Upstream Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jan. 2017
  • Opdateret: 6 jul. 2018
  • Status: Igang
Katja vågner ved en ung mands side efter en vild nat. Det tager ikke lang tid, inden hun opdager, at det er selveste Alex Lee; en verdenskendt og populær sanger.
Katja går hurtigt i glemmebogen på Alex, men da de arrangerer et møde finder Alex ud af, at den er helt gal: Katja er blevet gravid.
Hurtigt starter problemerne for de kommende forældre. Spørgsmål efter spørgsmål plager dem, mens Katja bliver større og større om livet.

Følg deres rejse, hvor de febrilsk søger efter løsninger og prøver at holde barnet og Katja ude af rampelyset. Er det muligt? Eller bliver det endnu et hemmeligt barn af en celebrity?

35Likes
65Kommentarer
15578Visninger
AA

15. Date | Katjas synsvinkel

"Amelia!" råbte jeg, mens jeg blev ved med at trykke på kontakten.
"Ja?" svarede hun, mens hun kom ind ad døren.
"Er det en olielampe?" spurgte jeg forvirret, da jeg så den lille, lukkede båd i hendes hånd, som der stod en lille flamme op af.
"Ja."
"Og hvor fanden får du sådan noget fra?"
"Løven gav mig den en gang," svarede hun og trak på skuldrene. "Nå ja, vores udlejer glemte at fortælle os, at strømmen har været slukket siden middag og indtil midnat."
"Jamen, vores fryser! Kvinde! Alt vores mad rådner jo bare op!" Jeg begyndte at realisere, hvordan vi nu skulle til at tørre pløret is op i vores fryser.
"Det er ordnet. Jeg fandt vores gamle køleboks." Jeg drog et lettelses suk, og Amelia gik hurtigt ud af rummet, hvorefter hun kom tilbage med en håndfuld stearinlys og en lighter. "Her."
"Nej, jeg går bare ind i stuen."
"Jeg ville ikke tage en bog med, for det er ekstremt brandfarligt."
"Lyser du hele stuen op med stearinlys?" spurgte jeg med mine øjenbryn i min pande.
"Ja. Min lommelygte gik tør for strøm."
"Du kunne da bare have spurgt efter nogle batterier," sagde jeg og rakte ned i min skrivebordsskuffe.
"Den har jeg smidt ud. Nu har jeg en, der skal oplades." Jeg sendte hende et træt blik, som blev gengældt.
"Okay, så finder jeg mig et hjørne uden stearinlys og bruger min telefon til lys." Med et rutineret greb ned i min lomme, som jeg havde gjort så ofte, hev jeg min telefon op og trykkede på hjem knappen, men der skete ikke noget. "Tør for strøm ..."
"Vil du være med til en omgang Cluedo?" spurgte Amelia med et medlidende blik. Jeg nikkede og fulgte efter hende.

Den næste uge brugte jeg på at isolere mig fra omverden. Jeg brugte det meste af min tid på at æde nogle tykke bøger, som jeg altid havde villet læse, men aldrig rigtig var kommet til. Amelia var for det meste ude af lejligheden, så jeg nød at få lidt ro om ørene. Hele ugen blev ikke et eneste ord udvekslet mellem mig og Alex, og flere gange tænkte jeg på, om jeg skulle skrive til ham, men hver gang sagde jeg til mig selv, at han sikkert havde en masse andet at lave end at skrive med mig. 

Stilheden var total indtil jeg fandt ud af, at Amelia ville være væk hele søndag og mandag, hvilket jeg først fandt ud af søndag morgen, da hun pakkede en taske med toiletgrej. Der besluttede jeg mig for at skrive til ham.

Hey, min sambo er ikke hjemme i aften, så jeg tænkte, om du havde lyst til at komme forbi?

Lige i det øjeblik jeg havde trykket send, fortrød jeg det, men jeg kunne ikke slette beskeden, for signalet i vores lejlighed var godt, og dermed var den allerede sendt. Jeg overvejede at skrive, at den ikke var til ham, men jeg vidste jo egentlig godt, hvor åndssvagt det lød. 

Amelia var gået, og der var kun mig og min mobil tilbage i lejligheden. I pauserne fra mine indvoldes turmult og toiletbesøg tjekkede jeg konstant min mobil. Og hver gang jeg tjekkede var der ingen sms. Ingenting. Minutterne gik, og lige pludselig var der gået en time. Jeg trippede rundt i lejligheden og forbandede mig selv for at have skrevet og så vente på svar - ja, direkte forvente det indenfor en bestemt tidsramme. 

Jeg sad og havde opgivet på livet, da min telefon gav et pling fra sig. Jeg sprang op og tjekkede med hjertebanken min telefon. 

Gerne, skal vi sige klokken 19??

Hurtigere, end jeg havde troet muligt, svarede jeg, at det ville jeg rigtig gerne. Fingerspidserne begyndte at kilde ved tanken om, at Alex Lee snart ville stå i min stue. I min stue. Teenagepigen i mig var lige ved at skrige af glæde. Hvad jeg ikke opdagede var, at jeg sad og hvinede af glæde og havde smidt min telefon ned i mit skød, mens mine arme fægtede rundt om mit hoved. Der var kun otte timer til, og jeg mærkede mine indvolde vende på hovedet igen. Jeg fik lirket med væk fra sofaen og sprang ind til toiletkummen, som jeg var ved at blive besties med. De sølle rester af, hvad der kunne ligne morgenmad, endte op i vandet sammen med syren, der skvulpede rundt i min mave.
"Du er ikke engang på størrelse med en sukkerkrystal, og du gr allerede det her mod mig?" sagde jeg og så ned ad mig selv. Mine lidt for posede sweatpants og den løse trøje, der havde et så bredt og dybt udsnit, at når jeg så ned ad mig selv, så jeg lige ind i trøjen og ned ad min krop. Bleg og almindelig. Kedelig.

Jeg tog nogle dybe indåndinger og følte næsten, at jeg var ved at være færdig for i dag. Jeg rejste mig op fra gulvet, skyllede ud og gik hen til håndvasken for at få skyllet min mund. Derefter gik jeg med små skridt ind i køkkenet, hvor jeg drak et stort glas mælk, der gjorde underværker med det samme, jeg havde drukket det. Min mave faldt mere til ro, og jeg gik ind på mit værelse.
"Hvad skal jeg have på til en sådan dejlig aften?" spurgte jeg mig selv og mærkede igen, hvordan mine fingerspidser kildede, og samtidig blev sålerne på mine fødder lidt fugtige. Mit skab duftede af det vaskemiddel, vi var begyndt at bruge. Det var en blanding mellem roser og lavendel og så nyvasket, rent tøj. Det var en helt særlig blanding, der var utrolig dejlig, og jeg kunne ikke lade være med at snuse duften ind til mig. Mine skuldre faldt ned på gulvet, og jeg så med et fjoget smil på mit tøj. Der var så meget, at jeg ikke kunne vælge. 

"Nah," sagde jeg til nok det syvende outfit, jeg prøvede. Det var et sort maxiskirt med et vinrød bluse dertil, der sluttede lige præcis der, hvor kanten af nederdelen startede. Det så åndssvagt ud, selvom Amelia sikkert ville elske det. Gulvet var ved at blive dækket af tøj, og jeg ville gerne finde noget at tage på. Jeg ville nok først tage det på, når jeg havde lavet maden, for så ville det stadig være rent, men alligevel ville jeg gerne vide, hvad jeg skulle have på. Med et dybt suk greb jeg ud efter et par bukser og en trøje, for jeg var begyndt at blive lidt ligeglad med, hvad jeg tog. Det var et par lyse jeans og en hvid skjorte.
"Jeg spilder sikkert," sagde jeg til mig selv, smed skjorten og tog en sort skjorte. Der var et eller andet med mig og skjorter. 
"Kommer det til at ligne, at jeg tager på en begravelse?" spurgte jeg mig selv og holdt skjorten og bukserne op foran mig, så jeg kunne se det i spejlet. "Ikke rigtig, faktisk."
Jeg tog nederdelen af og tog bukserne på, der lige skulle gåes til, for de var helt stive og svære at få på. Det at de var svære at få på, forbedrede ikke ligefrem min selvtillid.
"Slankekur. Snart," sagde jeg anstrengt, mens jeg lavede nogle squads, lidt hoppen og et par udstrækninger af en art. Bukserne sad lidt for stramt, men jeg besluttede mig for at gå i dem resten af dagen, for så ville jeg nok kunne gå dem til, selvom jeg var en smule skeptisk. Skjorten var langt nemmere at få på. Først knappede jeg den hele vejen op, så den var lidt ubehagelig om halsen, men det så også godt ud. Så proppede jeg resten af skjorten ned i bukserne, og det så slet ikke dårligt ud. Så blev det for træls om halsen, og jeg åbnede de to øverste knapper. 
"Afslappet, men pænt," sagde jeg og var tilfreds med mit udseende. Jeg magtede ikke at tage det af, så jeg beholdt bare tøjet på.

Tiden gik alt for langsom, og timerne sneg sig bare afsted. Jeg gik lidt rundt og tænkte på, hvad vi mon skulle spise. Pizza? Nah. Brød? Nah. Italiensk? Nah. Hvad skulle vi spise? Jeg gik og grublede, kiggede i kogebøger og grublede en smule og faldt så over noget pastasalat af en slags, der så ret indbydende ud. Jeg havde takket nej til italiensk, men pastasalat var da altid godt. Specielt til at lave pletter på lyse bukser. Jeg trak på skuldrene og kiggede på ingredienserne. Selvfølgelig havde vi kun halvdelen, og jeg skyndte mig at skrive en indkøbsliste på min telefon, fik sko og jakke på og så var jeg ude af døren.

I supermarkedet var der mennesker. Mange mennesker. Det var det eneste supermarked i stor afstand, der havde åbent om søndagen, så selvfølgelig kom alle lige netop derhen. Klokken var ved at være to, og jeg begyndte at få mere og mere hjertebanken bare ved tanken om, at der kun var fem timer tilbage. Jeg vimsede rundt gennem butikken og fik mig lirket forbi børnefamiliers store indkøbsvogne, der var halvt fyldt med slik, som børnene havde puttet i uden deres forældres tilladelse. Mens jeg stod i køen tappede jeg med min fod helt ubevidst, men jeg kunne ikke lade være, for kassedamen var åbenbart ny, og derfor gik det langsomt. Og så stod der cirka fem børnefamilier foran mig, der havde fyldte vogne. Det var den eneste åbne kasse, og der var måske ikke nok medarbejdere til at åbne en ny, så jeg var fanget blandt en masse skrigende småbørn.
"En dag er det mig, der står der," kunne jeg ikke lade være med at tænke, da jeg så en ung mor prøve på at tysse på sit barn, der var ulykkelig over et eller andet, som stadig var et mysterie.

Derhjemme fik jeg bikset pastasalaten sammen uden at spilde det hele ud over mig selv, og jeg var så stolt, at jeg lige var nødt til at tage en selfie af mig og min kreation sammen, som jeg så sendte til alle på Snapchat. Smilet kunne man ikke længere tørre af mit ansigt, og da jeg havde stillet salaten i køleskabet dansede jeg rundt af glæde. Klokken var blevet fire, og jeg skyndte mig at tage et varmt brusebad, mens jeg hørte musik. Så tog jeg mit tøj på, satte hår og proppede lidt parfume på. Det var en af mine mange parfumeprøver, der bare lå og samledes i skuffen, for når Amelia købte makeup fik jeg altid prøverne. Hun foretrak den parfume, hun altid havde brugt.

Da klokken slog atten begyndte jeg at dække bord og gøre helt klar, og på slaget nitten kom en mand ud af en sort cab.
"Briller?" spurgte jeg, da han stod i min lejlighed.
"Også hej til dig," svarede Alex med et smil, mens han proppede brillerne i sin jakkelomme. 
"Knagen er der," sagde jeg pegede bag ham, hvor knagerækken var. Han hængte sin jakke op og så sig derefter omkring i lejligheden.
"Her er pænt," sagde han, og jeg mærkede mit hjerte ræse afsted med en milliard kilometer i timen. Vi satte os overfor hinanden ved spisebordet, jeg havde dækket så pænt som muligt, men jeg følte, at det ikke var pænt nok. Jeg havde aldrig været særlig god til gastronomi, for min mor gik ikke særlig meget op i det, så det var ikke lige noget, jeg voksede op med. Jeg tog vinflasken, der allerede var blevet drukket lidt af, og hældte op til os begge. 
"Det dufter i hvert fald godt," sagde Alex, og vi skålede.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...