A Ride In The Snow ❅ Niall Horan

Niall og Julia har kendt hinanden siden de var små, teknisk set vokset op sammen. Tidligere på året fandt de en lejlighed sammen, som passede perfekt med hensyn til arbejde, og til deres forhold som bedste venner. Blandede traditioner, julefrokoster og og en masse uventede juleplaner. Hvordan vil det påvirke Julia? Hvordan vil det påvirke Niall? I 26 kapitler er det lige præcis det, vi vil finde ud af. ❅ Drengene er kendte, og dette er mit bidrag til julekonkurrencen med mulighed 1.

44Likes
63Kommentarer
28283Visninger
AA

11. ❅ Loving your secrets

Dag 10, 9. december 2016

 

❅❅❅

 

Dagen i dag skulle bruges i studiet. Dagen i morgen skulle bruges på at gøre klar til forlovelses festen. Dagen i overmorgen skulle bruges på selve festen, og på at fejre kærligheden mellem Lily Anne og Harry. Dagen i dag skulle bruges på at skrive omkring tre sange, eftersom at vi fik fri i tre dage, men på den betingelse at vi så skulle være skide effektive dagen i dag. 

Det var anden dag i træk at jeg ikke kunne være sammen med Julia, men det var fint. Så kunne hun tage endnu en vagt, og så kunne vi få lidt flere penge ind på vores kontoer, sådan så at vi kunne bruge noget tid i byen sammen hurtigst muligt. Om det så var restaurant, biograf eller hvad det var, vidste jeg ikke endnu. Det kunne lige så godt være en druktur. 

Det var lang tid siden at vi sidst havde været i byen og drikke sammen. Alt for længe siden, hvis man spørger mig. Ifølge Julia er det noget vi aldrig skal gøre igen, men hendes begrundelse da han sagde det, var at vi opførte os som et par når vi var fulde. 

Hvis vi blev fulde nu, ville vi jo bare være os selv uden grænser. 

“Hva så Nialler?” Spurgte Harry, da jeg kom ind i rummet med sofaer, hvor vi normalt sad og arbejdede på sange. Normalt gjorde vi det hver for sig, men i dagens anledning hvor at vi skulle sidde med tre færdige sange sidst på dagen, så var vi her alle fire. 

Vi havde omkring fem sange som var i en arbejdsproces, så vi ville tage en sang hver, og se om vi kunne få dem færdiggjort. Hvis en sang var helt umulig, så kunne vi tage den femte sang i brug, og så blive ved med at skifte sådan når vi løb tør for idéer. 

Senere på dagen ville vi så spille dem, synge dem, øve dem, finpudse dem, så de ville være klar til indspilling hurtigst muligt, lige så snart festen var overstået selvfølgelig. 

Harry havde ingen anelse om hvorfor vi havde fri, men han satte stor pris på det. Mere tid til ham og hans forlovede, havde han sagt. Mere tid i sengen, og en gladere Lily Anne. 

Det var rart at se at hans forhold fungerede. Deres forhold var et kæmpe forbillede for mit og Julias forhold, og vi kunne ikke tage andet end inspiration og råd fra Lily og Harry. Lily havde vidst også givet Julia et par tips her og der, og hun havde vidst været en kæmpe hjælp til at finde ud af hvad Julia følte for mig. Hun havde hjulpet hende med at finde følelserne frem fra skuffen. 

“Ikke så meget, bro. Er I gået igang endnu?” Spurgte jeg dem, da jeg smed mig i en sofa. Jeg havde papir og blyant i hånden, og min guitar lå ved siden af mig på gulvet, så jeg ville kunne få inspiration hvis jeg gik død i en sang, en melodi eller lignende. 

“Vi skulle lige til at dele sangene ud,” fortalte Louis mig, mens han smilede. Liam sad med de fem sange i hånden, og gav sig til at give en til os hver. Den femte sang lagde han på det bord der var imellem os alle, så vi altid bare ville kunne bytte den sang vi sad og arbejde med, ud men den der nu end lå på glasbordet. Glasbordet var vores byttestation. 

Jeg fik den vi havde lavet mest på, hvorfor vidste jeg ikke. Det var en fin sang, men jeg havde slet ikke skrevet noget på den endnu. Måske var det grunden. Sangen skulle være akustisk, og den var om kærlighed der gjorde ondt. Det skulle ses udefra, som om at det var en anden der kunne kigge på en der oplevede det. Det havde været Harrys idé, og det var ham der havde skrevet det meste. 

Sangen der lå på bordet, var den som der var blevet skrevet mindst på. Dog var det nok den sang jeg bedst kunne lide indtil videre. Den var akustisk, den var smuk, rørende, og den var om ægte kærlighed, som man ville ønske kunne holde forevigt, også selvom det var umuligt. 

Det var mig der havde skrevet på den. 

“Så begynder vi vel bare,” sagde jeg, uden egentlig at rette det mod nogle. Jeg tror lige så meget at det var for min egen skyld at jeg sagde det højt. Jeg skulle sidde her hele dagen, og jeg vidste at jeg ville få brug for noget motivation. Der var chokoladebarer og sodavand i køleskabet, og vi skulle bestille pizza senere på dagen, så vi også kunne få noget at spise.

Vores producerer sad i et andet rum længere nede på gangen, og de havde sagt at de ville tjekke op på os, og se om der var noget vi manglede et par gange i løbet af dagen. Det var dem der havde skaffet de få forsyninger der var i køleskabet, men vi måtte jo ikke få for meget af søde sager, eftersom at vi ikke vidste hvornår at vi skulle trænes op, og gøre klar til en ny tour. 

Det hele handlede om at være sund, og se sund ud, så sladdermagasinerne ikke havde noget at skrive om. Vi skulle se glade ud, og vi skulle have det sjovt. Skænderier skulle ikke være i offentligheden, og vi måtte hverken se for tynde eller tykke ud på billeder. 

Det hele handlede om styling, og det havde vi alle efterhånden lært. Hvis man var oppustet fordi at man havde fået pizza dagen inden, så tog man ikke en kæmpe trøje på for at dække det, men man tog heller ikke en tætsiddende t-shirt på. Man tog en løs, langærmet t-shirt på, og et par joggingbukser. For det meste handlede det om bukserne, og ikke trøjen.

Trøjen afslører hvorvidt man gemmer noget, eller ej. 

Jeg smækkede benene op på ryglænet af den slidte sofa, tog blyanten i hånden, og skrev ord ned på papiret, som virkede så ligegyldige indtil at de kom ind i kontekst. Så gav de helt perfekt mening. 

Jeg ved ikke præcist hvor længe jeg sad med sangen, eller hvor meget nyttigt jeg fik skrevet på den, før at jeg byttede den ud med den på bordet. Da jeg gjorde det, havde Liam allerede byttet sin sang ud med den vi startede med at have liggende. Den Liam havde lagt der, manglede kun en bridge og et afsluttende omkvæd, som jo som regel var lidt anderledes end det normale omkvæd. 

Den virkede let nok at gå til, og jeg behøvedes ikke andet end at sidde og tænke på Julia og vores forhold til hinanden, og så kunne jeg faktisk få skrevet en bridge til den. 

Jeg ved ikke hvor længe vi havde været igang, og faktisk heller ikke hvad tid jeg var kommet hen til studiet. Vores producerer havde været inde med nogle flasker vand, en slikpose til os hver, og så var de kommet med tyggegummier, og kommet for at tage imod vores pizzabestilling. 

Ingen af dem havde spurgt hvor langt vi var. Sikkert for ikke at stresse os, hvilket jeg satte stor pris på. Tiden fløj afsted, når vi sad i vores kreative hjørne. Harry havde taget trøjen af, Louis bukserne, Liam strømperne, hvorimod jeg havde beholdt alt mit tøj på. Senere ville jeg nok smide bukserne. 

Det var rutine for os at ende op uden at have tøj på, når vi skrev sange en hel dag. Det var simpelthen bare for ubehageligt at sidde i den samme sofa en hel dag, og så være fuldt påklædt. Ja, vi ville bare kunne tage mere behageligt tøj på, men nej, det kunne vi ikke bare. For hvis nogle så, så os på vej derhen og tog billeder, så ville alle vide hvad vi skulle en hel dag. 

Jeg mener, det ville man jo kunne regne ud. Det sagde vores pladeselskab ihvertfald. 

Faktisk var der ikke særligt mange der vidste at vi arbejdede på et nyt album. Kun vores tætteste, vores producerer, managers, og så selve pladeselskabet. Ikke engang dem der lagde musikken ind for os, vidste det endnu. De vidste ikke at de ville blive ansat på endnu en One Direction produktion endnu, og de ville først få det at vide lige inden vi skulle indspille. 

Man ville ikke risikere at for mange vidste det, ikke før at vi selv ville annoncere det.

“Hvor langt er I nået, gutter?” Spurgte Liam. Jeg tror at han sad fast i en sang igen, siden at han spurgte. Når Liam ikke var koncentreret, så kunne han have utroligt svært ved at finde den side frem. Han hadede dage som disse, for han ville hellere bare kunne skrive en hel sang, når han fandt inspirationen. Jeg kunne godt forstå ham, det var en svær og lang proces på den her måde. 

“Jeg er næsten færdig med den sang, som du startede ud med,” fortalte jeg ham, uden at løfte øjnene eller blyanten fra papiret, eller hjernen fra melodien og teksten som jeg sang i mit hoved. 

“Jeg mangler kun at finde det endelige omkvæd,” kom det fra Harry, som sad i den anden ende af rummet, og nu også havde smidt bukserne. Så han lå i underbukser og strømper, men det var okay. Vi var så tætte med hinanden, og vi var vant til det. Helt standard sangskrivningsdag. 

“Jeg mangler nok halvdelen af sangen,” svarede Louis, som om at det ikke var noget stort. Hvis Liam også manglede halvdelen af en sang, eller mere, så var vi ved at have lidt travlt. Det skulle være fem færdige sange, helst, men mindst tre. Lige nu var vi måske ved at have to, og vi skulle hjem om under to timer. Eller, der skulle vi stoppe.

Om to timer skulle vi nemlig have pizza, så en af de drenge måtte hellere blive færdige. Så måtte de hellere tage den sang der lå på glasbordet, hvor at en fjerdedel cirka manglede at blive skrevet færdigt. Men det var også den sang, som havde ligget der i længst tid. Jeg tror ikke at der var nogle, som rigtigt følte for den sang. Det skulle bare være en åben mulighed at bruge den. 

“Hvad med dig Liam?” Spurgte jeg ham, men jeg frygtede at høre svaret. Han kiggede ned på sit papir, og for første gang i lang tid, kiggede jeg op fra mit eget. Jeg hev mig selv ud af processen, fordi at jeg vidste at jeg ikke ville have problemer med at komme ind i den igen.

Modsat Liam, som måske havde brug for en smule hjælp. 

“Der mangler en del. Men jeg kan bare ikke koncentrere mig lige nu,” forsvarede han sig selv. Jeg sukkede, og grinede så en smule over situationen. Liam kiggede underligt på mig. 

“Så gå ud i den friske luft, Payno. Måske det hjælper,” svarede jeg dog, så seriøst som jeg kunne. Harry nikkede, og gav mig ret i at det nok var en god idé. Louis foreslog at vi måske alle trængte til en smule luft, hvilket jeg godt kunne give ham ret i. 

Studiet havde en lille baggård, hvor at der ikke kunne komme paparazzier ind, og der var vi mere end velkommne til at gå ud, når vi havde brug for det. Vi tænkte at vi bare kunne gå derud, trække lidt luft, og så gå ind igen og fortsætte vores arbejde med ny ilt til hjernen, og forhåbentligt med nye idéer. Så vi tog tøj på igen, og så gik vi derud. Der var en smule køligt. 

 

❅❅❅

 

“Niall?” Det var Harry som var kommet helt hen til mig, og spurgte mig meget lavt, bare ved at nævne mit navn. Jeg tænkte at han ville fortælle noget. Jeg nikkede, og mumlede et ja. Han trak mig en smule mere til siden, som om at det var noget de andre ikke skulle vide.

“Jeg tror at Julia gav sit nummer til en mand i går, og jeg tror at hun løj for mig om det da jeg spurgte hvem han var,” forklarede han mig, stadig på en så diskret måde som han kunne.

Jeg blev ærligt talt en smule chokeret, da det slet ikke ville ligne hende at gøre sådan noget. Da slet ikke lyve om det efter. Jeg vidste at hun havde været på arbejde, jeg kendte til riften, men jeg vidste stadig ikke helt hvad der var sket, og jeg vidste kun at hendes arbejdsdag havde været god.

Jeg ved ikke hvorfor det var så let pludseligt at tvivle på hvad der var sket, men jeg ville høre mere af hvad Harry havde at fortælle om gårsdagens hændelser i caféen. Jeg vidste at hun ikke ville være utro, men jeg ville gerne vide hvem han var, og hvilket nummer han havde fået og hvorfor. 

“Hvad fortalte hun dig? Og hvad gjorde du?” Spurgte jeg ham, hvor at jeg måske lød en anelse for frustreret. Han lagde en hånd på min skulder, og sagde lavt at vi kunne snakke om det når vi var færdige, og når de andre drenge ikke ville risikere at kunne høre det. Han sagde at det ikke var noget, som hele vores venneflok måske skulle vide. 

Jeg sukkede opgivende, men jeg nikkede og accepterede at jeg første ville få det at vide om en to timers tid. Vi gik hen til de to andre drenge igen, og smilede til dem som om at intet var sket. Liam spurgte om vi skulle gå ind igen, og vi nikkede. 

Der var gået omkring tyve minutter mere, og der var derfor en time og fyrre minutter til at vores pizza ville komme, og vi ikke ville have længere tid til at skrive på sangene, så den sidste tid skulle være intens, og vi skulle arbejde hårdt. Liam havde det hårdt, og det samme med Louis, og det kunne tydeligt ses. Harry og jeg kunne slappe lidt mere af, og når vi blev færdige kunne vi begynde på en ny, eller tage sangen der nu end lå på glasbordet. 

Harry kiggede på mig med øjne der afslørede en del, men nok gjorde mig mere bekymret end hvad jeg egentlig ville blive. Jeg kunne ikke forberede mig på noget, for jeg vidste ikke den mindste ting om hvad det handlede om - udover at det var noget med Julia, og at det var sket så sent som i går.

Mon det havde noget at gøre med, hvordan hun fik sin rift? 

Jeg kunne godt forstå hvis hun ikke ønskede at fortælle mig det, det var en voldsom ting, og muligvis noget som ville kunne skræmme mig væk fra vores forhold. Jeg ville forstå hvis hun gjorde det for at rede vores forhold, eller for at spare mig for den information, som måske var slem.

Men jeg ville stadig ønske at hun ville fortælle mig hvad det var, så det blev en ting som vi kunne håndtere sammen. Jeg følte at det var hende, og så var det mig, og så var det resten af verdenen. Det havde aldrig været os mod verdenen, og det var det heller ikke med det her.

Jeg smækkede benene op på ryglænet igen, og fik hurtigt smidt mine bukser. Jeg gravede mig ned i sangen, og jeg fik hurtigt skrevet den færdig, uden egentlig at tænke over hvad det var jeg lavede. Jeg skrev bare, skrev mine tanker ned, præcis som vi havde startet ud med for fem år siden. 

Jeg gik tilbage til det fundamentale og glemte alt om krav, og jeg skrev bare ned som om at jeg sang direkte fra mit hjerte, selvom at mine tre bedste venner skulle synge nogle af delene. 

Jeg fik lavet sangen så meget min som den overhovedet kunne blive, når den skulle på et album for et band. Da jeg kiggede op fra mit papir, sad de andre drenge stadig med hovedet begravet i tekster, og jeg valgte derfor at tage den sidste sang fra bordet, så man ikke længere kunne bytte sang.

Den virkede ikke nær så umulig længere, og jeg gik derfor i gang med den, med oprejst pande, med et stort håb, og med en kæmpe inspiration. Julia. 

“Drenge?” Spurgte Harry, midt i det blå. Jeg kiggede op på ham, men han sad stadig med hovedet begravet i papir. Louis mumlede, som om at han bare kunne snakke, og så skulle vi nok lytte. Jeg åbnede ørerne, og var ekstra opmærksom, hvis nu det var noget med nogle planer, eller Julia. 

“Hvorfor fik vi egentlig fri de næste par dage?” En sten faldt fra mit hjerte, men mine luftveje lukkede sig sammen, som om at der sad en klemme på dem. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, og nu havde Liam og Louis ligesom jeg, øjnene på Harry, som stadig sad og lod som ingenting. 

Jeg tror at han havde en anelse om hvad der foregik, og nu prøvede han at lokke det ud af os. Så jeg valgte at improviserer, i håb om at Louis og Liam ville falde ind på den.

“Jeg skal hjem til Julias forældre i morgen, så jeg ville gerne have fri,” fortalte jeg, mens jeg kiggede på de to andre drenge, hvor at man nærmest kunne se frygten for at blive opdaget, i deres øjne. 

“Og så vil vi jo gerne have en hygge dag sammen,” fortsatte Liam, så vi ikke prøvede at undgå emnet helt. Julia havde jo trods alt inviteret dem, så Harry kendte jo godt til dagen. Han kendte bare ikke den reelle grund, og det kom han ikke til før at han stod i min lejlighed i sit kedelige tøj, og opdagede at vi andre var fint klædt på, og råbte tillykke. 

“Og så syntes de måske bare at vi fortjente det,” afsluttede Louis. Han hverken lignede eller lød som om at han vidste hvad han ville sige, men jeg syntes at han fik afsluttet det fint. Harry nikkede, og gav sig til at skrive videre på sangen. Det virkede ikke som om at han havde en mistanke om noget, og det var jo kun godt for os, for så ville det stadig virke som en overraskelse. 

Jeg sukkede dybt, og følte at jeg kunne trække vejret igen. Louis smilede til mig, og Liam lavede en thumbs up til os begge, for at vi håndterede situationen så ekstremt godt, og lykkedes med vores forsøg på at få ham væk fra mulige tanker om dagen. 

 

❅❅❅

 

Vi kunne officielt sige at vi havde skrevet fem sange færdige, på trods af at vi kun skulle skrive tre. Vi sad og spiste pizza, og vi snakkede bare om hvordan dagen var gået, de sidste par dage, og hvad vi hver især skulle lave de kommende dage - hvor at jeg selvfølgelig digtede videre på min løgn om, at skulle besøge Julias familie og lave noget julehygge med dem.

Normalt var jeg ikke typen der løj for drengene, men med hensyn til Harry og Lilys fest, så var det mere end bare nødvendigt. Det var så vigtigt som det overhovedet kunne være, for de måtte virkelig ikke finde ud af hvad det var der foregik. Det ville ødelægge hele overraskelsen. 

“Men vi ses gutter. Jeg er nødt til at smutte hjem til Lily nu,” fortalte Harry os, mens han fik sine sko og sin jakke på igen, så han kunne komme hjem. Han tog sine nøgler og sin mobil, og vinkede til os. Jeg kunne ikke lade vær med at føle at han smuttede før at han fortalte mig noget, men jeg kunne godt se på klokken at vi havde været meget lang tid om det, meget længere end forventet.

Han skulle også hjem til sin forlovede, og han kunne altid skrive eller ringe til mig, og så fortælle mig hvad det nu var. Jeg ville gerne vide hvorfor han var så bekymret overfor noget, og om jeg også skulle være bekymret over det. Det kunne jo være noget alvorligt.

Det var det dog nok ikke, eftersom at han kunne lade vær med at sige det med det samme. 

“Jeg burde nok også smutte,” sagde Louis. Før end han havde sagt det, var han også igang med at tage sit tøj på, samle sine ting sammen, og spise et sidste stykke pizza. 

Hurtigere end hurtigt sad Liam og jeg der alene, og spiste pepperoni pizza, som om at det var noget vi gjorde normalt. Det mindede mig om dengang vi først lærte hinanden at kende, hvor at vi ikke kendte nogle af pigerne særligt godt. Ikke engang Julia og jeg var tætte, på trods af at vi altid havde kendt hinanden. Men vi blev først tætte omkring for fire år siden. 

Det var sket så meget siden dengang, og det var så surrealistisk at tænke på. At disse tre drenge nu var mine bedste venner, på trods af at vi startede ud med at være en gruppe på fem. At vi alle nu havde kærester, på trods af at jeg var den eneste der kendte bare en af dem dengang.

Hvordan at vi nærmest var blevet hinandens familie. 

Jeg var evigt taknemmelig over de drenge, og jeg kan ikke beskrive hvor meget jeg sætter pris på at have muligheden for at have lært dem at kende. De var som brødre for mig, og Julias og mit forhold  var kun blevet så meget stærkere. Jeg kunne ikke være mere taknemmelig. 

Det kan godt være at det var sådan en tale der hørte til ved thanksgiving, men jeg er irer, så det var egentlig ikke en begivenhed som jeg havde hvert år. Nu var jeg britte, og der ved stadig intet med den tradition, og derfor kunne jeg gå og bruge hver dag på at tænke over det, og være taknemmelig over hvad det var for nogle muligheder jeg havde med hensyn til venner, kæreste og karriere.

 

❅❅❅

Jeg undskylder for det meget korte kapitel, men jeg havde simpelthen ingen inspiration til handlingen, og jeg ville derfor ikke trække den kedelige handling for langt ud! Dog håber jeg at I kunne lide det alligevel. 

Vi ses i kapitlet i morgen, som forhåbentligt bliver en del mere spændende!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...