Unlike you

106341
Det er ikke let for folk at bryde den sociale arv, men Lucy vil gøre alt hvad hun kan for at bryde den. Lucys familie har nemlig en hemmelig identitet som Englands mafia.

Lucy snakker ikke om hendes rigtige jeg, men når den mystiske mand dukker op i hendes liv, og begynder at stille de forkerte spørgsmål, hvad gør hun så?
Vil Lucy være stærk nok til at holde sig selv hemmelig, eller vil hun gå til bekendelse og gøre det hele værre?

AA
aa

21. Goodbye, everybody

Niall Horan

Okay, you ran from me

 


Hun ryster, og hendes øjne er nærmest rødglødende af forvirring. Men hun smiler ikke, faktisk er der ikke en eneste følelse tilbage i hendes ansigt. 
Men jeg kan mærke glæden boble i mig. Der står hun jo. Lucy!
Det er ikke løgn, at vi alle troede jeg døde. Altså, jeg troede det også selv, måske var jeg faktisk død et øjeblik eller to, men jeg er tilbage nu. Jeg er langt fra frisk, faktisk var det en kæmpe udfordring at komme ud fra sygehuset og ud i lufthavnen, men jeg er her nu. Og desværre var det ikke ligefrem en modtagelse jeg håbede på, som er den jeg får. Lucy så ulykkelig ud, men der gik ikke mere end et par korte minutter før tårerne spredte sig i hendes øjenkroge.
"Er du ikke død?"
Jeg ryster på hovedet. Jeg blev ramt et uheldigt sted, lige ved min skulder, over mit hjerte. Jeg nåede heldigvis at blive reddet, men jeg ville nu nærmest ønske jeg allerede var død. Lige siden det skete, har jeg spekuleret over hvorfor mon han ikke bare dræbte mig. Han brugte jo helt klart skuddet som en trussel, for at vise mig at han var klar til at slå mig ihjel på stedet hvis jeg ikke var forsigtig nok. Men hvis det blot var en trussel på livet, hvad bliver det næste så? Altså hvad har jeg gjort for at ende i den her situation?
Hun løber mig omkuld og slår sine arme min hals. Min skulder brænder af smerte, men det gør ingenting, for nu er hun i mine arme igen. Jeg planter min næse i hendes hår og indsnuser hendes rolige, varme duft. Hun er fantastisk. Jeg kysser hende i håret og på hendes kinder, hvilket får hende til at grine hjerteligt og frit. "Men de sagde du ikke var til at redde! De sagde du var død!" Hun snøfter og tørrer sin næse.
Jeg griner svagt og kysser hendes pande. "Det ved jeg. Men jeg kunne da ikke bare forlade dig, og lade dig være i fare på den her måde."
Hun bliver tavs og trækker sig tilbage. Tager lige et skridt bag ud så vi ikke er i kropskontakt. Jeg føler en enorm skuffelse, men hun virkede også afvigende helt fra start, især ud fra det hun sagde. "Niall du bliver nødt til at holde dig fra mig." 
Jeg humper et skrift tættere på hende, men hun afviger. "Men jeg vil ikke holde mig fra dig. Hvordan skulle jeg dog kunne gøre det, når jeg ved du er i konstant fare?" 
Hun sukker. "Alle jeg omgås med bliver indblandet i min fare. Og du skal ikke.... skades yderligere." Hun synker en klump og sender min overkrop et ulykkeligt blik. "Men Lucy..." forsøger jeg igen. "Jeg husker stadig at du sagde du elsker mig." Jeg ved ikke om der hjælper, for hun kigger bare ned i jorden.
"Og derfor giver jeg slip på dig. Lov mig at du passer på dig selv. Også dig Harry," hun kigger kort om bag mig. Jeg vender mig om og ser Harry med et trist blik rettet mod os.
Hun vinker. Jeg føler mig tung og utilpas.
Hun går. Hun er væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...