Upstream Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jan. 2017
  • Opdateret: 6 jul. 2018
  • Status: Igang
Katja vågner ved en ung mands side efter en vild nat. Det tager ikke lang tid, inden hun opdager, at det er selveste Alex Lee; en verdenskendt og populær sanger.
Katja går hurtigt i glemmebogen på Alex, men da de arrangerer et møde finder Alex ud af, at den er helt gal: Katja er blevet gravid.
Hurtigt starter problemerne for de kommende forældre. Spørgsmål efter spørgsmål plager dem, mens Katja bliver større og større om livet.

Følg deres rejse, hvor de febrilsk søger efter løsninger og prøver at holde barnet og Katja ude af rampelyset. Er det muligt? Eller bliver det endnu et hemmeligt barn af en celebrity?

35Likes
65Kommentarer
15676Visninger
AA

17. Invitationen | Alex' synsvinkel

"Hvordan går det med damerne, Alex?" spurgte min mors stemme mig gennem den skrattende linje. Den forbindelse havde aldrig været særlig god.
"Godt. Meget godt endda." Det sidste tilføjede jeg som lidt en mumlen. Mine håndflader og såle begyndte at krible lidt ved tanken om Katja.
"Nå, ulalalaaa," sagde hun og var sikkert allerede ved at finde frem til at kunne tage nogle noter. "Hvad hedder den heldige dame så?"
"Katja," sagde jeg og følte næsten, at et pres fra mine skuldre var lettet.
Hun sagde ikke noget et sekundstid, og jeg var ved at blive bange for, om hun måske ikke havde hørt mig. "Var det ikke hende, John fortalte mig om? Det må det vel være ... "
"Hvad har John sagt?" Jeg rettede mig mere op og sad klar i forsvarsposition. Hvad havde det fjols nu sagt?
"At du måske havde noget med en pige ved navn noget med Katja ... " funderede hun.
"Jamen, så må det være hende, han snakkede om." Jeg sukkede.
"Ihhh!!" hvinede hun som en lille pige. "Kan du ikke invitere hende til påskefrokosten?"
"Mor det er ikke noget seriøst og sådan," sagde jeg for at finde en undskyldning for, at hun ikke skulle komme. Selvom hun ikke havde fortalt mig det, kunne man godt se, at et babybump var mere end godt på vej. Jeg var sikker på, at man en uge senere sikkert ville kunne se det endnu mere. "Desuden har vi ikke været noget særlig længe. Jeg vil jo ikke skræmme hende."
"Du var da ikke så forsigtig med Ann og Faith," sagde hun, og jeg kunne allerede se de sammenklemte øjne foran mig. "Er der noget, du vil skjule?"
Jeg begyndte med at svede mere. "Nej, hvorfor skulle der være det?" Der opstod en akavet stilhed. "Jeg skal nok invitere hende."
Min mor hvinede igen. Forfærdelig vane hun havde fået sig der. Det var også på meget kort tid, for det var kun en uge siden, jeg sidst havde talt med hende.
"Jeg glæder mig," sagde hun.

Jeg gik resten af dagen og fundere over, hvordan jeg skulle invitere Katja. Eller rettere sagt hvordan jeg skulle fortælle hende, at hun var nødt til at afslå. Men på den anden side ville hun det næste halve år se mere og mere gravid ud. Altså medmindre jeg fik hende overtalt til, at det barn slet ikke skulle eksistere. Det hele virkede bare så forkert. Det var ikke bare moralsk forkert.

John grinede bare, da jeg spurgte ham om hjælp.
”Det skulle du have tænkt på noget før,” sagde han med et smørret grin.
Jeg vrængede ansigt ad ham. ”Ha ha, hvor er du sjov.”
”Jamen altså, du bad jo selv om det.”
Jeg sukkede af udmattesĺse. ”Hvor mange gange har du ikke lige haft et onenightstand?”
Han tænkte sig om. ”Du har fat i noget. Forskellen er bare, at jeg altid bruger kondom.”
”Og ud fra hvilken information tror du, at jeg ikke brugte et?”
”Tja, hun endte jo op med at blive gravid, og så har du heller ikke fortalt om, at der var et, der lige flakkede rundt.”
Mine kinder blev en smule varme. ”Der kan være sket mange ting med det kondom.”
Han så op i loftet og tænkte sig om. ”Må jeg lige tilføje, at du aldrig har kondomer i huset, medmindre du forventer at have sex, for normalt sker det altså sjældent for dig.” Vores blikke mødtes, og han så på mig med et smørret grin. ”Altså at sjoveren får en tur … Hvis du forstår, hvad jeg mener … ”
Han sad næsten et sekund og vippede med brynene, inden jeg endelig kunne få nogle ord ud af min lamme mund. ”Jeg har forstået, hvad du mener.”
”Det var da godt, for jeg var sgu lige ved at blive bange på dine vegne.”
”Og det ændrer ikke på, at jeg har brug for hjælp. Du er altid gode til at finde på undskyldninger.”
”Det er jeg da ikke … ” mumlede han. ”Jeg aflyser da sjældent, fordi jeg ikke gider.”
Jeg sukkede for mindst femte gang i samtalen. ”Hvor mange gange er det nu lige, at du har været inviteret til middag med familien, og du så lige har fundet ud af, at du skal et eller andet med en kæreste, som vi aldrig når at møde, fordi hun dumper dig?”
”De fleste af dem var faktisk ægte.” Jeg nikkede med et lidt forvredet ansigt og smil på læben.
”Så kan du hjælpe mig eller ej?”
Han sad og tænkte sig om et halvt minut. ”Jeg tror ikke, at der er nogen vej ud, medmindre hun selv siger fra. Altså hun bliver jo kun federe og federe.”
”Måske!” insisterede jeg.
”Virkelig? Det tror du virkelig på? Du så jo selv Stephanie. Lige så snart man snakkede med hende om, at hun måske var lidt ung til at få børn, så blev hun vred og snakkede løs om, hvordan barnet … fosteret … lad os kalde det fosteret. Hvordan fosteret var en del af hende. At hun allerede følte et moderskab over det.”
”Men det betyder ikke, at Katja føler sådan.”
”Tro mig, enhver kvinde bliver dopet af de samme hormoner. Hvis ikke beslutningen om en abort er taget næsten fra starten af, så er spørgsmålet egentlig ikke, om barnet kommer til at eksistere eller ej, men det kommer mere til at handle om, om faren er involveret i barnets liv eller ej.” John lænede sig lidt tilbage og tog en slurk vand. ”Så vil du eller ej? Vil du være en aktiv del af barnets liv eller være en fiktiv person i barnets liv?”
”Selvfølgelig vil jeg være en del af det liv!” Ordene råbte jeg næsten. ”Jeg vil ikke være en eller anden fej idiot, der har bidraget til barnets gener og eksistens, men som så nægter at deltage i det liv.”
”Se, nu er beslutningen taget. Tillykke, du bliver far!” Jeg så med rynkede bryn på John, indtil han gav mig et stort kram. Jeg forstod det ikke helt. Mente han seriøst tillykke? ”Jeg glæder mig til at blive farbror!”
Forsigtigt trak jeg mig ud af krammet. ”Jeg tror, at det er nok … søskendekærlighed.”
Ud af det blå tikkede en besked ind på min telefon.

Hey, Amelia foreslog, om du ikke havde lyst til at komme forbi i aften, for at få aftensmad sådan omkring klokken 20? Du kunne evt. tage den John med, som du har snakket om nogle gange ;) <3

Jeg læste beskeden igennem tre gange i hvert fald. Det kom bare ud af det blå, og det lignede ikke Katja bare at skrive sådan, men så tænkte jeg på, hvordan alle forandrede sig hele tiden. Specielt i nye forhold.
”Har du tid klokken 20 til at spise aftensmad hos en?” spurgte jeg John forsigtigt.
Han så på mig med lidt rynkede bryn. ”Jaaa … ”
”Jeg gætter på, at du godt vil lære Katja at kende, så jeg takker ja.”
”Vent lige, har du lige sat sådan et eller andet … møde op eller sådan?”
”Aftensmad. John, det er aftensmad.”
”Ja, det er aftensmad! Det man spiser til en date! Jeg vil ikke være det tredje hjul.”
Jeg sukkede endnu en gang. ”Det bliver du ikke. Hendes sambo er der også.”
”Kender du hende? Altså samboen?”
”Jeg har da mødt hende to eller tre gange før, når jeg har været ovre hos Katja. Det har aldrig været mere end akavet smalltalk. Gud, hvor jeg dog hader smalltalk.”

Det tog mig en evighed at finde det rigtige tøj. Det måtte ikke være for pænt og heller ikke for grimt. Hverken over- eller underdressed. Det var værre end ved mit første awardshow eller den første tur på den røde løber. Det var forfærdeligt. Min mave føltes næsten som en sten. John sad i stuen og ventede på mig, mens han sikkert sad og så fjernsyn eller sådan.
”Er du ikke snart klar?” råbte han, og jeg skulle lige til at svare, da han fortsatte. ”Du er jo langsommere end kvinder i en omklædning med alle deres veninder!”
”Jeg er jo på vej.” Jeg gik ud i stuen. ”Ser det her okay ud?”
”Du så bedre ud i sweater og jeans. Jeg siger det bare.” Jeg sukkede højlydt, og han lod til at forstå mit hint. ”Skal jeg finde det?”
Jeg nikkede som et lille barn, og han gik afsted for at finde det rette sæt tøj til mig. Efter få minutter, hvor jeg hørte nogle udbrud om, hvor dårlig min garderobe var, kom han ud med et sæt tøj i favnen. Det var et par jeans og en lidt tynd sweater, som jeg havde fået af Johns far engang i fødselsdagsgave eller sådan.
”Virkelig?”
”Så må du jo selv vælge.” Jeg sukkede og gik ind for at finde en anden trøje. Det blev til en sort t-shirt.
”Det skal nok gå,” mumlede han og smed sig på sofaen igen. Hurtigt skiftede jeg på toilettet og lod bunken af tøj ligge. Nu skulle vi afsted, for vi var allerede en smule sent på den. Med den typiske London trafik ville vi være der en smule for sent, men jeg håbede på det bedste. På vejen ud greb jeg hatten og brillerne. Det var den mest latterlige hat, der lignede den, Neal fra White Collar havde på, og brillerne var små og firkantede. Min egen mor kunne ikke genkende mig ordentligt med den forklædning.

”Og hvordan er de sådan?”
”Almindelige.”
”Så de ligner hinanden eller sådan?”
Jeg tænkte mig lidt om og prøvede samtidig at koncentrere mig om vejen. ”Jeg har jo fortalt dig, hvordan Katja ser ud, men hendes sambo … hun hedder vist Amelia eller Emilia eller sådan. Lyst hår og ser generelt meget almindelig ud.”
John sad et øjeblik og tænkte sig om. ”Så kan man da kende forskel på dem. Jeg håber for dig, at hende den anden er den lækreste.”
Mine bryn rynkedes. ”Hvorfor?”
”Jeg er single.” Han sagde det, som var det et faktum.
”Og hvad så? Det er ikke en date eller sådan det her. Det er bare et venligt … en venlig gestus eller sådan.”

Det begyndte at gøre lidt mere ondt i maven, i takt med at vi gik op gennem opgangen. Det var ikke ofte, jeg var gået op ad trapperne, men det var nok gange til, at mine ben meget bedre holdt til dem, og at jeg ikke var forpustet mere, når jeg nåede deres lejlighed. Forsigtigt bankede jeg på, og næsten med det samme blev døren åbnet af Katja. Vi smilede alle sammen, og da hendes øjne havde lagt under et sekund på mig, røg de over på John, hvorefter de røg over på mig igen. Vi gav hinanden et akavet knus. Vi vidste begge ikke helt, hvad vi skulle gøre, lidt ligesom når man sagde hej til en onkel, som man aldrig så. Det var sådan en akavet dans mellem at give hånd, go til hvilken side man krammede.
”Du må være Katja,” sagde John med sin charmerende stemme. Så snart han havde lukket munden, gav jeg ham et diskret spark i hælen. Jeg kunne se, hvordan han prøvede på at skjule smerten, der fulgte med det spark, der var landet lige der, hvor senen sad fast til knoglen.
”Det er jeg, og du må jo være John.” Hun smilede høfligt, og da hun bevægede hovedet lidt, opdagede jeg noget glimte bag noget af det brune hår. ”Amelia er midt i at ordne det sidste i køkkenet, så hun siger hej lige om lidt. Bare kom ind. Husk at tage skoene af.”
Vi gjorde, som hun sagde, hvorefter vi fulgte efter hende som loyale hvalpe ind i stuen. Jeg kunne tydeligt mærke størrelsesforskellen mellem min villa og hendes delte taglejlighed. Heldigvis var væggene ikke skrå, for så ville jeg have følt mig klaustrofobisk, selvom jeg allerede havde været der nogle gange. Ud af et lille køkken kom den kvinde, jeg huskede som Amelia. Hun havde et forklæde på, som hun var ved at tage af. Det lyse hår var lige så lys som hendes hud, og jeg kunne se, at hun havde makeup på. Ikke engang så lidt af det.
”Hej, sagde hun og lød næsten forpustet, mens hun smilede. Jeg havde forventet et håndtryk, men nej, det skulle absolut være et kram. Hun krammede først John, og jeg udnyttede det til at se på Katja, der så med et undskyldende smil på mig. Jeg trak på kuldrene, og i det samme blev det min tur. Amelia duftede kraftigt af parfume, men det var ikke en overvældende parfume, der bare hang i luften. Det var mere let og lifligt.

John og jeg sad på den ene side, mens Amelia og Katja sad på den anden. Jeg sad overfor Katja, og gennem måltidet opdagede jeg op til flere gange, hvordan vores hænder strejfede hinanden ganske kort. Når jeg rakte hende saltbøssen, når hun rakte mig et fad, når vi begge to glattede et krøl i dugen ud. Samtalen kørte afsted, og den omhandlede alt andet end børn og det at danne familie. Jeg var sikker på, at Katja havde formanet Amelia om at holde mund med børn, ligesom jeg havde formanet John om det.
”Ej, Amelia, lad dog være med at fortælle den historie.” Katja så ned i bordet og havde røde kinder. Og det var ikke bare fra varmen i lejligheden.
”Jeg er nødt til at fortælle den!” Amelia så på os med spændte øjne. ”Okay, så hun var lige kommet til byen. Vi var så lige flyttet sammen, og så kom en af mine venner på besøg. Altså en af dem, jeg var i færd med at prøve på at score. Og jeg sværmer selvfølgelig om ham i sådan … ret lang tid. Nå, men jeg sværmer om ham, og da jeg så skal til at introducere dem, bliver de begge røde i hovedet. Det var hendes eks!”
Vi grinede alle sammen, men et eller andet stak inde i mig. Et eller andet stak rundt, men jeg ignorerede det og lod det blive dulmet af lidt vin.

Flere gange prøvede jeg på at spørge hende, om hun ville med. Først et godt stykke tid efter maden, fik jeg muligheden for det.
”Ja, hvorfor ikke?” svarede hun og smilte. Jeg kunne ikke lade være med at se op til hende. Vi havde trods alt kun kendt hinanden ganske kort tid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...