Upstream Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jan. 2017
  • Opdateret: 6 jul. 2018
  • Status: Igang
Katja vågner ved en ung mands side efter en vild nat. Det tager ikke lang tid, inden hun opdager, at det er selveste Alex Lee; en verdenskendt og populær sanger.
Katja går hurtigt i glemmebogen på Alex, men da de arrangerer et møde finder Alex ud af, at den er helt gal: Katja er blevet gravid.
Hurtigt starter problemerne for de kommende forældre. Spørgsmål efter spørgsmål plager dem, mens Katja bliver større og større om livet.

Følg deres rejse, hvor de febrilsk søger efter løsninger og prøver at holde barnet og Katja ude af rampelyset. Er det muligt? Eller bliver det endnu et hemmeligt barn af en celebrity?

35Likes
65Kommentarer
15577Visninger
AA

20. Første skænderi | Katjas synsvinkel

Jeg stod af bussen og gik resten af vejen. Mobilen holdt jeg i hånden, så jeg kunne læse de instrukser, han havde sendt mig. Hurtigt drejede jeg af den større vej og ind på en lille vej, der ikke så ud til at blive brugt. Forsigtigt så jeg mig om. Der lod ikke til at være nogen, som fulgte efter mig. Det var vel altid noget. Til nød kunne jeg jo også bare sige, at jeg var på vej hjem, fordi jeg lige havde fundet en ny rute eller sådan. Når jeg sådan gik og tænkte nærmere over min opførsel, så virkede den, som var jeg i en horrorfilm eller krimi. Det virkede lidt mistænkeligt.

Uden større problemer kom jeg hen til en have, hvor jeg kunne se Alex i vinduet i huset. Jeg smilte til ham, men jeg vinkede ikke. Bare hvis nu nogen fulgte efter mig, men jeg havde flere gange set mig tilbage, og der havde ikke været nogen i syne.
”Ingen problemer,” svarede jeg som svar til Alex’ spørgsmål, da han lukkede mig ind.
Vi sad i næsten en time og snakkede bare.
”Jeg ved godt, at det her måske ikke er det bedste tema, men vi har undgået det, og jeg synes, at vi er nødt til at snakke om det,” startede han, og jeg fik fugtige håndflader, da jeg tænkte på det tema, han sikkert ville bringe på banen. ”Barnet.”
”Jeg synes … Jeg føler, at det … ” begyndte jeg, men jeg kunne ikke få samlet en hel sætning. ”Jeg føler allerede en vis moderskab over barnet.”
Han nikkede bare og så ned i gulvet. ”Det tænkte jeg nok.”
”Hvad mener du med det?”
”Kan du ikke se det? Det her kommer aldrig til at fungere! Det kommer aldrig til at blive nogen form for trygt hjem for et barn det her. Så længe jeg er i søgelyset af offentligheden, kan jeg umuligt få et barn.” Jeg forstod endelig, hvorfor han havde sat og grublet aftenen forinden.
”Man kan da prøve,” sagde jeg og prøvede på at lyde rolig. Ville han seriøst foreslå, at jeg skulle få foretaget en abort?
”Det kommer ikke til at fungere, det ved du også godt!” sagde han med en smule hævet stemme.
”Du er ikke engang villig til at prøve!” sagde jeg med hævet stemme.
Han tog en dyb indånding. ”Ved et barn kan man ikke bare sige, at man vil prøve. Det er enten eller. Man kan jo ikke bare fortryde!”
”Det burde du måske have tænkt over noget før!” kom jeg til at råbe. Jeg fik lyst til at græde. Jeg ville ikke have råbt det.
”Vi havde begge et ansvar, som vi ikke levede op til!”
Jeg tog en dyb indånding. ”Jeg har ikke tænkt mig at få en abort. Hvad end du siger! Jeg kan ikke få mig selv til at dræbe et barn!”
”Det er bare et foster!”
”Det er et barn!”
Han så på mig med en vred mine. ”Det siger du jo bare, fordi du vil have en grund til ikke at få en abort. Det barn kommer aldrig til at få det godt!”
”Ja, hvis jeg selv skal sørge for det! Altså indtil jeg sidder som dommer og tjener kassen.” Jeg kunne mærke, hvordan alt den arrogante vrede vældede op i mig.
”Det er jo ikke pengemæssigt! Hvis jeg bliver en del af barnets liv, er det fra barns ben en kendis og kommer sikkert til at træffe en masse dumme beslutninger, og hvis jeg ikke er, så vil barnet altid føle, at det mangler en halvdel!”
”Og hvorfor tror du, at du ved det?” spurgte jeg hånligt.
”Fordi jeg selv har oplevet hvordan det er, at jeg ikke har kontakt til en af mine forældre! Det er som om du mangler noget, men du kan ikke sætte ord på det!” Han råbte, og jeg kunne mærke tårerne presse på. 
Jeg tog en dyb indånding og rankede ryggen. ”Jeg vil ikke dræbe et barn. Det er min krop og mit valg. Det er dit valg om du vil være en del af barnets liv. Jeg ved bare, at jeg aldrig nogen sinde vil kunne leve videre velvidende, at jeg har dræbt et barn, fordi jeg ikke ville stå ved mine dumme beslutninger!”
Han så på mig med lynende øjne. ”Du er ikke engang færdiguddannet! Du har så meget andet, du kunne lave i dit liv end passe et barn, og så vælger du barnet? Det kommer ikke til at blive nemt på nogen måde, men ikke at få barnet er den nemmeste løsning!”
”Ikke for min samvittighed,” sagde jeg, tog mine sko lynhurtigt på og tog min jakke. Jeg gik ud i forårsluften, der om nogle uger snart ville være fyldt med pollen, og jeg gik så hurtigt, jeg kunne, hen til det busstop, jeg var stået af ved. I et kvarter, der føltes som en evighed, sad jeg og ventede og tørrede mine øjne. Gråden kunne vente til en anden gang. Når jeg var helt alene. Så kunne jeg græde.

Hvert eneste sekund forventede jeg et ping fra min telefon. Hvert eneste sekund håbede jeg på, at han skrev et eller andet til mig. Måske bare at jeg havde glemt et eller andet. Allermest håbede jeg på et undskyld, men jeg var selv for højt oppe på en piedestal til at undskylde. Den mand skulle ikke tvinge mig til at ødelægge noget af min krop. Det skulle være min og ikke hans beslutning.
”Hvad er der sket?” spurgte Amelia med bekymrede øjne, så snart jeg kom ind ad døren.
”Ikke noget,” sagde jeg med en anstrengt stemme. Hurtigt gik jeg ind på mit værelse, lukkede døren bag mig og smed mig på sengen. Mobilen gled ud af min lomme, og jeg lagde den på natbordet, inden jeg flåede dagstæppet af sengen og rullede mig ind i min dyne. Varmen og trygheden lå som en tyk, behagelig dis omkring mig i en lille boble. Søvnen stjal mit sind og mine lydløse tårer.

Jeg vågnede med et ryk og en ubestemmelig lyd. Lyset var rimelig dæmpet på mit værelse. Gyldent lys faldt ind ad vinduerne, men det var ikke nok til at lyse det hele op. Med et grynt rejste jeg mig op og var mere end normalt opmærksom på min mave. Bumpet føltes større end normalt, selvom jeg var udmærket klar over, at det var samme størrelse, som da jeg havde påbegyndt min lur.

Det føltes mærkeligt at stå op af sengen i almindeligt tøj, men jeg vænnede mig til kulden udenfor dynen og den mærkelige følelse af at være halvt vågen. Lejligheden var stille. På spisebordet lå en lille seddel fra Amelia. Hun var til fest igen. Hvad nød hun ved fester? Jeg ville nok aldrig forstå det.

Jeg var sulten. Meget sulten. Med det samme begyndte jeg at lede efter syltede agurker. Der var ikke nogle, og jeg forstod ikke helt, hvorfor vi som normale mennesker ikke formåede at eje et eneste glas syltede agurker. Med det samme pådrog jeg det som min mission at købe syltede agurker, for tårerne begyndte at strømme ned ad mit ansigt, da jeg ikke kunne finde syltede agurker.

Det tog mig femten minutter at hente de syltede agurker. Undervejs var det gået op for mig, at jeg normalt ikke kunne lide syltede agurker, men så snart jeg havde smidt jakken, kvalte jeg glasset åbent og tog med fingrene den første lille agurk op. På spisebordet stod saltbøssen, hvorfra jeg strøede en masse af dens indhold ud over den lille, dryppende agurk. Så snart herligheden kom i min mund, var jeg ved at dø af glæde. Kærlighed! Kærlighed på glas!

Ti minutter. Så var glasset tomt. Min mave var fyldt og tilfreds, og jeg rensede glasset. Noget af det væske, den var syltet i, var røget ned ad min arm, hvilket jeg hurtigt tørrede af med en klud. Derefter smed jeg mig på sofaen. Smilet fra mit ansigt forsvandt, og jeg begyndte at græde. Stortude. Alt væltede bare op. Dårlige minder, sekunder uden glæde, dumme tanker, noget jeg havde gjort ti år forinden og stadig fortrød. Men det, der væltede op flest gange, var skænderiet. Hvorfor var det lige sket? Havde han ret, eller var han bare et fjols? Hvad skulle jeg gøre?

Den aften besluttede jeg mig for aldrig at fortælle Amelia om det. Hun ville sikkert gå amok på ham. Måske endda sørge for, at jeg aldrig ville kunne få problemer med ham igen. Med hendes temperament vidste man aldrig helt 100%

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...