke særlig godt, og jeg ville ikke sige det, indtil Alex selv sagde, at det var forfærdeligt. Vi spiste det alligevel. Efter vi havde ryddet af bordet, satte vi os i sofaen og snakkede. Vi sad i hver vores hjørne. Det hele var egentlig ret akavet, og jeg blev ved med at tænke på, at vi snart skulle vælge, om vi ville beholde barnet eller ej. Eller rettere sagt om Alex ville være en del af barnets liv. Det barn ville jeg ikke opgive. Ikke nu hvor det var begyndt at blive synligt. Samtidig skræmte fødslen mig helt vildt, og jeg fik kvalme bare ved tanken. To gange i løbet af samme antal timer skulle jeg på toilet. Hvis det blev ved på den måde, skulle jeg nok de sidste to måneder bo på toilettet og med en direkte vandslange til en mund, der bare pumpede vand. Jeg havde lyst til at fnise ved tanken, men jeg ville også følge med i vores samtale.
"Du lytter ikke efter vel?" spurgte han og lagde hovedet på skrå. Jeg rystede på hovedet og fortalte ham om min tanke omkring ottende og niende måned. Han smilte. "Hvis bare der fandtes flere med en fantasi som din."
"Jeg har en elendig fantasi, bare så du ved det."
Han rynkede brynene. "Så har jeg slet ingen."
"Nah, du har sikkert mere, end jeg har. Det er nok bare hormonerne, der får mig til at tænke på toiletter."
Han fniste og så på mig med en hovedrysten. "Du er virkelig noget for sig selv."
"Og det er du ikke?"
"Det har jeg da ikke sagt noget om."

Pludselig gik det op for mig, at vi sad helt tæt. Jeg havde været helt væk, og det var ikke gået op for mig, at vi pludselig sad helt tæt på hinanden. Jeg kunne mærke ham trække vejret. Hans ånde lugtede ikke alt for godt, men jeg følte ikke rigtig, at jeg kunne være bekendt at sige det. I løbet af ganske få sekunder var vores ansigter så tætte på hinanden, at jeg kunne mærke varmen stråle fra hans ansigt. Jeg havde slet ikke opdaget, at hans kinder var blevet rødlige. Vores læber ramte hinanden, og jeg kunne mærke, hvor fugtige mine var. Åbenbart havde jeg kørt tungen hen over dem. Jeg havde ikke lagt mærke til noget som helst. De kriblede i mine fingerspidser, og mine åndedræt blev mere overfladiske i takt med, at min puls steg. Vi lod lidt luft komme mellem vores læber, og vores øjne mødtes. Han havde de smukkeste gråblå øjne, som lignede lidt en krystal. Jeg kunne fare vild i dem.

Det blev ikke mere end kys den aften. Den næste aften mødtes vi igen. Det var igen hos ham. Hver gang vi skrev sammen, begyndte mine fingre at krible. Den aften lod jeg mine kolde hænder ramme hans brandvarme kinder. Han trak sig forskrækket lidt tilbage, indtil vi smilte til hinanden og kyssede igen. Hans hånd lå trofast på mit baghoved. Hen over tre uger mødtes vi næsten hver anden aften. Og hver eneste morgen og aften så jeg mig selv i spejlet fra siden. For hver dag så jeg min mave vokse. Pludselig kunne ikke kun Amelia og jeg se et bump.
"Hvor langt er du lige henne?" spurgte han og kyssede mig inderligt. At mærke ham tæt på mig begyndte at føles rart. Var vi kærester? Jeg vidste det ikke, men jeg håbede på det.
"Næsten tre måneder," svarede jeg og kyssede ham med et smil. Noget rumsterede i min mave, men jeg var ikke helt sikker på, hvad det var.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...