Upstream Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jan. 2017
  • Opdateret: 6 jul. 2018
  • Status: Igang
Katja vågner ved en ung mands side efter en vild nat. Det tager ikke lang tid, inden hun opdager, at det er selveste Alex Lee; en verdenskendt og populær sanger.
Katja går hurtigt i glemmebogen på Alex, men da de arrangerer et møde finder Alex ud af, at den er helt gal: Katja er blevet gravid.
Hurtigt starter problemerne for de kommende forældre. Spørgsmål efter spørgsmål plager dem, mens Katja bliver større og større om livet.

Følg deres rejse, hvor de febrilsk søger efter løsninger og prøver at holde barnet og Katja ude af rampelyset. Er det muligt? Eller bliver det endnu et hemmeligt barn af en celebrity?

35Likes
65Kommentarer
15609Visninger
AA

21. Arbejde | Alex' synsvinkel

Det er hende, der oplever alt det dårlige, fordi du har begået nok den største bommert i dit liv! Lad hende dog selv bestemme over sit fremtidige liv, så meget som du nu giver hende mulighed for! Ordene kørte rundt i hovedet på mig. Den skarpe stemme, der havde fået mig til at holde telefonen to centimeter fra øret. Hvor lang tid havde hun skældet og smældet på mig? Det havde vel nok været næsten et kvarter. Jeg vidste det ikke, men hele samtalen kørte rundt gennem mit hoved de næste uger, der rasede afsted. To uger. To uger så jeg ikke Katja. Så hendes øjne danse rundt, hørte ikke hendes stemme og førte ikke en eneste samtale med hende. Det færreste fik mig til at smile, selvom jeg lod som om, jeg virkelig gjorde det. Så pressen i det mindste ikke så noget.

Hver aften var min stemme ru, og jeg drak derfor hver morgen en smoothie af rå æg, der var pasteuriseret, mælk, proteinpulver og en banan. Det var den klammeste drik, der kunne eksistere, men den gav mig min stemme tilbage til den kraft, jeg havde brug for den til. For hele dagen optog vi den ene sang efter den anden, gennemlyttede den og optog igen. Den proces tog vi flere dage i streg til hver sang, selvom vi arbejdede på flere ad gangen.

En aften lå jeg på sofaen og var ved at glide ned i søvnen, da sangtekster kom til mig. Jeg fumlede en notesbog frem og fandt en reklamekuglepen frem. Teksterne kradsede jeg ned, mens jeg fandt på melodien i mit hoved. Med det samme optog jeg det på telefonen, så vi kunne få arbejdet på det næste dag.
”Genialt, Alex! Genialt!” Jeg fik det hele tiden at vide. Hver gang vi arbejdede lidt videre på den hurtigt udviklende sang. ”Det her bliver et hit!”

Ordene fes stadig rundt i mit hoved. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle komme af med dem, og den ene sang efter den anden forlod mine fingre. De fleste blev dårlige, men nogle få af dem blev gode.
”Hvor får du pludselig alle de ideer fra?” Jeg fik nogle hårde klap på skulderen, og jeg smilte for mig selv. ”Dear You bliver noget, alle de der fangirls jagter dig for, så du ved det. Vi rammer lige deres hjerter! Ved du, hvad det betyder? Penge!”

En eftermiddag stod jeg pludselig i det lydtætte rum, og vi optog sidste version af sangen. Da jeg mødte op næste dag, var sangen helt færdig.
”Det ville undre mig, hvis du ikke vinder nogle priser for det her!”
”Leonardo DiCaprio har jo først lige for nogle få år siden vundet en Oscar. Vi skal ikke sætte håbene for højt,” sagde jeg. Mest til mig selv, og jeg var ikke sikker på, om det var rettet til mit arbejdsliv eller privatliv.

En søndag sad Katja og jeg pludselig igen i samme sofa. I hver sit hjørne. Nu kunne man godt tydeligt se bumpet. Næsten fire måneder. Vi havde to måneder endnu. Jeg havde stadig to måneder til at overbevise hende om, at det barn ikke skulle beholdes.
”Må jeg lige starte ud med at sige-”
Jeg afbrød hende næsten med det samme:
”Jeg ved godt, at det er min fejl, og jeg er ked af-”
”Må jeg ikke lige tale færdig?” Hun så på mig med et anstrengt blik, og jeg kunne se lyset fra vinduet genskinne i hendes øjne. Hun sukkede. ”Tak. Jeg vil starte ud med at sige, at du ikke skal føle dig tvunget af mit valg.”
”Hvad mener du?” spurgte jeg med rynkede bryn.
Hun tog en dyb indånding. ”Jeg har besluttet mig for at beholde barnet. Jeg har ikke hjerte til … jeg tror ikke, at jeg kunne klare at sige farvel … ” Hun så ned på sin mave og aede den. Jeg troede, jeg kunne se, at hun fældede en tåre, men jeg var ikke sikker.
Jeg tog en dyb indånding og sagde ikke mere. Det lå mig på fornemmelsen, at jeg kun kunne sige noget forkert.
Hun så op på mig med et lille smil. ”Om to uger skal jeg til scanning igen. Du ved nok godt, at det er der, man kan få kønnet at vide.”
Jeg nikkede, og jeg fik en lille klump i maven. Det var snart et menneske, der var inde i hende, og jeg frygtede allermest, at mit liv næste år ville være dikteret af et lille barn. Og så snart der blev sat et køn på, kunne jeg ikke bare forlade hende. Det kunne jeg heller ikke nu. Jeg var låst fast. Tanken gjorde mig ondt.
Igen tog jeg en dyb indånding. ”Hvad så med din uddannelse?”
”Heldigvis findes der dagplejer,” sagde hun med et smil.
”Jeg mener … det bliver et decemberbarn … og der er du sikkert allerede begyndt på din næste uddannelse.”
Hun så op. ”Nej, jeg har valgt at holde et sabbatår. For at give barnet tryghed.”
Jeg nikkede og prøvede at skjule min bekymring. Der lød et pling gennem rummet, og vi rakte begge ud efter vores telefoner. Hun var den, der havde modtaget en besked.
”Jeg skal lige ringe,” sagde hun og rejste sig. Jeg kunne se, at hun havde en lille smule besvær, men inden jeg kunne nå at tilbyde hjælp, var hun allerede oppe.

Få minutter efter kom hun tilbage og så helt forvirret og glad og mærkelig ud. Inden jeg nåede at sige noget, sagde hun noget:
”De har tjekket scanningerne igen, og lægen, der kiggede på resultaterne, havde ikke opdaget, at der ikke bare var ét hjerteslag. Men to … ud over mit.”

Rummet begyndte at dreje rundt om mig. Nej, nej, nej, nej. Dette måtte om ingen omstændigheder ske. Med det samme var jeg ved at opgive tanken om en abort. To liv. Nej, det kunne jeg ikke engang bare prøve at overbevise en anden om. Nej, det kunne jeg ikke. Det værste var, at jeg var begyndt virkelig at kunne lide Katja. Hvis jeg ville tvinge hende til en abort nu, ville hun aldrig se mig i øjnene igen, og det jeg helst ville var at se hende i øjnene.

Jeg blinkede nogle gange og var tilbage i den virkelige verden igen. Mit blik landede på Katja, der så nervøst på mig. Jeg smilede til hende, og hun lyste op i et bredt smil.
”Tvillinger,” hviskede hun begejstret. Lyset reflekteredes mere og mere i hendes øjne, og begyndte lige så stille at reflekteres i to streger ned ad kinderne.
”Ja, tvillinger,” hviskede jeg tilbage og ønskede inderligt, at jeg kunne lave nogle krokodilletårer, men mine øjne blev bare mere og mere tørre og gjorde ondt. Et halvt minut sad vi i absolut stilhed, inden den blev splintret af min telefon, der gav et lille pling fra sig.

”Det er ikke godt det her, Alex,” sagde John og rystede på hovedet.
”Det er jeg jo udmærket klar over,” svarede jeg.
Han lagde ansigtet i dybe folder. ”Kan du lide hende?”
”Lidt, måske. Jeg ved det ikke.”
”Dit blik siger noget andet.”
Jeg prøvede på at lave et pokerface. ”Og hvad siger det så?”
”Du holder af hende.” Blankt så han på mig. ”Og det er ikke det bedste, der kunne ske.”
”Hvorfor ikke? Hun moren til mit barn … mine børn … ” Jeg rynkede brynene et kort øjeblik. ”Det vil da være en fordel, hvis jeg ikke ser på hende, som var hun … jeg ved ikke hvad!”
”Rolig nu. Jeg tænker bare, at det så ville være sværere bare at … hvordan skal jeg sige det her? … forlade hende.”
Mit øjenbryn ramte hårgrænsen. ”Synes du selv, du havde en god tid, da du med dine søskende kun boede sammen med din mor?”
”Hvorfor er du så fjendtlig?”
”Jeg er ikke fjendtlig. Du kommer bare med dårlige løsninger til et uløseligt problem.”
”Man kan godt løse det … men det er jo det, du nok allerede har planlagt.”
”Og hvad tror du, jeg har planlagt?”
Vores blikke mødtes. ”At være sammen med hende. Danne familie. Slå dig ned med hende. Bare leve lidt mere stille og roligt.”
Jeg fnyste højt. Det lød langt fra ægte.
”Det er nok den bedste løsning, Alex.”
”Er du klar over, hvor meget det ville skade min fanbase?!” røg det ud af min mund.
”Kan du huske Kathryn? Da hun blev gravid i niende? Hun blev da bare mere populær af, at hun og kæresten forblev sammen og støttede hinanden.”
”Nu er det her jo så heller ikke niende klasse i en landsby.”
Han så indtrængende på mig. Hvordan kunne han forandre sig så meget? ”Men det er jo samme princip. Jeg tror, det ville gøre dig mere populær.”
Jeg så ud af vinduet og tænkte over det. Hvad ønskede jeg? At være et røvhul og bare gå eller risikere at miste halvdelen af min indtægt? Mens jeg grublede over en bedre løsning, hørte jeg John bande ved siden af mig.
”Årh, for helvede! Jeg må smutte. En af skuespillernes møgunger har pillet ved lysene.” Inden jeg nåede at sige farvel, hørte jeg døren lukke.
”Tvillinger,” hviskede jeg til mig selv. ”For helvede, Alex, hvor er du en kraftidiot.”

 

Læs artiklen. Der er rygter om Katja.
Alex, I kan ikke holde det skjult meget længere.
Medmindre I bliver mere forsigtige. De har billeder, for fanden Alex!

Mit blik stivnede mod skærmen. Jeg tog en dyb, langsom indånding.
”Hvad er der?” spurgte Katja og forandrede sit ansigtsudtryk fuldstændigt. Fra lykke til bekymring.
Jeg pustede ud. ”Ikke noget.”
”Lad være med at lyve. Der er noget galt.” Hendes blik blev mere fast. Mine hænder holdt krampagtigt fast ved min telefon. Hun rykkede tættere på. Så tæt at vores skuldre mødtes. Hun var varm. Hun så ned på min telefon. Jeg kunne ikke se hendes ansigt, men jeg var sikker på, at hendes øjne blev dobbelt så store. Forsigtigt trykkede hun på linket. Efter to sekunder var skærmen fyldt af en collage af billeder. Der var både et billede af mig, der gik ind i hendes opgang og et, hvor vi gik ud, mens vi smilede og snakkede. Et andet hvor vi sad i min bil. Det sidste og nyeste var af Katja med røde øjne og et grædefærdigt ansigt. Det sidste fik mig til at spænde i kæben og klemme mine læber sammen. Ved siden af mig tog hun en dyb indånding.
”Pis,” hviskede hun gennem tænderne. ”Jeg har ikke fortalt mine bedste veninder om noget endnu. Og min familie enten aner ikke, at jeg er gravid eller at det er dit … ”
Ordene væltede ud af hende.
”Det er også de færreste, jeg kender, der ved det.” Så snart jeg havde afsluttet min sætning, ringede min telefon. Jeg drog et suk, da jeg så navnet. ”Jeg er nødt til at tage den.”
I en hurtig, glidende bevægelse, rejste jeg mig op og gik ud i entréen. Der, hvor Katja to dage forinden havde fået at vide, at hun ventede tvillinger.
”Ja?” sagde jeg.
Den skarpe stemme kom lidt bag på mig. ”Alex, det er noget lort det her. I er nødt til at gå offentligt. Altså officielt.”
”Hvad med maven?” spurgte jeg og mærkede panikken komme krybende.
”Hvad?”
”Barnet … børnene,” rettede jeg mig selv.
”Børn? Alex, hvad er der galt?”
”Katja venter tvillinger,” sagde jeg og rev plasteret af såret.
I den anden ende hørte jeg et suk. ”Gudskelov! Jeg var bange for, at der var to kvinder. Men Alex, det ændrer ikke på tingene. I er nødt til på et tidspunkt at gå offentligt. Du bliver næsten hele tiden overvåget. Jeg havde ikke regnet med, at det ville blive så svært at holde det ude af pressen. I er nødt til at gøre det offentligt. På et godt tidspunkt.”
”Og hvornår er et godt tidspunkt så?” spurgte jeg og pressede om næseroden med to fingre for at dæmpe hovedpinen og aggressionerne, der var på vej.
”Snart. Tal i det mindste med hende om det. For min skyld kan I gøre det allerede i dag. Helst i løbet af de næste par dage. Inden ugen er omme, vil det være en større nyhed, Alex. Hvis dine fans ikke føler, at du er ærlig overfor dem, vil de ikke kunne lide dig nær så meget. Det er bare noget, du burde overveje.”
Tre lange dut fulgte. Jeg trykkede på den røde telefon på skærmen og gik tilbage i stuen. Katja så ikke op fra sin telefon, der lyste med et blåligt lys på hendes næsetip, læber, kindben og hage. Jeg gik tættere på og holdt mit blik på hende, indtil hun så op. Vores øjne mødtes kort, inden jeg så væk.

Forsigtigt skævede jeg over til hendes skærm. Mit blik scannede hurtigt teksten, hvor mit navn dukkede op nogle gange. Hun så op på mig og trak på skuldrene.
”De ved mere, end man lige skulle tro,” sagde hun og låste telefonen.
”Det var min manager,” startede jeg. ”Altså, som jeg snakkede med. Hun sagde, at det ville være bedst, hvis vi … gjorde det offentligt inden ugen er omme.”
Nervøsiteten sivede ind og ud af min krop i store bølger. Hendes bryn blev lidt rynkede og øjnene bekymrede.
”Med barn- … børnene?” rettede hun sig selv og så på mig nervøst.
Jeg rystede på hovedet. ”Men det er vi også nødt til at gøre snart. Ellers opdager aviserne det, før vi fortæller noget, og så … så bliver folk ikke glade.”
Hun nikkede. ”Der er ingen grund til at skjule det nogle dage mere. Altså at vi kender hinanden. Resten kan vente lidt, synes jeg.”
”Nogle dage.”

En time gik der, inden det perfekte opslag var lavet. En selfie med Katja og mig. Vi smilte begge, og man kunne ikke se en eneste antydning af graviditet. Billedet havde vi taget om lige så mange gange, som vi havde skrevet teksten om. Det var en kort besked, der fortalte, at Katja og jeg var blevet venner gennem fællesvenner, og at hun nu nærmest var familie for mig. På en måde var det sandt. Vi mødtes, fordi vi begge havde venner, der ville have os med i byen, og hun var en del af min familie. Det ville jeg aldrig kunne nægte. Hun var mor til mine børn.

Et minut. Så lang tid gik der, for de første ti kommentarer blev skrevet. Kommentarer og likes strømmede til, og endnu en gang elskede jeg mig selv for at have slået notifikationer fra. Jeg låste telefonen og så over på Katja. Hendes blik var fæstnet på den sorte skærm. En følelse strømmede fra gulvet op gennem mine fødder, da jeg så på hende. Vores blikke mødtes, og jeg kyssede hende. Jeg kunne ikke lade være. Jeg ville ikke. Da jeg prøvede på at trække mig væk igen, lagde hun en hånd på min nakke, og velvilligt lænede jeg mig længere fremad igen. Vi sad sådan et stykke tid. Da vi endelig skilte os fra hinanden, havde vi begge mistet pusten. Jeg havde glemt at trække vejret, og det lod til, at Katja også havde glemt det. Et smil bredte sig på hendes læber. Lysten til at kysse hende igen brusede gennem mine årer, men denne gang ignorerede jeg den og smilte bare.

Kort tid efter gik hun, og jeg fulgte hende hele vejen til døren. Det var bagdøren, som var den, jeg brugte mest. Inden jeg åbnede døren, smilede hun og kyssede mig, så jeg stod helt forbavset tilbage. Så åbnede hun døren og listede ud. Et halvt dusin journalister havde allerede samlet sig foran fordøren og mumlede sammen om, hvad de tænkte om Katja. Mit hjerte hamrede rundt i mit bryst hele dagen. Ud af en eller anden grund, smilede jeg en smule fjoget, hver gang jeg tænkte på hende. Jeg tjekkede. Mere end en gang. Foran badeværelsesspejlet stod jeg i det gule lys, mens jeg stirrede på min mund som en galning. Lugten af min cologne fyldte rummet. Jeg havde mere end en gang måttet friske den op. Det plejede jeg ikke.

Først om aftenen turde jeg åbne op for Instagram. Jeg var fuldstændig spammet til af nye følgere, kommentarer, likes og ikke mindst beskeder. Lynhurtigt tjekkede jeg kommentarer, der egentlig mest var gentagelser af, om det ikke var hende, der blev nævnt i alle artikler, og at folk var misundelige på hende. Jeg rullede øjne ad dem. Ærligt talt havde jeg troet, at min fanbase havde et højere niveau. Hurtigt gik jeg ind i indbakken. De fleste beskeder var for at udfritte mig om Katja og spørge om hendes fulde navn. Nogle ville have bekræftet deres teorier. Og så var der nogle håbløse journalister, der prøvede på at få en historie ud af, at jeg havde opbygget et nyt venskab. Et af navnene stod dog ud til mig, og beskeden var langt fra den samme som alle de andre.

beautiful.amelia<3 Det kan være, at jeg allerede har advaret dig, men nu gør jeg igen. Så meget som er du tæt på at såre Katja, har du ikke længere ret mange kønsorganer at få børn med. Og så meget som nævner du idéen om en abort igen … du er advaret!

alex_lee_official Ro på, jeg har ikke tænkt mig og har heller ikke såret hende. Og abort er fuldstændig fra bordet, bare for at opdatere dig.

beautiful.amelia<3 Og så meget som tænker du bare en eneste gang på at krumme bare ét enkelt hår på hendes perfekte hoved …

alex_lee_official Jeg har forstået! Bare så du ved det, kan jeg ikke såre hende. Det kan jeg ikke få mig selv til.

beautiful.amelia<3 Den her samtale har aldrig fundet sted

alex_lee_official Enig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...